Institut
Kapitel 8: 2 Nefi 4-8

Kapitel 8

2 Nefi 4-8

Indledning

Da Lehis liv nærmere sig afslutningen, velsignede han sine børn med løftet om, at dersom de ville holde budene, ville de have fremgang, men hvis de var ulydige, ville de blive bortstødt fra Herrens nærhed (se 2 Ne 4:4). Herren gav samme løfte til Nefi tidligt i hans tjenestegerning, da han lovede Nefi, at dersom han holdt Guds bud ville han få fremgang og »blive ført til et forjættet land … som er mere udsøgt end alle andre lande« (1 Ne 2:20). Desuden sagde Herren, at hvis Nefis brødre gjorde oprør mod ham, ville de blive »forstødt fra Herrens nærhed« (1 Ne 2:21). Løftet blev opfyldt, da Nefis folk adskilte sig fra Lamans og Lemuels oprørske efterfølgere.

Alle må vi vælge mellem godt og ondt. Vigtigheden af at træffe gode valg afspejles i 2 Nefi 4-8: (1) Da Lehi velsignede sine børnebørn, (2) i Nefis overvejelser og udtalelser i hans salme, (3) da nefitterne og lamanitterne blev adskilt og (4) i Jakobs lære om spredningen og indsamlingen af Israel.

Kommentar

2 Nefi 4:3-11. Lehi velsignede sin familie

  • Lige indtil slutningen af sit liv underviste Lehi sine børn i evangeliet. I vore dage understreger Herrens tjenere fortsat forældrenes ansvar for at undervise deres børn. Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har erklæret: »Vi advarer om, at enkeltpersoner … som svigter deres ansvar over for deres familie en dag skal stå til regnskab over for Gud« (»Familien: En proklamation til verden«, Stjernen, jan. 1996, s. 101; se også L&P 68:25-29).

    Ligesom Lehi tager de fleste sidste dages hellige forældre dette ansvar meget alvorligt. Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan vores syn på familiens vigtighed burde påvirke vores måde at være forældre på: »Vores familiecentrerede perspektiv bør få sidste dages hellige til at stræbe efter at blive de bedste forældre i verden. Det bør give os en umådelig respekt for vore børn, der i sandhed er vores åndelige søskende, og det bør få os til at afse al den tid, der er nødvendig, for at styrke vores familie. Der er faktisk intet, som er mere afgørende for lykken – både vores egen og vore børns – end hvor godt vi elsker og støtter hinanden i familien« (Liahona, nov. 2005, s. 42).

2 Nefi 4:7-10 Lamans og Lemuels efterkommere

  • Gud har opfyldt og fortsætter med at opfylde Lehis løfte om nåde mod Lamans og Lemuels efterkommere. Der er adskillige steder i Mormons Bog, hvor Lehis løfte til Laman og Lemuel blev opfyldt (se Alma 17-26; Hel 5-6; 13-15). I de sidste dage har Gud opfyldt og fortsætter med at opfylde Lehis løfte om nåde mod Lamans og Lemuels efterkommere. Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab har sagt:

    Billede
    Lehi underviser familien

    Jerry Thompson, © IRI

    »Vores trofaste indsats for at tilbyde vores familie de vidnesbyrd, vi har om sandheden, vil blive mangedoblet i kraft og udstrakt med tiden.

    Det har vi alle set bevis på hos familier, vi har kendt. Jeg så det i Sydamerika, da jeg så missionærernes ansigter. Hundredvis af dem gik forbi og gav mig hånden og så mig dybt i øjnene. Det var næsten overvældende, at få bekræftet, at disse efterkommere af Lehi og Sarija var ude i Herrens ærinde på grund af, at vor himmelske Fader ærer sine løfter til familier. Til hans sidste suk underviste og vidnede Lehi og prøvede at velsigne sine børn. Frygtelige tragedier ramte hans efterkommere, da de afviste hans og andre profeters vidnesbyrd og skriften. Men i øjnene og ansigtet på de missionærer, følte jeg en forvisning om, at Gud havde holdt sit løfte om at række ud mod Lehis pagtsbørn og om, at han vil række ud mod vores« (se Stjernen, juli 1996, s. 65).

