Helaman 10-12

Indledning

At nyde Guds fulde tillid er en stor ære. Forelæsninger om troen belærer os om, at bevidsthed om Guds godkendelse er nødvendig for ens tro: »En faktisk viden for et menneske om, at den kurs i livet, som vedkommende følger, er i overensstemmelse med Guds vilje, er afgørende for, at vedkommende er i stand til at have den tillid til Gud, uden hvilken intet menneske kan opnå evigt liv« (6:2).

Tillid og bekræftelse kommer gennem lydighed mod alle Guds bud. Helaman kapitel 10-12 belyser vigtigheden af at give agt på Åndens tilskyndelser. Kun ved at gøre det kan vi være sikre på, at vi lever i overensstemmelse med Guds vilje. Disse kapitler belyser også, hvor vigtigt det er at ønske det, som Gud ønsker. Herren vidste, at Nefi ikke ville »bede om det, der strider imod [Guds] vilje« (Hel 10:5). Når vi har vist os trofaste i de små ting, vil Herren betro os større ting.

Kommentar

Helaman 10:1-3. At grunde over

At grunde over er at »fundere og tænke dybt over noget, som oftest skrifterne eller andet, som hører Gud til. Hvis man beder, samtidig med at man grunder … kan det føre til åbenbaring og større forståelse« (Guide til Skrifterne, »Grunde«). Nefi og andre profeter modtog åbenbaring, da de grundede. Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vi kunne alle have gavn af tid til at overveje og meditere. I stille øjeblikke med selvransagelse kan Ånden lære os meget« (Stjernen, jan. 1996, s. 5).
Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum foreslog, at man fandt et stille sted, hvor man kunne komme til at grunde: »Find et sted med fred og ro, hvor du fra tid til anden kan overveje tingene og lade Herren lede dit livs retning« (Liahona, juli 2001, s. 9).
Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte os om fordelene ved at grunde: »Når du overvejer og beder angående doktrinære principper, taler Helligånden til dit sind og dit hjerte (se L&P 8:2). Ud fra de begivenheder, som skildres i skriften får vi ny indsigt, og principper, som er relevante for din situation, falder som dug på dit hjerte« (Liahona, jan. 2001, s. 21).

Helaman 10:4-5. »For du vil ikke bede om det, der strider imod min vilje«

Hvis vi som Nefi lærer at bede »i Ånden« (Hel 10:17) og ifølge Guds vilje, »bliver det gjort, som [vi] beder om« (se L&P 46:30; 50:29-30). Præsident Marion G. Romney (1897-1988) fra Det Første Præsidentskab kom med nogle vigtige betragtninger om passende anmodninger:

»Når vi i Jesu Kristi navn beder Faderen om helt specifikke personlige ting, bør vi fra sjælens dyb være villige til at underkaste os vor himmelske Faders vilje …

Tiden vil komme, hvor vi vil kende Guds vilje, inden vi beder. Hvor alt, hvad vi beder om, vil være passende. Alt, hvad vi beder om, vil være rigtigt. Det vil blive, når vi, som følge af et retskaffent liv, vil nyde Åndens følgeskab, som vil diktere os, hvad vi skal bede om« (se Conference Report, okt. 1944, s. 55-56).

Præsident Romney havde en oplevelse, i hvilken Herren gav ham et løfte ligesom Nefis. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har talt om det:

»I 1967 blev søster Ida Romney ramt af et alvorligt slagtilfælde. Lægerne fortalte derefter ældste Romney, at skaden fra hjerneblødningen var stor. De tilbød at holde hende kunstigt i live, men det var ikke noget, de ville anbefale. Familien forberedte sig på det værste. Bror Romney fortalte sine nærmeste, at til trods for sin personlige kvalfulde længsel efter, at Ida blev rask og kom tilbage til ham, så ønskede han mere end noget andet, at Herrens vilje måtte ske, og at han måtte kunne tage det uden at beklage sig.

Som dagene gik, blev søster Romney mindre modtagelig. Hun var naturligvis blevet salvet, men ældste Romney var tøvende med at give Herren råd om sagen. På grund af sine tidligere erfaringer med forgæves at bede om, at han og Ida måtte få børn, så vidste han, at han aldrig kunne bede om noget, som ikke var i overensstemmelse med Herrens vilje. Han fastede for at få at vide, hvordan han kunne vise Herren, at han havde tro på og ville acceptere Guds vilje i deres liv. Han ønskede at være sikker på, at han havde gjort alt, hvad han kunne. Men hun svandt fortsat hen.

