Hvad er tro?

Mary B. Ferguson

Om søster Ferguson

Mary Tyndale Baxter Ferguson (1826-1909) blev født i Glasgow i Skotland og blev forældreløs i en tidlig alder. Da søster Ferguson blev introduceret for mormonmissionærerne, var hun ængstelig, men jo mere hun studerede, jo mere vidste hun, at Kirken var sand. Hun blev døbt i oktober 1846 og skrev om følgerne af det: »Alle mine venner har vendt mig ryggen, og mit gode navn er ødelagt på grund af evangeliet.«

Ved en kirkekonference i Skotland mødte Mary John Baxter, som hun giftede sig med i 1849. De emigrerede til USA i 1851. Hun passede og plejede sin mand, som havde fået ødelagt sit helbred af års slid i en kulmine. John døde i 1869, og Mary stod tilbage med syv børn at tage sig af. Man nævnte senere i hendes dødsannonce hendes »hårde kamp for at opfostre og passe på så stor en familie med små børn, men Herren hørte hendes råb om hjælp og velsignede hende og gjorde hendes ryg stærk nok til den tunge byrde.«

Søster Ferguson forsørgede sin familie som sygeplejerske og jordemoder. Senere giftede hun sig igen og flyttede til Spanish Fork i Utah, hvor hun i adskillige år virkede som præsident for Hjælpeforeningen der. Hendes oplevelser viste hendes hengivenhed for Gud trods udfordringerne i hendes liv. Uddragene her er fra en tale, hun holdt for unge kvinder i 1879.

Eftersom tro er evangeliets første grundsætning, er den nødvendig at opnå. Hvad er tro? Skrifterne fortæller os, at »tro er visheden om det, der håbes på, overbevisningen om det, der ikke ses« (JSO, Hebr 11:1) … Således er det, at når vi adlyder evangeliet, følger der visse velsignelser, men siger vi, at vi tror og ikke adlyder, er vores tro forgæves. Den er som legemet uden ånden, død. Mine unge søstre, det var denne levende tro, der fik jeres fædre og mødre til at give agt på evangeliet i deres fædrelande, og trods hån og forfølgelse i tro at forlade deres hjem og slægt og alle, de havde kær, og sætte over det store hav … i tillid til, at Jahves arm ville føre dem sikkert til en fredelig havn; og mange af dem havde aldrig oplevet livets prøvelser eller modgang før … Tænk over det, mine unge søstre, jeres fædre og mødre rejste mere end 1.600 km trækkende en håndkærre med deres rationer og sengetøj, deres kogegrej, tøj osv. – mange af dem med små børn, vadende i floder til livet, og de sled og slæbte sig igennem kilometervis af tungt sand, og alligevel sad de ved lejrbålet om aftenen og sang til Guds pris; for troens principper var plantet i deres bryst, de havde en vished om ting, der ikke ses, ved tro ankom de til disse dale; dengang var de ikke de frodige dale, I ser nu. Med tro undertvang de den golde, ufrugtbare jord og med Guds velsignelser lykkedes det dem at få ørkenen til at blomstre som en rosengård …

Tiden tillader mig ikke at fortælle jer om de prøvelser af vores tro, der blev forårsaget af fårekyllinger, græshopper, tørker, oversvømmelser, ja endog forfølgelse fra vores fjenders side, men i alt dette er vi blevet overordentligt velsignede, og ved tro har vi til hensigt at vokse, forøge og sprede os til vores efterkommere, ligesom Abrahams, vil være uden ende.

Mine kære unge venner, nu behøver I ikke at tænke, at fordi vi har gjort så meget, er der intet tilbage for jer at gøre; I er nødt til at sprede jer. I skal ikke tro, at territoriet Utah vil være i stand til at huse alle Zions børn. I vil skulle opbygge nye kolonier …

Så kæmp ihærdigt for den tro, som jeres fædre fik i disse sidste dage, så I gennem tro kan blive i stand til bringe Jahves mål til opfyldelse, og må Guds Ånds oplivende indflydelse hviler over Zions børn, så den må blive som en levende ild indeni dem og frembringe retfærdighedens rige frugter.