2 Nefi 4:15-16. »For min sjæl fryder sig ved skrifterne«

  • Søster Cheryl C. Lant, Primarys hovedpræsident, har talt om, hvordan 2 Nefi 4:15 anviser tre måder, hvorpå vi med gode resultater kan studere skriften: For det første skal vi fryde os over skriften, for det andet skal vi grunde over skriften, og for det tredje skal vi skrive skrifterne ind i vores liv:

    »Dette skriftsted lærer os, hvordan vi skal læse Mormons Bog. Det nævner tre vigtige ting.

    For det første: ›Min sjæl fryder sig.‹ Jeg elsker denne vending! Jeg har tænkt på at hungre og tørste efter viden, når jeg læste i skrifterne, men at fryde sig over dem er noget andet. Jeg oplever, at det, jeg får ud af skrifterne, afhænger af, hvad jeg selv har med mig. Hver gang jeg læser i dem, medbringer jeg på en måde en ny person med nye øjne til oplevelsen. Hvor jeg er i mit liv, de oplevelser jeg får, og min indstilling har alt sammen indflydelse på, hvor meget jeg får ud af det. Jeg elsker skrifterne. Jeg værdsætter de sandheder, jeg finder, når jeg læser dem. Glæde fylder mit hjerte, når jeg modtager opmuntring, vejledning, trøst, styrke og svar på mine behov. Livet ser lysere ud, og vejen fremad åbnes for mig. Jeg får bekræftet min himmelske Faders kærlighed og omsorg for mig, hver gang jeg læser. Dette er absolut en fryd for mig. Som en lille dreng i en solstråleklasse udtrykte det: ›Jeg er glad for skrifterne!‹

    For det andet: ›Mit hjerte grunder over dem.‹ Hvor jeg elsker at bære skrifterne i mit hjerte! Ånden af det, jeg har læst, hviler dér og bringer mig fred og trøst. Den viden, jeg har opnået, giver mig vejledning og retning. Jeg har den tillidsfuldhed, der kommer af lydighed …

    For det tredje, jeg nedskriver selvfølgelig ikke skrifter, som Nefi gjorde det, men når jeg læser i skrifterne og efterlever de principper, jeg lærer om der, bliver disse skrifter nedskrevet i mit liv. De styrer mine handlinger og er skrevet der, så mine børn kan se dem og følge dem. Jeg kan opbygge en arv, en tradition af retskaffen levevis, baseret på de principper jeg lærer om i skriften« (se Liahona, nov. 2005, s. 76-77).

2 Nefi 4:15-35. Nefis salme

  • En salme er »et inspireret digt eller en lovsang til Gud« (Guide til Skrifterne, »Salme«). Selv de, som ikke har forståelse for den gamle hebraiske poesi kan erkende og forholde sig til Nefis inderlige lovprisning i 2 Ne 4. Salmer skal læses højt. Prøv at læse Nefis salme højt for at mærke den ånd, med hvilken den er skrevet.

2 Nefi 4:17-18. Overvindelse af vores synd og svaghed

  • Hele vejen gennem Mormons Bog ser vi Nefis retskaffenhed, hans trofasthed i prøver og hans hengivenhed for Gud, og alligevel sagde han: »O, jeg elendige menneske! … Jeg er omringet på grund af de fristelser og de synder, som så let omklamrer mig« (2 Ne 4:17-18). Profeten Joseph Smith (1805-1844) sagde: »Jo nærmere mennesket kommer fuldkommenheden, desto klarere bliver hans synspunkter, og så meget større bliver hans glæde, indtil han til sidst har overvundet sit livs onder og mistet ethvert ønske om at begå synd« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 57). Måske følte Nefi sig så bebyrdet af det, vi betragter som trivielle svagheder, at de forårsagede ham sorg, og han forsøgte at frigøre sig for ethvert spor af synd.

