Mosija 4-8

Indledning

Det at nefitterne lyttede til kong Benjamin fik dem til at indse deres behov for forsoningens forløsende kraft. Som resultat deraf bad de om tilgivelse, modtog fred i sindet og påtog sig Kristi navn. Ligesom disse nefitter kan vi også opleve en ændring af hjertet og leve på en måde, der gør, at vi »altid [kan] fryde [os] og være fyldt af Guds kærlighed og altid blive ved med at have forladelse for [vore] synder.« Kong Benjamins tale instruerer os i, hvordan vi skal »vokse i kundskab om hans herlighed, han som har skabt [os]« (Mosi 4:12) gennem tro, omvendelse og indgå og holde pagter.

Kommentar

Mosija 4:1-2, 5, 11. »Ringere end jordens støv«

Kong Benjamins folk så sig selv som »ringere end jordens støv.« Dette beskrev det faktum, at endog jordens støv er lydig mod Guds befalinger (se Hel 12:7-8), men de havde som Guds børn ikke altid været lydige mod hans befalinger. De erkendte deres dybe afhængighed af Gud – at man må sætte sin lid til Gud i alle ting: Livet og livsånde, føden og evnen til at fremskaffe den, sundhed og styrke, frelse og evigt liv. Uden Gud og forsoningen er mennesket vitterligt ingenting. Ydmyghed kommer af at indse vores afhængighed af Herren. Nøglen til vores storhed er at huske, at vi intet er uden Kristus og hans forsoning. Hvis der ingen forsoning var, ville vi, som Jakob belærte om, aldrig leve igen, og vi ville være blevet »engle for Djævelen« (se 2 Ne 9:7-9).

Mosija 4:2-3. Anvendelse af »Kristi forsonende blod«

Kong Benjamins folk anerkendte deres behov for en kraft, der lå ud over deres egen for at overvinde deres syndige tilstand. De bad om nåde og bad vor himmelske Fader om at »anvend[e] Kristi forsonende blod« (Mosija 4:2), så de kunne opnå tilgivelse for deres synder. Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan forsoningen kan kompensere for vore fejl:

»Vi begår alle fejl. Til tider skader vi os selv og skader andre alvorligt på måder, som vi alene ikke kan reparere. Vi slår ting i stykker, som vi ikke kan reparere alene. Det er så vores natur at føle skyld og ydmygelse og lidelse, som vi ikke kan helbrede alene. Det er der forsoningens helbredende kraft kan hjælpe …

Hvis Kristus ikke havde udvirket sin forsoning, ville straffen for fejl blive føjet til den ene efter den anden. Livet ville være håbløst. Men han led villigt, for at vi kunne blive forløst …

Vi kan endog opnå ›forladelse for [vore] synder‹ (Mosi 4:12). Dåb ved nedsænkning er til syndernes forladelse. Den pagt kan blive fornyet ved at deltage i nadveren hver uge (se L&P 27:2).

Forsoningen har praktisk og personlig værdi i dagligdagen; anvend den i jeres tilværelse. Den kan aktiveres ved så enkel en begyndelse som bøn. I vil herefter ikke være fritaget for bekymringer og fejltrin, men I kan blive skylden kvit gennem omvendelse og have fred« (se Liahona, juli 2001, s. 27).

Mosija 4:3. »Fred med samvittigheden«

Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum vidnede om den samvittighedsfred, der kommer som følge af oprigtig omvendelse og retskaffen levevis:

»Gud ønsker, at hans børn skal nyde den vidunderlige velsignelse, som fred med samvittigheden er (se Mosi 4:2-3). En rolig samvittighed åbner for fred fra smerte, sorg, skyld, skam og selvbebrejdelse. Den tilvejebringer et grundlag for lykke …

I kan genfinde fred med samvittigheden ved at omvende jer fra personlig overtrædelse, som kan forårsage en indre uro …

