Hvad sker der med folk, når de dør? Alma 40-42 har fokus på Almas råd til sin vildfarne søn, Corianton, som havde et lignende spørgsmål. I sit svar talte Alma om åndeverdenen, dommen, opstandelsen, genoprettelsens lov og straffen for syndere. Da Alma afsluttede sine belæringer til Corianton, svarede han på spørgsmål om, hvordan livet ville være uden omvendelse, synd, love og straffedomme. Almas svar til sin søn giver os en forståelse af den store plan for lykke og Guds retfærdighed og nåde, og hvordan de påvirker vores evige fremgang.
Efter han havde vidnet for Corianton om opstandelsen, udtrykte Alma en vis usikkerhed om tidsforløbet i opstandelsen som gælder hele menneskeheden. Dette bekymrede ikke Alma, for som han sagde: »Alt er som én dag for Gud« (Alma 40:8). Profeten Joseph Smith (1805-1844) åbenbarede, at alt »det forgangne, det nuværende og det tilkommende … bestandigt er foran Herren« (L&P 130:7).
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan tingene bliver gjort på Guds måde:
»Gud var i gang med sit forløsende værk lang tid inden livet tog sin begyndelse på denne jord – og når livet her på jorden har nået sin ende, vil han stadig fortsætte sit værk (se L&P 88:110; Alma 40:8) …
På nådig vis vil tingene blive gjort ›på [Herrens] egen måde‹ ikke vores (L&P 104:16). Således vil Guds formål, hans tålmod, hans magt og hans dybe kærlighed, som virkede længe inden tiden blev til, også virke, når tid ikke eksisterer mere (se L&P 84:100; Alma 40:8).
Disse og andre sandheder er blandt andet det, som Paulus kaldte ›Guds dybder‹ (1 Kor 2:10)« (A Wonderful Flood of Light, 1990, s. 50, 58-59).
Profeten Joseph Smith sagde også, at »den store Jehova overvejede alle de begivenheder, som stod i forbindelse med jorden, der hørte ind under frelsesplanen, før den (jorden) blev til eller ›før morgenstjernerne sang til hobe‹ af glæde; fortiden, nutiden og fremtiden var og er for ham et evigt ›nu‹« (Joseph Smiths lærdomme, s. 264).
Alma 40:11. »Alle menneskers ånder … bliver ført hjem til den Gud, der gav dem livet«
Hvis vi ved døden træder ind i åndeverdenen og ikke i Guds nærhed, hvordan skal vi så forstå Almas ord?
Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) forklarede, at Alma ikke nødvendigvis mente, at vi ville blive bragt tilbage til Guds nærhed: »Som jeg forstår disse ord af Alma (40:11), så er hensigten ikke en tanke om, at alle ånder går tilbage til Guds nærhed for at blive tildelt en plads i fred eller en plads med straf og af ham modtage deres individuelle dom. ›Ført hjem til Gud‹ (sammenlign med Præd 12:7) betyder simpelt hen, at deres jordiske liv er forbi, og at de vender tilbage til åndeverdenen, hvor de får tildelt en plads i henhold til deres gerninger sammen med de retfærdige eller uretfærdige, og der venter de på opstandelsen. ›Ført tilbage til Gud‹ er et udtryk, som svarer til mange andre velkendte forhold. For eksempel: En mand tilbringer en vis tid i missionsmarken et fremmed sted. Når han bliver afløst og vender tilbage til USA, siger han måske: ›Det er skønt at være hjemme igen‹ selv om han måske bor i Utah eller Idaho eller et andet sted i det vestlige USA« (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 bd., 1957-1966, 2:85).
Præsident George Q. Cannon (1827-1901) fra Det Første Præsidentskab forklarede, at Alma »ikke havde til hensigt at formidle den ide, at de straks blev ført tilbage til Guds personlige nærhed. Han bruger tydeligvis udtrykket i en modificeret betydning« (Gospel Truth: Discourses and Writings of President George Q. Cannon, udv. Jerreld L. Newquist, 1987, s. 58).