    Nefis inderlige bøn til Herren om at hjælpe ham til at overvinde sine svagheder, hjælper os til at forstå, hvordan vi kan overvinde vore egne svagheder. Personlig erfaring lærer os, at vi må gøre det samme. Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum påmindede os om, hvorfor vi har fået befaling om at omvende os og råder os til at drage fordel af Herrens forsonende kraft:

    »Hvorfor har vor Fader og hans Søn befalet os at omvende os? Fordi de elsker os. De ved, at alle vil bryde evige love. Uanset om de er små eller store, kræver retfærdigheden, at enhver overtrådt lov tilfredsstilles for at bibeholde løftet om glæde i dette liv og privilegiet om at vende tilbage til vor himmelske Fader. Hvis retfærdigheden ikke tilfredsstilles på dommens dag, vil det resultere i, at vi bliver udstødt fra Guds nærhed for at være under Satans magt (se 2 Ne 9:8-10; 2:5).

    Det er vor Mester og hans forsonende handling, der gør det muligt for os at undgå en sådan fordømmelse. Det bliver gjort ved hjælp af tro på Jesus Kristus, lydighed mod hans befalinger og ved at holde ud i retfærdighed til enden.

    Udnytter I fuldt ud omvendelsens forløsende kraft i jeres liv, så at I kan få større fred og glæde? Følelser af forvirring og modløshed signalerer ofte et behov for omvendelse. Den mangel på åndelig vejledning, som I søger i jeres liv, kan også være et resultat af overtrådte love. Fuldstændig omvendelse vil, hvis der er brug for den, gøre jeres liv harmonisk. Den vil ordne alle de indviklede åndelige smerter, som kommer af overtrædelse. Men i dette liv kan den ikke afhjælpe alle de fysiske konsekvenser, som kan indtræffe på grund af alvorlig synd. Vær vise og lev konstant vel inden for de retfærdigheds-grænser, som Herren har sat« (Liahona, jan. 2001, s. 31).

  • Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har belært os om, at uanset hvordan en person er disponeret eller har tendens til, så har vi en forpligtelse til at udøve vores handlefrihed til at overvinde personlige svagheder:

    »Måske blev disse personer, som man siger, ›født sådan‹. Men hvad betyder det? Betyder det, at personer med disponeringer eller stærke tilbøjeligheder ikke har noget valg, ingen handlefrihed i disse sager? Vore læresætninger lærer os noget andet. Uanset hvad en person har af disponeringer eller tendenser, så har han en fri vilje. Hans handlefrihed er ubetinget. Det er hans frihed, der er begrænset … Vi er alle ansvarlige for udøvelsen af vores handlefrihed

    … De fleste af os er født med torne i kødet, nogle mere synlige og mere alvorlige end andre. Vi synes alle at være disponeret i den ene eller den anden retning, men uanset hvilke disponeringer vi har, har vi viljen og kraften til at beherske vore tanker og handlinger. Sådan må det være. Gud har sagt, at han vil holde os ansvarlige for, hvad vi gør og tænker, så vore tanker og handlinger må være underlagt vores handlefrihed. Når vi har nået ansvarlighedsalderen, kan udtalelsen ›sådan er jeg født‹ ikke undskylde handlinger eller tanker, som ikke er i overensstemmelse med Guds befalinger. Vi må lære at leve på en sådan måde, at en svaghed, som er jordisk, ikke hindrer os i at nå det mål, som er evigt.

    Gud har lovet, at han vil hellige vore trængsler til gavn for os (se 2 Ne 2:2). Den indsats vi gør for at overvinde enhver nedarvet svaghed opbygger en åndelig styrke, som vil hjælpe os gennem evigheden. Så da Paulus tre gange bad om, at hans ›torn i kødet‹ måtte blive taget fra ham, svarede Herren: ›Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed‹ (2 Kor 12:9)« (»Free Agency and Freedom«, i Monte S. Nyman and Charles D. Tate jun., ed., The Book of Mormon: Second Nephi, the Doctrinal Structure, 1989, s. 13-14).

