Kapitel 20

Mosija 9-17

Indledning

Mosija 9-24 fortæller historien om en gruppe mennesker, som anført af Zeniff tager fra landet Zarahemla til Lehi-Nefis land. Optegnelsen dækker en periode på næsten 80 år fra år 200 f.Kr. indtil deres tilbagekomst til Zarahemlas land omkring år 121 f.Kr. Det var omtrent i samme periode, at kongerne Mosija¹, Benjamin og Mosija² regerede i landet Zarahemla; Zeniff, Noa og Limhi regerede i Lehi-Nefis land.

Under kong Noas regeringstid advarede profeten, Abinadi, folket om at omvende sig. Han profeterede også om forestående fare ved at vende sig fra Gud. Abinadis belæringer belyste også Frelserens guddommelighed, at han var ét med Faderen og Frelserens store offer i forsoningsprocessen. Ved at studere Abinadis ord, kan du forny din taknemlighed for Frelserens offer og opnå en større påskønnelse af forsoningen.

Abinadis martyrdød var udtryk for hans store mod. Abinadis vidnesbyrd førte til Almas omvendelse, men kostede Abinadi livet. Når du tænker over begivenhederne i Abinadis tjeneste, så overvej hvilken indflydelse denne ene retskafne mand havde på fremtidige generationer. Gennem den eneste, vi kender til, at han omvendte, Alma – kom de næste adskillige generationer af profeter, som beredte folket på Jesu Kristi komme. Ligesom Abinadi kan du have afgørende indflydelse på din familie og andre, du kender, ved at vidne om sandheden og ved at leve retskaffent.

Kommentar

Tilføjelse inden Mosija 9

• Det indføjede afsnit før kapitelresuméet i Mosi 9 er en del af den oprindelige optegnelse, der blev givet til profeten Joseph Smith (se kommentar til Nefis Første Bog: Hans regeringstid og tjenestegerning på side 12). Sætningen »Omfatter kapitlerne 9 til og med 22« blev tilføjet, da Mormons Bog i 1879-udgaven blev udgivet i kapitelformat.

Mosija 9. Zeniffs optegnelse

• Både Mosija 9:1-4 og Omni 1:27-29 omhandler historien om Zeniffs første ekspedition for at rekolonisere Lehi-Nefis land; Mosija 9:1-2 afslører imidlertid, at den første ekspedition udkæmpede en borgerkrig og derfor var tvungne til at vende tilbage til Zarahemlas land. Zeniff glædede sig ikke over krigen, men ønskede at leve i fred blandt lamanitterne. Mosija 9-10 er skrevet af Zeniff, uden at Mormon har forkortet eller kommenteret det. Bemærk at tidsangivelsen for Mosija 8 er år 121 f.Kr. Tidsangivelsen for Mosija 9 er omkring 200 år f.Kr. Optegnelsen går 80 år tilbage i tiden for at fortælle, hvad der skete i Lehi-Nefis land, mens kong Benjamin og kong Mosija regerede i Zarahemla.

Mosija 9:16-18; 10:10-11, 19. »I Herrens styrke«

• Zeniff skrev at de kæmpede »i Herrens styrke« i slaget mod lamanitterne (se Mosi 9:16-18; 10:10-11, 19). Selvom Zeniff var meget undertallige, så vandt de over de angribende lamanitter med et relativt begrænset tab af menneskeliv. Deres succes skyldtes deres trofasthed mod Gud. Herren hørte deres råb og velsignede dem med styrke. Hele vejen gennem Mormons Bog ser vi, at det at styrke sit folk er en af Herrens måder at vise barmhjertighed på. Benjamins folk i Zarahemlas land var sejrrige over for lamanitterne, fordi de stred »i Herrens styrke« (MormO 1:14).

  I Almas Bog kan de nefitiske hæres succes tilskrives deres evne til at sætte deres lid til, at Herren ville bistå dem i deres kampe og ikke til størrelsen på hæren (se Alma 2:27-31; 43:49-51; 56:56). Selvom vore kampe måske ikke er fysiske krigshandlinger, kan udtrykket »i Herrens styrke« alligevel lære os, at vi kan bede Gud om at bistå os med styrke, så vi kan vinde over vore fjender.