En lov, som er brudt ved synd eller overtrædelse, skaber smerte i sind og hjerte fra en såret samvittighed. Da vor himmelske Fader vidste, at alle hans åndelige børn, undtagen hans enbårne, Jesus Kristus, ubevidst eller bevist ville bryde hans love, tilvejebragte han et middel, hvorved vi kan korrigere konsekvenserne af sådanne gerninger. Uanset om bruddet er stort eller småt er løsningen den samme: Fuld omvendelse ved tro på Jesus Kristus og hans forsoning med lydighed mod hans befalinger« (Liahona, nov. 2004, s. 15-16).
Præsident Boyd K. Packer formanede dem, som søger fred med samvittigheden til at holde ud i omvendelse, indtil de opnår tilgivelse:

»Evangeliet lærer os, at vi kan opnå lindring fra pine og skyldfølelse ved omvendelse. Undtagen nogle få, som falder fra efter at have kendt til en fylde, er der ingen vane, ingen afhængighed, intet oprør, ingen overtrædelse, ingen forseelse, der er undtaget løftet om total tilgivelse …

Tilgivelsens morgen gryer måske ikke på en gang. Giv ikke op første gang, du fejler. Ofte er den sværeste del af omvendelse at tilgive sig selv. Mismod er en del af den prøve. Giv ikke op. Den strålende morgen vil gry.

›Og Guds fred, som overgår al forstand‹, vil komme tilbage i jeres liv igen (Fil 4:7). Så vil I, som han, ikke længere huske jeres synder. Hvordan kan I vide det? Tro mig, I vil vide det! (se Mosi 4:1-3)« (se Stjernen, jan. 1996, s. 19-21).

Mosija 4:4-8. Kom til kundskab om forsoningen

Præsident James E. Faust (1920-2007) fra De Tolv Apostles Kvorum vidnede om behovet for, at enhver sidste dages hellige studerer og accepterer forsoningen:

»Mine elskede brødre og søstre og venner. Ydmygt står jeg op på denne talerstol her til morgen, fordi jeg ønsker at tale om den største begivenhed i hele historien. Denne enestående begivenhed var vor Herre og Frelser, Jesu Kristi forsoning. Det var den mest altoverskyggende gerning, der nogen sinde har fundet sted, og alligevel er det også den vanskeligste at forstå.

Mit motiv for ønsket om at lære alt, hvad jeg kan om forsoningen er delvis selvisk: Vores frelse afhænger af, at vi tror på og accepterer forsoningen (se Mosi 4:6-7). Sådan en accept kræver en fortsat indsats for at forstå den til fulde. Forsoningen fremmer vores jordiske læreproces, så det bliver muligt for vores naturlige jeg at blive fuldkommen (se Moro 10:32). Vi har alle syndet og har behov for at omvende os for at betale vores del af gælden. Når vi oprigtigt omvender os, betaler Frelserens uforlignelige forsoning resten af denne gæld (se 2 Ne 25:23)« (se Liahona, jan. 2002, s. 19).

Mosija 4:12. »Have forladelse for jeres synder«

Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum kom med følgende råd til os om ofte og regelmæssigt at omvende os for at få forladelse for vore synder: »Kong Benjamin lagde stor vægt på, at vi opnår forladelse for vore synder (se Mosi 4:26). Vi tænker ikke meget over dette begreb i kirken. Det burde vi gøre i langt større grad. Fastholdelse afhænger tydeligt af regelmæssigheden af vores omvendelse. I kirken bekymrer vi os med rette om fastholdelse af nye medlemmer, men at holde fast i forladelsen for vore synder bør være årsag til dybere bekymring« (»King Benjamin’s Sermon: A Manual for Discipleship«, i John W. Welch and Stephen D. Ricks, eds., King Benjamin’s Speech: »That Ye May Learn Wisdom«, 1998, s. 16).

