4 Nefi

Indledning

Fjerde Nefi dækker de 200 års fred og harmoni, som fulgte Jesu Kristi besøg i Amerika. Folket var alle »omvendt til Herren« (4 Ne 1:2), og det resulterede i et samfund, som folk til alle tider har drømt om. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt følgende om tiden efter Kristi besøg: »Hans majestætiske belæringer og forædlende ånd førte til den lykkeligste tid af alle, en tid hvor der ›ingen stridigheder og mundhuggerier [var] blandt dem, og enhver handlede retfærdigt, den ene med den anden. Og de havde alt fælles blandt sig, derfor var der ikke fattige og rige, trælle og frie, men de blev alle gjort frie og delagtige i den himmelske gave‹ (4 Ne 1:2-3). Denne lykkelige tilstand blev, tror jeg, kun opnået ved en anden lejlighed, som vi kender til – nemlig Enoks stad, hvor ›de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed; og der var ingen fattige blandt dem‹ (Moses 7:18)« (se Stjernen, juli 1996, s. 32).

Tragisk nok afslører anden halvdel af 4 Nefi, hvordan et retskaffent og lykkeligt folk tillader stolthed og apostasi at komme ind i deres liv og med tiden føre til hele samfundets undergang. Når du studerer 4 Nefi, så prøv at forstå, hvad der dels førte til lykke for det nefitiske folk, og endvidere hvad der førte til elendighed og udslettelse af deres samfund.

Kommentar

4 Nefi 1:2. »Alle mennesker … blev omvendt til Herren«

Præsident Marion G. Romney (1897-1988) fra Det Første Præsidentskab kom med følgende indblik i hvad sand omvendelse indebærer:

»Omvendelse betyder at gå fra en tro eller kurs til en anden. Omvendelse betyder en åndelig og moralsk forandring … som ordet anvendes i skriften betyder omvendelse ikke blot en mental anerkendelse af Jesus og hans lærdomme, men også en motiverende tro på ham og på hans evangelium – en tro, som fremkalder en forvandling, en virkelig ændring i ens forståelse af livets mening og loyalitet mod Gud – i interesser, i tanker og i adfærd …

Hos en person, der er fuldstændig omvendt, er ønsker om de ting, der er uforenelige med Jesu Kristi evangelium, døde. Som erstatning er der kærlighed til Gud med en fast og fremherskende beslutning om at holde hans befalinger …

… Det virker som om, at medlemskab af Kirken og omvendelse ikke nødvendigvis er synonyme. At være omvendt og have et vidnesbyrd er heller ikke nødvendigvis det samme. Et vidnesbyrd kommer, når Helligånden vidner om sandheden for en oprigtigt søgende. Et gribende vidnesbyrd giver troen liv, det vil sige, at det fører til omvendelse og lydighed mod befalingerne. Omvendelse er på den anden side frugten af eller belønningen for omvendelse og lydighed« (Conference Report, okt. 1963, s. 24).

4 Nefi 1:2. »Der var ingen stridigheder og mundhuggerier blandt dem«

Omkring den måde, som Kirkens medlemmer bør omgås hinanden på, har Herren åbenbaret: »Idet enhver stræber efter at tilgodese sin næste og gøre alt alene med Guds ære for øje« (L&P 82:19).
Hvad ville det kræve i dagens verden at opbygge et samfund, hvor der ikke var nogen stridigheder eller mundhuggerier? Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) forklarede, hvordan man kan opnå dette mål:

»For det første må vi udrydde enhver personlig tendens til selviskhed, som besnærer sjælen, skrumper hjertet og formørker sindet …

For det andet må vi samarbejde i fuldstændig harmoni med hinanden …

For det tredje må vi lægge alt det fornødne på alteret og ofre det, som Herren kræver. Vi begynder med at ofre ›et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd‹ (3 Ne 9:20)« (se Den danske Stjerne, okt. 1978, s.136-138).

4 Nefi 1:1-4, 16-17

Lav en liste over de egenskaber, der kendetegner et omvendt folk.

4 Nefi 1:2. »Enhver handlede retfærdigt«

Ældste Sheldon F. Child fra De Halvfjerds forklarede, hvad det betyder at handle »retfærdigt, den ene med den anden«, da han talte om ærlighed og retskaffenhed:

»Når vi siger, at vi vil gøre noget, så gør vi det.

Når vi har en forpligtigelse, så ærer vi den.

Når vi modtager en kaldelse, så passer vi den.

Når vi låner noget, så afleverer vi det tilbage.

Når vi har en økonomisk forpligtelse, så betaler vi.

