Med hjælp fra hellige profeter blandt kong Benjamins folk, arbejdede han »af alle sit legemes kræfter og hele sin sjæls evner« på at stifte »fred i landet« (MormO 1:18). Mod slutningen af sit liv kaldte Benjamin folket sammen ved templet. Under dette møde rapporterede han om sit virke som konge, udpegede sin søn, Mosija, til at efterfølge sig, underviste om Kristi evangelium og forsoning og formanede nefitterne til at påtage sig Jesu Kristi navn. Det uddrag af Benjamins tale, som omhandles i dette kapitel af elevhæftet viser de idealer, han fulgte – hans villighed til at tjene andre, taknemlighed for det guddommelige forsyn og afhængigheden af Frelseren. Vi kan vokse i ydmyghed og styrke gennem vores pagtforhold med Gud og ved at leve i overensstemmelse med de principper, som kong Benjamin underviste i.
Mosija 1:1-2. Skift fra første person ental til tredje person i Mosijas Bog
Der er et skift fra brugen af første person ental i de første bøger af Mormons Bog til tredje person ental i Mosijas Bog. Bøgerne fra 1 Nefi til og med Omni blev oversat fra Nefis små plader og er værker af de oprindelige forfattere, hvorfor de følgelig er skrevet i første person ental. Bøgerne fra Mosija til og med 4 Nefi kommer imidlertid alle fra Mormons forkortelse af Nefis store plader. Disse bøger er Mormons forkortelse af de oprindelige forfatteres optegnelser.
Udtrykket »Guds hemmeligheder« som anvendes i Mormons Bog (Mosi 1:3) omfatter de frelsende principper i Jesu Kristi evangelium. De bliver ikke betegnet som hemmeligheder, fordi de er hemmelige eller svære at forstå, men fordi de bliver åbenbaret fra Gud som følge af vores tro og lydighed. De har til hensigt at føre Guds børn til evigt liv. »En hemmelighed er en sandhed som kun kan blive tilkendegivet gennem guddommelig åbenbaring – en hellig hemmelighed. I vor tid er sådanne store sandheder som dem, der omhandler gengivelsen af præstedømmet, forløsningen af de døde, genoprettelsen af Kirken, ›hemmeligheder‹, for de var ikke blevet opdaget uden åbenbaring« (Hyrum M. Smith og Janne M. Sjodahl, The Doctrine and Covenants Commentary, rev. ed., 1972, s. 141).
Benjamin, Nefi (se 1 Ne 1:2), og Moroni (se Morm 9:32) omtalte det egyptiske sprog. I Mosija 1:4-6, gør kong Benjamin det klart, at der er en årsag til, at hans sønner blev »oplært i egypternes sprog«. Det var nødvendigt for at kunne studere de befalinger, som var indeholdt på bronzepladerne og Nefis plader (se Mosi 1:6). I tiden fra Nefi og frem til Moroni havde nefitterne en form for egyptisk sprog (se kommentar til 1 Nefi 1:2 på s. 11 og til Mormon 9:32-34 på s. 347).
En nøje gennemgang af Mormons Bog afslører mange traditioner og skikke, som har deres oprindelse i det gamle Israel. Der er en slående lighed mellem Mosijas overtagelse af den nefitiske trone i de første kapitler af Mosija, og hvordan kongerne blev kronet i Det Gamle Testamente (se Stephen D. Ricks, »King, Coronation, and Covenant i Mosija 1-6«, i John L. Sorenson og Melvin J. Thorne, ed., Rediscovering the Book of Mormon, 1991, s. 209).
Nogle af de bemærkelsesværdige ligheder i kroningsceremonier i Mormons Bog og Det Gamle Testamente omfatter: (1) En tro på at kongerne var kaldet af himlen (se Mosi 1:9-10; 6:3, 5; 1 Kong 2:15; 2 Kong 15:5); (2) et helligt sted til kroningen (se Mosi 1:18; 1 Kong 1:39-45); (3) overdragelse af hellige relikvier, artefakter eller andre ting ved kroningen (se Mosi 1:15-16; 2 Kong 11:12); (4) salvelse (se Mosi 6:3; 1 Kong 1:33-34) (se Ricks, i Rediscovering the Book of Mormon, s. 210, 213-14).
