En ny mors bønner

Krystal Baker Chipman fra Utah i USA

Som førstegangsmor til en lille og meget fremmelig dreng føler jeg sommetider, at mit liv stort set består af bleskift og amning.

I min tilpasning til at være mor erfarede jeg, at jeg ignorerede mine åndelige behov. I stedet for at læse i skriften prøvede jeg normalt at tilsnige mig en stærkt tiltrængt lur eller endnu en portion tøjvask. Bønner blev ganske enkelt forjagede appeller til min Fader i himlen om, at min søn måtte falde i søvn og blive ved med at sove, eller om hjælp til at klare mig gennem dagen.

Da min søn var omkring fire måneder gammel, erkendte jeg, hvor udmarvet min ånd var blevet. Mit ønske om at styrke mit vidnesbyrd var vigende. Jeg havde ikke lyst til at blive siddende i alle tre timer i kirken, og andre opgaver i hjemmet eller i Kirken syntes som noget, jeg ikke havde tid eller energi til. Jeg ønskede at mærke evangeliets lys igen, men jeg var udmattet og vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. En aften bad jeg inderligt om hjælp.

Den næste formiddag slæbte jeg mig selv i kirke. Mens jeg lyttede til lektionen i Hjælpeforeningen, så jeg en plakat, der illustrerede Hjælpeforeningens formål. Jeg havde set den plakat hver eneste søndag, men jeg havde aldrig før taget dets budskab til mig. Der stod, at formålet med Hjælpeforeningen er at hjælpe søstre med »at øge tro og personlig retskaffenhed, styrke hjem og familie og finde og hjælpe dem, der lider nød«.

Jeg læste den igen. Denne gang fokuserede jeg på »at øge tro og personlig retskaffenhed«. Det stod klart for mig, at før jeg kunne opfylde mine kirkekaldelser og tjene andre bedre, var jeg nødt til at passe på mit eget åndelige helbred. Jeg begyndte med at afse tid hver dag til at læse i skrifterne. Jeg arbejdede også på at være mere eftertænksom, når jeg bad.

Da jeg begyndte at nære min egen tro og personlige retskaffenhed og søgte vejledning fra min himmelske Fader, følte jeg, at min kærlighed til Jesu Kristi gengivne evangelium atter blev tændt. Jeg tjente i kaldelser, besøgte mine søstre i Hjælpeforeningen og tog nadveren hver uge, og det blev meningsfuldt for mig igen. Og det, som jeg engang betragtede som noget, jeg ikke havde tid og energi til, er nu blevet en trøst og styrke for mig og min familie.