Nadveren – den smukke gave
Fra en tale, »Come unto Christ«, der blev holdt på Brigham Young University–Idaho den 26. sep. 2017.
Bed om, at I vil føle jer fornyet, når I deltager i nadveren og mindes Frelseren.
I april 2017 havde vi mulighed for at hjælpe til ved åbent hus-arrangementet ved templet i Paris i Frankrig, inden det blev indviet den 21. maj 2017. På tempelgrunden er der en smuk statue, der forestiller Kristus. Det er en kopi af det originale mesterværk fra 1838 af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen. Statuen står centralt i haven og er en erklæring for alle, der kommer, om vores tro på Jesus Kristus. Statuen hæver sig i majestæt, og den er med sin størrelse og placering dragende. Besøgende drages til denne afbildning af den opstandne Herre, og de vil ofte gerne stå der for at få taget billeder.
Statuen omtales ofte som Christus Consolator. En Consolator er en, der trøster.1 At trøste betyder at opmuntre hinanden i tider præget af sorg eller skuffelse, at give husvalelse, sympatisere med, have medlidenhed med eller have medfølelse med.2 For os udtrykker statuen af Christus disse guddommelige egenskaber ved Frelseren.
Den originale Christus Consolator står i Vor Frue Kirke i København i Danmark. Her står statuen af Kristus i en gylden niche omgivet af figurerne af De Tolv Apostle. Over og under statuen er der indskrifter af velkendte skriftsteder fra Bibelen.
Øverst i nichen over de to søjler, står der disse ord på dansk: »DENNE ER MIN SØN DEN ELSKELIGE HØRER HAM.«
Disse ord blev udtalt af Gud, vor himmelske Fader, da Jesus blev forklaret på bjerget for øjnene af Peter, Jakob og Johannes. Hele verset lyder således: »Så kom der en sky, som overskyggede dem, og der lød en røst fra skyen: ›Det er min elskede søn. Hør ham!‹« (Mark 9:7).
Indskriften på soklen under Kristusfiguren lyder: »KOMMER TIL MIG«. Af alle de ord, som Frelseren udtalte, er ingen mere indtrængende eller vigtige for os end »Kom til mig«.
Verset lyder i sin helhed: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28).
Med denne originale Kristusfigur har vi både Faderens opfordring til at lytte til hans enbårne Søn og Sønnens indbydelse til at komme til ham. I fuldkommen samdrægtighed opfordrer de alle til at høre og komme.
Det er vores vej tilbage til vores himmelske hjem. »Vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer« (TA 1:3). Intet menneske kan fuldt ud komme til Jesus Kristus uden at modtage det gengivne evangelium. Vi »modtager det gengivne evangelium gennem tro på Jesus Kristus og hans forsoning, omvendelse, dåb, modtagelse af Helligåndsgaven og ved at holde ud til enden.«3
Kristi lære
Dette er et samlet budskab fra Faderen og Sønnen. De ønsker, at alle vor himmelske Faders børn skal følge Kristi lære. Bare så der ikke hersker forvirring om dette, så svarer udtrykket »Kristi lære« til Kristi evangelium.
For at understrege Faderens og Sønnens enighed om deres budskab om Kristi lære, så lad os se på dette skema.
|
I alt | |||||
|
Tro |
1 |
2 |
4 |
1 |
8 |
|
Omvendelse |
5 |
4 |
4 |
3 |
16 |
|
Dåb |
10 |
0 |
13 |
3 |
26 |
|
Helligånden |
8 |
2 |
6 |
1 |
17 |
|
Udholdenhed |
3 |
0 |
0 |
3 |
6 |
|
Fader |
14 |
5 |
20 |
25 |
64 |
Vi ved, at de kapitler, der er nævnt her (2 Ne 31; 3 Ne 9; 3 Ne 11 og 3 Ne 27), indeholder Kristi lære. I disse kapitler nævnes tro, omvendelse, dåb, Helligånden og udholdenhed ofte. Antallet af gange de hver nævnes er anført i tabellen. Som I kan se, er tro nævnt 8 gange; omvendelse 16 gange; dåb 26 gange; Helligånden 17 gange og udholdenhed er nævnt 6 gange.
Hvad der måske kan være overraskende er dog, at vi også kan se, at Faderen er omtalt mange gange i disse kapitler. Rent faktisk nævnes han 64 gange, mere end dåb bliver nævnt.4 Af det kan vi udlede, at Kristi lære både er Faderens og Sønnens lære.
Lad os se lidt nærmere på et par henvisninger til Faderen:
»Og Faderen sagde: Omvend jer, omvend jer, og bliv døbt i min elskede Søns navn.
