Kapitel 7

2 Nefi 1-3

Indledning

Lehis sidste ord og råd til sine børn var kærlige og kraftfulde. Han underviste klart og tydeligt sin søn, Jakob om forholdet mellem skabelsen, faldet og Jesu Kristi forsoning. Til sin søn Josef kom han med sin profetiske erklæring om Josef, søn af Israel, og sit vidnesbyrd om gengivelsen af evangeliet gennem hans sidste dages navnefælle, Joseph Smith jun. Når du studerer detaljerne i frelsesplanen, såvel som opfyldelsen af profetierne omkring gengivelsen af evangeliet i de sidste dage, vil dit vidnesbyrd om Guds kærlighed og omsorg for hans børn vokse.

Gary Kapp, © IRI

Kommentar

2 Nefi 1:5-11. »Et forjættet land«

• Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) vidnede om, at Amerika er det forjættede land, som gengivelsen af evangeliet skulle finde sted i: »Vor himmelske Fader forudså forfatningsfædrene og deres form for regering, som var en forudsætning, der ledte frem til gengivelsen af evangeliet. Husk, hvad vor Frelser, Jesus Kristus sagde, da han næsten 2000 år tidligere besøgte dette forjættede land: ›For Faderen anser det for víst, at de bliver grundfæstet i dette land og bliver bosat som et frit folk ved Faderens magt, så dette måtte komme frem fra dem‹ (3 Ne 21:4). Amerika, frihedens land, var udset til at være hjemsted i de sidste dage for driften af hans genoprettede kirke« (Stjernen, jan. 1988, s. 3-5).

• Ældste Eduardo Ayala fra De Halvfjerds forklarede at evangeliets velsignelser nu er tilgængelige, hvorend de trofaste medlemmer bor: »Forholdene for mennesker og nationer ændrer sig som følge af udviklingen i verden, men ikke desto mindre vil der mange steder, det være sig på kolde bjergtinder, varme dale, langs flodbredder eller i ørkenen, hvorend medlemmer af vores kirke befinder sig, altid være dem, der efterlever de grundlæggende principper og ved at gøre det, velsigner de resten af befolkningen« (Stjernen, juli 1995, s. 29-30).

  2 Nefi 1:10-11.

  Under hvilke forhold vil Herren tillade, at Lehis børn »blive[r] spredt og slået«?

2 Nefi 1:13-23. Vågn op fra »helvedes søvn«

• Ulydighed mod Herrens befalinger gør det muligt for Satan at besnære os, og vi glemmer lyset og den sandhed, vi har lært tidligere. Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab beskrev denne farlige tilstand: »En af virkningerne ved at være ulydig over for Gud synes at være at skabe lige præcis så meget åndelig bedøvelse, at det blokerer enhver følelse, eftersom båndene til Gud bliver skåret over. Vidnesbyrdet om sandheden begynder ikke alene langsomt at forsvinde, men selv mindet om, hvordan det var at være i lyset begynder at virke som en illusion« (»A Life Founded in Light and Truth«, Brigham Young University 2000-2001 Speeches, 2001, s. 81).

2 Nefi 1:22. Evig fordærvelse

• Vers 22 i 2 Nefi 1 betyder ikke, at de ugudeliges ånd og krop vil blive tilintetgjort eller uddø. Vores ånd er evig af natur og alle mennesker, der er blevet født på jorden vil få en legemlig opstandelse (se Alma 11:43-44). Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) forklarede betydningen af den fordærvelse (nedbrydning) af sjælen, som Nefi talte om:

  »Nedbrydning betyder ikke tilintetgørelse. Vi ved, at en sjæl ikke kan nedbrydes, for det har vi lært gennem Herrens åbenbaringer.

  Enhver sjæl, der er født til denne verden, vil få del i opstandelsen og udødeligheden og skal leve evigt. Nedbrydelse betyder altså ikke tilintetgørelse. Når Herren siger, at de skal blive nedbrudt, mener han, at de skal blive forvist fra hans nærhed, at de skal blive udelukket fra lysets og sandhedens nærvær, og at de ikke vil få det privilegium at opnå denne ophøjelse – og det er nedbrydning« (Lærdomme om Frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 2:187-188). Ugudelighed ødelægger muligheden for at opstå til en højere grad af herlighed (se L&P 88:30-31).