Mosija 9-22. Historien om Zeniff og hans folk

• Mosijas Bog er ofte forvirrende på grund af de forskellige beretninger og historiske tilbageblik, som er en del af bogen (se oversigten »Tilbageblik fra Omni til Mosija« tillægget, s. 400). Den historie, der fortælles i Mosija 9-22 går ca. 80 år tilbage til tiden, hvor Zeniff og en lille medfølgende gruppe forlod Zarahemlas land for at vende tilbage til Nefis land. Optegnelsen indeholder historien om kongerne Zeniff, Noa og Limhi. Det narrative tilbageblik tager læseren med tilbage i Mormons Bogs historie, hvor Zeniffs gruppe blev genforenet med folket i Zarahemla (Mosi 25).

Mosija 10:11-17. Falske overleveringer

• Lamanitterne var overbeviste om, at en forvansket udlægning af begivenhederne omkring deres udrejse fra Jerusalem var sand. Disse falske overleveringer, der blev givet videre fra den ene generation til den anden, skabte dybe fordomme eller »et evigt had« hos lamanitterne mod nefitterne (Mosi 10:17). I de sidste dage har Herren åbenbaret, at Satan benytter sig af falske overleveringer og »borttager lyset og sandheden« (L&P 93:39; se også L&P 123:7-8). På grund af disse overleveringer følte lamanitterne sig retfærdiggjorte i mord og røveri og i forsøg på at udrydde eller at trælbinde nefitterne (se Mosi 10:17).

• Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvad vi bør gøre, når familiemæssige eller kulturelle traditioner er i modstrid med Guds plan eller standarder. Han rådgav os til nøje at granske vores liv for at afgøre, hvilke traditioner der måske adskilte sig fra Herrens lære:

  »Vor himmelske Fader har sørget for, at du er blevet født ind i en bestemt slægt, hvorfra du modtager din arv af race, kultur og traditioner. Denne slægt kan give dig en rig arv og stor grund til at finde glæde. Alligevel har du et ansvar for at afgøre, hvorvidt der er noget i den arv, som må aflægges, fordi den strider mod Herrens plan for lykke.

  Du tænker måske, hvordan kan man afgøre, hvornår en tradition er i konflikt med Herrens lære og bør aflægges? Det er ikke nemt at gøre. Jeg har opdaget, hvor svært det er, når jeg arbejder på at overvinde nogle af mine egne ukorrekte traditioner … Skikke og traditioner bliver en nedarvet del af os. Det er ikke nemt at se objektivt på dem. Studér skrifterne og profeternes råd omhyggeligt for at forstå, hvordan Herren ønsker, at du skal leve. Evaluer hver del af dit liv, og foretag de justeringer, der er behov for. Søg hjælp hos en anden, som du respekterer, og som har været i stand til at tilsidesætte nogle skattede overbevisninger og traditioner, som ikke er i harmoni med Herrens plan …

  Er du del af en kultur, hvor manden har en autoritær, dominerende rolle og træffer alle de vigtige beslutninger i familien? Så må det mønster modereres, så både ægtemand og hustru handler som ligeværdige parter, som træffer fælles beslutninger for sig selv og familien …

  Følgende er andre traditioner, som bør tilsidesættes. Ethvert aspekt af din arv:

  Der er i modstrid med visdomsordet.

  Der er baseret på at tvinge andre til at indordne sig fordi man har en magtposition, der ofte går i arv.

  Der opmuntrer til oprettelse af kaster.

  Der skaber konflikt med andre kulturer« (se Stjernen, juli 1998, s. 91).

Mosija 11:2-19, 27. Noa »vandrede efter sit eget hjertes ønsker«

• Se kommentar til Jakob 1:15 på s. 109 omkring medhustruer.

• Mormon kom med en levende beskrivelse af kong Noas ugudelighed (se Mosi 11:2-19, 27). Senere anvendte Mosija kong Noas eksempel som den primære årsag til at forkaste kongedømmet: »Hvor megen ugudelighed er ikke én ugudelig konge årsag til, at der bliver begået, ja, og hvor stor ødelæggelse! Ja, husk kong Noa« (Mosi 29:17-18). Kong Noas totale selviskhed omkring tilfredsstillelsen af sine kødelige lyster, står som et advarende eksempel for nutidige læsere om, hvad der venter sådanne mennesker.