Mosija 4:14-15. Opfostring af retskafne børn

Kong Benjamin belærte om vigtighed af familien og behovet for retskafne forældre. Profeter i vor tid har også vidnet om, at Herren byder sine trofaste disciple at opfostre deres børn i retskaffenhed og lære dem evangeliets principper: »Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger« (»Familien: En proklamation til verden«, Stjernen, jan. 1996, 101).
Som et nutidigt vidne om forældres ansvar for at undervise deres børn har ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum fremhævet forskellige skriftsteder, som kan hjælpe forældre til at forstå deres ansvar: »Skrifterne instruerer forældre i at undervise i tro på Jesus Kristus, omvendelse, dåb og Helligåndsgaven (se Moro 8:10). Forældre skal undervise i frelsesplanen (se Moses 6:58-62) og betydningen af at leve i fuldstændig harmoni med Guds bud (se 3 Mos 10:11; 5 Mos 6:7; Mosi 4:14). Ellers vil deres børn lide under uvidenhed om Guds forløsende og frigørende lov (se 2 Ne 2:26). Forældre bør også gennem deres eksempel vise, hvordan man helliger sit liv – ved at anvende sin tid, talenter, tiende og midler (se Mosi 4:21-26; 18:27; Alma 1:27) til at opbygge Kirken og Guds rige på jorden (se JSO, Matt 6:38). En sådan levevis vil bogstaveligt talt velsigne deres efterkommere« (se Liahona, jan. 2002, s. 82).

Mosija 4:16-25. Bistå den fattige

Kong Benjamin mindede os om, at vi alle er betlere for Gud, og at vi bør vise nåde mod andre, hvis vi vil gøre os håb om at blive vist nåde. På samme vis rådgav præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) os til at se på andre med medfølelse:

»Lad os være mere barmhjertige. Lad os blive arrogancen, indbildskheden og egoismen i vores liv kvit. Lad os være mere barmhjertige, blide, fyldt med overbærenhed og tålmodighed og større grad af respekt for hinanden. Ved at gøre dette, vil vores eksempel anspore andre til at være mere barmhjertige, og vi vil få større krav på Guds nåde, som i sin kærlighed vil være gavmild mod os.

›For se, er vi ikke alle tiggere? … ‹ (Mosi 4:19).

Således talte kong Benjamin. Til dette føjer jeg, at Mesterens kraft står fast og hans ord er sikkert. Han vil holde sit løfte til dem, der er barmhjertige. ›Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed‹ (Matt 5:7).

Jeg er overbevist om, at vi alle vil opleve et tidspunkt, hvor vi, om det er på grund af sygdom eller svagelighed, fattigdom og nød, undertrykkelse fra menneskers eller naturens side, vil ønske barmhjertighed. Og hvis vi gennem livet har vist andre barmhjertighed, vil vi selv blive vist den« (se Stjernen, juli 1990, s. 62).

Mosija 4:27. »Det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til«

Ældste Neal A. Maxwell har påpeget, at eftersom vores tid og energi er begrænset, må vi fokusere på det, som er vigtigst:

»Når vi løber stærkere end vi kan, bliver vi både ineffektive og trætte …

På mit kontor har jeg en vis og nyttig påmindelse af Anne Morrow Lindbergh omkring en af livets realiteter. Hun skrev: ›Jeg kan ikke udrette alt det, jeg gerne vil for alle de mennesker, jeg gerne vil hjælpe.‹ Det er et godt råd til os alle, ikke som undskyldning for at undvige vores pligt, men som en vis pointe om tempo og behovet for kvalitet i vore relationer« (Deposition of a Disciple, 1976, s. 58).

Mosija 4:30

Hvad skal vi vogte os for at gøre for at undgå fortabelse?

Mosija 5:2. »En mægtig forandring i os«

Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede den proces ved hvilken vi oplever en ændring af hjertet: »Når vi modtager et vidnesbyrd fra Ånden, bliver vores vidnesbyrd styrket ved studium, bøn og efterlevelse af evangeliet. Vores voksende vidnesbyrd giver forøget tro på Jesus Kristus og hans plan for lykke. Vi motiveres til at omvende os og adlyde befalingerne, hvilket med en mægtig forandring i hjertet leder os til vores omvendelse. Og vores omvendelse medbringer guddommelig tilgivelse, helbredelse, glæde og et stærkt ønske om at vidne for andre« (se Liahona, nov. 2003, s. 30).