2 Nefi 2:2. Hellige dine trængsler til gavn

• I 2 Nefi 2:2 siger Lehi, at de trængsler, vi udholder, kan blive til gavn for os (se også L&P 98:3). Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan en følelse af taknemlighed gør os i stand til at se vore prøvelser her på jorden i det rette perspektiv: »Når vi siger tak for alt, ser vi prøvelser og modgang i sammenhæng med livets formål. Vi sendes hertil for at blive prøvet. Der må være en modsætning i alle ting. Det er meningen, at vi skal lære og udvikle os gennem denne modgang ved at tage vore udfordringer op og ved at lære andre at gøre ligeså« (se Liahona, maj 2003, s. 97).

• Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at Gud giver os udfordringer, der er udformet til, at vi kan udvikle os åndeligt: »Bedst som alt synes at gå godt, bliver man til tider ramt af flere prøvelser på én gang. Når disse prøvelser ikke er resultatet af ulydighed, er det tegn på, at Herren mener, at man er parat til at udvikle sig lidt mere (se Ordsp 3:11-12). Derfor giver han én oplevelser, som fremmer vækst, forståelse og medfølelse, hvilket vil være dig til evig gavn. At få én til at flytte sig derfra, hvor vedkommende er nu, og dertil hvor Herren ønsker det, kræver en hård indsats, og det medfører ofte ubehag og smerte« (se Stjernen, jan. 1996, s. 16-17).

2 Nefi 2:4. »Frelse er fri«

• Frelse betyder at blive »frelst fra både fysisk og åndelig død. Alle mennesker bliver ved Guds nåde frelst fra den fysiske død i kraft af Jesu Kristi død og opstandelse. Hver enkelt kan også ved Guds nåde blive frelst fra åndelig død ved tro på Jesus Kristus. Denne tro kommer til udtryk gennem et liv i lydighed mod evangeliets love og ordinancer samt tjeneste for Kristus« (Guide til Skrifterne, »Frelse«).

• Gennem Jesu Kristi forsoning er frelsesplanen fri og gældende for alle. Dette betyder ikke, at alle mænd og kvinder vil modtage samme belønning. Som Alma vidnede: »Derfor … kan hver den, der vil, komme og frit drikke af livets vand,« men han tilføjede advarende: »Og hver den, der ikke vil komme, han bliver ikke tvunget til at komme, men på den yderste dag skal det blive gengivet ham efter hans handlinger« (Alma 42:27). Frelse er fri i den forstand at den gennem Guds nåde og Kristi sonoffer er tilvejebragt for alle, som vil modtage den. Den er ikke fri i den forstand, at den gives til alle uanset, hvad de tror, eller hvordan de har valgt at leve.

2 Nefi 2:6-30.

Skabelsen, faldet og forsoningen

• Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede følgende om det indbyrdes forhold mellem skabelsen, faldet og forsoningen: »Det er ikke muligt at tro på Kristus og hans sonoffer i den sande og hele grad, der er fordret for at opnå frelse, uden på samme tid at tro på og acceptere sandheden i læren om faldet. Hvis der ikke havde været noget fald, ville der ikke have været noget behov for en Forløser eller Frelser. Og det er ikke muligt at tro på faldet, fra hvilket udødelighed og evigt liv kommer uden på samme tid at tro på og acceptere den sande lære om skabelsen: Dersom der ikke havde fundet en skabelse af alle ting sted i en dødløs eller udødelig tilstand, kunne der ikke have været et fald og således heller ingen forsoning eller frelse. Faderens evige plan omfat-tede skabelsen, faldet og forsoningen; alle er vævet ind i hinanden som ét stort hele« (A New Witness for the Articles of Faith, 1985, s. 82).

  

• Ved en anden lejlighed forklarede Ældste Bruce R. McConkie:

  »De vigtigste begivenheder, der nogen sinde har fundet eller vil finde sted i al evighed … er skabelsen, faldet og forsoningen.

  Før vi overhovedet kan begynde at forstå den timelige skabelse af alle ting, må vi være klar over, hvordan disse tre evige sandheder – skabelsen, faldet og forsoningen – er uadskilleligt forbundet med hinanden for at tilvirke en frelsesplan … Ingen af disse kan stå alene. De er hver især forbundet med de andre to, og uden at kende noget til alle tre ville det være umuligt for os at kende sandheden om nogen af dem …

  Men husk, at forsoningen kom på grund af faldet. Kristus betalte løsesummen for Adams overtrædelse. Hvis der ikke havde været noget fald, ville der heller ikke have været nogen forsoning med dens efterfølgende udødelighed og evigt liv. Det er derfor lige så sikkert som frelse kommer på grund af forsoningen, så kommer frelse også på grund af faldet« (se »Kristus og skabelsen«, (Den danske Stjerne, sep. 1983, s. 24-30).