Mosija 11:20. Profeten Abinadi

• Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum belyste Abinadis mod og villighed til at adlyde Herren: »Abinadi gjorde den ugudelige kong Noa vred med sit modige vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus. Til sidst gav denne storslåede missionær det største offer for sit vidnesbyrd og tro, men ikke før hans rene vidnesbyrd rørte ét troende hjerte. Alma, en af kong Noas præster, »omvendte sig fra sine synder … [accepterede at Jesus var Kristus] og gik hemmeligt om blandt folket og begyndte at lære dem Abinadis ord« (Mosi 18:1). Mange blev omvendt til Jesu Kristi evangelium som direkte følge af Abinadis stærke vidnesbyrd om Frelseren, som blev troet af én sjæl – Alma« (se Liahona, nov. 2004, s. 41).

  

• Mens ældste Cree-L Kofford tjente i De Halvfjerds, forklarede han om Abinadis indflydelse og eksempel: »Hvad er det, der er så specielt ved Abinadi? Måske var det hans totale lydighed, da han gik rundt, tilsyneladende alene, blandt dem, som han nok har vist stræbte ham efter livet, for at overbringe Herrens ord og råbe omvendelse til folket. Måske er det selve det faktum, at vi ved så lidt om ham, eller også er det ganske enkelt den djærve og ligefremme facon, som han mødte livets modgang på. Uanset forklaringen så var og er Abinadi bare speciel. Det liv, han levede for så længe siden, rummer stadig kraft til at begejstre sindet og få hjertet til at banke« (»Abinadi«, i Heroes from the Book of Mormon, 1995, s. 69-70). Vi ved, at Abinadi var en mand af folket, han kom ikke udefra. Han var tydeligvis en retskaffen mand, som var kaldet til at advare sit eget folk om, at trældom og ødelæggelse ville blive konsekvensen, dersom de ikke omvendte sig.

Mosija 11:21; 12:1-2, 8. Abinadis advarsler

• Det, at Noas folk ikke gav agt på Abinadis første advarsel (se Mosi 11:21), førte til en endnu mere alvorlig advarsel, da han vendte tilbage to år senere. Følgen blev, at de skulle bringes i trældom, og hvis de ikke omvendte sig, ville de blive udryddet (se Mosi 12:1-2, 8). Sådan er det ofte i livet – når vi udskyder at være lydige eller at følge profeten, så påfører vi os selv en endnu mere alvorlig konsekvens.

Mosija 12:15-24. »Ham, som bringer gode tidender«

• En af kong Noas ugudelige præster udfordrede Abinadi. »Hvad betyder ordene: Hvor herlige på bjergene er ikke fødderne af ham, som bringer gode tidender, som forkynder fred, som bringer gode tidender om godt«? (Mosi 12:20-21). Når du læser Mosija 12-15 så bemærk, hvor omhyggeligt Abinadi svarer på dette spørgsmål.

  Mosija 12:25, 27

  Hvorfor var præsterne ikke i stand til at forstå skriften? Hvordan kan vi undgå at begå samme fejl?

Mosija 12:34-36; 13:11-26. De ti bud

• Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) erklærede, at de ti bud (se 2 Mos 20:3-17) er en væsentlig del af Jesu Kristi evangelium i enhver tidsalder: »De ti bud blev skrevet med Jahves finger på stentavler til frelse og tryghed, til sikkerhed og glæde for Israels børn og for alle de generationer, som skulle følge efter dem« (se Stjernen, jan. 1992, s. 58).

Mosija 13:28. »Frelse tilvejebringes ikke ved loven alene«

• Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum vidnede om det absolutte behov for Jesus Kristus, selv om vi lever retskaffent: »Mænd og kvinder har uden tvivl imponerende evner og kan gøre mange gode ting. Men trods al vores lydighed og gode gerninger, kan vi ikke frelses fra døden eller fra følgerne af vores personlige synder uden den nåde, som er vist os i Jesu Kristi sonoffer. Mormons Bog gør dette klart. Den lærer os at ›frelse ikke tilvejebringes ved loven alene‹ (Mosi 13:28). Med andre ord kommer frelse ikke alene ved at holde befalingerne. ›Ved loven er intet kød retfærdiggjort‹ (2 Ne 2:5). Selv de, som prøver at adlyde og tjene Gud af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke er ›unyttige tjenere‹ (Mosi 2:21). Mennesket kan ikke gøre sig fortjent til sin egen frelse« (»Another Testament of Jesus Christ«, Ensign, mar. 1994, s. 67).