En aften, hvor han var særligt nedtrykt, og Ida ikke havde kunnet tale eller genkende ham, tog bror Romney hjem og vendte sig, som han altid havde gjort, til skrifterne i et forsøg på at være i forbindelse med Herren. Han tog Mormons Bog og fortsatte, hvor han var sluttet aftenen inden. Han havde læst i Helaman om profeten Nefi, som var blevet falsk anklaget og uberettiget beskyldt for tilskyndelse til oprør. Efter en mirakuløs udfrielse fra sine anklagere, vendte Nefi hjemad og grundede over det, han havde oplevet. Da han gjorde det, lød der en røst.

Selv om Marion Romney havde læste den historie mange gange før, så slog den ham denne aften som en personlig åbenbaring. Ordene i skriften rørte hans hjerte så dybt, at han for første gang i flere uger følte en dyb fred. Det var som om, at Herren talte direkte til ham. Skriften lyder: ›Velsignet er du … for det, som du har gjort … du … har ikke søgt at redde dit eget liv, men har søgt min vilje og at holde mine befalinger. Og se, fordi du har gjort dette med en sådan utrættelighed, se, så vil jeg velsigne dig for evigt; og jeg vil gøre dig mægtig i ord og handling, i tro og i gerninger; ja, så alt skal blive gjort for dig i overensstemmelse med dit ord, for du vil ikke bede om det, der strider imod min vilje‹ (Hel 10:4-5).

Der var svaret. Han havde udelukkende stræbt efter at kende og gøre Herrens vilje, og Herren havde talt. Han faldt ned på sine knæ og udøste sit hjerte, og da han afsluttede sin bøn med ordene ›din vilje ske‹, enten følte eller hørte han en stemme sige, ›det er ikke i modstrid med min vilje, at Ida bliver helbredt.‹

Bror Romney rejste sig langsomt op. Klokken havde passeret to om natten, men han vidste, hvad han måtte gøre. Stille iførte han sig slips og frakke og gik så ud i natten for at besøge Ida på hospitalet. Han ankom lidt i tre. Hans hustrus tilstand var uændret. Hun bevægede sig ikke, da han lagde sine hænder på hendes blege pande. Med urokkelig tro benyttede han præstedømmets kraft på hendes vegne. Han udtalte en enkel velsignelse og fremsatte så det utrolige løfte om, at hun ville genvinde sit helbred og sine mentale evner og stadig udføre et stort værk på jorden.

Til trods for at han ikke tvivlede, blev ældste Romney forundret over at se Ida åbne øjnene, da han afsluttede velsignelsen. En smule målløs over alt det, der var sket, satte han sig på kanten af sengen, hvor han hørte sin hustrus spinkle stemme for første gang i månedsvis. Hun sagde: ›Ih, du godeste, Marion, hvad laver du her?‹ Han vidste ikke om, han skulle grine eller græde. Han svarede: ›Ida, hvordan har du det?‹ Med det skær af humor, som var så karakteristisk for dem begge, svarede hun: ›I forhold til hvad, Marion? I forhold til hvad?‹

Ida Romney begyndte at komme sig helt fra selv samme øjeblik, og snart efter kunne hun stige ud af hospitalssengen, og hun levede videre og så sin mand blive medlem af Det Første Præsidentskab – i sandhed et stort værk på jorden (F. Burton Howard, Marion G. Romney: His Life and Faith, Salt Lake City: Bookcraft, 1988, s. 137-142)« (Jeffrey R. Holland og Patricia T. Holland, On Earth As It Is in Heaven, 1989, s. 133-135).

Helaman 10:4-5

Hvilke egenskaber læser man om i disse to vers, som gør Nefi i stand til at modtage sådanne velsignelser?

Helaman 10:7. Beseglingsmagten

Nefi tjente med en sådan flid, at Herren tildelte ham stor kraft. Han fik magt over folket og naturen. Han fik også overdraget en hellig beseglingsmagt, den samme myndighed som profeten Elias havde: »Elias’ magt er præstedømmets magt til at besegle, hvorved det, der bliver bundet eller løst på jorden, bliver bundet eller løst i himlen (L&P 128:8-18)« (Guide til Skrifterne, »Elias, profeten«).