Når vi indgår en aftale, så holder vi den« (se Stjernen, juli 1997, s. 28).
Præsident N. Eldon Tanner (1898-1982) fra Det Første Præsidentskab illustrerede vigtigheden af at behandle hinanden retfærdigt:

»En ung mand kom til mig for ikke så længe siden og sagde: ›Jeg indgik en aftale med en mand, hvilket kræver, at jeg skal betale et bestemt beløb hvert år. Jeg er bagud med betalingerne, og jeg kan ikke betale, for hvis jeg gør det, mister jeg mit hjem. Hvad skal jeg gøre?

Jeg så på ham og sagde: ›Hold din aftale.‹

›Selv om det kommer til at koste mig mit hjem?‹

Jeg sagde: ›Jeg taler ikke om dit hjem. Jeg taler om din aftale, og jeg tror, at din hustru hellere vil have en mand, som holder sit ord og lever op til sine forpligtelser … og som er nødt til at leje en bolig, end hun vil have et hjem med en mand, som ikke holder sine pagter og løfter« (Conference Report, okt. 1966, s. 99).

4 Nefi 1:3. »De havde alt fælles blandt sig«

Et af de ting, der kendetegnede det nefitiske folk, var, at »de havde alt fælles blandt sig« (4 Ne 1:3). Præsident Marion G. Romney beskrev, hvad dette betyder, og hvordan det virkede i praksis:

»Denne fremgangsmåde (den forenede orden) bevarede det enkelte menneskes ret til privatejendom og til at styre sine ejendele … Enhver ejede sin del, som han efter eget ønske kunne afhænde, beholde og drive, eller på anden måde behandle som sin egen …

… Han gav det overskud, han producerede ud over sin egen families behov og ønsker, til kirken. Overskuddet gik ind i et forrådshus, hvorfra forvaltningsret blev givet til andre, og de fattiges behov blev tilgodeset« (Den danske Stjerne, okt. 1977, s. 99).

Præsident Romney forklarede også, hvad der leder folk til at leve på en sådan måde: »Når vi er nået dertil, at vi har ›Kristi rene kærlighed‹, vil vores ønske om at tjene andre være vokset til det punkt, hvor vi fuldt ud kan efterleve indvielsesloven. Efterlevelse af indvielsesloven ophøjer de fattige og gør de rige ydmyge. Ved at gøre dette helliggøres de begge. De fattige, som er frigjorte fra fattigdommens slaveri og ydmygende begrænsninger, bliver frie mennesker, som kan opnå deres fulde potentiale både timeligt og åndeligt. De rige, der indvier og skænker af deres overskud til gavn for de fattige, ikke fordi de er tvunget til det, men fordi de er parate til at gøre det af egen fri vilje, beviser over for deres medmennesker deres kærlighed og barmhjertighed, som af Mormon karakteriseres som ›Kristi rene kærlighed‹ (Moro 7:47). Dette vil bringe både giver og modtager på et fælles stade, hvor Guds ånd kan møde dem« (se Den danske Stjerne, apr. 1982, s. 92).
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan vi forbereder os til at efterleve indvielsesloven: »Tiendeloven bereder os på at efterleve den højere indvielseslov, som er at indvie al vores tid, vore talenter og vore midler til Herren. Indtil den dag, hvor det bliver krævet af os at efterlevere denne højere lov, har vi fået befaling om at efterleve tiendeloven, hvilket er villigt at give en tiendedel af vores årlige indkomst« (se Liahona, nov. 2002, s. 27).

4 Nefi 1:5. Mirakler udvirkes »i Jesu navn«

Præsident Spencer W. Kimball forklarede, at mirakler også er en del af Kirken i dag, såvel som de var tidligere:

»Vi har mirakler i dag – udover, hvad vi kan forestille os! Dersom alle mirakler i vores egen livstid blev optegnet, ville det kræve mange boghylder at rumme de bøger, de ville fylde.

Hvilke slags mirakler har vi? Alle slags – åbenbaringer, syner, tungemålsgaven, helbredelse, særlig vejledning og ledelse, uddrivelse af onde ånder. Hvor er de optegnet? I Kirkens optegnelser, i dagbøger, i avis- og tidsskriftsartikler og i mange menneskers sind og erindringer« (The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 499).

4 Nefi 1:13, 15-16. »Der var ingen strid blandt alle mennesker«

Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev kilden til den store fred, der skildres i 4 Nefi:

»Personlig fred opnås, når man i ydmyg underkastelse virkelig elsker Gud. Læg mærke til dette skriftsted:

›Og det skete, at der ikke var nogen strid i landet på grund af Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte‹ (4 Ne 1:15; fremhævelse tilføjet; se også 1:2).