2 Nefi 5:5-9. Drag bort fra ugudelighed

  • Der er tider, hvor det er nødvendigt fysisk at flygte fra ondt, som det blev for Nefi og hans folk. Bemærk, at det var dem, »der troede på Guds advarsler og åbenbaringer,« som drog med Nefi (2 Ne 5:6). På samme måde er det i dag, dem, som giver agt på nutidige profeters advarsler og åbenbaringer, der følger dem åndeligt. Vi er dog ikke altid i stand til rent fysisk at drage væk fra det ugudelige. Ældste Richard G. Scott fortalte, hvordan vi kan beskytte os selv:

    »Gud har sørget for en måde, hvorpå vi kan leve i denne verden uden at blive besmittet af den nedbrydende påvirkning, som ondskaben har spredt overalt. I kan leve et dydigt, produktivt og retfærdigt liv ved at følge den beskyttelsesplan, som jeres Fader i Himlen har skabt: Hans plan for lykke. Den er omtalt i skrifterne og i hans profeters inspirerede udtalelser …

    Undgå verdslig ugudelighed. Vid, at Gud har styr på det hele. Satan vil til sidst mislykkes fuldstændigt og blive straffet for sin urimelige ondskab. Gud har en specifik plan med jeres liv. Han vil åbenbare dele af den plan for jer, når I søger den i tro og konsekvent lydighed. Hans Søn gjorde dig fri – ikke fra konsekvenserne af dine handlinger, men fri til at træffe valg. Guds evige formål er, at I skal have succes i dette jordeliv. Uanset hvor ugudelig verden bliver, så kan I gøre jer fortjent til den velsignelse. Søg og vær opmærksom på den personlige vejledning, I får fra Helligånden. Fortsæt med at være værdig til at modtage den. Ræk ud mod andre, som snubler, og som er forvirrede og usikre på, hvilken vej de skal følge« (se Liahona, maj 2004, s. 100-102).

2 Nefi 5:11, 13. »Vi havde overordentlig stor fremgang«

  • I 2 Nefi 5:11, 13 fortæller Nefi, at hans folk havde stort held med at opdrætte deres flokke og hjorde og høste deres afgrøder. Vi forbinder ofte fremgang med håndgribelige velsignelser, såsom velstand eller verdens materielle goder. Præsident Heber J. Grant (1856-1945) belærte om, hvad sand fremgang er: »Når jeg siger fremgang, mener jeg ikke kun i kroner og ører … Det jeg regner for sand fremgang … er vækst i kundskaben om Gud og i vidnesbyrdet og i kraften til at efterleve evangeliet og evnen til at kunne inspirere vores familie til at gøre det samme. Det er sand fremgang« (Gospel Standards, komp. G. Homer Durham, 1941, s. 58; også citeret af James E. Faust i Liahona, jan. 1999, s. 68).

  • I det han talte om, hvordan tiendebetaling giver sand fremgang, citerede præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab en oplevelse, som søster Yaeko Seki fortalte om:

    »Min familie og jeg tilbragte en dag i nationalparken i de japanske alper … Jeg ventede vores fjerde barn og følte mig temmelig træt, så jeg lagde mig under træerne … Jeg begyndte at spekulere over vores økonomiske problemer. Jeg blev ganske overvældet og begyndte at græde. ›Herre, vi betaler en ærlig tiende. Vi havde ofret så meget. Hvornår vil himlens sluser åbne sig for os og lette vore byrder?‹

    Jeg bad af hele mit hjerte. Så vendte jeg mig for at betragte min mand og mine børn, som legede og lo sammen … Pludselig vidnede Ånden for mig, at mine velsignelser var umådelige, og at min familie var den største velsignelse vor himmelske Fader kunne give mig« (se Liahona, jan. 1999, s. 68-69).

2 Nefi 5:10-18, 26-27. »På lykkelig vis«

  • Profeten Joseph Smith forklarede, at der en sti, som fører til lykke: »Lykke er formålet og planen med vores liv og vil blive det endelige resultat, hvis vi vandrer ad den vej, der fører dertil, og denne vej eller sti er dyd, oprigtighed, trofasthed, hellighed og efterlevelse af Guds befalinger« (History of the Church, s. 134-135).

