Hen mod slutningen af sit besøg blandt nefitterne forklarede Frelseren, hvad det var, der udgjorde hans evangelium. Denne skriftstedsrække i 3 Nefi 27-30 indeholder også mere information om forvandlede væsner (de tre nefitter, disciple) end nogen andre skriftsteder. Ved at studere kapitel 28 vil du få en større forståelse af, hvorfor Herren valgte at forvandle nogle af sine jordiske tjenere. Til sidst slutter 3 Nefi af med, at Mormon beskriver, hvilken rolle Mormons Bog vil spille i de sidste dages indsamling af Israel, og at Herren (gennem Mormon) formaner ikke-jøderne i de sidste dage til at omvende sig og komme til ham. Dette er en god lejlighed til at forny løftet til dig selv om at bruge Mormons Bog i dit liv og at opfordre andre til at komme til Frelseren.
Kommentar
3 Nefi 27:3-8. »Fortæl os det navn, hvorved vi skal kalde denne kirke«
Når vi bliver medlemmer af Jesu Kristi Kirke, så påtager vi os hans navn, fordi det er hans kirke. I sin første generalkonferencetale som Kirkens præsident talte præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) om den hellige sammenhæng mellem Kirkens navn og det dertilhørende ansvar:
»Denne kirke tilhører ikke dens præsident. Dens overhoved er Herren Jesus Kristus, hvis navn vi alle har påtaget os. Vi er alle fælles om denne store stræben. Vi er her for at hjælpe vor Fader med hans værk og hans herlighed ›at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket‹ (Moses 1:39). Jeres forpligtelse er lige så stor på jeres ansvarsområde, som min forpligtelse er på mit område. Ingen kaldelse i denne kirke er lille eller uden betydning. Vi påvirker alle hinanden i udførelsen af vores opgave. Til os hver især har Herren sagt om vores ansvar:
›Vær derfor trofast; stå i det embede, som jeg har tildelt dig; bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ‹ (L&P 81:5).
›Og ved at gøre dette gør du det allerbedste for dine medmennesker og fremmer hans ære, han som er din Herre‹ (L&P 81:4)« (Stjernen, juli 1995, s.72).
Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev logikken i Herrens svar på spørgsmålet om, hvad hans kirke skulle kaldes: »I husker nok tiden efter, Kristus havde oprettet Kirken blandt det oprindelige folk på dette kontinent, da han besøgte dem som et opstandent væsen, efter han havde udvalgt og ordineret tolv mænd til at forestå Kirkens anliggender, så var der lidt disput om, hvilket navn Kirken skulle have, og De Tolv ihukom Herrens gavmilde løfte om, at når de ville bede til ham af ét hjerte og ét sind, så kunne de sikre, at de ville få svar, og de fastede og bad, og Jesus viste sig atter fysisk for dem, da de var forsamlet, og spurgte dem, hvad de ønskede. De svarede: ›Herre, vi vil, at du vil fortælle os det navn, hvorved vi skal kalde denne kirke.‹ Hans svar lød, som vi ville sige det med nutidens sprog, noget i denne retning: Hvorfor hersker der overhovedet tvivl om så ligetil en sag som den? Hvis kirke er det? Er det Moses’ kirke? Hvis det er, skal den naturligvis opkaldes efter Moses, eller tilhører kirken en anden mand, så opkald den efter ham, men er det min kirke, som I siger, så skal den kaldes efter mit navn« (Conference Report, apr. 1922, 70).
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede forholdet mellem det at påtage os Kristi navn og loven om lydighed og det at nyde velsignelsen af Helligåndens ledsagelse:
»Når vi bliver døbt, påtager vi os Jesu Kristi hellige navn. At påtage sig hans navn er en af de mest betydningsfulde erfaringer, vi får i livet. Og alligevel gennemgår vi sommetider denne erfaring uden at have fuld forståelse for den.
Hvor mange af vore børn – hvor mange af os – forstår virkelig, at da vi blev døbt, påtog vi os ikke alene Kristi navn, men også lydighedens lov?
Hver uge lover vi ved nadvermødet at erindre vor Frelsers sonoffer, når vi fornyr vores dåbspagt. Vi lover at gøre, som Frelseren gjorde – at være lydig mod Faderen og altid holde hans befalinger. Vi modtager til gengæld den velsignelse, at vi altid vil have hans Ånd hos os« (Liahona, jan. 2001, s. 8).
3 Nefi 27:13-22. »Dette er det evangelium, som jeg har givet jer«
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum har talt om, at det er enkelheden i evangeliet, der er selve årsagen til, at nogle mennesker finder det så svært at acceptere:
»I Mormons Bog findes en udtalelse, hvor Herren siger: ›Dette er det evangelium, som jeg har givet jer‹, og så beskriver han evangeliet (se 3 Ne 27:13-18). Det er en enkel historie om en verden, hvortil en Frelser blev sendt, og hvor indbyggerne kunne godtage eller afvise ham, men han var ikke desto mindre Messias.