Kærlighed til Gud bør altså være vores mål. Det er det første bud – grundlaget for vores tro. Når vi udvikler tro på Gud og Kristus, vil kærlighed til familien og næsten følge naturligt. Så vil vi ivrigt efterligne Jesus. Han helbredte. Han trøstede. Han underviste: ›Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn‹ (Matt 5:9; se også 3 Ne 12:9).

Gennem kærlighed til Gud vil den smerte, der skyldes splidens brændende forgiftning, blive slukket i sjælen … Denne helbredelse begynder med et personligt løfte: ›Lad der være fred på jord, og lad det begynde med mig‹ (Sy Miller and Jill Jackson, ›Let There Be Peace on Earth‹, Beverly Hills, Calif.: Jan-Lee Music, 1972). Denne forpligtelse vil dernæst spredes til familie og venner og vil bringe fred til nabolag og nationer.

Undgå stridighed. Søg guddommelighed. Bliv oplyst af evig sandhed. Vær ligesindet med Herren i kærlighed og forenet med ham i tro. ›Så skal Guds fred, som overgår al forstand‹ (Fil 4:7) være jeres, til at velsigne jer og jeres efterkommere igennem kommende generationer« (Stjernen, juli 1989, s. 63).

4 Nefi 1:15-17. Et Zion

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev de forhold, som er beskrevet i 4 Nefi 1:15-17 som et Zion. Dette bør være det vi stræber efter i dag: »Blandt disse fantastiske generationer, som fulgte, efter den opstandne Kristus havde vist sig i Den Nye Verden, var der ›ingen stridigheder og mundhuggerier blandt [folket], og enhver handlede retfærdigt, den ene med den anden‹ (4 Ne 1:2). I Fjerde Nefi står der: ›Visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd‹ (1:16). Vi bør stræbe efter at genvinde den tilstand. Som nutidig åbenbaring lyder: ›Zion må tiltage i skønhed og i hellighed‹ (L&P 82:14)« (se Stjernen, jan. 1987, s. 18). (For yderligere information om Zion i de sidste dage henvises til kommentar til 3 Nefi 20:21-22; 21:23-29 på s. 314).

Tre Zion-samfund

1 Zion før syndfloden
(Enoks stad)
Moses 7:16-19

Adam

(Før syndfloden) Enoks tjeneste

Noa

Abraham

Moses

Tolv Apostle

(Tidernes midte) Jesus Kristus betjener personligt jøderne

2 Nefitternes Zion
(Den nefitiske guldalder)
4 Nefi 1:1-3

Lehi

Tolv nefitiske disciple

Moroni

Jesus Kristus betjener nefitterne personligt

Den nefitiske og lamanitiske historie

Joseph Smith

(Genoprettelsens æra) Forberedelse til Kristi andet komme

3 Zion i de sidste dage
(Det ny Jerusalem)
Moses 7:60-65

Tusindårsriget

Frelserens herlige tusindårige regering

4 Nefi 1:16-17. Der var ingen »form for -itter«

På grund af den store enighed og fred i landet aflagde alle de tidligere grupperinger i Mormons Bog såsom lamanitter og nefitter deres verdslige traditioner og gjorde det til deres højeste prioritet at tage læren til sig om at være »ét; Kristi børn og arvinger til Guds rige« (4 Ne 1:17). Når evangeliet bliver spredt til »alle folkeslag, stammer, tungemål og folk« (Mosi 16:1), vil en af vore udfordringer som kirke være at være »ét« eller at have enighed blandt vore medlemmer. Dette kan være en udfordring, når så mange forskellige racer, kulturer og traditioner bringes sammen.
Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab belærte om, at trods forskellighed i kultur, race eller skikke kan vi udvikle enighed:

»Jeg har lært at beundre, respektere og elske gode mennesker af enhver race, kultur og nation, som jeg har haft privilegiet af at besøge. Ifølge min erfaring er der ingen race eller klasse, der er nogen overlegen, hvad angår åndelighed og trofasthed. De, som er mindre åndeligt anlagte, er de mennesker, som uanset race, kultur eller nationalitet, og som Frelseren fortalte om i lignelsen om sædemanden, ›har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt‹ (Luk 8:14) …

Efterhånden som vi bevæger os ind i flere og flere lande verden over, så vil vi opleve en kulturel diversitet i Kirken. Alligevel kan der alle steder være ›enheden i troen‹ (Ef 4:13). Hver gruppe bringer særlige gaver og talenter med til Herrens bord. Vi kan alle lære meget værdifuldt af hinanden. Men hver af os bør også villigt søge at nyde alle Herren Jesu Kristi evangeliums forenende og frelsende pagter, ordinancer og læresætninger.