  • Præsident Gordon B. Hinckley (1910- 2008) sagde engang ligeledes om lykke: »Herren ønsker, vi skal være lykkelige. Nefi sagde noget storslået: ›Og … vi levede på lykkelig vis‹ (2 Ne 5:27). Hvor skønt. Jeg ønsker, at mine børn skal være lykkelige. Jeg ønsker, at de klarer sig godt. Jeg ønsker, at de vil leve retskaffent og sømmeligt på samme måde som fra min himmelske Fader, bortset fra at hans kærlighed overgår enhver kærlighed, jeg kan mønstre. Jeg tror, at han ønsker, at hans sønner og døtre skal være lykkelige. Lykke følger af retskaffenhed. ›Ugudelighed har aldrig været lykke‹ (Alma 41:10). Synd har aldrig været lykke. Selviskhed har aldrig været lykke. Grådighed har aldrig været lykke. Lykke ligger i at efterleve Jesu Kristi evangeliums principper« (se »Fast-Paced Schedule for the Prophet«, Church News, 20. apr. 1996, s. 3).

2 Nefi 5:20-25. Lamanitterne blev forbandet

  • Vers 20-25 i 2 Ne 5 svarer på mindst fire spørgsmål om den forbandelse, der ramte lamanitterne:

    1. Hvad var det for en forbandelse?

      Forbandelsen er tydeligt defineret i vers 20 som at »blive forstødt fra Herrens nærhed.«

    2. Hvad forårsagede forbandelsen?

      Ifølge vers 21 så var årsagen til forbandelsen »deres ugudelighed« og at de havde »forhærdet hjertet.« Lige siden Adams fald har ugudelighed resulteret i bortstødelse fra Herrens nærhed (se 1 Ne 2:21; 2 Ne 4:4; 9:6; Alma 9:13; Eter 10:11).

    3. Hvilket mærke eller tegn blev der sat på lamanitterne?

      På Nefis tid var lamanitternes forbandelse, at de var »forstødt fra Herrens nærhed … på grund af deres ugudelighed« (2 Ne 5:20-21). Det betød, at Herrens Ånd blev tilbagetrukket fra dem. Da lamanitterne senere tog imod Jesu Kristi evangelium, fulgte »Guds forbandelse … dem ikke mere« (Alma 23:18).

      I Mormons Bog står der også, at et mærke med mørk hud kom over lamanitterne, da nefitterne skilte sig ud fra dem. Mærkets art og udseende kendes ikke fuldt ud. Mærket adskilte i første omgang lamanitterne fra nefitterne. Senere, hvor nefitterne og lamanitterne blandede sig, mens de gik gennem perioder af ugudelighed og retfærdighed, blev mærket irrelevant.

      Profeter har i vore dage bekræftet, at mørk hud ikke er et tegn på guddommelig ugunst eller forbandelse. Kirken tilslutter sig Nefis lærdom om, at Herren »afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde« (2 Ne 26:33). Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Herren har påpeget sin altafgørende lære om lige muligheder for alle sine børn … Forskelle bestående af kultur, sprog, køn, race og nationalitet falmer til ubetydelighed, når den trofaste træder ind på pagtens sti og kommer til vor elskede Forløser« (»President Nelson Remarks at Worldwide Priesthood Celebration, 1. juni 2018, newsroom.ChurchofJesusChrist.org).

    4. Hvad var resultatet af forbandelsen?

      Sidst i vers 24 lærer vi, at resultatet af forbandelsen at blive forstødt fra Herrens nærhed – var at de »blev et dovent folk, fulde af fortræd og lumskhed.«

      Det er en stor velsignelse, at forbandelsen kun er gældende så længe folk er ugudelige. Hvis de omvender sig, følger »Guds forbandelse … dem ikke mere« (Alma 23:18). Der er mange eksempler på retskafne lamanitter, der omvendte sig og nød Herrens Ånd; en af dem blev endda profet (se Hel 13:5).