Mosija 13:34. »Gud selv skulle komme ned«

• Udtrykket Gud henviser almindeligvis til vor himmelske Fader, og det er ham vi tilbeder. Det er også sandt, at Jesus Kristus er Gud. Hellige på Det Gamle Testamentes tid kaldte ham Jahve, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum belærte om, at skriften hjælper os til at forstå Jesu Kristi guddommelighed og hans rolle som Gud: »Vi hævder at have skriftens autoritet for den påstand, at Jesus Kristus var og er Gud, Skaberen, den Gud, som åbenbarede sig for Adam, Enok og alle patriarkerne og profeterne fra før syndfloden ned til Noa; Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, Gud for Israel som et forenet folk, og Efraims og Judas Gud efter den hebraiske nations deling; den Gud, som åbenbarede sig for profeterne fra Moses til Malakias; Det Gamle Testamentes Gud og nefitternes Gud. Vi hævder, at Jesus Kristus var og er Jehova, den Evige« (Jesus Kristus, , 1916, s. 34).

Mosija 13:27-35. Moseloven og Jesus Kristus

• Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum underviste i, hvordan moseloven forholder sig til Jesu Kristi evangelium:

  »Den nutidige læser bør ikke bare betragte moseloven – hverken historisk eller nutidigt – som et kedeligt sæt religiøse ritualer, der slavisk (og sommetider militaristisk) blev fulgt af et stivnakket folk, som ikke accepterede Kristus eller hans evangelium. Denne historiske pagt, som kom fra Guds egen hånd … var … en vejviser til åndelighed, en port til Kristus …

  Det er vigtigt at forstå, at der til moseloven blev tilføjet og dermed inkluderet mange grundlæggende dele af Jesu Kristi evangelium, som fandtes forinden. Det var aldrig hensigten, at den skulle være anderledes eller særskilt og da slet ikke modstridende til Jesu Kristi evangelium … Formålet var aldrig, at den skulle adskille sig fra den højere lov. Begge skulle bringe folk til Kristus« (Christ and the New Covenant 1997, s. 136-137, 147).

  Mosija 14:2-5

  Hvad lærer vi her om Frelseren?

Mosija 14:1-12. Esajas’ messianske profeti

• For med kraft at undervise om betydningen af forsoningen, citerede Abinadi Esajas. Ældste Jeffrey R. Holland forklarede vigtigheden af Esajas 53 (se Mosi 14) som vidner om Frelserens rolle: »Den mest ophøjede, den længste og mest lyriske erklæring om livet, døden og Herren Jesu Kristi sonoffer finder vi i det 53. kapitel af Esajas, der bliver citeret i sin helhed af Abinadi, da han står foran kong Noa« (Christ and the New Covenant, s. 89).

Mosija 14:5. »Ved hans sår bliver vi helbredt«

• I en tale om Jesu Kristi lidelser i forbindelse med forsoningen og dens helbredende kraft, sagde ældste M. Russell Ballard følgende:

  »Hvilken fred, hvilken glæde denne store gave er, som kommer ved Jesu Kristi kærlige nåde, hele menneskehedens Frelser og Forløser …

  Selvom han levede et rent og syndfrit liv, betalte han den højeste pris for synd – din og min og for alle, der har levet. Hans mentale, følelsesmæssige og åndelige smerter var så store, at han blødte fra hver eneste pore (se Luk 22:44; L&P 19:18). Og dog led Jesus villigt, for at vi alle kan have muligheden for at blive renset – ved vores tro på ham … Ingen af disse velsignelser ville uden Herrens forsoning være tilgængelige for os, og vi ville ikke kunne blive værdige eller beredte til at dvæle i Guds nærhed« (Liahona, maj 2004, s. 84-85).

Mosija 15:1-7. Sådan er Kristus både Faderen og Sønnen

• Sommetider omtaler skriften Jesus Kristus ved brug af ordet »Fader.« Ældste M. Russell Ballard forklarede, hvorfor Jesus Kristus nogle gange både omtales som Faderen og Sønnen:

  »Hvordan kan Jesus Kristus både være Faderen og Sønnen? Det er faktisk ikke så indviklet, som det lyder til. Selvom han er Guds Søn, er han Kirkens overhoved, som er de troendes familie. Når vi bliver født åndeligt igen, bliver vi adopteret ind i hans familie. Han bliver vor Fader eller leder …

  Denne læresætning nedgør på ingen måde Gud Faderens rolle. Vi tror tværtimod på, at det styrker vores forståelse af Guds Søns rolle, vor Frelser, Jesus Kristus. Gud vor himmelske Fader er Fader til vores ånd; vi taler om Gud Sønnen som Fader til de retfærdige. Han bliver betragtet som ›Faderen‹, på grund af forholdet mellem ham og de mennesker, der tager imod hans evangelium, og dermed bliver arvinger til evigt liv. Og det tredje medlem af Guddommen, Gud Helligånden, har den særlige rolle at undervise og vidne om sandheden, angående både Gud Faderens og Gud Sønnens guddommelighed« (»Building Bridges of Understanding«, Ensign, juni 1998, s. 66-67).