I den store mangfoldighed af mennesker, kulturer og omstændigheder erindrer vi, at alle er lige for Gud« (se Stjernen, juli 1995, s. 62).
Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum rådede desuden medlemmer af Kirken til at tilsidesætte enhver tradition med rod i kultur, race eller andet, som strider imod Jesu Kristi lære, fordi disse traditioner underminerer den store plan for lykke:

»Vor himmelske Fader har sørget for, at I blevet født ind i en bestemt slægt, hvorfra I modtager en arv af race, kultur og traditioner. Denne slægt kan give dig en rig arv og stor grund til at glædes. Alligevel har du et ansvar for at afgøre, hvorvidt der er noget i den arv, som må kasseres, fordi den strider imod Herrens plan for lykke.

Jeg vidner om, at du vil bane vejen for lykke og finde mere fred, når du gør troskab over for dit medlemskab af Jesu Kristi Kirke og hans lære til grundvolden i dit liv. Hvis familietraditioner eller nationale traditioner og skikke er i strid med Guds lære, så aflæg dem. Hvis traditioner og skikke harmonerer med hans lære, bør de værnes om og følges, så du kan bevare din kultur og arv. Der findes en arv, som du aldrig vil få brug for at ændre. Det er den arv, der følger af at være vor himmelske Faders datter eller søn. Hvis du vil være lykkelig, så indret dit liv efter denne arv« (se Stjernen, juli 1998, s. 92).

4 Nefi 1:20. Der »begyndte … igen at være lamanitter«

Splittelse er et resultat af uretfærdighed. Følgende kommentar indikerer, at stolthed er begyndelsen på alle sådanne opdelinger og årsagen til, at nogle mennesker »havde rejst sig mod kirken« og tog navnet lamanitter på sig (4 Ne 1:20). »Hvorfor betød det noget for folk, hvad de kaldte sig? Hvorfor var det så vigtigt for dem at kalde sig lamanitter? Hvorfor valgte en gruppe at forsage det ophøjede privilegium af enhed for at betegnes ved dette eller hint navn? Svaret er enkelt: Stolthed. Et ønske om at være anderledes. En higen efter bekræftelse. En frygt for at blive overset. En hang til offentlig opmærksomhed. De retfærdige har intet behov for opmærksomhed, intet ønske om hæder og gør intet krav på anerkendelse. De stolte kræver deres ret, uanset om de har den eller ej. De stolte føler, at de er nødt til at gøre tingene på deres måde, selv når det er en forkert måde. De stolte insisterer på, at de må følge deres egen vej, selv når den vej er vid og bred og fører til undergang« (Joseph Fielding McConkie, Robert L. Millet og Brent L. Top, Doctrinal Commentary on the Book of Mormon, 4 bd., 1987-1992, 4:204-205).

Jerry Thompson, © IRI

4 Nefi 1:24. »Indbildske i stolthed«

Adskillige gange i Mormons Bogs historie går folket gennem et kredsløb af retfærdighed, fremgang, rigdom, stolthed, ondskab, ødelæggelse, ydmyghed og så retfærdighed igen. For yderligere information og et diagram over stolthedens kredsløb henvises til »Kredsløbet mellem retfærdighed og ugudelighed« i tillægget (s. 401).

Henvisning til kommentar til Helaman 3:33-34, 36; 4:12 (s. 255) og kommentar til Helaman 12:5-6 (s. 268).

4 Nefi 1:24-30

Når du studerer disse vers, så find frem til den proces som i sidste ende får folk til at fornægte Kristus.

4 Nefi 1:36. »Sande troende på Kristus«

Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum talte om de karakteristika, der kendetegner dem, som er sande troende på Frelseren:

»Sande troende er fast forankrede i deres syn på Kristus. Trods deres svagheder, er deres åndelighed centreret om Frelseren, så deres syn på alt andet sættes i dette dyrebare perspektiv.

Sande troende udfører med glæde deres pligter i riget. Disse pligter er som regel målbare og ligetil. De omfatter at deltage værdigt i nadveren, kristen tjeneste, studie af skrifterne, bøn, faste, modtage ordinancer, opfylde forpligtelser i familien, betale tiende og offerydelser …

Sande troende er ydmyge. De er ›sagtmodig[e] og ydmyg[e] af hjertet‹ (Moro 7:43) … De tager ikke let anstød. De modsætter sig ikke vejledning …

Sande troende er villige til at gøre, hvad Kristus ønsker … Er vi villige til at lade Herren føre os til yderligere udvikling? Eller viger vi tilbage? De ting, som højner sjælen indebærer uundgåeligt, at vi må anstrenge os.