2 Nefi 6:1-3. Jakob underviste med myndighed

  • Jakob underviste med Guds magt og myndighed. Han var »kaldet af Gud og ordineret i overensstemmelse med hans hellige orden« (han havde modtaget det hellige præstedømme) og »indviet« (eller indsat) af sin bror, Nefi (2 Ne 6:2; se også 2 Ne 5:26). Derudover benyttede Jakob sig af fire væsentlige elementer i god undervisning, som ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede: »›For jeg har formanet jer med al flid, og jeg har lært jer min fars ord; og jeg har talt til jer angående alt, som er skrevet, fra verdens skabelse‹ (2 Ne 6:3; kursiv tilføjet). Det er formelen, ved hvilken der altid er blevet undervist i evangeliet, en proces der stadig anvendes i dag – personligt vidnesbyrd, de levende profeters lærdomme og skriftens skrevne ord« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 65).

  • Præsident Joseph Fielding Smith forklarede, hvilken orden i præstedømmet nefitterne udøvede: »Nefitterne var efterkommere af Josef. Det opdagede Lehi, da han læste bronzepladerne … Derfor var der ingen levitter, der ledsagede Lehi til den vestlige halvkugle. Under disse omstændigheder forrettede nefitterne i kraft af Det Melkisedekske Præstedømme fra Lehis dage og indtil Frelserens fremkomst blandt dem« (Answers to Gospel Questions, 1:124).

2 Nefi 6:4-18. Jakob beretter jødernes historie

  • Jakob citerede fra Esajas for at undervise »angående det, der er, og det, der skal komme« (2 Ne 6:4). Han anvendte Esajas’ ord til folket, fordi de var en del af Israels hus (se v. 5). Det er nogle af de samme vers, som Nefi brugte om Lehis efterkommere i de sidste dage (sammenlign med v. 6-7; 1 Ne 21:22-23). Denne anvendelse af den samme profeti i forskellige situationer er et eksempel på at »anvende alle skrifter« under indflydelse af Ånden (se 1 Ne 19:23. ; 2 Ne 11:8).

2 Nefi 6:6-11. Israels spredning og indsamling

  • For yderligere information om spredningen af Israel henvises til »Kort historisk rids over Israels adspredelse« i tillægget (s. 402). For yderligere information om indsamlingen af Israel henvises til »Israels indsamling« i tillægget (s. 403).

2 Nefi 7:10-11. Vandre i lyset af jeres egen ild

  • Esajas spurgte om nogen, der frygter og adlyder Herren vandrer i mørke. Svaret er selvfølgelig »nej«. Så sagde han, at de som »vandr[er] i lyset af [deres egen] ild og af de gnister, som [de] har tændt … skal lægge [sig] i sorg« (2 Ne 7:11). Mange mennesker i vore dage stoler på sig selv eller andre mennesker frem for på Herren; de stoler på en arm af kød og følger deres eget lys frem for at stole på Gud (se L&P 1:19-20; 133:70-74).

  • Frelseren er verdens lys. Det er uklogt af os at forsøge at erstatte hans lys med lys, som vi har tændt (se 3 Ne 18:24). Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) advarede mod dem, der underviser i falsk lære, der bruger deres eget lys til at prædike »falske lærdomme forklædt som evangeliske sandheder.« Han sagde, at de er »stolte og pralende, [de] læser i lyset af deres egen indbildskhed; [de] fortolker efter regler, de selv opfinder; [de] er blevet sig selv en lov og stiller sig som eneste dommer over deres egne handlinger« (Evangeliske Lærdomme, 1980, s. 314).

2 Nefi 8. Sidste dages indsamling

  • Esajas’ profetier, som citeres i 2 Nefi 8, taler om Israels indsamling i de sidste dage. Herren lover at »trøste Zion« og »gøre hendes ødemark, som Eden« (v. 3). Han siger formanende: »Frygt ikke for menneskers bebrejdelser« (v. 7). Han lovede, at »Herrens forløste skal vende tilbage og komme til Zion med sang« (v. 11). Han vil skjule dem »i skyggen af [hans] hånd« (v. 16). De første hellige fandt trøst i dette såvel som i andre af Esajas’ profetier.

    Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) forklarede, at vore forfædre deltog i opfyldelsen af Esajas’ profetier omkring indsamlingen af Israel:

    »Vore forfædre … var stærke og modige i Herren, de vidste, at han var deres forsvar, deres tilflugtssted, deres frelse. Styrket af denne tro, værnede de om deres uafhængighed og satte deres lid til nøjsomhed og hårdt arbejde. Og historien viser, at selv klimaet blev tempereret for deres skyld og deres ydmyge, utrættelige indsats fik ›ørkenen til at blomstre som en rose.‹

    Deres tro blev styrket af to af Esajas’ bemærkelsesværdige profetier om de sidste dage – de dage, som de vidste, at de levede i. I den første siger Esajas: ›Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen‹ (Es 35:1-2). Og videre: ›Ja, Herren trøster Zion, trøster alle hendes ruiner; han gør hendes ørken som Eden, det øde land som Herrens have. Fryd og glæde skal der lyde, takkesang og klingende spil‹ (Es 51:3).

    Billede
    Området omkring templet i Salt Lake City i 1894

    Og selv om deres fysiske øjne kun kunne se deres bjælkehytter og deres umiddelbare omgivelser, så de den dag for sig, hvor Mikas ord skulle opfyldes: ›Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt højt over bjergene …‹ (Mika 4:1).

    Vi har vidnet opfyldelsen af disse bemærkelsesværdige profetier« (This Nation Shall Endure, 1977, s. 42).

  • Omkring indsamlingen af jøderne til Israels land har ældst Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum sagt, at den åndelige indsamling går forud for den fysiske: »Juda vil samles i det gamle Jerusalem til sin tid, om dette hersker der ingen tvivl. Men denne indsamling vil bestå af at acceptere Kristus, tilslutte sig Kirken og forny Abrahams pagt, hvor den administreres på hellige steder. Den nuværende samling af mennesker af jødisk oprindelse i Palæstina/Israel er ikke den indsamling af Israel eller Juda, der tales om i skriften. Det kan være et forstadie dertil, og for nogle af de mennesker, som samles der, kan det tænkes, at de bliver samlet i den sande kirke og i Guds rige på jorden, og de kan så bistå med at bygge det tempel, der skal pryde Jerusalems jord. Men en politisk indsamling er ikke en åndelig indsamling, og Herrens rige er ikke af denne verden« (A New Witness for the Articles of Faith, 1985, s. 519-520; se også s. 511, 564-565).

Overvej

  • I 2 Nefi 5:5-8 formaner Herren Nefi til at »flygte ud i ørkenen.« Er der ting i dit liv, som ligner den situation Nefi stod i? Er der indflydelser fra venner, underholdning, arbejde, skole eller medier, som gør, at du måske skulle overveje at drage bort fra dem?

  • I 2 Nefi 8:3-16 nævnes der mange velsignelser til medlemmer af Israels hus, når de »indsamles«. Hvilke af disse velsignelser har du oplevet? Hvilke af dem kan du stadig stræbe efter? Hvad har du brug for for at kunne modtage dem?

Forslag til opgaver

  • Når du læser 2 Nefi 4:15-35, så læg mærke til, hvad Nefi gjorde for at overvinde sine svagheder. Prøv at finde specifikke principper, som Nefi anvendte eller troede på ville hjælpe ham til at overvinde sine svagheder. Skriv dine tanker og følelser ned omkring de sandheder, du finder frem til og lyt til Ånden. Det kan være, at du ønsker at skrive om de løfter, Ånden tilskynder dig til at indgå, mens du læser.

  • Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Stræb efter balance i jeres liv. Pas på tvangstanker. Pas på snæversynethed. Lad dine interesser spænde bredt over mange gode områder samtidig med, at du arbejder på at stå stærkt inden for dit arbejdsområde« (»Four Imperatives for Religious Educators«, tale til undervisere i Kirkens Uddannelsessystem, 15. sep. 1978, s. 3). Læs 2 Nefi 5:10-18, 26-27 og find de principper, som du kan lære fra eller lære at efterleve, så du kan yde et større bidrag til verden.

Udskriv