Mosija 5:7-8. At blive Kristi børn

Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) forklarede, hvordan vi kan betragte Jesus Kristus som vores Fader:

»Dersom vi taler om Jesus Kristus som værende vor Fader, tager vi ikke fejl, fordi rent åndeligt, har han avlet os. Der er ingen tvivl om det – han forenede ånd og legeme og tilvejebragte opstandelse for enhver levende skabning. Vi begår ikke nogen fejl ved at tale om Frelseren som vor Gud, som vor Fader, og også som Guds Søn, fordi han fik al myndighed. Jesus sagde, at Faderen havde overdraget ham al myndighed, og sådan bliver han en Fader for os. Ydermere avlede han os åndeligt gennem opstandelsen …

Vi er hans sønner og døtre. Han er Fader til os, fordi han avlede os og reddede os fra døden og forenede ånd og legeme. Er en fader ikke netop en, der giver liv?« (»The Fatherhood of Christ«, ikke udgivet tale til seminar og institutpersonalet, Brigham Young University, 17. juli 1962, s. 5-6).

Se kommentar til Mosija 15:1-7 (s. 145).

Mosija 5:8-10. Påtage os hans navn

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum uddybede betydningen af at påtage sig Jesu Kristi navn:

»Vi påtager os Kristi navn, når vi bliver døbt i hans navn, når vi tilhører Kirken og erklærer vores tro på ham, og når vi arbejder i hans rige.

Der er også andre betydninger, dybere betydninger som mere modne medlemmer af Kirken bør forstå og granske, når de deltager i nadveren.

Det er væsentlig, at vi, når vi deltager i nadveren, ikke vidner om, at vi påtager os Jesu Kristi navn. Vi vidner om, at vi er villige til at gøre det (se L&P 20:77). Det faktum, at vi kun vidner om vores villighed antyder, at noget andet må finde sted, inden vi rent faktisk påtager os det hellige navn i sin væsentligste betydning …

Villighed til at påtage os Jesu Kristi navn kan derfor udlægges som en villighed til at påtage os Jesu Kristi myndighed. I henhold til denne udlægning vidner vi gennem vores deltagelse i nadveren om vores villighed til at deltage i templets hellige ordinancer og modtage de højeste velsignelser gennem Frelserens navn og myndighed, når han vælger at tildele os den.

Og endelig bekræfter vi, ved vores villighed til at påtage os Jesu Kristi navn, vores forpligtelse til at gøre alt, hvad vi kan for at blive talt blandt dem, som han vil udvælge til at stå ved sin højre side og kalde ved sit navn på den yderste dag. I denne hellige betydning vil vi, når vi vidner om, at vi er villige til at påtage os Jesu Kristi navn, erklære os som kandidater til ophøjelse i det celestiale rige. Ophøjelse er evigt liv, ›den største af alle Guds gaver‹ (L&P 14:7)« (se Den danske Stjerne, aprilkonferencen 1985, s. 74-77).

Mosija 5:12. »Kender den røst«

Det at lære at genkende og følge Herrens røst er afgørende for åndelig udvikling. Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at Gud forventer, at vi hører og genkender hans røst i dette liv: »Når min gerning her på jorden er slut, vil det ikke være en tale, jeg holdt, der vil være afgørende i Guds øjne, det der vil være vigtigt for ham vil være, at jeg hørte hans røst og fulgte hans tilskyndelser« (»Respond to the Prompting of the Spirit«, en aften med ældste M. Russell Ballard, 8. jan. 1988, s. 4, www.ldsces.org).

Mosija 5:7-12

Hvad må vi gøre for at blive fundet ved Guds højre hånd?

Mosija 6:4-7. Kong Mosija

Kong Benjamin opkaldte sin søn efter sin far. Vi kan derfor referere til kong Benjamins far som Mosija¹ og til kong Benjamins søn som Mosija². Det var Mosija¹ som af Herren fik befaling om at tage dem, der ville følge ham væk fra Nefis land og ud i ødemarken på grund af nefitternes ugudelighed (se Omni 1:12). Mosijas Bog er dog opkaldt efter Mosija², ham, som førte optegnelsen.

Mosija 7:1-14, 8; 8:7-21. Nefitternes rejser

For at forstå den historiske ramme for Mosija 7-8, kan du have behov for at genopfriske begivenhederne i Omni 1:27-30 og i kapitelresuméerne til Mosija 7-8. Disse referencer omhandler folkets ledere i Zarahemlas land (Mosi¹, kong Benjamin, og Mosija²) såvel som kongerne i Lehi-Nefis land (Zeniff, Noa og Limhi). De omhandler også forskellige gruppers rejser mellem byen Zarahemla og Zeniffs gruppe i Lehi-Nefis land. Studér det medfølgende kort for bedre at forstå disse rejser.