Alma 40:11-15. Sjælens tilstand mellem døden og opstandelsen
Følgende tydeliggørelse hjælper os til at forstå åndens tilstand efter døden og inden opstandelsen: »Ånden fortsætter med at leve, når det fysiske legeme dør. I åndeverden bliver de retfærdiges ånder ›modtaget i en tilstand af lykke, som kaldes paradis, en tilstand af hvile, en tilstand af fred, hvori de skal hvile fra alle deres besværligheder og fra al bekymring og sorg‹ (Alma 40:12). Et sted kaldet åndernes fængsel er forbeholdt »dem, der [er] døde i deres synder uden kundskab om sandheden, eller i overtrædelse fordi de havde forkastet profeterne« (L&P 138:32). Disse ånder i fængsel bliver »undervist i tro på Gud, omvendelse fra synd, stedfortrædende dåb til syndernes forladelse, Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, og alle andre evangeliske principper, som det [er] nødvendigt for dem at kende« (L&P 138:33-34). Hvis de accepterer evangeliets principper, omvender sig fra deres synder og accepterer de ordinancer, som er blevet udført for dem i templerne, bliver de budt velkommen i paradiset« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2005, s. 16-17).
Præsident Brigham Young (1801-1877) bidrog med en bedre forståelse af forskellen på åndeverdenen og Guds bolig: »Når I lægger dette jordiske hylster fra jer, hvor går I så hen? Til åndeverdenen. Skal I til Abrahams skød? Nej, end ikke i nærheden, men til åndeverdenen. Hvor er åndeverdenen? Den er lige her. Kommer gode og onde ånder samme sted hen? Ja, de gør. Arver de begge et rige? Ja, de gør. Kommer de til solen? Nej. Kommer de uden for de grænser for den organiserede jord? Nej, det gør de ikke. De bliver bragt frem på denne jord« (Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe, 1954, s. 376).
Alma talte om den første opstandelse i forhold til jordisk tid. Jesus Kristus skulle opstå først, og snart derefter fulgte de retfærdige, som havde levet og var døde fra jordens begyndelse og frem til tiden for Kristi opstandelse (se Alma 40:16, 20; L&P 133:54-55). Denne opstandelse er det Alma kaldte den første opstandelse.
Præsident Joseph Fielding Smith forklarede, at den første opstandelse omfatter forskellige tidsperioder og begivenheder:
»Selv om der var en del retfærdige, som opstod på det tidspunkt, da Kristus opstod fra de døde, omtaler vi almindeligvis de retfærdiges opstandelse ved Kristi andet komme som den første opstandelse. Det er den første for os, for vi har ikke megen idé om eller bekymrer os over det, som har fundet sted. Herren har lovet, at til den tid, hvor hans andet komme vil finde sted, vil gravene blive åbnet, og de retfærdige skal komme frem for at regere sammen med ham på jorden i tusind år …
På tidspunktet for Kristi [andet] komme skal ›de, som har sovet i deres grave … komme frem, for deres grave skal blive åbnet; og også de skal blive taget op for at møde ham midt i himlens søjle. De er Kristi, førstegrøden, de, som først skal stige ned sammen med ham, og de, som er på jorden og i deres grave, og som først bliver taget op for at møde ham; og alt dette ved lyden af Guds engels basun‹ (L&P 88:97-98). De er de retfærdige, ›hvis navne er nedskrevet i himlen, hvor Gud og Kristus er dommer over alle. Disse er dem, som er retfærdige mennesker, gjort fuldkomne ved Jesus, den nye pagts formidler, som udvirkede denne fuldkomne forsoning ved udgydelsen af sit eget blod‹ (L&P 76:68-69).
Efter denne store begivenhed, og efter at Herren sammen med de retfærdige, der bliver taget op for at møde ham, er nedsteget til jorden, vil der ske en anden opstandelse. Den kan betragtes som værende en del af den første, selv om den kommer senere. I denne opstandelse vil de fra den terrestriale orden, som ikke var værdige til at blive taget op for at møde Kristus, men som var værdige til at komme frem og glæde sig over tusindårsriget, komme frem« (Lærdomme om frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 2:239-240).
Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum gav følgende forklaring omkring den første opstandelse, der også omtales som de retfærdiges opstandelse og opstandelsen til liv: »Disse kommer frem i denne opstandelses morgen og gør det med celestiale legemer og vil arve en celestial herlighed; de er dem, som er Kristi førstegrøde. De, der kommer frem på opstandelsens eftermiddag, gør det med terrestriale legemer og skal deraf følgende arve det rige; de bliver beskrevet som tilhørende Kristus ved dette komme. Alle, der er opstået indtil videre, har modtaget celestiale legemer; de terrestriale væsener begynder ikke at komme frem før efter det andet komme« (L&P 76:50-80; 88:95-99), (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bd., 1971-1973, 1:196).