© 1985 Robert Barrett.
Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) belærte om, at beseglingsmagten er blevet givet til forskellige profeter:

»Herren overdrog nogle af sine udvalgte tjenere myndighed og gav dem exceptionelle kræfter … På denne måde fik profeten Elias magt og præstedømmenøgler til at oprejse de døde, helbrede de syge, lukke himlen, så det kun regnede, hvis han sagde det, og i mere end tre år faldt der ikke regn, og desuden havde han magt til at nedkalde ild fra himlen for at ødelægge Kirkens fjender …

Herren gav Nefi, Helamans søn, lignende myndighed, idet han ligeledes havde myndighed til at lukke himlene og udføre store undere, ganske enkelt ved sin tro og på Herrens befaling (se Hel 10:7). Denne forunderlige magt er blot blevet tildelt nogle få af Herrens tjenere« (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 vols., 1957-1966, 4:95).

Helaman 10:13-15. »Til trods for det store mirakel«

Profeten Joseph Smith belærte os om, at »mirakler er troens frugter« (History of the Church, 5:355). Nogle mennesker søger tro gennem mirakler, men for himlen fungerer det i den omvendte orden. Tro går forud for mirakler – den følger dem ikke. Nefis spektakulære udpegning af Seantum som overdommerens morder var et resultat af profetens tro. Desværre levede størstedelen af de mennesker, som bevidnede dette mirakel, uden tro. Miraklet førte ikke til deres omvendelse, for »tro kommer ikke ved tegn [eller mirakler], men tegn følger dem, som tror« (L&P 63:9). Den tiltrængte ændring i deres liv var nødt til at begynde med »tro til omvendelse« (Alma 34:15-17). Desværre forhærdede de mennesker, som havde bevidnet miraklet, fortsat deres hjerte, og i stedet for at omvende sig forfulgte de Nefi.

Helaman 11:1-16. Profeter beder for folket

Nefis bøn for sit folk viser den omsorg, som en profet har for folket. Lige såvel som de repræsenterer Gud for folket, så griber profeter også til tider ind på vegne af folket. Da Israels børn blev plaget af giftige slanger, gik de til Moses og sagde: »Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os! Moses bad for folket« (4 Mos 21:7).

I Amerika skrev Lehis søn, Nefi: »Jeg beder bestandig[t] for [mit folk] om dagen, og mine øjne væder min pude om natten på grund af dem; og jeg anråber min Gud i tro« (2 Ne 33:3).
Profeterne i vor tid beder også for os. Ved den første generalkonference efter det tragiske terrorangreb, den 11. september 2001, bad præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008):

»O Gud, vor evige Fader … hvis børn vi er, vi ser til dig i tro på dette mørke og højtidelige tidspunkt. Velsign os, kære Fader, med tro. Velsign os med kærlighed. Velsign os med barmhjertighed i vores hjerte. Velsign os med en udholdende ånd i forbindelse med at rykke det forfærdelige onde, som er i denne verden, op med rode. Beskyt og vejled dem, som er aktivt beskæftiget med at fremme kampen. Velsign dem, bevar deres liv, frels dem fra skade og ondt. Hør deres kæres bønner for deres sikkerhed …

O Fader, se med barmhjertighed på denne, vores nation, og dens venner i denne nødens stund. Skån os og hjælp os med altid at vandre i tro på dig og på din elskede Søn, hvis barmhjertighed vi regner med, og som vi ser hen til som vor Frelser og vor Herre. Velsign fredens sag og bring den hurtigt tilbage til os, beder vi dig ydmygt om, idet vi også beder om, at du vil tilgive vores arrogance, overse vore synder, vær god og nådig imod os, og påvirk vores hjerte til at vende sig i kærlighed til dig. Vi beder ydmygt i hans navn, som elsker os alle, ja, Herren Jesus Kristus, vor Forløser og vor Frelser. Amen« (se Liahona, jan. 2002, s. 105).

Helaman 11:4-5. Herren bruger sommetider naturen til at irettesætte sine børn

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) forklarede: »Herren bruger sommetider vejret til at disciplinere sit folk for overtrædelse af hans love« (Den danske Stjerne, okt. 1977, s. 2; se også L&P 43:21-25).

Helaman 11:18-12:6. Kredsløb mellem retfærdighed og ugudelighed

Adskillige gange i Mormons Bogs historie går folket gennem et kredsløb af retfærdighed, fremgang, rigdom, stolthed, ondskab, ødelæggelse, ydmyghed og så retfærdighed igen. Se yderligere information og et diagram over stolthedens kredsløb i »Kredsløbet mellem retfærdighed og ugudelighed« i tillægget (s. 401).

Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum beklagede menneskehedens manglende formåen til at bryde den onde cirkel: »Jeg mener, at et af menneskehedens store mysterier er, at man ikke lærer af historiens gang« (Stjernen, jan. 1993, s. 14). Det er ganske sikkert, at Herren har sørget for, at vi har disse klare eksempler på opførsel i skriften, for at vi kan drage nytte af dem og få hjælp til at undgå de samme problemer i vores tilværelse (se L&P 52:14-19).

Helaman 11:22-23. »Lærepunkter«

Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum sammenfattede Kristi sande lære: »Kristi sande lære er, at alle mennesker må komme til ham, fatte tro, omvende sig, blive døbt, modtage Helligånden og i tro holde ud til enden for at opnå frelse (2 Ne 31:17-21; 3 Ne 11:29-41; L&P 10:67; 68:25)« (Mormon Doctrine, 2.udg., 1966, s. 204).
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, kom med denne udtalelse omkring kraften i den sande lære:

»Den sande lære ændrer, når den forstås rigtigt, holdning og opførsel.

Studiet af evangeliets læresætninger vil forbedre adfærd hurtigere, end studiet af adfærd vil forbedre adfærd … Det er årsagen til, at vi med så stor kraft understreger, at I skal studere evangeliets lærdomme« (se Stjernen, jan. 1987, s. 13).

Helaman 11:21-38. Ugudeligheden tog til igen

Profeten Joseph Smith sagde, at »i forbindelse med Guds rige opretter djævelen altid sit rige på nøjagtig samme tidspunkt i kamp mod Gud« (Joseph Smiths lærdomme, s. 442). Når som helst Frelserens kirke er blevet oprettet eller styrket, stræber den onde efter at skabe modstand for i en eller anden form at slå den fremgang tilbage, som Guds hellige har haft. Vi ser et eksempel på, hvordan Satans modstand opstår i Helaman 11. Gadiantonrøverne var blevet drevet ud af landet. De retskafne nefitter og lamanitter i Kirken nød stor fred (se Hel 11:21). Men der gik blot nogle få år, før Satans indflydelse på folket gjorde, at de faldt tilbage i uretfærdighed og lod gadiantonrøverne genvinde deres magt og indflydelse.

Helaman 12:1-3. Menneskenes ustadighed

Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum talte om nogle mulige årsager til åndelig ustadighed:

»Er det ganske enkelt utilsigtet glemsomhed? Eller er det mangel på intellektuel integritet, når vi nægter at tænke over og anerkende tidligere velsignelser? Eller er det en brist på sagtmodighed, som fordrer en gentagelse af så barske lektier, fordi vi overser de mildere og blidere tegn, som burde minde os om ham? …

Vi har brug for Ånden hver dag for at hjælpe os med at huske hver dag. Ellers rammer disse hukommelsestab os, når vi er mest sårbare. Det er ikke naturligt for det naturlige menneske at huske gårsdagens velsignelser med taknemlighed, især når dagens kødelige behov konstant presser sig på« (Lord, Increase Our Faith, 1994, s. 101-102).
Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab kom med denne indsigt i, hvorfor vi måske er ustadige: »Afhængigheden af Gud glemmes hurtigt, når bønnerne er besvaret. Og når problemerne forsvinder, gør bønnerne det samme. Mormons Bog gentager denne triste historie om og om igen« (Liahona, jan. 2002, s. 16).

Helaman 12:1-9

Hvilken rolle spiller det at erindre eller ikke at erindre for at undgå stolthed, hvis man skal dømme ud fra disse vers?