2 Nefi 2:5-6. »Ved loven er intet kød retfærdiggjort«

• Retfærdiggørelse betyder »at blive fritaget for straffen for synd og erklæret skyldfri. Et menneske retfærdiggøres i kraft af Frelserens nåde ved at tro på ham. Denne tro kommer til udtryk i omvendelse og lydighed mod evangeliets love og ordinancer. Jesu Kristi forsoning gør det muligt for menneskene at omvende sig og blive retfærdiggjort eller fritaget fra den straf, som de ellers skulle have lidt« (Guide til Skrifterne, »Retfærdighed, Retfærdiggøre«).

  Ældste Dallin H. Oaks forklarede, at Mormons Bog lærer os, »at frelse ikke alene kommer ved at holde befalingerne. ›Ved loven er intet kød retfærdiggjort‹ (2 Ne 2:5). Selv de, der har tjent Gud af hele deres sjæl er unyttige tjenere (se Mosi 2:21). Mennesket kan ikke gøre sig fortjent til frelse.

  I Mormons Bog læser vi: ›Eftersom mennesket var faldet, kunne det ikke af sig selv gøre sig fortjent til noget‹ (Alma 22:14). ›Derfor kan intet mindre end en altomfattende forsoning være tilstrækkelig for verdens synder‹ (Alma 34:12; se også 2 Ne 9:7; Alma 34:8-16). ›Derfor udvirkes forløsningen i og ved den hellige Messias‹ … for ›han bringer sig selv som et offer for synd for at opfylde lovens formål‹ (2 Ne 2:6-7). Og således ›prædiker [vi] om Kristus … for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at får forladelse for deres synder‹ (2 Ne 25:26)« (Stjernen, jan. 1989, s. 56-58).

2 Nefi 2:8. »Den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde«

• Inden han blev kaldet til De Halvfjerds’ kvorum forklarede ældste Bruce C. Hafen, at forsoningen ikke bare er Guds måde at rette op på uret og tilfredsstille retfærdighedens krav på. Forsoningen er en rehabiliterende, mirakuløs kraft, der kan hjælpe os til at lave om på, den vi er: »Jeg spekulerede engang på, om de, der nægter at omvende sig, men så derefter opfylder retfærdighedens krav om at betale for sine synder, er værdige til at indtræde i det celestiale rige. Svaret er nej. Adgangskravet til det celestiale rige er ganske enkelt højere end bare at opfylde retfærdighedens krav. Af den grund vil det heller ikke bære samme frugt at betale for sine synder som at omvende sig fra sine synder. Retfærdighedens lov handler om balance og orden, og den må opfyldes, enten ved at vi betaler, eller at han betaler. Men dersom vi nægter at tage imod Frelserens tilbud om at bære vore synder og derefter selv betaler retfærdighedens krav, vil vi ikke opleve den totale rehabilitering, der finder sted i en kombination af guddommelig assistance og oprigtig omvendelse. Disse kræfter har, når de virker sammen, kraft til at ændre vores hjerte og liv for bestandigt og forberede os på et celestialt liv« (The Broken Heart: Applying the Atonement to Life’s Experiences, 1989, s. 7-8).

• Ældste Richard G. Scott fortalte om sin indstilling omkring Kristi nåde, som betaler for vores synd: »Jesus Kristus besad fortjenester som ingen andre af vor himmelske Faders børn på nogen måde kan besidde. Han var en Gud, Jahve, før sin fødsel i Betlehem. Hans Fader gav ham ikke kun hans åndelige legeme, men Jesus var hans Enbårne Søn i kødet. Vor Mester levede et fuldkomment, syndfrit liv, og var derfor fri fra retfærdighedens krav. Han var og er fuldkommen i enhver egenskab, herunder kærlighed, barmhjertighed, tålmodighed, lydighed, tilgivelse og ydmyghed. Hans barmhjertighed betaler vores gæld til retfærdighed, når vi omvender os og adlyder ham« (se Stjernen, juli 1997, s. 57-59).

  2 Nefi 2:11-13.

  Hvorfor er modsætning nødvendig?

2 Nefi 2:11-14. »Der er en modsætning i alt«

• Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum forklarede at modsætninger hjælper os til at blive stærkere: »Livet vil ikke være fri for udfordringer, nogle af dem er bitre og hårde at bære. Vi ønsker måske at blive skånet for alle livets prøvelser, men det ville være i modstrid med den store plan for lykke ›for det må nødvendigvis være sådan, at der er en modsætning i alt‹ (2 Ne 2:11). Denne prøve er kilde til vores styrke« (se Liahona, maj 2004, s. 80).