Denne enkle historie er selvfølgelig den selvsamme ting, som verden ikke kan acceptere, og den er så enkel, at nogle i deres stille sind til tider bliver fornærmet over den såkaldte enkelhed ved evangeliet …
Der er dem, som deler nogle af vore overbevisninger og værdier, for hvem evangeliets gengivelse er en anstødssten, de ikke kan forlige sig med. Men for størstedelen af menneskeheden, er det, vi forkynder, ›tåbeligt‹« (For the Power Is in Them, 1970, s. 47-48).
Frelseren selv definerede sit evangelium som tro, omvendelse, dåb og Helligånden 3 Ne 27:19-20) samt at holde ud til enden (se v. 16). Han sagde også, at evangeliet var, at han kom til verden for at gøre Faderens vilje og for at »blive løftet op på korset« (v. 13-14).
»For se, ud fra de bøger, som er blevet skrevet, og som skal blive skrevet, skal dette folk blive dømt, for ved dem skal deres gerninger blive kendt for mennesker.
Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) definerede den rolle, som de nedskrevne optegnelser vil spille ved dommen:
»Herren vil også føre en optegnelse, og efter den skal hele verden dømmes. Og I mænd, der bærer det hellige præstedømme – I apostle, præsidenter, biskopper og højpræster i Zion – vil blive kaldet til at sidde som folks dommere. Derfor forventes det, at I sætter den standard, de skal opnå, og sørger for, at de lever ifølge evangeliets ånd, gør deres pligt og holder Herrens befalinger. I skal føre en optegnelse over deres gerninger. I skal nedskrive, når de døbes, når de bekræftes, og når de modtager Helligånden ved håndspålæggelse. I skal, når de kommer til Zion, indføre deres medlemskab i kirken. I skal nedskrive, om de udfører deres pligter som præster, lærere eller diakoner, som ældster, halvfjerdser eller højpræster. I skal, som Herren siger, nedskrive deres gerninger. I skal opføre deres tiende … men vi skal dømme folket først og opfordre dem til at udføre deres pligt. For at gøre det, må de, der står i spidsen, sætte et eksempel« (Evangeliske Lærdomme, 1980, s. 157).
Ældste John M. Madsen fra De Halvfjerds havde især fokus på ordet burde i Herrens opfordring til at blive, som han er. Ældste Madsen beskrev Herrens ord som mere end en opfordring; de er en del af betingelserne i vore pagter:
»For at modtage ham og kende ham, som Moroni formaner os til, skal vi og hele menneskeheden ›kom[me] til Kristus og bliv[e] fuldkommengjort i ham‹ (Moro 10:32; fremhævelse tilføjet). Med andre ord skal vi komme til Kristus og stræbe efter at blive som ham« (se Dallin H. Oaks, Liahona, jan. 2001, s. 40-43).
Den opstandne Herre sagde: ›Hvad slags mænd burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er‹ (3 Ne 27:27). Betydningen af ordet burde, som det bruges i hans spørgsmål: ›Hvad slags mænd burde I derfor være?‹ er afgørende for at forstå hans svar: ›Ligesom jeg er.‹ Ordet burde betyder, ›at det er nødvendigt‹ eller ›at være pligtig eller moralsk forpligtet‹ (Noah Webster’s First Edition of an American Dictionary of the English Language, 7. udg., 1993, ›ought‹; se også Luk 24:26), hvilket antyder – og de hellige skrifter, gamle som nutidige, bekræfter, – at det er ›nødvendigt‹, og at vi i henhold til pagten er ›bundne‹ til at være ›ligesom jeg er‹ – som han erklærede (3 Ne 27:27; se også 3 Ne 12:48; Matt 5:48; 1 Joh 3:2; Moro 7:48)« (se Liahona, juli 2002, s. 88).
3 Nefi 28:1-6. Johannes den elskedes ønsker og tjenestegerning
Profeten Joseph Smith (1805-1844) og Oliver Cowdery modtog en særlig åbenbaring gennem Urim og Tummim omkring omstændighederne og de velsignelser, der var forbundet med Johannes’ ønsker om at forblive i kødet. Denne information stammede fra en »pergament«, som Johannes selv havde skrevet og skjult, men som tilsyneladende var gået tabt. I april 1829 resulterede Josephs og Olivers specifikke spørgsmål om den passage i Mormons Bog i den åbenbaring, vi finder i Lære og Pagter afsnit 7.