Helaman 12:2. Når Gud velsigner sit folk med fremgang, glemmer de ham

Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) beskrev de vanskeligheder, der kan følge med fremgang: »Prøven for de af os, som er velsignet med fremgang, synes at være den sværeste af alle onder for den er mere spidsfindig og udspekuleret. Det hele synes mindre faretruende og er således sværere at opdage. Selvom enhver test af retfærdighed indebærer en kamp, så virker denne specifikke prøve slet ikke som en prøve og kan således være den mest bedrageriske af alle prøver. Ved I hvad fred og fremgang kan gøre ved et folk – det kan få dem til at falde i søvn« (Larry E. Dahl, »Fit for the Kingdom«, i Studies in Scripture, Volume Five: The Gospels, red. Kent P. Jackson og Robert L. Millet, 1986, 5:369).
Præsident Harold B. Lee (1899-1973) sammenlignede »luksus«-prøven med andre af livets prøver: »Vi bliver prøvet og udfordret. Måske indser vi ikke alvoren i de prøver, vi gennemgår. I Kirkens tidlige tid blev der begået mord, og der fandt stor forfølgelse sted. De hellige blev drevet ud på sletterne. De havde ingen mad, intet tøj og de frøs. Vi er arvinger til det, de gav os. Men hvordan forvalter vi den arv? I dag nyder vi en stor grad af luksus, som er uden sidestykke i verdenshistorien. Det kan synes som om, at dette er den sværeste af alle de prøver, vi har set i denne kirkes historie« (Dahl, »Fit for the Kingdom«, i Studies in Scripture, 5:369).

Helaman 12:4. »Lade hjertet blive optaget af verdens tomme ting!«

Mormon understregede tåbeligheden hos dem, der lader deres hjerte optage af de forfængelige eller værdiløse, tomme og ligegyldige ting i denne verden. Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »›Verdens tomme ting‹ omfatter enhver kombination af den verdslige kvartet: Velstand, stolthed, indflydelse og magt. Hvad alle disse angår, erindrer skrifterne os om, at ›du kan ikke tage dem med dig‹ (Alma 39:14). Vi bør søge den slags skatte, som skriften lover den trofaste: ›Store skatte af kundskab, endog skjulte skatte‹ (L&P 89:19)« (Liahona, juli 2001, s. 101).

Helaman 12:5-6. »Hurtige til at blive indbildske i stolthed«

I sin klassiske tale om stolthed beskrev præsident Ezra Taft Benson mange aspekter ved stolthed:

»Stolthed og hovmod er meget konkurrencebetonet i sin natur. Vi sætter vores vilje op imod Guds vilje. Når vi er stolte i forhold til Gud er det, åndeligt set, som at sige, ›min vilje ske og ikke din‹ …

Stolte mennesker kan ikke acceptere, at Gud har myndighed til at give dem befalinger vedrørende deres tilværelse (se Hel 12:6). De sætter deres sandhedsbegreber op imod Guds store kundskab, deres evner op imod Guds præstedømmemagt og deres resultater op imod hans storslåede skaberværk …

De stolte ønsker, at Gud skal være enig med dem. De er ikke interesserede i at ændre opfattelse for at blive enige med Gud …

Hovmod fører til hemmelige sammensværgelser, der går ud på at få mere magt, flere besiddelser og større verdslig ære (se Hel 7:5; Eter 8:9, 16, 22-23; Moses 5:31). Denne hovmodets syndige frugt, nemlig hemmelige sammensværgelser, medførte både den jereditiske og den nefitiske nations undergang, og den har og vil altid være årsag til mange nationers fald (se Eter 8:18-25)« (se Stjernen, juli 1989, s. 3-5).
Ældste Joe J. Christensen fra De Halvfjerds belærte om, at stolthed fører til uretfærdige sammenligninger og eventuelt til vores fald:

»Stolthed kan forårsage, at vi bliver for foruroligede, når vi sammenligner os med andre, bekymrer os om, hvor intelligente, vi tror, vi er, mærket på vores jeans eller andet tøj – de kostbare klæder, vi bruger, hvilke organisationer vi er medlemmer af, hvor i byen vi bor, hvor mange penge vi har, hvilken nationalitet vi har, hvilken slags bil vi kører rundt i, eller endog hvilken kirke vi tilhører, hvor lang en uddannelse vi har fået og så videre og så videre.

I skriften er der mange indikationer på, at stolthed har ført til personers, nationers og i visse tilfælde endog Kirkens fald …

Nogen har regnet ud, at man intet mindre end 30 gange i Mormons Bog ser kredsløbet med fred og fremgang, forpurret primært af menneskelig stolthed« (One Step at a Time: Building a Better Marriage, Family, and You, 1996, s. 138-139) (se diagrammet »Kredsløbet mellem retfærdighed og ugudelighed« i tillægget, s. 401).