• Præsident Ezra Taft Benson forklarede at modsætninger giver valgmuligheder:

  »I Mormons Bog står der: ›Det må nødvendigvis være sådan, at der er en modsætning i alt‹ (2 Ne 2:11) – og det er der også. Modsætninger giver mulighed for at vælge, og valg medfører konsekvenser – gode eller dårlige.

  Mormons Bog forklarer, at menneskene er ›frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler, eller til at vælge fangenskab og død i overensstemmelse med Djævelens fangenskab og magt‹ (2 Ne 2:27).

  Gud elsker os. Djævelen hader os. Gud ønsker, at vi skal have en fylde af glæde, ligesom han selv har det. Djævelen ønsker, at vi skal have det elendigt, ligesom han har det. Gud giver os befalinger for at velsigne os. Djævelen vil have os til at overtræde disse befalinger for at forbande os.

  Hver dag og hele tiden må vi vælge ud fra vore ønsker, vore tanker og vore gerninger, om vi ønsker at blive velsignet eller forbandet, lykkelige eller elendige« (se Stjernen, juli 1988, s. 3-4).

• Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum kom med følgende bemærkning om, hvordan modgang hænger sammen med glæde: »Det er sådan, at uden valg, uden vores frihed til at vælge, og uden modsætninger, ville der ikke være nogen reel eksistens. Dette minder meget om Lehis sammenligning om, at uden handlefrihed og modsætning ville alting være en meningsløs, unuanceret ›sammenblanding i ét‹ (2 Ne 2:11). I en sådan situation ville der rent faktisk ›ikke have været noget formål med sigtet med [jordens] skabelse‹ (2 Ne 2:12). Det er et faktum, at vi hverken kan vokse åndeligt eller blive virkelig lykkelige, medmindre, og før, vi gør klog brug af vores handlefrihed« (One More Strain of Praise, 1999, s. 80).

2 Nefi 2:15. Træet til kundskab om godt og ondt og livets træ

• Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede betydningen af livets træ og træet til kundskab om godt og ondt: »Hvad angår faldet, redegør skrifterne for, at der i Edens have var to træer. Det ene var livets træ, som billedligt talt henviser til evigt liv. Det andet var træet til kundskab om godt og ondt, som billedligt talt henviser til, hvordan og hvorfor jordelivet og alt, der hører til det, kom til at eksistere« (A New Witness for the Articles of Faith, s. 86).

2 Nefi 2:15. Hvad var forbudt?

• Præsident Joseph Fielding Smith viste, hvordan Mormons Bog hjælper os til at forstå, hvorfor Herren forbød Adam at spise af den forbudne frugt: »Helt præcis hvorfor Herren sagde til Adam, at han ikke måtte spise af den forbudne frugt, står ikke klart i den bibelske beretning, men i den oprindelige, og sådan som det står i Moses’ Bog, er det ganske tydeligt. Det er således, at Herren sagde til Adam, at dersom han ønskede at forblive i haven, skulle han ikke spise af frugten, men dersom han ønskede at spise af den og smage døden, så var han fri til at gøre det« (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 bd., 1957-1966, 4:81).

2 Nefi 2:15-16, 26-27.

Mennesket skulle handle selv

• Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) forklarede, at handlefrihed er nødvendig for, at vi kan udvikle os:

  »Vor himmelske Fader ønskede, at vi skulle udvikle os og fortsætte i dødeligheden og blive stærkere ved vores frihed til at vælge og lære. Han ønskede også, at vi skulle udøve vores tro og vilje, især med det nye fysiske legeme, som vi skulle lære at mestre og kontrollere. Men vi ved både fra gammel og nutidig åbenbaring, at Satan ønskede at nægte os vores uafhængighed og handlefrihed ved den nu glemte begivenhed for længe siden, ligesom han lige nu ønsker at nægte os disse ting. Satan modstod på voldelig vis den handlefrihed, som Faderen tilbød; så voldeligt, at Johannes Åbenbareren skrev, at der blev ›krig i himlen‹ (Åb 12:7) omkring sagen. Satan ville have tvunget os og frarøvet os den dyrebareste gave, hvis han kunne: vores frihed til at vælge en guddommelig fremtid og den ophøjelse, vi alle håber at opnå.

