Det åndelige grundlag for Kirkens finansielle selvhjulpenhed
Tilpasset fra en tale, der blev holdt i 2018 ved Kirkens Historiske Symposium, »Financing Faith: The Intersection of Business and Religion«, på Brigham Young University den 2. marts 2018.
Som ledere i Kirken føler vi konstant et stort ansvar for at bruge de hellige tiendemidler og offerydelser på en måde, der er Herren velbehagelig.
Jeg havde for nylig mulighed for at besøge Kirtland i Ohio. På dette historiske sted, hvor mange af genoprettelsens store begivenheder fandt sted, opfordres besøgende til at tænke over den tro og arv, som de tapre mænd og kvinder, der lagde grunden for dette store sidste dages værk, havde. Selvom Kirtland-perioden var præget af hidtil uset vækst og åndelige udgydelser, var de fleste af disse første hellige ekstremt fattige, og de levede under kummerlige forhold. De havde ofret alt – ofte veldrevne gårde og veletablerede forretninger – for at følge Jesus Kristus og hans profet Joseph Smith.
Da jeg gik på disse hellige jorde, kunne jeg ikke lade være med at tænke over den skarpe kontrast, der er imellem den oprindelige fattigdom i Kirtland og Kirkens og mange af dens medlemmers nuværende relative velstand og det i flere generationer. Herren har velsignet sin kirke og de sidste dages hellige på bemærkelsesværdig vis!
Denne overflod af timelige velsignelser er bygget på Guds ofte gentagne løfte om, at »for så vidt som I holder mine befalinger, skal I have fremgang i landet.«1
Dette løfte er centralt for historien og læren i Mormons Bog. Det fremgår af 18 forskellige vers og i 7 af de 15 bøger. Selvom velsignelsen om fremgang, der er nævnt i disse skriftsteder, primært er af åndelig art, omfatter den også Guds folks evne til at nyde økonomisk fremgang og blive timeligt selvhjulpne.
Mest bemærkelsesværdigt er det, at timelig fremgang kommer af trofast overholdelse af nogle få vejledende principper, som blev åbenbaret af Herren gennem hans profeter, og er blevet en del af sidste dages helliges daglige liv og kultur. Disse principper omfatter tiendeloven, fasteloven og behovet for uddannelse, beskæftigelse og selvhjulpenhed. Kirkens medlemmer bliver også rådet til at sætte tæring efter næring, undgå unødig gæld og forberede sig på fremtiden ved at have timelige reserver, deriblandt af mad og økonomiske aktiver.
Ligesom disse timelige principper er blevet undervist for medlemmerne, har Kirkens ledere også implementeret dem i en større skala for Kirken som helhed. I Kirkens retningslinjer for økonomistyring og investeringer følger den ganske enkelt bare den lære og de forskrifter, som medlemmerne undervises om. Jeg vil nu tale om fire af disse principper.
Første princip: Tiendeloven
I en åbenbaring, som Joseph Smith modtog den 8. juli 1838, sagde Herren, at »de, som på denne måde er blevet afkrævet tiende, [skal] betale en tiendedel af hele deres indkomst årligt«. Det blev også forklaret, at denne særlige instruktion gjaldt for alle de hellige som »en stående lov for dem for evigt«.2
Tiendeloven blev den dag modtaget som et bud fra Herren og som gengivelsen af en guddommelig lov, som var blevet overholdt i tidligere tider i det gamle Israel. Den var et tegn på den pagt, som Herren indgik med sit folk – om at dersom de forblev trofaste, ville han velsigne dem både åndeligt og timeligt. I dag er tiendeloven stadig en væsentlig ting at efterleve for sidste dages hellige, uafhængigt af hvor de bor, deres sociale status eller deres materielle vilkår. Den er også grundlaget for Kirkens økonomiske stabilitet.