Helaman 12:7-19. Menneskets intethed

Præsident Joseph Fielding Smith hjalp os til at forstå, at udtrykket »menneskenes børns intethed« (Hel 12:7) ikke er en betegnelse for menneskets værd: »Denne profet havde ikke til hensigt at sige, at Herren nærer større omsorg og kærlighed for jordens støv, end han gør for sine børn … Den pointe han fremfører er, at jordens støv udviser lydighed. Det flytter sig hid og did på Herrens befaling. Alting er i harmoni med hans love. Alt i universet adlyder de love, der er sat for dem, så vidt jeg ved, bortset fra mennesket. Hvor man end ser hen, finder man lovmæssighed og orden, elementerne adlyder den for dem fastsatte lov i overensstemmelse med deres skabelse. Men mennesket gør oprør, og i den henseende er mennesket mindre end jordens støv, for det forkaster Herrens råd« (se Conference Report, apr. 1929, s. 55).

Helaman 12:15. Kundskab om astronomi

Helaman 12:14-15 viser, at Mormon havde en basal forståelse af de fysiske love i universet: »Her finder vi en henvisning til den bibelske beretning, hvor Josva befaler solen og månen at stå stille, indtil hans hær fik nedkæmpet amoritterne (Jos 10:12-14). Her finder man en korrigerende note til fortællingen, hvor man antog, at solen drejede sig rundt om jorden (se også Es 38:7-8; 2 Kong 20:8-11). Disse vers giver en diskret, men sikker bekræftelse af, at profet-redaktøren Mormon som mange andre af fortidens åndelige ledere var alt andet end primitiv i sin forståelse af Gud, mennesket og universet« (Joseph Fielding McConkie og Robert L. Millet, Doctrinal Commentary on the Book of Mormon, 4 vols., 1987-1991, 3:397).

© Corbis.

Helaman 12:23-24. Omvendelse fører os til Kristi nåde

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum uddybede betydningen af kraften i Guds nåde:

»I Bible Dictionary læser vi, at ordet nåde ofte benyttes i skrifterne til at angive en styrkende eller bemyndigende kraft:

›Hovedbetydningen af ordet er guddommelige midler til hjælp eller styrke, givet ved Jesu Kristi gavmilde barmhjertighed og kærlighed.

Det er også ved Herrens nåde, at personer ved tro på Jesu Kristi forsoning og omvendelse fra deres synder modtager styrke og hjælp til at gøre gode gerninger, som de på anden vis ikke ville have været i stand til at gøre, hvis de kun havde deres egne evner. Denne nåde er en bemyndigende magt, som giver mænd og kvinder mulighed for at modtage evigt liv og ophøjelse, efter at de har ydet deres egen bedste indsats‹ (s. 697).

Denne bemyndigende og styrkende side af forsoningen hjælper os med at forstå, handle og blive gode på måder, som vi aldrig ville genkende eller udrette med vores begrænsede jordiske kapacitet. Jeg bærer vidnesbyrd og vidner om, at den bemyndigende kraft i Frelserens forsoning er virkelig« (Liahona, nov. 2004, s. 76-77; se også L&P 93:20, 27-28).
Ældste Gene R. Cook fra De Halvfjerds talte om den personlige beskaffenhed i Frelserens nåde:

»Gennem forsoningen kan Herrens nåde både rense os for synd og hjælpe os med at fuldkommengøre os selv gennem vore prøver, sygdomme og endda karaktermangler … Kristus kan udbedre vore svagheder og skavanker, som ellers ikke er mulige at udbedre (se 1 Mos 18:14; Mark 9:23-24).

Denne sandhed burde fylde os alle med håb, så længe vi altid husker på, at virkningen af nåden i vores tilværelse er betinget af, at vi omvender os fra vore synder …

Et angrende hjerte og gode gerninger er betingelser, der forlanges af os, for at vi kan modtage nåde. Når nogen inderligt beder om et svar, er det muligt, at svaret er mere betinget af omvendelse fra vore egne personlige synder end af noget andet (se L&P 101:7-8; Mosi 11:23-24) …

For at modtage nåde, behøver man ikke at være fuldkommen, men det er nødvendigt, at man prøver at holde budene, så godt som man nu kan. Derefter kan Herren lade én modtage den kraft« (Stjernen, juli 1993, 77-78).

Overvej

Hvilke tiltag tager du for at undgå stolthedens kredsløb?
Hvornår har du set præstedømmets kraft virke i din tilværelse?
Hvad kan du gøre for at komme til et punkt, hvor du i dine bønner ikke vil bede om noget, som er imod Herrens vilje?

Forslag til opgaver

Fortæl ved en familieaften, hvad du har lært fra Helaman 12-14 om, hvordan og hvorfor Herren tugter sine børn.
Skriv i din dagbog, hvordan du personligt vil håndtere stolthedens kredsløb.