»Derudover var det idealet, at den nye konge tiltrådte embedet, før den gamle døde, og denne magtoverdragelse var forbundet med en ceremoni, hvor folket indgik eller fornyede deres pagt med Gud« (Ricks, i Rediscovering the Book of Mormon, s. 216). Dette fandt sted lidt senere med kong Benjamins folk, da de lovede: »Vi er villige til at indgå en pagt med vor Gud om at gøre hans vilje og at være lydige mod hans befalinger« (Mosi 5:5).
Mosija 1:11-12. Navnet kong Benjamin ønskede at give sit folk
Det primære formål med at kong Benjamin samlede sit folk var at give dem et navn. Han ønskede at styrke dem åndeligt. Han og mange andre hellige profeter havde brugt årevis på at forkynde for folket og forberede dem til at være åndeligt rede til at påtage sig Kristi navn (se MormO 1:5-18). Gennem hele sin tale talte kong Benjamin om, hvordan man værdigt kunne påtage sig det navn, han ønskede at give dem. I Mosija 5:8-11, siger han klart, at det navn er Jesus Kristus.
Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) forklarede, at retfærdighed bør være kernen i al den tjeneste, vi yder: »Fortsæt med at søge muligheder for at tjene. Vær ikke bekymret for jeres status … Det er vigtigt at være påskønnet. Men vi bør koncentrere os om retfærdighed, ikke anerkendelse; om tjeneste, ikke status. Den trofaste besøgslærer, som stille går omkring og gør sit arbejde måned efter måned, er lige så betydningsfuld for Herrens værk som de, der har, hvad nogle anser for de mere fremtrædende stillinger i Kirken. Synlighed er ikke det samme som værdi« (»Til Kirkens kvinder«, Stjernen, jan. 1993, s. 92-93).
Ældste Robert J. Whetten fra De Halvfjerds forklarede, hvordan den tjeneste, vi yder andre, kan bruges til at måle dybden af vores personlige omvendelse:
»Omvendelse betyder at indvie jeres liv til at tage sig af og tjene andre, der har behov for jeres hjælp samt at dele jeres gaver og velsignelser med andre …
Enhver uselvisk, venlig handling og tjeneste øger jeres åndelighed. Gud bruger jer til at velsigne andre. Jeres fortsatte åndelige vækst og evige fremgang er meget forbundet med jeres forhold – hvordan I behandler andre. Elsker I virkelig andre og bliver en velsignelse i deres liv? Er målet for graden af jeres omvendelse ikke, hvordan I behandler andre? Den person, der kun udfører det i Kirken, som kun angår ham selv, vil aldrig nå målet, nemlig at blive fuldkommen. Tjeneste er det evangeliet og et liv i ophøjelse handler om« (se Liahona, maj 2005, s. 91).
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum hjalp os til at forstå at udover, hvilken tjeneste vi yder, er årsagen til, hvorfor vi yder den, meget vigtig:
»Det sidste motiv … er efter min mening den største grund af dem alle. Det er med hensyn til tjenestegerninger, hvad skriften kalder ›en endnu ypperligere vej‹ (1 Kor 12:31) …
Dersom vores tjeneste skal være effektiv, må den ledsages af kærlighed til Gud og hans børn« (se Den danske Stjerne, mar. 1985, s. 11).
Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at vi bør bruge alle vore dage til at stræbe efter det evige liv, som en måde at vise taknemlighed på for den gæld, som Jesus Kristus betalte på vore vegne:
»Hvordan kan vi nogen sinde tilbagebetale den gæld, vi har til Frelseren? Han betalte en gæld, han ikke skyldte, for at befri os fra en gæld, vi aldrig selv kan betale. Takket være ham skal vi leve evigt. Takket være hans altomfattende forsoning kan vore synder blive borttaget, hvorved vi kan opleve den største af alle Guds gaver: Evigt liv (se L&P 14:7).
Kan en sådan gave have en pris? Kan vi nogen sinde godtgøre en sådan gave? I Mormons Bog siger kong Benjamin til os: ›Hvis I ville give al den tak og pris, som hele jeres sjæl evner at besidde … [og] tjene ham af hele jeres sjæl, ville I alligevel være unyttige tjenere‹ (Mosi 2:20-21)« (se Liahona, maj 2004, s. 43).
En af de bedste måder, hvorved vi hver især kan vise taknemlighed for vor himmelske Fader og Jesus Kristus på, er ved at holde befalingerne. Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) sagde:
»Vi er yderst utaknemmelige over for vor Fader og hans elskede Søn, når vi er uvillige til i al ydmyghed, med ›et sønderknust hjerte og en angergiven ånd‹ at holde hans bud. Overtrædelse af et hvilket som helst guddommeligt bud er en yderst utaknemmelig handling, når man tager alt dét i betragtning, som Frelserens forsoning har tilvejebragt for os.