• Under ledelse af præsident Joseph F. Smith fremsatte brødrene den 30. juni 1916 en detaljeret erklæring om Faderen og Sønnen, med titlen; »The Father and Son: A Doctrinal Exposition by the First Presidency and the Quorum of the Twelve Apostles.« En del af denne erklæring forklarer, hvorfor Jesus Kristus både omtales som »Søn« og til tider som »Fader« i skriften:

  »›Fader‹ som Skaber. … Skriftsteder, som på nogen måde henviser til Gud som Fader til himlene og jorden, skal derfor forstås specifikt, som Gud er Grundlæggeren, Organisatoren og Skaberen af himlene og jorden.

  Denne betydning er, som sammenhængen viser i hvert tilfælde, at Jahve, som er Jesus Kristus, Elohims Søn, bliver kaldt ›Faderen‹ og endog ›selve himlens og jordens evige Fader‹ (se Eter 4:7; Alma 11:38-39; Mosi 15:4; 16:15) …

  »Jesus Kristus er ›Faderen‹ til dem, der holder ud i hans evangelium. En anden betydning, hvori Jesus Kristus regnes som ›Faderen‹, er i forbindelse med forholdet mellem ham og de mennesker, der antager hans evangelium og derved bliver arvinger til evigt liv …

  Til sine trofaste tjenere i denne uddeling har Herren sagt: ›Frygt ikke, små børn, for I er mine, og jeg har overvundet verden, og I er af dem, som min Fader har givet mig‹ (L&P 50:41) …

  »Jesus Kristus ›Faderen‹ gennem guddommelig overdragelse af myndighed … Jesus, Sønnen, repræsenter stadig Elohim, hans Fader i himlen, hvad angår magt og myndighed. Således overdrog Faderen sit navn til Sønnen; og Jesus Kristus talte og tjente i og gennem Faderens navn. Og hvad angår magt, myndighed og guddommelighed, var og er hans ord og gerninger Faderens ord og gerninger« (»The Father and The Son«, Ensign, apr. 2002, s. 14-15, 17).

Mosija 15:10-13. Kristi efterkommere

• Ældste Dallin H. Oaks forklarede, hvordan man bliver en af Jesu Kristi sønner eller døtre: »Ud fra disse storslåede skriftsteder i Mormons Bog lærer vi, at de, som gennem tro og omvendelse og overholdelse af evangeliets love og ordinancer, kvalificerer sig til det, vil få deres synder båret af den Herre, Jesus Kristus. I åndelig og overført betydning vil de blive Kristi sønner og døtre, arvinger til hans rige. Det er dem, som vil blive kaldt ved hans navn i de sidste dage« (se Den danske Stjerne, juli 1985, s. 82).

• Da ældste Merrill J. Bateman tjente som præsiderende biskop, beskrev han, hvordan Jesus ville se sine efterkommere: »Frelseren kender, som medlem af Guddommen, os hver især personligt. Esajas og profeten Abinadi sagde om Kristus, at ›når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom‹ (Es 53:10; sammenlign med Mosi 15:10). Abinadi forklarer, at ›hans efterkommere‹ er de retskafne, som følger profeterne (se Mosi 15:11). I Getsemane Have og på korset så Jesus hver enkelt af os og bar ikke alene vores synd, men mærkede også vores dybeste følelser, så han vidste, hvordan han skal trøste og styrke os« (se Stjernen, juli 1995, s. 14).

Mosija 15:13-20. »Hvor herlige på bjergene er ikke fødderne«

• Med en lille omformulering af Esajas lovpriste Abinadi de store velsignelser, der var kommet, og vil komme til alle de hellige profeter, som forkynder fred (se Mosi 15:15-17) og Frelseren, som ›er stifteren af fred‹ (se Mosi 15:18). Budskabet om fred består i, at Forløseren ville komme, og han kom virkelig for at forløse sit folk fra synd og tilvejebringe opstandelse fra de døde (se Mosi 15:18, 20).