Siden jeg blev kaldet til Det Præsiderende Biskopråd, er jeg til stadighed blevet forbløffet over den tro og trofasthed, med hvilken Kirkens medlemmer efterlever denne lov. Uden tiende ville Kirken være ude af stand til opfylde sit guddommelige formål. I en mindeværdig generalkonferencetale sagde præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008): »Jeg er dybt taknemmelig for tiendeloven. For mig er den konstant et tilbagevendende mirakel. Det er muliggjort af folks tro. Det er Herrens plan for at finansiere arbejdet i hans rige.«3
Den samme dag i 1838 modtog Joseph en anden åbenbaring, i hvilken Herren tydeliggjorde, hvordan brugen af tiendemidlerne skulle godkendes og administreres. Han sagde: »Tiden er nu kommet, da der skal disponeres over den af et råd, som består af Det Første Præsidentskab for min kirke og af biskoppen og hans råd og af mit højråd og ved min egen røst til dem, siger Herren.«4 I denne åbenbaring er »biskoppen og hans råd« og »mit højråd« det, der i dag kendes som henholdsvis Det Præsiderende Biskopråd og De Tolv Apostles Kvorum.
I vor tid bliver disse instruktioner i Lære og Pagter 120 fortsat fulgt nøje. Hver første fredag i december mødes Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og Det Præsiderende Biskopråd for at granske og godkende fordelingen fra Kirkens hellige midler af de estimerede tiendebeløb og offerydelser det følgende år. Afholdelsen af sådant et råd sikrer, at beslutninger bliver truffet i en ånd af rådslagning, åbenbaring og enstemmighed.
Som ledere i Kirken føler vi konstant vores store ansvar for at bruge de hellige tiende- og offerydelsesmidler på en måde, der både er passende og velbehagelig for Herren. Som ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt så godt: »Vi er yderst opmærksomme på helligheden i enkens gave.«5 Præsident Hinckley tilføjede:
»De penge, Kirken modtager fra trofaste medlemmer, er indviede midler. De tilhører Herrens pengepung … De midler, vi er ansvarlige for, er omfattet af en hellig tillid til, at vi behandler midlerne med absolut ærlighed og retskaffenhed og med stor forsigtighed som medlemmernes indviede ofre.
Vi føler et stort ansvar over for jer, som yder disse bidrag. Og vi føler et endnu større ansvar over for Herren, hvis penge det er.«6
Vi er hverken en finansiel eller kommerciel virksomhed. Vi er Jesu Kristi Kirke og denne kirke har intet andet mål, end det som Herren selv har sat for den – nemlig at invitere alle til at komme »til Kristus, og bliv[e] fuldkommengjort i ham«,7 ved »at hjælpe medlemmer med at efterleve Jesu Kristi evangelium, indsamle Israel gennem missionering, udvise omsorg for de fattige og trængende samt at sørge for frelse af de afdøde ved at opføre templer og udføre stedfortrædende ordinancer.«8
Der er retningslinjer for, hvordan tiendemidler godkendes og afsættes til Kirkens åndelige og religiøse mission. De bliver brugt inden for seks større områder: (1) Anskaffelse og vedligeholdelse af mødehuse til flere end 30.000 menigheder på verdensplan; (2) forvaltning af Kirkens velfærds- og humanitære hjælpeprogrammer, hvor der var mere end 2700 projekter i 2017; (3) uddannelsesprogrammer, inklusive Kirkens skoler, universiteter og seminar- og institutprogrammer; (4) støtte af vores verdensomspændende missionerende virke, inklusive 420 missioner og de fornødne ressourcer til omtrent 70.000 missionærer; (5) opførelse og drift af næsten 160 templer rundt om i verden, med mange flere i støbeskeen, og forvaltning af et omfattende slægtshistorisk program og programmer til sikring af optegnelser og (6) finansiering af Kirkens generelle administration.
Jeg er taknemmelig for tiendeloven. Den er kilde til velsignelser af både åndelig og timelig art for Kirken og dens medlemmer.
I juli 2016 donerede LDS Charities 280 kørestole og håndtrukne trehjulede cykler i Karimnagar i Indien. Siden 2001 har LDS Charities distribueret mere end 500.000 kørestole i 133 lande.
Det andet princip: Selvhjulpenhed og uafhængighed
Den personlige handlefrihed er en af Guds største gaver. Den er afgørende for vores fremgang på jorden og vores evige frelse. Ved at blive timeligt og åndeligt selvforsynende vil Guds børn øge deres evne til at træffe frie og uafhængige valg og således opfylde formålet med deres skabelse.