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum talte om den trøst, der ligger i at vide at alle defekter vil blive korrigeret i opstandelsen:
»Hvilken trøst det er at vide, at alle, som har været ugunstigt stillede i livet på grund af medfødte skavanker, på grund af kvæstelser, de har pådraget sig i jordelivet, på grund af sygdom eller på grund af nedslidning og ælde vil opstå i den ›rette og fuldkomne skikkelse‹ …
Visheden om opstandelsen giver os styrke og perspektiv til at udholde de jordiske udfordringer, der rammer både os og dem, vi elsker, svagheder af fysisk, mental eller følelsesmæssig art som vi bliver født med eller får gennem jordelivet. På grund af opstandelsen, ved vi, at disse jordiske svagheder kun er midlertidige!« (se Liahona, juli 2000, s. 16).
Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) havde følgende at sige omkring deformiteter i opstandelsen: »Deformiteter vil blive borttaget, defekter vil blive fjernet, og mænd og kvinder skal opnå deres åndelige fuldkommenhed, den fuldkommenhed, som Gud bestemte i begyndelsen. Det er hans hensigt, at mænd og kvinder, hans børn, der er født til at blive Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger, skal blive fuldkommengjorte, fysisk såvel som åndeligt, ved at adlyde loven, som han har tilvejebragt som middel til, at alle hans børn skal opnå fuldkommenhed« (Evangeliske lærdomme, 1980, s. 19).
Alma 40:26. »En forfærdelig død kommer over de ugudelige«
Følgende udtalelse hjælper os til at forstå, hvad denne »forfærdelige død« er: »Skrifterne taler ofte om frelse fra den anden død. Den anden død er den endelige åndelige død – at blive afskåret fra retfærdigheden og nægtet et sted i noget herlighedsrige (se Alma 12:32; L&P 88:24). Den anden død vil ikke indtræde før den endelige dom, og den vil kun komme til meget få (se L&P 76:31-37). Næsten hver eneste person, som nogen sinde har levet på jorden, vil modtage frelse fra den anden død (se L&P 76:40-45)« (Tro mod sandheden, s. 53).
Ligesom nogle mennesker i dag kan Corianton have undret sig over, hvorfor det er vigtigt at leve retskaffent, hvis alle alligevel modtager opstandelsens velsignelser. Alma 41 omhandler dette.
For vor himmelske Faders børn gælder det, at udkommet af genoprettelsens lov er afhængigt af, hvor trofast de overholder hans befalinger. Således forklarede Alma sin søn Corianton, at man ikke kan »blive bragt tilbage fra synd til lykke« (Alma 41:10). Dette kan sammenlignes med høstens lov: »Hvad et menneske sår, skal det også høste« (Gal 6:7; se L&P 130:20-21). Alma formanede sin søn: »Gør bestandigt godt« for at få »din løn«. »For det, som du sender ud, skal vende tilbage til dig igen og blive dig gengivet« (Alma 41:14-15).
Alma underviste også sin søn i, at genoprettelsesloven sørger for en fuldstændig restitution af legemet i opstandelsen: »Sjælen skal blive bragt tilbage til legemet … ja, end ikke et hår på hovedet skal gå tabt« (Alma 40:23). Men graden af herlighed i det opstandne legeme er dog afhængig af den enkeltes grad af trofasthed (se L&P 88:28-32).
Følgende råd understreger vigtigheden af at søge lykke ved at efterleve evangeliets standarder:
»Mange mennesker forsøger at finde lykke og tilfredshed i aktiviteter, som er i modstrid med Herrens befalinger. Hvis de ignorerer Guds plan for dem, forkaster de den eneste kilde til virkelig lykke. De giver efter for djævelen, som »stræber efter at gøre alle mennesker elendige, ligesom han selv er« (2 Ne 2:27). Med tiden lærer de sandheden af Almas advarsel til sin søn Corianton: ›Ugudelighed har aldrig været lykke‹ (Alma 41:10) …
Når du søger at blive lykkelig, så husk, at den eneste vej til virkelig lykke er ved at efterleve evangeliet. Du vil finde en fredfyldt og evig lykke, når du stræber efter at holde befalingerne, beder om styrke, omvender dig fra dine synder, deltager i sunde aktiviteter og yder meningsfyldt tjeneste. Du vil lære at have det sjovt inden for de grænser, som fastsættes af en kærlig himmelsk Fader« (se Tro mod sandheden, s. 95).
Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret formålet med denne prøvetid, som vi kalder jordelivet: »Det primære formål med jordelivet er at tillade vores ånd, som har eksisteret fra før denne verden blev til, at blive forenet med vores legeme for en tid med store muligheder i en dødelig tilstand. Foreningen af de to har givet os det privilegium at kunne vokse, udvikles og modnes, som vi kun kan, med ånd og legeme forenet. Med vores legeme kommer vi igennem en vis mængde prøver, der kaldes livets prøvestand. Det er en lære- og prøvetid for at bevise os værdige til evige muligheder. Det er alt sammen en del af vor Faders guddommelige plan for sine børn« (se Stjernen, juli 1989, s. 12).
Da ældste Ronald E. Poelman tjente i De Halvfjerds, forklarede han, at jordelivet er en tid til at lære af modsætninger og vælge mellem dem: »Frelsesplanen, som blev forelagt os, og som vi accepterede i vores førjordiske tilstand, indeholder en prøvetid på jorden, under hvilken vi oplever modsætninger, træffer valg, lærer af konsekvenserne og forbereder os på at vende tilbage til Gud. At opleve modgang er en væsentlig del af denne proces. Dette vidste vi, da vi valgte at indtræde i dødeligheden« (se 2 Ne 2:11-16), (se Stjernen, juli 1989, s. 20).
Ældste William R. Bradford fra De Halvfjerds konkluderede, at formålet med jordelivet er at blive lig vor himmelske Fader: »Dette liv er en prøvetid. Det er en vidunderlig gave af tid, hvori vi kan lære at blive som vor himmelske Fader ved at følge hans Søns Jesu Kristi lærdomme. Den vej, han leder os ad, er ikke forvirret. Den er enkel og lige og oplyst af Ånden« (se Stjernen, juli 1992, s. 29).
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, forklarede, at Frelserens offer gør det muligt at udvise barmhjertighed uden at overtræde loven om retfærdighed:
»Enhver af os lever i en slags åndelig gæld. En dag bliver kontoen lukket, og der kræves afregning. Selvom vi måske lejlighedsvis betragter den nu, så vil vi, når den dag kommer, og fogeden står for døren, se os hvileløst omkring i det spinkle håb, at nogen ligegyldigt hvem, vil komme os til hjælp.
Og ifølge den evigt gældende lov kan barmhjertighed ikke tilbydes, medmindre der er en person, der både er villig og i stand til at påtage sig vores gæld, vil betale prisen og aftale betingelserne for vores frigivelse.
Medmindre der forefindes en sådan mellemmand, medmindre vi har en ven, så må den fulde vægt af den uformildede, usympatiske retfærdighed helt sikkert falde på os. Den fulde kompensation for hver eneste overtrædelse, vil, uanset hvor lille eller alvorlig den er, blive os afkrævet til sidste øre.
Men vid dette: Sandheden, den storslåede sandhed, er, at der findes en sådan Formidler.
Billede
Retfærdighedens vægt
Retfærdighed
›For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus‹ (1 Tim 2:5).
Gennem ham kan barmhjertighed fuldt ud udrækkes til enhver af os uden at krænke retfærdighedens evige lov.
Denne sandhed er selve kernen i den kristne lære …
Billede
Vægt, der både vejer retfærdighed og barmhjertig
Retfærdighed
Barmhjertighed
Denne udstrækning af barmhjertighed vil ikke ske automatisk. Det vil ske gennem pagt med ham. Det vil blive på hans betingelser, hans gavmilde betingelser, der som noget absolut nødvendigt indbefatter dåb ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse.
Hele menneskeheden kan beskyttes af retfærdighedens lov, og på samme tid kan vi hver især tildeles barmhjertighedens forløsende og helbredende velsignelse« (se Den danske Stjerne, okt. 1977, s. 55-56).
Ældste Neal A. Maxwell har sagt: »Gud vil have vist sin retfærdighed og barmhjertighed så tydelig, at der ved den endelige dom ikke vil lyde nogen protester, selv ikke fra dem, der engang tvivlede på det, som Gud tildelte dem i den jordiske tilværelse (se 2 Ne 9:14-15; Alma 5:15-19; 12:3-14; 42:23-26, 30)« (se Liahona, juli 2000, s. 88).
Præsident Boyd K. Packer forklarede den værdi, samvittighedsnag kan have:
»Det er min hensigt at lette smerten hos dem, som lider af den ubehagelige følelse af skyld. Jeg føler mig som den læge, der begynder sin behandling med at sige: ›Det kommer til at gøre lidt ondt …‹
Vi har alle følt samvittighedssmerte som følge af vore fejltagelser.