Og Sønnens røst kom også til mig og sagde: Den, der bliver døbt i mit navn, til ham vil Faderen give Helligånden, ligesom til mig; følg derfor mig, og gør det, som I har set mig gøre …
Og jeg [Nefi] hørte en røst fra Faderen, som sagde: Ja, min Elskedes ord er sande og troværdige. Den, der holder ud til enden, han skal blive frelst« (2 Ne 31:11-12, 15).
Faderen, Sønnen og Helligånden vidner om, at dette er den eneste vej.
Som et ekko af ordene i Matthæus fortæller Faderen og Sønnen os, at vi bør komme til Kristus og tage hans åg på os, så vores byrder kan blive lettet og vi kan finde hvile. Vi har alle byrder at bære. Vi kan være bebyrdet af synd, sorg, afhængighed, sygdom, skyld eller skam. At se hen til Kristus kan bringe helbredelse, håb og trøst i sådanne vanskeligheder.
Det er ikke hensigten med Kristi lære – tro, omvendelse, dåb og Helligåndsgaven – at den skal være en engangsoplevelse. Vores lære går ud på, at vi bliver fuldkommengjort ved, at vi igen og igen »forlader [os] helt på [Kristi] fortjenester« (2 Ne 31:19). Det betyder, at vi gentager de forskellige trin i Kristi lære igennem hele livet. Hvert trin bygger på det foregående, og det er meningen, at forløbet skal opleves igen og igen.
Når vi udøver tro, bliver den stærkere. Når vi fortsat stræber efter at omvende os, bliver vi bedre. Vi kan, ved at gøre en indsats, gå fra at have lejlighedsvise oplevelser med Helligånden til at have ham som en konstant ledsager. Når vi går igennem livet, kan vi desuden lære om Jesu Kristi egenskaber og udvikle de samme.5 Efterhånden som vi bliver mere og mere som ham, vil vores hjerte forandre sig og vi vil blive i stand til at holde ud til enden (se fx 2 Ne 31:2-21; 3 Ne 11:23-31; 27:13-21; Moro 4:3; 5:2; 6:6; L&P 20:77, 79; 59:8-9).
Det er let at se, hvordan man kan gentage og bygge videre på alle trinene i Kristi lære livet igennem. Men hvad med dåb? Vi bliver jo trods alt kun døbt for os selv en gang.
Nadveren
For at besvare det spørgsmål bør vi tage et teologisk mesterværk i betragtning. Det blev skrevet af ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum og bærer titlen Trosartiklerne. Det blev udgivet første gang i 1899, og det har besvaret spørgsmål om Kirken og dens grundlæggende lære for flere generationer, som har læst og studeret det.
I indholdsfortegnelsen kan vi se, at hvert kapitel, bortset fra det indledende, er forbundet med en af de tretten trosartikler.6 Nogle af trosartiklerne bliver dækket i mere end et kapitel, men hvert kapitel er forbundet med en trosartikel.
Interessant nok kommer kapitel 9 med titlen »Den hellige nadver« lige efter kapitlet om Helligånden.7 Ældste Talmage forbinder den med trosartikel nummer 4.
I begyndelsen af kapitel 9 skriver ældste Talmage: »Under vort studium af evangeliets love og forordninger, som de er blevet opregnet i fjerde trosartikel, fordrer den hellige nadver med rette vor opmærksomhed; thi efterfølgelse af dette bud forlanges af alle, som ved lydighed mod tro, omvendelse, dåb i vandet og ved den Helligånd er blevet medlemmer af kirken.«8
Med de ord in mente kan vi se, hvorfor ældste Talmage forbinder nadveren med den fjerde trosartikel. Nadveren er den næste ordinance, alle har brug for efter at være blevet bekræftet som medlem af Kirken.
Nadveren er den næste ordinance, en mand har brug efter at have modtaget Det Melkisedekske Præstedømme.
Nadveren er den næste ordinance, individer har brug for efter, at de har fået deres begavelse i templet.
Nadveren er den næste ordinance, et par har brug for efter at være blevet beseglet.
Nadveren er den næste ordinance, vi har brug for. Nadveren er nøglen til at have tro på Jesus Kristus, omvende sig fra synd og føle Helligåndens indflydelse i vores liv. Det er mekanismen, ved hvilken vi fornyer dåbens pagter og velsignelser.
I Håndbog 2 står der: »Kirkemedlemmer bliver befalet at mødes ofte og at tage del i nadveren for altid at mindes Frelseren og for at forny dåbens pagter og velsignelser.«9 I spørger måske: »Hvilke velsignelser?« Helligåndens fortsatte begavelse er visseligt en af dåbens velsignelser. Men bliver dåbens rensende virkning, en af de mest vidunderlige velsignelser, også fornyet?