  Gennem Kristus og hans tapre forsvar af vor Faders plan, sejrede handlefriheden og den evige fremgang …

  Således kom vi til jorden ligesom Jeremias (se Jer 1:5) kendt af Gud som hans bogstavelige åndelige børn med det privilegium at vælge vores personlige kurs, når det drejer sig om tro og religiøs overbevisning. Med Kristi triumf i himlen, da han sejrede over Lucifer, og hans senere triumf på jorden, da han overvandt virkningerne af Adams fald og menneskehedens død, fortsætter ›menneskehedens børn‹ ›frie for evigt, idet de kender godt fra ondt, til at handle for sig selv og ikke være genstand for handling‹ …

  For helt at forstå handlefrihedens gave og dens uvurderlige værdi, er det nødvendigt, at vi forstår, at Guds vigtigste måde at handle på er ved overtalelse og tålmodighed og langmodighed, ikke ved tvang eller barsk konfrontation. Han handler ved mild overtalelse og sød tillokkelse. Han handler altid med usvigelig respekt for den frihed og uafhængighed, vi besidder. Han ønsker at hjælpe os og trygler om mulighed for at bistå os, men han vil ikke gøre det imod vores handlefrihed. Det elsker han os for meget til at gøre, og det ville være i modstrid med hans guddommelige egenskaber« (se Stjernen, jan. 1990, s. 15-16).

2 Nefi 2:17-18. »En af Guds engle … blev en djævel«

• 

  Paul Mann, © 1999 IRI

  Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab forklarede, hvordan Lucifer faldt fra sin høje plads: »På grund af sit oprør blev Lucifer kastet ud, og han blev Satan, ja, Djævelen, ›faderen til alle løgne, så han kunne bedrage og forblinde menneskene og føre dem fangne efter sin vilje, ja, så mange, som ikke vil lytte til min røst‹ (Moses 4:4). Og således blev denne person, der var en Guds engel, som havde myndighed i Guds nærhed, styrtet ned fra Guds og Sønnens nærhed (se D&C 76:25). Dette forårsagede stor sorg i himlen, ›for himlene græd over ham – det var Lucifer, en af morgengryets sønner‹ (L&P 76:26)« (Stjernen, jan. 1988, s. 30-32).

2 Nefi 2:22. »Og alt« blev påvirket af Adams fald

• Ældste Bruce R. McConkie forklarede, hvordan alle ting er forbundet til Adams fald: »Så kommer faldet; Adams fald; dødelighed og formering og død tager sin begyndelse. Det faldne menneske er dødeligt, han har forgængeligt kød, han er ›det første kød på jorden.‹ Og følgerne af hans fald påvirkede alt. De faldt for at de kunne blive dødelige. Døden kommer ind i verden, dødeligheden hersker, formeringen begynder, og Herrens store og evige plan ruller fremad« (se »Kristus og skabelsen«, Den danske Stjerne, sep. 1983, s. 24-36).

  Dødelighed, formering og død tog alt sammen sin begyndelse med faldet

  »… En uforlignelig Skaber skabte i tidernes begyndelse jorden og mennesket og alle former for liv på en sådan måde, at de kunne falde. Dette fald indebærer en ændring af status. Alle ting blev skabt så de kunne falde eller ændres …

   I tidernes begyndelse og i dagene i Edens have levede alle former for liv i en højere tilstand end nu … Døden og formeringsevnen var endnu ikke indtrådt i verden« (Den danske Stjerne, sep. 1983, s. 24-36).

2 Nefi 2:22-23. Hvad er forskellen på synd og overtrædelse?

• Ældste Dallin H. Oaks forklarede forskellen på synd og overtrædelse: »Denne nævnte forskel mellem synd og overtrædelse minder os om den omhyggelige formulering i den anden trosartikel: ›Vi tror, at menneskene vil blive straffet for deres egne synder og ikke for Adams overtrædelse‹ (fremhævelse tilføjet). Det minder også om en almindelig skelnen i loven. Nogle handlinger, som mord, er forbrydelser, fordi de af natur er forkerte. Andre gerninger, som at drive forretning uden bevilling, er kun forbrydelser, fordi loven forbyder det. Ifølge denne skelnen var den handling, som førte til faldet, ikke en synd – der af natur er forkert – men en overtrædelse, der var forkert, fordi den formelt var forbudt. Disse ord bruges ikke altid til at beskrive noget forskelligt, men denne skelnen virker meningsfuld i omstændighederne omkring faldet« (Stjernen, jan. 1994, s. 70).

  2 Nefi 2:22-23.

  Hvorfor var Adams fald afgørende for vores frelse?

2 Nefi 2:22-25.

»Adam faldt, så mennesker kunne leve«

• Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvorfor faldet var nødvendigt:

  »Skabelsen kulminerede med Adam og Eva i Edens have. De blev skabt i Guds billede med legemer af kød og knogler. Skabt i Guds billede og stadig ikke dødelige, kunne de ikke blive gamle og dø. ›Og de ville ingen børn have fået‹ (2 Ne 2:23) eller oplevet livets prøvelser … Skabelsen af Adam og Eva var en paradisisk skabelse, som krævede en væsentlig forandring, før de kunne opfylde befalingen om at få børn og således tilvejebringe jordiske legemer for Guds førjordiske åndelige sønner og døtre.