Følgende definition kaster lys over læren om forvandling, forklarelse og opstandelse. Bemærk forskellen mellem forvandlede væsener og den mere midlertidige tilstand forklarelse:
»Mange har været af den mening, at læren om forvandling var en lære, hvorved mennesker øjeblikkeligt blev taget ind til Guds nærværelse og ind til en evig fylde, men det er en fejlagtig idé. Deres bolig er af den terrestriale orden, og han holdt et sted i beredskab for sådanne personer, der var beredt til at være tjenende engle for mange planeter, og som endnu ikke er indtrådt i så stor en fylde, som de, der er opstået fra de døde« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 202).
Forklarelse. »En tilstand hvor et menneske midlertidigt er forandret, hvad angår udseende og karakter – det vil sige er hævet til et højere åndeligt stade – for at kunne udholde himmelske væseners nærhed og herlighed« (Guide til Skrifterne, »Forklarelse«).
Opstandelse.»Den genforening af det åndelige legeme og det fysiske legeme af kød og knogler, som finder sted efter døden. Efter opstandelsen adskilles ånden og legemet aldrig igen, og det pågældende menneske bliver udødeligt« (Guide til Skrifterne, »Opstandelse«).
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har skrevet om den rolle, Mormons Bog spiller for opfyldelsen af Guds pagt omkring Israel:
»Mormon afsluttede sin beskrivelse af denne majestætiske begivenhed [Frelserens besøg blandt nefitterne] … med at vidne om, at når en optegnelse af Jesu Kristi besøg ville komme frem til ikke-jøderne (i form af Mormons Bog), så ville alle få kundskab om, at pagten med og løftet til Israel i de sidste dage ›allerede begynder at blive opfyldt‹ …
Guds pagt vil blive overholdt med alle hans pagtsfolk. Ingen skal kunne tro, at de ›kan vende Herrens højre hånd til en venstre‹ i denne sag. Og opråbet til ikke-jøderne, af hvilken årsag Kristi besøg hos nefitterne er optegnet i Mormons Bog, som er den ultimative deklaration i de sidste dage, er, at de skal gøre krav på den samme pagt og de samme løfter« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 308).
I 3 Nefi 29 anvendes ordene hån og hvæsen til at advare læserne af Mormons Bog i de sidste dage om at tage Herrens pagter med Israel alvorligt. At lade hånt om betyder »at udvise manglende interesse eller endog foragt og mangel på respekt« og hvæse ad er at udtrykke foragt eller misbilligelse ved at hvisle eller hvæse (se Ordbog over det danske Sprog, bd. 8, 1926, og Den danske netordbog 2011). Brugen af sådanne ord lader antyde, at der ved fremkomsten af Mormons Bog vil blive givet udtryk for mangel på forståelse, tro og ærbødighed for både det andet komme og Herrens værk i forbindelse med indsamlingen af Israel (især Judas stamme).
Ved slutningen af Frelserens besøg blandt nefitterne vendte Mormon tilbage til det, der var et stort tema i Herrens dekret til folket, nemlig – at ikke-jøderne i de sidste dage ville afvise Herrens lære og vokse hastigt i ugudelighed med deres ødelæggelse til følge (se 3 Ne 16:10; 21:14-21). Ordene i 3 Nefi synes at påvirke Mormon dybt. I sit sidste vidnesbyrd vender Mormon tilbage til Frelserens lære og profetier, som fordømmer ugudeligheden, perversiteten, forureningen og hykleriet i de sidste dage. I sidste vers af 3 Nefi tilbyder Mormon den eneste modgift, der findes til disse ødelæggende tilstande – kom til Jesus Kristus og hav tro på ham, omvend jer fra synd, bliv døbt og fyldt med Helligånden, »så I kan blive regnet blandt mit folk, som er Israels hus« (3 Ne 30:2).
Overvej
Hvorfor er det vigtigt, at Jesu Kristi Kirke bliver kaldt ved Frelserens navn?
Hvordan kan du i større grad påtage dig Frelserens navn?
Hvad er forskellen på forvandling og forklarelse? Hvad er ligheden? Hvordan adskiller forklarelse og forvandling sig fra opstandelse?
Mormon påpegede ugudelig adfærd. Hvordan giver den sig til kende i verden i dag?
Forslag til opgaver
Lav en liste over nogle af de egenskaber, Frelseren har, som du betragter som de vigtigste. Foretag en personlig ransagelse af dit eget liv i forhold til disse egenskaber og formuler en plan for, hvordan du bedre kan opfylde hans formaning om at blive »ligesom jeg er« (3 Ne 27:27).
Læs 3 Nefi 27:5 og nadverbønnerne (Moro 4:3; 5:2). Find de principper, der vil hjælpe dig til at forstå betydningen af at påtage sig Kristi navn.