Overvej denne udtalelse af præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab: »Vi har fået befaling om at omvende os fra vores synder og komme til Herren med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd og deltage i nadveren … Vi [vidner] om, at vi er villige til at påtage os Jesu Kristi navn og altid erindre ham og holde hans bud. Når vi overholder denne pagt, fornyr Herren vores dåbs rensende virkning. Vi bliver rene og kan altid have hans Ånd hos os.«10
Lad os dog gøre klart, at »nadveren … ikke [er] blevet indstiftet som middel til at opnå syndernes forladelse.«11 Med andre ord kan man ikke synde forsætligt lørdag aften og forvente, at man mirakuløst bliver tilgivet ved at tage et stykke brød og drikke lidt vand om søndagen. Omvendelse er en mere engageret proces, der kræver anger og forsagelse af synd. Kalkuleret omvendelse er modbydeligt for Frelseren.
Vi kvalificerer os til Jesu Kristi rensende kraft, når vi tager værdigt del i nadveren.12 Det er sådan, vi holder os »uplettet af verden« (L&P 59:9). Herrens hellige nadver følger med rette dåben i den gentagne anvendelse af Kristi lære i de sidste dages helliges udvikling mod fuldkommenhed.
Vi må følge denne vej, hvor nadveren bliver den ordinance, der følger dåb og modtagelse af Helligånden. Forberedelse til nadveren kræver, at man har tænkt forud og er opmærksom. I kan ikke forvente, at nadveren bliver en åndelig oplevelse, hvis det er noget, I bare farer til at gøre, sms’er eller på anden vis er åndsfraværende.
Så kom tidligt i kirke. Når nadversalmen begynder, så sørg for, at jeres tanker er rettet mod Frelseren, hans forsoning, hans kærlighed og hans barmhjertighed. Bed om, at I vil føle jer fornyet, når I deltager i nadveren og mindes Frelseren.
Et lærestykke fra Rwanda
I 1994 fandt der et forfærdeligt folkemord sted i Rwanda. Mellem 600.000 og 900.000 mennesker blev dræbt i løbet af 60 til 90 dage.
Senere oprettede Kirken en gren i hovedstaden Kigali. Grenen klarede sig fint – uden fuldtidsmissionærer. I 2011 tjente vi i Det Sydøstlige Område i Afrika, da vi opdagede, at vores registrering som kirke i Rwanda ikke var gyldig, hvilket betød, at vi fungerede illegalt som kirke der. Vi fandt også ud af, at vores kirkebygning, et ombygget toetages hjem, lå i et område, hvor man ifølge lokalplanen ikke måtte holde kirkemøder. Områdepræsidentskabet traf i samråd med vores kontakt i De Tolvs Kvorum den triste beslutning at lukke grenen. Vores medlemmer var ikke længere i stand til at mødes i kirken.
Jurister i Kigali, Salt Lake City og Johannesburg i Sydafrika begyndte at arbejde energisk for at løse problemet. I mellemtiden blev de hellige ved med at spørge om, hvornår de ville kunne samles og mødes igen. Der gik måneder uden nogen løsning eller fremgang.
Efter ca. ti måneder fløj vi til Kigali for at besøge de hellige og prøve at indgyde dem lidt mod. Inden vi gjorde det, bad vi om, at sagen måtte komme på tempelbønnelisten til De Tolvs Kvorum og Det Første Præsidentskabs ugentlige møde.
Tirsdagen inden vores planlagte tur fra Johannesburg til Kigali fik vi besked om, at styret [i Rwanda] overraskende havde givet Kirken tilladelse til en provisorisk registrering i Kigali. Torsdagen i samme uge gav lokalplansudvalget tilladelse til en dispensation. De hellige i Kigali kunne igen mødes i vores bygning uden at bryde loven.
Det var et mirakel! Medlemmerne fik hurtigt besked om, at der blev holdt møde i grenen om søndagen. Vi ankom om fredagen og inviterede medlemmer til at komme i kirke. Da det blev søndag, kom alle medlemmerne – allesammen – også mange af deres venner kom i kirke. De kom i god tid, ivrige efter at samles igen. Da nadveren blev velsignet og omdelt, oplevede vi alle en ekstraordinær fornyende, forfriskende og rensende ånd.
Vi kan huske, at vi under mødet tænkte på, hvorfor vi ikke følte den samme ånd hver eneste uge, når vi deltager i nadveren. Vi så os omkring på de hellige og indså, at de var kommet sultne og tørstige efter nadveren. Deres tro, flid og tålmodighed bragte os alle velsignelser. Vi lovede højtideligt os selv, at hver gang vi igen deltog i nadveren, ville vi huske denne oplevelse med de hellige i Kigali. Vi lovede, at vi også ville hungre efter velsignelserne ved at deltage i nadveren.