  … Adams (og Evas) fald udgjorde grundlaget for menneskets jordiske skabelse og medførte de nødvendige forandringer i deres legemer, herunder blodcirkulation og andre tilpasninger. De var nu i stand til at få børn. De og deres efterkommere blev også modtagelige for skader, sygdom og død« (se Stjernen, jan. 1997, s. 32).

• Præsident James E. Faust tilføjede følgende om, hvordan faldet påvirkede Adam og Eva såvel som alle deres efterkommere:

  

  © 1998 Joseph Brickey

  »På grund af deres overtrædelse blev Adam og Eva, efter at have valgt at forlade deres uskyldige tilstand (se 2 Ne 2:23-25), forvist fra Guds nærhed. Det omtales i kristenheden som faldet eller Adams overtrædelse. Det er en åndelig død, fordi Adam og Eva blev adskilt fra Guds nærhed og fik frihed ›til selv at handle og ikke være genstand for handling‹ (2 Ne 2:26). De fik også formeringens store kraft, så de kunne opfylde buddet om at blive ›mangfoldige og opfylde jorden‹ og få glæde ved deres efterkommere (se 1 Mos 1:28().

  Alle deres efterkommere blev ligeledes forvist fra Guds nærhed (se 2 Ne 2:22-26). Men Adam og Evas efterkommere var uskyldige i den oprindelige synd, fordi de ikke havde nogen del deri. Det var derfor uretfærdigt, at hele menneskeheden skulle lide evigt for vore første forældres, Adam og Evas, overtrædelser. Det blev nødvendigt at udligne denne uretfærdighed; deraf behovet for Jesu forsonende offer i hans rolle som Frelser og Forløser. På grund af forsoningen, en handling, der overgår alt, er det muligt for hver eneste sjæl at opnå tilgivelse for sine synder – de bliver vasket væk og glemt (se 2 Ne 9:6-9; Talmage, Trosartiklerne, s. 89). Denne tilgivelse kommer dog på betingelse af omvendelse og personlig retskaffenhed« (se Stjernen, jan. 1989 s. 10-12).

• Præsident Brigham Young (1801-1877) og præsident Joseph Fielding Smith hjælper os med at forstå, at Adams fald var en del af vor himmelske Faders plan:

  »Gik Adam og Eva i direkte oprør mod Gud og hans ledelse? Nej, men de overtrådte en af Herrens befalinger, og ved denne overtrædelse kom synd ind i verden. Herren vidste, at de ville gøre det, og han havde skabt dem til at de skulle« (Discourses of Brigham Young, sel. John A. Widtsoe, 1954, s. 103).

  »Adam gjorde blot det, som han skulle gøre. Han havde en god grund til at spise af frugten, og det var at åbne døren for dig og mig og alle andre, så vi kunne komme ind i denne verden

  … Havde det ikke været for Adam, ville jeg ikke være her, du ville ikke være her, og vi ville sidde i himlen og vente som ånder« (se Joseph Fielding Smith i Conference Report, okt. 1967, s. 121-22).

  Fra Moses 5:10-11 lærer vi, at Adam og Eva indså velsignelserne som følge af faldet. De forstod følgende:

  »Er mine øjne blevet åbnet.« De kendte godt fra ondt (v. 10).

  »Og atter i kødet skal jeg se Gud.« Opstandelsen kunne finde sted som følge af Herren Jesu Kristi komme (v. 10).

  »Ville vi aldrig have fået efterkommere.« Formeringskraften kom ind i verden (v. 11).

  »Vi … ville aldrig have kendt godt og ondt.« Adam og Eva havde frihed til at vælge mellem godt og ondt (v. 11).

  »Vi … ville aldrig have kendt … glæden over vor forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige.« Forsoningen kunne finde sted (v. 11).