Vi vil aldrig kunne betale den gæld. Vores hjerte burde være fyldt til overflod med kærlighed og lydighed for hans store barmhjertighed. For alt, hvad han har gjort for os, må vi aldrig svigte ham. Han købte os med en pris, og den pris var hans store lidelse og udgydelsen af hans blod som offer på korset.
Nu har han bedt os om at holde budene. Han siger, at de ikke er vanskelige, men der er så mange af os, som ikke er villige til at gøre det. Nu taler jeg om jordens befolkning i almindelighed. Vi er ikke villige til det; det er sandelig utaknemmelighed. Vi er utaknemmelige.
Hvert eneste medlem af denne kirke, der overtræder sabbatsdagen, som ikke er ærlig i sin tiendebetaling, som ikke vil holde visdomsordet, som med vilje overtræder et hvilket som helst af de andre bud, Herren har givet os, er utaknemmelig over for Guds Søn, og når man er utaknemmelig over for Guds Søn, så er man også utaknemmelig over for Faderen, som sendte ham« (Lærdomme om frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 1:122).
Mosija 2:25. Jeres legeme »tilhører ham, som skabte jer«
Mosija 2:25 er Herrens svar til dem, som hævder: »Det er min krop, og jeg kan gøre, hvad jeg vil med den.« Kong Benjamin pointerede, at vores legeme tilhører Gud i overensstemmelse med Paulus‹ belæringer, da han sagde: »For I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme« (1 Kor 6:20).
Når en person ved, hvad der er rigtigt og ikke gør det, vil vedkommende ikke alene overtræde den pågældende lov, men vil anbringe sig i en tilstand af oprør mod Gud – i sig selv en alvorlig forseelse. Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) kom med denne enkle illustration af et sådant oprør: »Jeg husker en biskop, som fortalte mig om en kvinde, der kom for at få en tempelanbefaling. Da hun blev spurgt, om hun overholdt visdomsordet, sagde hun, at hun af og til drak en kop kaffe. Hun sagde: »Men biskop, du vil da ikke lade det forhindre mig i at besøge templet, vil du?« Hvortil han svarede: ›Søster, du vil da helt sikkert ikke lade en kop kaffe stå mellem dig og Herrens hus‹« (se Stjernen, juli 1990, s. 46).
Af alle profeterne i Mormons Bog er kong Benjamin den eneste, der bruger udtrykket den almægtige, hvilket ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede på denne måde: »Kristus er Herren, den Almægtige (Mosi 3:5, 17-18, 21; 5:2, 15; Åb 19:6) hvilket betyder, at altings Herre har al magt« (Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 452).
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum omtalte Jesu Kristi smertelige lidelse som »forsoningens forfærdelige matematik.«
»Forestil jer Jahve, Skaberen af denne og andre verdener, blive ›forbavset‹! Jesus vidste af erkendelse, hvad han skulle gøre, men ikke af erfaring. Han havde aldrig personligt oplevet den stærke og krævende proces, som en forsoning er. Da lidelserne var på sit højeste, var det derfor meget, meget værre, end han med sin uendelige intellektuelle viden nogen sinde havde forestillet sig! Der er derfor ikke noget at sige til, at en engel viste sig for at styrke ham! (Se Luk 22:43).
Den samlede vægt af alle jordiske synder – fortidige, nutidige og fremtidige – tyngede denne fuldkomne, syndfri og følsomme sjæl. Alle vore skavanker og sygdomme var på en eller anden måde også en del af forsoningens forfærdelige matematik (se Alma 7:11-12; Es 53:3-5; Matt 8:17). Den plagede Jesus bad ikke blot Faderen om at den time og det bæger måtte gå ham forbi, men han kom også med dette relevante citat. ›Han sagde: ›Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig‹‹ (Mark 14:35-36).
Havde Jesus ikke, som Jahve, sagt til Abraham: ›Intet er umuligt for Herren?‹ (1 Mos 18:14). Havde hans engel ikke fortalt den forundrede Maria: ›Thi intet er umuligt for Gud‹? (Luk 1:37; se også Matt 19:28; Mark 10:27; Luk 18:27).
Jesu anmodning var ikke skuespil!
