Israels indsamling
Hvem er Israels hus?
»Israels hus« henviser generelt til efterkommere af Jakob, hvis navn blev ændret til Israel i Det Gamle Testamente (se 1 Mos 32:27-28). I Mormons Bog udvidede Frelseren denne definition til ikke kun at omfatte de direkte efterkommere af Israel (se 3 Ne 20:25-27), men også alle ikke-jøder, som omvender sig, bliver døbt og kommer til Kristus (se 3 Ne 21:6).
Israel vil blive indsamlet som opfyldelse af pagten
Indsamlingen af Israel i de sidste dage er en opfyldelse af den pagt, som Jahve indgik med profeterne i Det Gamle Testamente (se Es 11:12; Jer 31:10; Ez 34:12; 1 Ne 19:15-16; Abr 2:9-11). Jesus Kristus gentog dette løfte i 3 Nefi 20:12-13, 29, hvor han antydede, at pagten om at indsamle Israel først blev indgået med Abraham som en del af Abrahams pagt (se 2 Ne 29:14; 3 Ne 20:25; Abr 2:9-11).
Mormons Bogs rolle i Israels indsamling
Frelseren fortalte os i 3 Nefi 21:1-7, at fremkomsten af Mormons Bog er et tegn til hele verden om, at Herren er begyndt at indsamle Israel og at opfylde de pagter, som han indgik med Abraham, Isak og Jakob (se også 3 Ne 29:1; Eter 4:17).
Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at »Mormons Bog er central i dette arbejde. Den beretter om indsamlingens lære. Den lærer mennesker om Jesus Kristus, at tro på hans evangelium og får dem til at tilslutte sig hans kirke. Fandtes Mormons Bog ikke, ville Israels lovede indsamling faktisk ikke ske« (Liahona, nov. 2006, s. 80).
Israels indsamling er både åndelig og fysisk
Den åndelige indsamling af Israel finder sted, når nogen modtager Jesu Kristi evangelium og bliver døbt som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum fremhævede betydningen af den åndelige indsamling, da han udtalte: »Den åndelige indsamling får forrang over den timelige … Mennesker kan blive frelst, uanset hvor de bor, men uanset deres bopæl kan de ikke blive frelst, medmindre de modtager evangeliet og kommer til Kristus« (A New Witness for the Articles of Faith, 1985, s. 567).
Jesus Kristus lærte os, at der i de sidste dage ville være to indsamlingssteder – Det Ny Jerusalem og det gamle Jerusalem (se 3 Ne 20:21-22, 29). Da Kirkens medlemsskare voksede i andre lande, fortalte præsident Spencer W. Kimball (1895-1985), at indsamlingsstedet i dag er der, hvor folk bor: »Israels indsamling for mexicanere sker i Mexico; i Skandinavien for dem i Norden, indsamlingsstedet for tyskere er i Tyskland og for polynesiere på øerne; for brasilianere i Brasilien; for argentinere i Argentina« (Ensign, maj 1975, s. 4).
Vores ansvar for at bidrage til at indsamle Israel
»At være arving til Abrahams pagt gør ikke automatisk et menneske til ›en udvalgt person‹, men det betyder, at en sådan er udvalgt til at bringe evangeliet til alle jordens folk på en ansvarlig måde« (Bible Dictionary, »Abraham, Covenant of«, s. 602). Løftet om at indsamle Israel bliver opfyldt i dag, når efterkommere af Abraham, Isak og Jakob bringer Herrens navn, hans tjenestegerning og hans præstedømme til alle familier på jorden, og derved tilbyder dem »evangeliets velsignelser, som er frelsens velsignelser, nemlig evigt liv« (Abr 2:11).
»Det påhviler enhver, der er blevet advaret, at advare sin næste« (L&P 88:81).