En gammel Mormons Bog

Dan Hobbs fra Idaho i USA

For flere år siden fik jeg en besked på min telefonsvarer: »Er det Dan Hobbs, som boede i Idaho Falls og tjente som missionær i Washington i 1974? Det her er Tom Janaky. Jeg tror, du underviste min mor og far.«

Jeg blev overrasket. Jeg havde tjent som missionær i Texas, ikke i Washington, men jeg genkendte navnet. Jeg kom straks i tanke om en bog i min kommode – en 1948-udgave af Mormons Bog. Jeg åbnede bogen og så en håndskreven besked på titelbladet: »Må Gud være med dig. Må Gud velsigne dig! Frank og Virginia Janaky, 1974.« Pludselig var jeg 35 år tilbage i tiden.

Jeg var 21 og nærmede mig afslutningen på min mission i Houston i Texas. Min kammerat og jeg bankede uden megen succes på døre, da en dør pludselig blev åbnet af en mand, der varmt inviterede os indenfor. Han præsenterede sig som Frank Janaky og præsenterede sin hustru, Virginia, for os. Vi var der kun i kort tid.

Ved de efterfølgende besøg underviste vi dem i evangeliet. De var ikke interesseret i dåb, men de var altid venlige. Under en lektion bemærkede jeg et gammelt eksemplar af Mormons Bog i reolen. Jeg kan ikke huske, hvordan den var kommet i deres besiddelse, men jeg husker, at jeg nævnte, hvor meget jeg beundrede den.

Kort tid inden jeg skulle vende hjem, tog min kammerat og jeg forbi for at sige farvel. Inden vi tog af sted, skrev Frank i den gamle Mormons Bog og gav mig den som afskedsgave. Han spurgte om, jeg ville skrive mit navn og min adresse i hans familiebibel. Det var sidste gang, jeg så familien Janaky, men jeg havde altid skattet deres gave.

Jeg ringede tilbage samme aften. Tom spurgte igen, om jeg havde tjent som missionær i Washington i 1974. Jeg fortalte ham, at jeg havde tjent i Texas og spurgte, om hans forældre var Frank og Virginia.

Han fortalte mig, at hans forældre var flyttet fra Texas til Washington. Han var gået ud fra, at missionærerne, der besøgte hans forældre, var i Washington. Han sagde, at han havde fundet mit navn og min adresse i familiebibelen.

»Jeg ringede til dig for at fortælle dig, at både min bror og jeg blev døbt, delvist på grund af, hvor søde missionærerne var mod vores forældre,« sagde han. »De var så glade for alle de missionærer, der kontaktede dem i årenes løb.«

Så fortalte Tom mig, at de begge var døde.

»Men nu er vi ved at gøre arbejdet i templet færdigt for dem,« sagde han.

Med tårer i øjnene takkede jeg Tom for hans opkald.

I årevis havde jeg følt, at min mission ikke var den helt store succes. Undertiden tænkte jeg på, om jeg havde gjort en forskel i nogens liv, mens jeg tjente som missionær. Toms opkald var et udtryk for Herrens inderlige barmhjertighed. Jeg er taknemmelig for min mission og den lille rolle, jeg spillede for at bringe evangeliet til familien Janaky.