Sande troende trives harmonisk. De mestrer balancen mellem at være alt for tilfredse og ønsket om en vigtigere rolle …

Sande troende beder inderligt. Deres bønner er oprigtige … De sande troendes bønner er ofte inspirerede.

De sande troende udviser en passende adfærd og gør det af de rigtige årsager. De er så forankrede i deres forhold til Herren, at de gør godt, hvad enten man holder øje med dem eller ej …

Sande troende glæder sig over andres fremgang … De betragter ikke deres kolleger som konkurrenter.

Sande troende husker, at man må glemme for at tilgive. De følger Herrens eksempel: ›Jeg, Herren, husker ikke mere på [deres synder]‹ (L&P 58:42) …

Sande troende er uskyldige hvad angår synd, men de er ikke naive.De er venlige, men oprigtige. De elsker deres medmennesker …

Sande troende er lykkelige. I stedet for at gå omkring med ›sørgmodige miner‹ har Kristi sande troende en disciplineret entusiasme og retskaffen arbejdsmoral. De tager deres livsstil alvorligt, men de er samtidig ved godt mod« (se »Sande troende«, Stjernen, dec. 1994, s. 10-14).

4 Nefi 1:38-39. »De lærte deres børn, at de ikke skulle tro«

Ældste Russell M. Nelson rådede forældre til at undgå at sætte i bås eller på anden måde anspore til, at deres børn udvikler fordomme:

»Da nefitterne var virkelig retskafne, så forsvandt deres tidligere tendens til polarisere sig. ›Og det skete, at der ikke var nogen strid i landet på grund af Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte …‹

Desværre fortsatte den historie ikke ligeså lykkeligt. Denne lykkelige tilstand varede indtil ›en lille del af folket, som havde rejst sig … og påtaget sig navnet lamanitter‹ (4 Ne 1:20), og genoplivede gamle fordomme og atter lærte deres børn at hade ›ligesom lamanitterne fra begyndelsen blev oplært til at hade Nefis børn‹ (4 Ne 1:39). Og således begyndte udskillelsesprocessen forfra igen.

Jeg håber, at vi kan lære denne vigtige lektie og slette alle udskillende navne fra vores ordforråd. Apostlen Paulus belærte om, at det ›ikke [kommer] an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus‹ (Gal 3:28; se også Kol 3:11).

Vor Frelser indbød os til at ›komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde … alle er lige for Gud‹ (2 Ne 26:33)« (se »A More Excellent Hope«, Ensign, feb. 1997, s. 63).

4 Nefi 1:42-46. »Hemmelige eder og sammensværgelser«

For yderligere information om stridigheder og hemmelige gerninger henvises til kommentar til Helaman 1:1-21 (s. 253) og til Helaman 1-2 (s. 253).

4 Nefi 1:46. Ingen udover Jesu Kristi disciple var retfærdige

Efter at have læst 4 Nefi 1:46 kan man godt få indtrykket af, at Jesu Kristi 12 disciple og de tre nefitter var de eneste retskafne mennesker blandt nefitterne. Men Mormon kom dog med en vigtig tydeliggørelse af dette punkt i Alma 45:13-14. Ifølge disse vers i slutningen af Mormons Bog blev »Kristi fredsommelige tilhængere« (Moro 7:3) også omtalt som Jesu disciple.

Overvej

Hvordan ville dit liv være anderledes, hvis du levede i et samfund, der svarede til det, der er beskrevet i første halvdel af 4 Nefi? Hvordan kan du bidrage til at skabe den samme slags harmoni og fred i din familie og dit hjem?
I anden halvdel af 4 Nefi falder folket ned i to faldgruber, som fører til undergang. For det første, stolthed (4 Ne 1:24-43; se også 3 Ne 6:28-29), og for det andet, hemmelige sammensværgelser (4 Ne 1:42-46; se også 3 Ne 6:28-29). Dette mønster gentager sig i Eters Bog (stolthed i Eter 11:12-14 og hemmelige sammensværgelser i Eter 13:15). Hvordan kan du undgå at begå de samme fejl, som nefitterne begik efter 200 års fred og fremgang?

Forslag til opgaver

Strid og vigtigheden af at udrydde den fremhæves i 4 Nefi. Find nogle kilder til strid, der forekommer i dit eget liv, og læg så en strategi for, hvordan du kan udrydde eller minimere strid i dit liv.