Håbede han i denne ekstremt svære situation på at en vædder fra buskadset kom ham til undsætning? Jeg ved det ikke. Hans lidelser – som var uhyrlighed ganget med uendelighed – gjorde, at han senere på korset fra bunden af sin sjæl råbte, og det var den forladtes råb (se Matt 27:46).
Selv her bevarede Jesus denne guddommelige lydighed, som han også udviste i Getsemane: ›Dog, ikke som jeg vil, men som du vil‹ (Matt 26:39)« (se Den danske Stjerne, aprilkonferencen 1985, s. 63-66).
En kommentator skrev, at Frelserens lidelser var den totale vægt af konsekvensen af faldet: »Jesus Kristus vidste, at den frygtelige time for hans fuldstændige ydmygelse var kommet – at der fra det øjeblik og indtil ytringen af hans sidste råb, hvor han opgav ånden, ikke var andet på jorden for ham end uendelig fysisk smerte og mental kval. Alt hvad menneskesjælens hylster kan tåle af smerte blev læsset på hans krympende legeme; enhver lidelse, der hjerteløst og knusende forhånende kan påføres vejede tungt på hans sjæl; og i denne pinsel af legemet og plage af sjælen skulle endog hans guddommelige ånds ophøjede og lysende afklarethed lide en kort, men frygtelig formørkelse. Smerte i sit skarpeste stik, skam i sin mest overvældende brutalitet, hele byrden af menneskehedens synder og hemmeligheder i dens frafald og fald – det var det, han nu måtte bære i al dens mest uforklarlige ophobning« (F. W. Farrar, The Life of Christ, London: Cassell and Co., 1874, s. 622-623; citeret i Bruce R. McConkies bog, The Mortal Messiah, 1981, s. 126).
Mosija 3:17. »Der skal ikke gives noget andet navn«
Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har vidnet om, at frelse kommer gennem Jesus Kristus: »Vi bærer, som hans behørigt ordinerede apostle vidnesbyrd om, at Jesus er den levende Kristus, Guds udødelige Søn. Han er den store kong Immanuel, som i dag står ved sin Faders højre hånd. Han er verdens lys og liv og håb. Hans vej er den sti, der fører til glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden« (»Den levende Kristus. Apostlenes vidnesbyrd«, (Liahona, apr. 2000, s. 3).
Udtrykket naturlige eller af natur bruges almindeligvis til at beskrive en nedarvet del af vores væsen, noget som vi er født med. I skriften betyder naturlige dog falden eller syndig. Selvom alle mennesker bliver født uskyldige (se L&P 93:38), kommer alle gennem Adams fald ind i en falden verden og en tilstand af åndelig død (se Alma 42:9), forstødt fra Guds nærhed. Idet de kender til godt og ondt (se Moses 4:11; 5:11) og lever i denne ufuldkomne tilstand, synder alle mennesker (se Rom 3:23; 1 Joh 1:8, 10) og oplever deraf deres eget »fald« (se Moses 6:49, 55). Med andre ord er det gennem overtrædelse af Guds love, at man bliver et naturligt menneske (se Alma 42:10, 12; L&P 20:20). Således er det naturlige menneske en fjende af Gud (se Mosi 3:19) medmindre det ved at efterleve Guds befalinger bliver renset gennem forsoningen (se Mosi 3:11-12, 19).
Kong Benjamin forklarede at for at aflægge det naturlige menneske, må vi give efter for den hellige Ånds tilskyndelser (se Mosi 3:19). I en konferencetale talte ældste Neal A. Maxwell om, hvordan vi kan gøre dette: »Personlig retskaffenhed, gudsdyrkelse, bøn og studium af skriften er altafgørende for at ›[aflægge] det naturlige menneske‹ (Mosi 3:19)« (se Liahona, jan. 2001, s. 44).
Ved en tidligere lejlighed kom ældste Maxwell med endnu et råd tillige med en advarsel om at aflægge det naturlige menneske: »Der er især brug for håb i den nærkamp, der er nødvendig for at aflægge det naturlige menneske (se Mosi 3:19). At opgive Gud og sig selv udgør samtidig en overgivelse til det naturlige menneske« (se Stjernen, jan. 1995, s. 33).