Derfor er det ikke overraskende, at profeter i vores uddeling uophørligt har opfordret Kirkens medlemmer til at stræbe efter at blive selvforsynende. Præsident Hinckley formulerede det særlig godt:
»Jeg anmoder jer indtrængende … om at se på jeres økonomiske situation. Jeg anmoder jer indtrængende om at være beskedne i jeres udgifter, behersk jer, når I foretager køb, undgå al unødig gæld. Betal jeres gæld af, så hurtigt I kan, og befri jer fra trældom.
Dette er en del af det timelige evangelium, vi tror på. Må Herren velsigne jer … så I kan sætte jeres hus i orden. Hvis I har betalt jeres gæld, hvis I har lagt noget til side, om det så blot er lidt, da kan uvejret brøle omkring jer, men I vil have et ly til jeres [familie] og fred i jeres hjerte.«9
Præsident Russell M. Nelson har også understreget velsignelserne ved selvhjulpenhed: »De hellige får en ny påskønnelse af, hvem de er og deres evige værd, når de arbejder for et mål. Retfærdighed, uafhængighed, sparsommelighed, flid og selvhjulpenhed bliver personlige mål. Disse egenskaber ændrer liv.«10
Ligesom klog budgettering i hjemmet gør de enkelte medlemmer og familier i stand til at være selvstændige, er klog økonomistyring afgørende for Kirkens evne til at handle uafhængigt. Dette følger den guddommelige formaning, der blev givet gennem Joseph Smith om, at »ved [Herrens] forsyn … kan [Kirken] stå uafhængig i forhold til alle andre skabninger, der er under den celestiale verden«.11
Dette forsyn er særlig tydelig i vor tid. Vi fryder os over det faktum, at Kirken har opnået fuld økonomisk uafhængighed og er i stand til udføre sin mission uden nogen form for gæld. Som præsident Hinckley sagde: »Hvis vi ikke kan klare os med, hvad vi har, vil vi beskære vores programmer … Vi vil ikke låne.«12
Retningslinjer for økonomistyring er blevet fastsat af Kirkens ledere og de følges nøje, når man lægger det årlige budget og allokerer midler. Disse retningslinjer omfatter to enkle og klare principper:
-
For det første, udgifterne overstiger ikke de forventede indtægter.
-
For det andet, driftsbudgettet øges ikke mere år for år end den forventede vækst i tiendebidrag.
Medlemmer, der bor tæt på kirkeejede farme har mulighed for at arbejde frivilligt med at plukke frugt og grøntsager. Frugt og grønt fra Kirkens farme bliver syltet og konserveret og kommer til biskoppens forrådshus til hjælp for medlemmer i nød.
Det tredje princip: Sparsommelig levevis
Kirkens medlemmer er bevidste om det faktum, at vi lever i ulyksalige tider, som resultat af menneskers handlinger og naturens rasen. Profetierne om de sidste dage er uigendrivelige, og der er stor visdom i at forberede sig på fremtiden – uanset om det er på en mulig hungersnød, katastrofer, økonomisk krise eller andre uforudsete ulykkelige omstændigheder. Kirkens ledere har ofte rådet medlemmerne til at leve forudseende og etablere et hjemmeforråd, inklusive ekstra vand, basale fødevarer, medicin, tøj og andre fornødenheder i tilfælde af en nødsituation. Medlemmer er også blevet rådet til »gradvist opbygge en økonomisk reserve ved regelmæssigt at spare en del op af deres indkomst«.13
Det samme princip om timelig forberedelse er også blevet anvendt i Kirken på overordnet plan. For eksempel har man etableret kornsiloer og lagerbygninger med basale fornødenheder over hele Nordamerika. Kirken følger også metodisk den praksis at sætte en del af sine ressourcer til side hvert år for at forberede sig til ethvert fremtidigt behov.