2 Nefi 3:4-5. »Store var Herrens pagter«

• I Joseph Smiths oversættelse af Bibelen læser vi, at »Herren har været hos« Josef, Jakobs søn som vi kender fra Det Gamle Testamente, og at Josef blev givet store løfter om sine efterkommere (JSO 1 Mos 50:24). Lehi vidnede: »Josef så i sandhed vor dag« (2 Ne 3:5), i betydningen Lehis og hans efterkommeres tid og vidste, at Gud engang i fremtiden ville oprejse »en udsøgt seer« (v. 7), nemlig den store profet, som var hans navnefælle (v. 15). Josef vidste også, at det primært ville blive hans efterkommere, som Herren ville kalde på i første omgang i disse dage for at udbrede evangeliet til Israels tabte stammer, som var spredt over hele jorden i overensstemmelse med den pagt, som Gud havde indgået med Abraham (se Bible Dictionary, »Joseph«, s. 716-717; Guide til Skrifterne, »Josef, Jakobs søn«). Eftersom Herren tydeligvis har holdt sin pagt med Josef, vil han også holde sin pagt med os, dersom vi også er retskafne.

  Lehis belæringer er et godt eksempel på, hvordan vor himmelske Fader ærede de pagter, han indgik med Josef. Vi kan stole på, at Gud altid vil ære sine pagter.

2 Nefi 3:6-9. »En udsøgt seer«

• En seer er »en person, som har fået myndighed af Gud til med åndelige øjne at se det, som Gud holder skjult for verden (se Moses 6:35-38). Han er en åbenbarer og en profet (Mosi 8:13-16). I Mormons Bog underviste Ammon om, at kun en seer kan bruge særlige oversættere eller en Urim og Tummim (se Mosi 8:13; 28:16). En seer kender til det fortidige, nutidige og fremtidige. I gammel tid blev en profet ofte kaldt seer (1 Sam. 9:9; 2 Sam 24:11).

  

  © 1994 Paul Mann

  Joseph Smith er den store seer i de sidste dage (se L&P 21:1; 135:3)« (Guide til Skriften, »Seer«). Profeten Joseph Smith er den »udsøgt[e] seer«, som er beskrevet i 2 Nefi 3:6, og efterkommer af Josef, søn af Israel.

• Præsident Brigham Young (1801-1877) vidnede om den »udsøgt[e] seer« Joseph Smith, som ikke blot var blevet gjort kendt på Josefs tid i Ægypten, men allerede før denne jord blev skabt: »Det blev vedtaget i evighedens råd, længe før jorden blev grundfæstet, at han, Joseph Smith, skulle være den mand i den sidste uddeling af denne verden, som skulle frembringe Guds ord til menneskene og modtage Guds Søns præstedømmes nøgler og magts fylde. Herren havde udset ham og hans far og fars far og deres forfædre helt tilbage til Abraham og fra Abraham til vandfloden, fra vandfloden til Enok og fra Enok til Adam. Han har holdt øje med den familie og det blod, som er løbet fra dets kilde til denne mands fødsel. Han, profeten Joseph Smith, blev forudordineret i evigheden til at præsidere over denne sidste uddeling« (Discourses of Brigham Young, s.108).

• Ældste Neal A. Maxwell kom med flere eksempler på, at seeren Joseph Smith kunne se de ting, som tidligere havde været skjult for verden:

  1. Åbenbaring omkring universets storhed og udstrækning (se Moses 1:33; L&P 76:24)

  2. Åbenbaring om Guds store hensigt (se Moses 1:39)

  3. Åbenbaring om, at vi er Guds børn (se L&P 93:29)

  4. Åbenbaring om menneskenes skæbne (se L&P 84:38))

  5. Åbenbaring om Guds personlige engagement i sine børn (se Alma 18:32)

  6. Åbenbaring om, hvor altomfattende Frelserens sonoffer er (se 2 Ne 9:7; L&P 88:6)

  (Se Liahona, nov. 2003, s. 100-101).

2 Nefi 3:6-15. Josefs profetier

• Nedenstående oversigt forklarer de specifikke profetier, som Josef i Ægypten fik om profeten Joseph Smith, og hvordan disse profetier efterfølgende er blevet opfyldt:

  Profeti i 2 Nefi 3	Mulige opfyldelser
  »En seer, som skal være en udsøgt seer for mine lænders frugt, skal Herren min Gud lade fremstå« (v. 6).	Herren sagde, at Joseph Smith jun. skulle »kaldes seer, oversætter, profet« (L&P 21:1), og at Joseph var blevet udpeget til at stå i spidsen for denne uddeling (se L&P 110:16; 112:32).
  »Han skal være højt agtet blandt dine lænders frugt« (v. 7).	Der er millioner af efterkommere fra folket i Mormons Bog, som anerkender Joseph Smith som genoprettelsens profet.
  »Han skal udføre et værk for dine lænders frugt … som skal være af stor værdi for dem« (v. 7).	Mange af Lehis børn er blevet velsignet af evangeliets lys, som er blevet gengivet gennem profeten Joseph Smith.
  »Han [skal ikke] udføre noget andet værk end det værk, som jeg vil befale ham« (v. 8).	Joseph Smiths liv var centreret om at gøre Herrens vilje. For eksempel fik han i begyndelsen af sin tjenestegerning befaling om at oversætte Mormons Bog: »Og du har den gave at kunne oversætte pladerne; og dette er den første gave, som jeg har overdraget til dig; og jeg har befalet, at du ikke skulle hævde at have nogen anden gave, førend mit formål er opnået med hensyn til dette; for jeg vil ikke skænke dig nogen anden gave, førend det er gjort færdigt« (L&P 5:4).
  »Han skal være mægtig ligesom Moses« (v. 9).	Moses samlede Israel fra Ægypten til det forjættede land. Joseph Smith fik overdraget nøgler af Moses til at samle Israel: »Derfor vil jeg lade fremstå for mit folk en mand, der skal lede dem, ligesom Moses ledte Israels børn« (L&P 103:16). Det er en af mange måder, hvorpå Joseph var ligesom Moses.
  »Ham vil jeg give magt til at bringe mit ord ud til dine lænders efterkommere« (v. 11).	Joseph Smith oversatte og gav Lehis børn optegnelsen om deres efterkommere (se L&P 3; 5; 10), såvel som mange andre åbenbaringer.
  »Dine lænders frugt … skal vokse sammen for at gendrive falske lærdomme« (v. 12).	Mormons Bog og andre nutidige åbenbaringer giver enkel og myndig klarhed om mange af evangeliets principper og læresætninger i Bibelen (se L&P 20:8-15; 42:12).
  »Fra svaghed skal han blive gjort stærk« (v. 13).	En ydmyg bondedreng blev genoprettelsens profet.
  »De, der forsøger at slå ham ihjel, skal blive udslettet« (v. 14).	Som Herren lovede (se 3 Ne 21:10), blev profeten Joseph Smith bevaret indtil han havde fuldført sin mission (se L&P 121:16-22).
  »Og han skal få navn efter mig; og det skal være efter hans fars navn« (v. 15).	Joseph Smith jun. var tredje søn af Joseph Smith sen. og var opkaldt efter sin far (se JS-H 1:4).
  »For det [evangeliet og dets ordinancer], som Herren skal udføre ved hans hånd, skal ved Herrens kraft bringe mit folk til frelse« (v. 15).	Det er gennem åbenbaring om Kirken og Herrens ordinancer, at profeten Joseph Smith viste os, hvordan vi opnår evigt liv.

2 Nefi 3:12. Mormons Bog og Bibelen »skal vokse sammen«

• Præsident Boyd K. Packer forklarede, hvordan Mormons Bog og Bibelen er vokset sammen: »Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente … og … Mormons Bog … er nu knyttet sammen på en sådan måde, at når man studerer den ene, drages man til den anden, når man lærer fra den ene, vil man blive oplyst af den anden. De er i sandhed ét i vore hænder« (se Den danske Stjerne, apr. 1983, s. 101-106).

  

  Lyle Beddes, © 1977 IRI

2 Nefi 3:18. Hvem er de forskellige mennesker, der tales om?

• Ældste Bruce R. McConkie nævnte de mennesker, der omtales i 2 Nefi 3:18 som følger: »Bemærk Herrens ord: ›Og jeg, se, jeg vil give ham [Mormon], at han skal skrive optegnelsen om dine lænders frugt [nefitterne] til dine lænders frugt [lamanitterne], og dine lænders talsmand [Joseph Smith] skal kundgøre den.‹ Det betyder, at Mormon skrev Mormons Bog, men det, han skrev, blev taget fra de nefitiske profeters skrivelser, og disse skrivelser, som var samlet i en bog, blev oversat af Joseph Smith og kom fra ham til lamanitterne« (A New Witness for the Articles of Faith, 1985, s. 426).

Overvej

• På hvilke måder hænger skabelsen, faldet og forsoningen sammen?

• Hvad lærer vi om Satans fremgangsmåde ud fra vendingen »helvedes søvn«? (2 Ne 1:13).

• Hvad er sammenhængen mellem de prøvelser, modsætninger og modgang vi møder, og det vor himmelske Fader ved, vi kan blive? (Se 2 Ne 2:5).

Forslag til opgaver

• Skriv lidt om forholdet mellem skabelsen, faldet og forsoningen.

• Hvordan vil du ud fra det, du har lært af 2 Nefi 2:5-10, forklare behovet for Jesu Kristi sonoffer til en person, der ikke deler vores tro?

• Lav en liste over mindst seks profetier i 2 Ne 3, som direkte relaterer til profeten Joseph Smith.