I husker nok, at efter Frelseren havde indstiftet nadveren blandt nefitterne, fortalte han dem, at nadveren var nøglen til at bygge på hans klippe. Han sagde:
»Og jeg giver jer den befaling, at I skal gøre dette [tage nadveren]. Og hvis I altid gør dette, da er I velsignede, for så er I bygget på min klippe.
Men de blandt jer, som gør mere eller mindre end dette, er ikke bygget på min klippe, men er bygget på en grundvold af sand; og når regnen falder, og oversvømmelserne kommer, og vindene blæser og slår imod dem, falder de« (3 Ne 18:12-13).
Nadveren er en smuk gave, vi modtager hver søndag, og som hjælper os videre på vores jordiske færd. Gennem nadveren oplever vi en vigtig del af Kristi lære, vi kommer vor Frelser nærmere, og vi oplever hans kærlighed og tilgivelse. Vi er taknemmelig for den stund hver uge, der hjælper os til at fokusere på Frelseren.
»Bare for mig«
En af vores venner i Sydafrika fortalte, hvordan hun er kommet til den indsigt. Da Diane var nyomvendt, tilhørte hun en gren uden for Johannesburg. En søndag, da hun sad i forsamlingen, gjorde udformningen af kirkesalen, at en diakon ikke så hende, da han delte nadveren ud. Diane var skuffet, men sagde ingenting. Et andet medlem lagde mærke til fejlen og nævnte det for grenspræsidenten efter mødet. Da søndagsskolen begyndte, blev Diane inviteret ind i et tomt klasseværelse.
En præstedømmebærer kom ind. Han knælede ned, velsignede noget brød og gav hende et stykke. Hun spiste det. Han knælede igen ned og velsignede noget vand og gav hende et lille bæger. Hun drak det. Diana tænkte to ting hurtigt efter hinanden: »Åh, han [præstedømmebæreren] gjorde dette bare for mig,« og så »åh, han [Frelseren] gjorde dette bare for mig.« Da Diana tog nadveren, følte hun vor himmelske Faders kærlighed bare til hende.
Hendes erkendelse af, at Frelseren ofrede sig alene for hende, hjalp hende til at føle, han var nær, og det gav hende et dybt ønske om at bevare den følelse i sit hjerte, ikke blot om søndagen, men hver dag. Hun indså, at den pagt, hun fornyede hver søndag, var hendes egen, selv om hun sad sammen med andre under nadveren. Nadveren hjalp – og fortsætter med at hjælpe – Diane til at mærke kraften i Guds kærlighed, se Herrens hånd i hendes liv og komme Frelseren nærmere.13
Vores opfordring lyder som Moronis:
»Ja, kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham, og fornægt jer selv al gudløshed; og hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus; og hvis I ved Guds nåde er fuldkomne i Kristus, kan I ingenlunde fornægte Guds kraft.
Og videre, hvis I ved Guds nåde er fuldkomne i Kristus og ikke fornægter hans kraft, da er I helliggjort i Kristus ved Guds nåde gennem udgydelsen af Kristi blod, hvilket er i Faderens pagt til jeres synders forladelse, så I bliver hellige, uden plet« (Moro 10:32-33).
Det sker, når vi anvender Kristi lære og ser på nadveren som den ordinance, der følger dåb og modtagelse af Helligånden. På den måde kan vi »helt forlade[ os] på hans fortjenester, han der er mægtig til at frelse« (2 Ne 31:19). Vi er så taknemmelige for nadveren – for hvordan den hver uge underviser og minder os om, hvad Frelseren gjorde for os. Vi er så taknemmelige over for ham, fordi vi ved, at han sonede for hver og en af os.
Da Frelseren talte til nefitterne, sagde han, når regnen, vinden og oversvømmelserne kommer. Han sagde ikke hvis. Rent faktisk rammer regn, vinde og oversvømmelse alle. Men han fortalte os, at vi bygger på hans klippe ved at se hen til ham, når vi tager del i nadveren (se 3 Ne 15:9; 18:1).
Tiden kommer for jer alle, hvor der vil være en vis tøven med at gå i kirke og tage del i nadveren. Selvom det ikke har været sådan endnu, så kommer det. Men vid dette; hvis I følger Frelserens vejledning og tager del i nadveren med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, vil der regne velsignelser ned over jer, som vil holde jer fast og sikkert forankret på den faste grundvold, der er Jesus Kristus. Jeres beslutning om at gøre det vil have eftervirkninger i evigheden. I vil grundlægge jer på Jesus Kristus, ophavsmanden og slutstenen i vores tro.