• Mens ældste Carlos E. Asay (1926-1999) tjente i De Halvfjerds kom han med denne indsigt i Esajas’ maleriske udtalelse:

  »Ingen er mere herlig eller velsignet end dem, som tjener Gud ved at forkynde og eksemplificere sandheden. Det er det mest helliggørende og forskønnende arbejde af alt …

  Fødderne, stemmerne, ansigterne og hele den forkyndendes væsen, som deler ud af frelsende sandheder, vil altid være dyrebare og skønne for nyomvendte, og især for dem, som har lidt med deres synd. I deres øjne, som har lært om Kristus og hans frelsende kraft, vil der kun være få om nogen overhovedet, fejl ved de missionærer, som har taget den lange vej for at overbringe evangeliets budskab« (The Seven M’s of Missionary Service, 1996, s. 135-136).

Mosija 15:20-31. Den første opstandelse

• Jesus Kristus var den første person på denne jord, som opstod. Som følge deraf, vil den periode, der omtales i skriften som den første opstandelse, der begyndte med, at han overvandt dødens bånd, fortsætte gennem tusindårsriget. Abinadi belærte om, at de som vil komme frem i den første opstandelse vil omfatte »profeterne og alle dem, der har troet på deres ord« (Mosi 15:22), de, som døde i uvidenhed, uden de ›fik frelse forkyndt for sig‹ (Mosi 15:24; se også L&P 45:54), og små børn, som døde før de nåede ansvarlighedsalder (se Mosi 15:25; Moro 8:1-24).

  

  Opstandelsens rækkefølge

  

  Celestiale menneskers opstandelse

  Kristi opstandelse

  Terrestriale menneskers opstandelse

  Begyndelsen af tusindårsriget

  Telestiale menneskers opstandelse

  Fortabelsens sønners opstandelse

  Afslutningen af de retfærdiges opstandelse

  Afslutningen af tusindårsriget

  Indledningen på de uretfærdiges opstandelse

  Brian D. Garner, Search These Things Diligently, 2003, s. 151.

Mosija 15:25. Små børn har evigt liv

• Omkring frelsen af små børn, sagde profeten Joseph Smith (1805-1844): »Børn vil blive sat på trone i Guds og Lammets nærværelse … de vil der nyde fylden af det lys, den herlighed og intelligens, som er forberedt i det celestiale rige« (Joseph Smiths Lærdomme, s. 239).

Mosija 17:6-20. Abinadis eksempel

• Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum fremhævede behovet for at følge Abinadis eksempel på mod til at overholde befalingerne:

  Hvor stærkt bør Abinadis eksempel ikke stå for enhver af os! Han adlød tappert Herrens befalinger, selv om det kostede ham livet!

  »Profeter i alle uddelinger har villigt sat deres liv på spil og har modigt udført Herrens vilje og forkyndt Guds ord.

  Profeten Joseph Smith gik ›som et lam til slagtning‹ (L&P 135:4) og vaklede aldrig omkring udførelsen af Herrens befalinger.

  Og tænk på Frelserens eksempel … Han holdt ud til enden, fuldførte sin guddommelige mission og fuldbyrdede sit forsonende offer for hele menneskeheden

  … Lad os følge vor Herres, Jesu Kristi og hans tidligere og nutidige profeters eksempel. Der kræves måske ikke af os, at vi dør som martyrer, som mange af profeterne gjorde. Det, der kræves, er vores lydighed mod Herrens befalinger og trofasthed mod de pagter, vi har indgået med ham« (se Stjernen, juli 1996, s. 35).

Overvej

• Hvad tror du, at det betyder at have Herrens befalinger »skrevet i hjertet«? (Mosi 13:11).

• Hvorfor er det vigtigt at vide, at Frelseren var og er Gud? Hvordan kan denne viden påvirke vores tro på hans evne til at frelse os?

• Hvordan kan du leve retskaffent på trods af fremherskende ugudelighed rundt omkring?

Forslag til opgaver

• Når du læser Mosija 12:34-13:24, så find og markér hvert af de ti bud. Vælg et bud som du vil overholde bedre. Skriv i din dagbog, hvordan det går med det.

• Læs Mosija 14 og sammenlign det med Mosija 3:7-8. Skriv med dine egne ord et sammendrag på én side af Mosija 14 eller skriv en side med vidnesbyrd om, hvad Frelseren betyder for dig.