Fem ting, Lære og Pagter lærer jer om at være missionær
Hvis I forbereder jer på at tage på mission eller blot leder efter forslag til, hvordan I fortæller jeres venner om jeres tro, er der så god en vejledning, at man næsten kan kalde den endnu en missionærhåndbog.
Det er Lære og Pagter. Der finder vi nyligt åbenbarede og smukke læresætninger om evige familier, hvad der sker, når vi dør og hvordan Jesu Kristi Kirke skulle organiseres. Men vi finder også – igen og igen – befalinger om at forkynde og dele evangeliet. Faktisk skulle I måske kigge lidt på den bog med alle dens løfter og formaninger til missionærer, som en vejledning til at forkynde evangeliet.
Her er for eksempel fem vidunderlige sandheder, I kan lære om missionering blot ved at læse Lære og Pagter.
1. I behøver ikke at bekymre jer om, hvor I skal hen.
L&P 80:3: »Drag I derfor af sted, og prædik mit evangelium, hvad end det er mod nord eller mod syd, mod øst eller mod vest, det betyder ikke noget, for I kan ikke gå fejl.«
»Jeg tror ikke, at vendingen, ›det betyder ikke noget‹, som det bliver brugt af Herren i dette skriftsted, betyder, at han er ligeglad med, hvor hans tjenere tjener. Faktisk betyder det meget for ham … [Han] inspirerer, vejleder og leder sine bemyndigede tjenere. Når missionærer stræber efter at blive endnu mere værdige og brugbare redskaber i Herrens hænder og gør deres bedste for trofast at opfylde deres pligter, så kan de med Herrens hjælp ›ikke gå fejl‹ – uanset hvor de tjener.«1
– Ældste David A. Bednar
2. Påskøn skrifterne, så ved I, hvad I skal sige.
L&P 84:85: »Gem bestandigt livets ord i jeres sind, så skal det gives jer i samme stund hvilken del, der skal måles ud til enhver.«
»Når I gemmer skrifternes og de sidste dages profeters ord ved studium og tro, vil jeres ønske om at forkynde evangeliet vokse. I bliver lovet, at Ånden vil hjælpe jer til at vide, hvad I skal sige til dem, I underviser.«2
– Forkynd mit evangelium
3. Folk leder efter evangeliet alle steder.
L&P 123:12: »For der er endnu mange på jorden … som er forblindede af menneskers lumske snuhed, hvorved de ligger på lur for at bedrage, og som alene bliver holdt borte fra sandheden, fordi de ikke ved, hvor de kan finde den.«
»Rundt omkring jer er der hver dag venner og naboer, ›som alene bliver holdt borte fra sandheden, fordi de ikke ved, hvor de kan finde den.‹ Når I bliver ledt af Ånden, kan I fortælle om en indskydelse, indbyde, sende en SMS eller tweete noget, der vil introducere jeres venner for det gengivne evangeliums sandheder.«3
– Ældste David A. Bednar
4. Bed godt for at undervise godt.
L&P 42:14: »Og Ånden skal gives jer ved troens bøn; og hvis I ikke modtager Ånden, skal I ikke undervise.«
»Missionærer bør komme ned på knæ og trygle Herren om at løsne deres tungebånd og tale igennem dem til velsignelse for dem, de kommer til at undervise. Hvis de gør dette, vil der komme et nyt lys i deres liv. Der vil komme en større entusiasme omkring værket. De vil virkelig komme til at vide, at de er Herrens tjenere, der taler på hans vegne. Og de vil få en anden respons fra dem, de underviser.«4
– Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008)
5. Helligånden vil vidne for dem, I taler med.
L&P 100:7-8: »Men jeg giver jer den befaling, at hvad som helst I kundgør i mit navn, det skal I i alle ting kundgøre i hjertets alvor, i en ånd af sagtmodighed. Og jeg giver jer dette løfte, at for så vidt som I gør dette, skal Helligånden blive udgydt for at bevidne alt, hvad I end skal sige.«
»Helligånden kan virke igennem Kristi lys. En underviser i evangelisk sandhed planter ikke noget fremmedartet eller nyt i en voksen eller et barn. Det er snarere sådan, at en missionær eller lærer skaber kontakt til den Kristi Ånd, der allerede er der. Evangeliet vil lyde bekendt for dem.«5
– Præsident Boyd K. Packer (1924-2015)
Sæt et mål
Det er kun begyndelsen. Når I studerer Lære og Pagter i år, så gør det til et mål at lære så meget som muligt, I kan, om missionering. Gør så alt, I kan for at begynde at efterleve disse belæringer. Husk: »Hvis I nærer ønske om at tjene Gud, er I derfor kaldet til arbejdet« (L&P 4:3-4).