I en tale om, hvad det vil sige at være en hellig, citerede ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum denne definition og gav eksempler på ting, vi må lægge afstand til:
»Ordet helligpå græsk betyder ›indsættes, adskilt [og] hellig‹ (i Daniel H. Ludlow, ed., Encyclopedia of Mormonism, 5 vol., 1992, 3:1249). Hvis vi i vore dage skal være hellige, må vi adskille os selv fra dårlig opførsel og destruktiv stræben, som er så fremherskende i verden.
Vi bliver bombarderet med visuelle billeder af vold og umoral. Upassende musik og pornografi tolereres i stigende grad. Brugen af stoffer og alkohol er fremherskende. Der lægges mindre vægt på ærlighed og fast karakter. Der kræves personlige rettigheder, men pligter, ansvar og forpligtelser negligeres. Samtaler er blevet mere rå, og der er en stigende eksponering af det, som er lavt og vulgært. Modstanderen har været ufravigelig i sine anstrengelser for at underminere lykkens plan. Hvis vi lægger afstand til denne verdslige opførsel, vil vi have Ånden i vores liv og opleve glæden ved at være værdige sidste dages hellige« (se Liahona, nov. 2003, s. 95).
Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab belærte om, hvordan det, at vi »bliver som et barn« (Mosi 3:19) fører til åndelig sikkerhed:
»Kong Benjamin gør det klart for os, hvordan vi kan … ændre vores natur gennem Jesu Kristi forsoning. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan bygge på den sikre grundvold og stå fast i retfærdighed under fristelsens storme.
Kong Benjamin beskriver denne forandring med en smuk sammenligning, som er blevet brugt af profeter i århundreder og af Herren selv. Det er denne: at vi kan, og at vi skal blive som et barn – et lille barn.
For nogle vil det ikke være let at forstå eller acceptere. De fleste af os ønsker at være stærke. Vi ser måske det at være som et barn som værende svag …
Men kong Benjamin, der i lige så høj grad som andre dødelige forstod, hvad det ville sige at være stærk og modig, gør det klart, at det at være som et barn ikke er at være barnlig. Det er at være som Frelseren, som bad til sin Fader om styrke til at være i stand til at gøre hans vilje, og derpå gjorde det. Vores natur må ændres og blive som et barns for at opnå den styrke, som vi må have for at være i sikkerhed i tider med moralske farer …
Vi er sikre på den klippe, som er Frelseren, når vi har givet efter i tro på ham og har fulgt Helligåndens vejledning om at holde budene længe nok og trofast nok til at forsoningens kraft har forandret vores hjerte. Når vi som følge af den oplevelse er blevet som et barn i vores evne til at elske og adlyde, er vi på den sikre grundvold.
Af kong Benjamin lærer vi, hvad vi kan gøre for at komme til det sikre sted. Men husk: Det vi gør, er midlet og ikke målet, vi søger. Det vi gør, tillader Jesu Kristi forsoning at ændre os til det, vi må blive. Vores tro på Jesus Kristus får os til at omvende os og holde hans befalinger. Vi adlyder, og vi modstår fristelse ved at følge Helligåndens tilskyndelser. Med tiden ændres vores natur. Vi bliver som et lille barn, lydige mod Gud og mere kærlige. Denne forandring vil, hvis vi gør alt, hvad vi kan for at bevare den, kvalificere os til at få de gaver, som kommer gennem Helligånden. Så vil vi være i sikkerhed på den eneste sikre klippe« (se Liahona, maj 2006, s. 15-16).
Overvej
På hvilke måder har det at tjene andre draget dig nærmere Gud?
Hvordan hjælper forsoningen dig til at overvinde det naturlige menneske? Hvorfor er det kun gennem Kristi forsoning, at man kan blive en hellig? (se Mosi 3:19).
Mosija 1:5-6 forklarer, hvorfor det at have skrifterne »for [deres] øjne« afholdt nefitterne fra at synke hen i vantro. Hvorfor er det vigtigt for dig at gøre studium af skriften til en daglig vane?
Forslag til opgaver
Kong Benjamin forklarede, hvordan vi, når vi er blevet undervist i Guds ord, »ikke mere findes ulastelige i Guds øjne« (Mosi 3:22). Skriv et svar på følgende argument: Hvis det at høre Guds ord gør os mere ansvarlige, hvorfor er det så en fordel at studere evangeliet og lære mere? (se L&P 130:18-19; 131:6). Find og lav en liste over mindst tre skriftsteder, som beskriver velsignelserne ved at studere evangeliet.
Lav ud fra Mosija 3, en oversigt, der viser og forklarer Frelserens mission på jorden og livet herefter.