De penge, der sættes til side, bliver føjet til Kirkens investeringsreserve. De investeres i aktier og obligationer; størstedelen i skattepligtige virksomheder (nogle med rødder til Kirkens tidlige historie i Utah); erhvervs-, industri- og beboelsesejendomme og landbrugsinteresser. Kirkens reserver administreres af en professionel gruppe af både ansatte og uafhængige rådgivere. Risiciene fordeles i overensstemmelse med vis og forsigtig forvaltning og moderne investeringsprincipper.
I lignelsen om talenterne, stiller herremanden sine tjenere til regnskab og revser den af dem, som ikke havde investeret de betroede midler, men i stedet gravet pengene i jorden. Han kaldte tjeneren for dårlig og doven14, fordi han ikke havde investeret pengene, så de havde givet afkast. I overensstemmelse med dette åndelig princip står Kirkens investeringsreserve ikke bare ubenyttet på en bankkonto, men de investeres, hvor de kan give et afkast.
Disse investerede midler kan tilgås i svære tider for at sikre, at arbejdet med Kirkens mission, programmer og operationer kan fortsætte uforstyrret, og man har polstret sig til akutte økonomiske behov. Midlerne er også nødvendige for at understøtte Kirkens mission med forberedelse på Herrens andet komme. De understøtter Kirkens vækst, efterhånden som profetien opfyldes om, at Jesu Kristi evangelium vil blive forkyndt og Kirken vil blive grundlagt i alle jordens nationer. Vi forventer, at en stor del af denne vækst vil finde sted i udviklingslandene og jordens mest folkerige nationer. Der vil blive brug for konstant flere økonomiske midler for at skaffe tusinder af kirkebygninger, templer og andre vigtige ressourcer for at velsigne medlemmer, hvor end de bor. Kort sagt har vi ikke disse midler af nogen anden årsag end for at understøtte Kirkens guddommeligt anviste mission.
Fjerde princip: På Herrens egen måde
Paulus advarede de hellige i Korinth om, at deres »tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.«15 Jeg fik en bedre forståelse af vigtigheden af disse principper, da jeg blev kaldet til at tjene i Det Præsiderende Biskopråd i Kirken.
Som biskopråd studerer vi samlet emnerne og gør brug af vores personlige baggrund, erfaringer og ekspertiser. Men i sidste instans bliver vores beslutninger truffet i en ånd af bøn og ved konstant at søge åbenbaring om Herrens vilje. Selvom vi overvejer ting som makroøkonomiske indikatorer og økonomiske analyser, er vores ultimative mål at opfylde vores ansvar på en måde, der fremmer Herrens anvisninger og Kirkens hellige mission med at opfordre alle til at komme til Kristus. Dette mål kan kun nås og implementeres ved inspiration og Herrens præstedømmes kraft. At vi har forskrifter om at gøre tingene på Herrens egen måde, gør at denne kaldelse fylder mig med ydmyghed hver eneste dag.
Konklusion
Nogle mennesker beskriver lejlighedsvis Kirken i vore dage som en stærk og fremgangsrig institution. Dette er måske sandt, men Kirkens styrke kan ikke blot måles på antallet af dens smukke bygninger eller på dens finansielle og ejendomsmæssige reserver. Som præsident Hinckley engang sagde: »Når alt er sagt og gjort, ligger Kirkens eneste egentlige rigdom i dens folks tro.«16 Nøglen til at forstå Kirken »er ikke at se den som en global virksomhed, men som millioner af trofaste medlemmer i tusindvis af menigheder over hele verden, der følger Kristus og drager omsorg for hinanden og deres naboer.«17
Med andre ord handler Kirken helt og aldeles om mennesker. Den handler helt og aldeles om individuelle medlemskab, som er forbundne af fælles tro og pagter. De er Kirkens styrke og fremtid. Jeg er dybt taknemmelig for de åbenbaringer, Herren gav i genoprettelsens første tid omkring tiendeloven, selvhjulpenhed og uafhængighed, sparsommelig levevis og at sikre de hellige på Herrens egen måde. Jeg vidner om, at disse principper er kilden til store åndelige og timelige velsignelser for Kirkens medlemmer, deres familie og for Kirken som helhed. Disse principper vil fortsat være vejledende for vores tiltag og understøtte Kirkens mission til Frelseren vender tilbage.