Mosija 8:13. Oversættere

Præsident Joseph Fielding Smith kom med dette historiske overblik over de »oversættere«, som omtales i Mormons Bog:

»Kong Mosija havde ›… to sten, der var fastgjort i de to indfatninger på en bue‹ (Mosi 28:13) som nefitterne kaldte ›oversættere‹ med hvilke han oversatte jereditternes optegnelse (Mosi 28:11-14), og disse gik i arv fra slægtled til slægtled med det formål at oversætte sprog. Hvordan Mosija kom i besiddelse af disse ›to sten‹ eller Urim og Tummim, fortæller optegnelsen os ikke, men den siger, at det var ›en gave fra Gud‹ (Mosi 21:28). Mosija havde denne ›gave‹ eller Urim og Tummim, inden Limhis folk opdagede Eters optegnelse. De kan have fået den, da en ›stor sten med indgraveringer‹ blev bragt til Mosija, som han oversatte ›ved Guds gave og kraft‹ (Omni 1:20-21). De kan være givet til ham eller en anden profet før hans tid, akkurat som Jereds bror fik dem fra Herren.

At denne Urim og Tummim eller de to sten, som blev givet til Jereds bror også var dem, som var i Mosijas besiddelse fremgår tydeligt af følgende i Mormons Bog:

Jereds bror fik befaling om at forsegle det, han havde skrevet om det syn, han havde, hvor Kristus viste sig for ham, så hans folk ikke kunne læse det. Dette syn var beskrevet i et forvirret sprog, for at det ikke skulle komme ud i verden før Kristus var opstanden. Tillige med det forseglede skrift blev Urim og Tummim også forseglet, så de ikke kunne bruges til at oversætte denne hellige beretning om dette syn, indtil Herren ville lade menneskene tolke det. Når det skulle åbenbares, skulle det oversættes ved hjælp af den samme Urim og Tummim (Eter 3:21-28) …

Joseph Smith modtog sammen med ›brystpladerne‹ og pladerne til Mormons Bog, den Urim og Tummim, som blev gemt af Moroni for senere at komme frem i de sidste dage som et middel ved hvilket disse gamle optegnelser kunne oversættes, den samme Urim og Tummim som blev givet til Jereds bror (L&P 17:1)« (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 vol. 1957-1966, 1:160-162).

Mosija 8:15. »En seer er større end en profet«

Alvin Gittins, © 1959 IRI

Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) forklarede seerens unikke rolle, og hvordan en seer ser ting anderledes end andre: »En seer er en, der ser. Dette betyder ikke, at han ser med sine fysiske øjne, men snarere med åndelige øjne. Seerens gave er en overnaturlig gave« (The Teachings of Howard W. Hunter, ed. Clyde J. Williams, 1997, s. 224).
Ældste John A. Widtsoe (1872-1952) fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev også en seer, som en, der »forstår meningen med det, der virker tilsløret for andre, derfor er han en fortolker og en, der tydeliggør evig sandhed. Han forudser fremtiden ud fra fortiden og nutiden. Dette gør han med Herrens kraft, der virker direkte gennem ham, eller indirekte med hjælp af guddommelige redskaber som fx Urim og Tummim. Kort sagt er han en, som ser, som går i Herrens lys med åbne øjne« (Evidences and Reconciliations, arr. G. Homer Durham, 1960, s. 258).

Mosija 8:13-18

Hvad kendetegner en seer?

Overvej

Hvad må du gøre for at få »forladelse for dine synder«? (Mosi 4:12; se også v. 9-30).
Hvad må du gøre for at blive Jesu Kristi søn eller datter? (Mosi 5:7; se også Mosi 27:24-27; Eter 3:14).

Forslag til opgaver

Gennemgå Mosija 4:5-13 nøje og find frem til nogle af Guds egenskaber, som kong Benjamin beskriver i sin tale.
Mosija 4:12-16 omhandler adskillige aspekter af at efterleve evangeliet. Udvælg to af dem, som betyder mest for dig og lav en plan for, hvordan du bedre kan anvende dem i dit liv.

Significant Nephite Journeys in the Book of Mosiah

Væsentlige nefitiske rejser i Mosijas Bog.