Johannes sagde: ›Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os‹ (1 Joh 1:8). Derpå sagde han det endnu tydeligere: ›Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi [Herren] til en løgner, og hans ord er ikke i os‹ (1 Joh 1:10).
Vi har alle på et eller andet tidspunkt, og nogle af os meget ofte, følt samvittighedsnag på grund af noget, vi har gjort forkert eller undladt at gøre. Denne følelse af skyld er for ånden, hvad smerte er for det fysiske legeme …
Vi begår alle fejl. Til tider skader vi os selv og skader andre alvorligt på måder, som vi alene ikke kan reparere. Vi ødelægger ting, som vi alene ikke kan reparere. Det er så vores natur at føle skyld og ydmygelse og lidelse, som vi ikke kan helbrede alene. Da er det, at forsoningens helbredende magt kan hjælpe.
Herren har sagt: ›For se, jeg, Gud har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de omvender sig‹ (L&P 19:16)« (se Liahona, juli 2001, s. 25-27).
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) talte om værdien af en følsom samvittighed: »Hvor vidunderligt, at Gud har forsynet os med denne følsomme og dog så stærke vejleder, som vi kalder samvittigheden! En eller anden har sagt, at ›samvittigheden er den guddommelige gnist, som Gud har sat i hvert menneske med det formål at frelse dets sjæl.‹ Den er sandelig det instrument, der vækker sjælen til bevidsthed om synd, opmuntrer mennesket til at tage sig sammen til at rette sig, til at overbevise sig selv om overtrædelsen uden at prøve på at gå let hen over den eller at bagatellisere den, til at være villig til at se kendsgerningerne i øjnene, træffe en afgørelse og betale prisen – og indtil vedkommende har det sådan, er han ikke begyndt med at omvende sig. At fortryde er en god indstilling, at holde op med at gøre galt er en begyndelse, men før éns samvittighed er blevet tilfredsstillende rørt til at få én til at bevæge sig i den rigtige retning, så længe der er undskyldninger og ræsonnementer, har man næppe påbegyndt sin vej mod tilgivelse. Det var det, Alma mente med at fortælle sin søn Corianton, at ›ingen, undtagen de oprigtigt angrende, [bliver] frelst‹ (Alma 42:24)« (Tilgivelsens mirakel, 1969, s. 137-138).
Alma 42:23. Forsoningen tilvejebringer opstandelsen
Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) bar følgende vidnesbyrd om forsoningens storslåede offer, som gjorde opstandelsen mulig:
Billede
Kristi korsfæstelse
Paul Gustave Dore
»Det storslåede udtryk for hans kærlighed kom ved hans død, da han gav sit liv som offer for alle mennesker. Denne forsoning, som blev udført i uudsigelig smerte, blev den mest storslåede begivenhed i historien, en handling i nåde, hvortil mennesker intet ydede, men som medførte tilsagn om, at alle, der har vandret eller vil komme til at vandre på jorden, vil opstå.
Ingen anden handling i hele den menneskelige historie kan sammenlignes med den. Intet, som nogen sinde har fundet sted, kan måle sig med den. Fuldstændig uselvisk og med ubegrænset kærlighed til hele menneskeheden blev det en barmhjertighedshandling uden sidestykke for hele den menneskelige race.
Derpå fulgte med opstandelsen den første påskemorgen, den triumferende erklæring om udødelighed. Paulus kunne oprigtigt sige: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22). Han gav ikke alene opstandelsens velsignelse til alle, men han åbnede vejen til det evige liv for dem, som overholder hans lære og befalinger« (se Liahona, jan. 2000, s. 87).
Overvej
Hvorfor kan ugudelighed aldrig føre til lykke? Hvorfor kan det sommetider se ud, som om ugudelige mennesker er lykkelige?
Hvad må vi gøre for at kunne trække på Frelserens forsoning?
Hvordan kan retfærdighedens lov virke i din favør?
Hvordan kan barmhjertighedens lov virke i din favør?
Forslag til opgaver
Forbered og hold om muligt en kort tale om åndeverdenen, hvor du gør brug af to eller flere henvisninger til Alma 40-42.
Hvad lærte Alma sin søn Corianton om opstandelsen?
Skriv en kort definition eller forklaring for hver af følgende love: Genoprettelsens lov, retfærdighedens lov og barmhjertighedens lov.