3 Nefi 18-19

Indledning

Under sit besøg hos nefitterne indstiftede Frelseren nadveren og understregede, at formålet med nadveren var at mindes ham. Og han gav os dette løfte: »Og hvis I altid erindrer mig, skal I have min Ånd til at være hos jer« (3 Ne 18:11). Det samme løfte er en del af nadverbønnen. Når du studerer 3 Nefi 18-19, så overvej, hvad Jesus lærte os om nadveren og bøn, og hvordan denne lære kan hjælpe dig til mere inderligt at følge Kristus, så du i større grad kan nyde Helligåndens ledsagelse.

Kommentar

3 Nefi 18:1-14. »Dette skal I gøre til erindring«

Frelseren sagde, at det primære formål med at tage nadveren var at erindre ham. Vi har mulighed for at koncentrere os om Guds Søn under nadveren, og vi bør ikke lade vore tanker svæve væk eller lade os distrahere. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev forskellige passende måder at erindre Herren på, når vi fornyer vore pagter gennem nadveren:

»Vi kan erindre Frelserens førjordiske liv og alt det, vi ved, at han har gjort …

Vi kan erindre den store enkelhed, da han blev født af en meget ung kvinde …

Vi kan erindre Kristi mirakler og belæringer, hans helbredelser og hjælp …

Vi kan erindre, at Jesus fandt særlig glæde ved børnene og sagde, at vi alle burde være mere som dem …

Vi kan erindre, at Kristus kaldte sine disciple for venner …

Vi kan – og bør – erindre de vidunderlige ting, vi har i livet, og at ›alt det, som er godt, kommer fra Kristus‹ (Moro 7:24) …

På visse dage har vi grund til at huske på den uvenlige behandling, han var udsat for, de afvisninger han mødte, og den uretfærdighed han led …

Vi kan erindre, at Jesus måtte stige ned under alle ting, for at han kunne hæve sig over dem, og at han led smerte, sorg og fristelse af enhver art, for at han kunne blive fyldt med barmhjertighed og vide, hvordan han skulle komme sit folk til undsætning i deres skrøbelighed« (se Stjernen, jan. 1996, s. 67-69).

3 Nefi 18:6-7. Nadveren og engles betjening

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan englebetjening var en del af løftet i nadverbønnerne:

»Disse ordinancer i Det Aronske Præstedømme er … afgørende ved englenes betjening …

Budskaber fra engle kan komme som en røst eller som tanker eller følelser, som kommunikeres til sindet …

De fleste kommunikationer fra engle føles eller høres, snarere end at de ses …

Normalt er velsignelserne i form af åndeligt fællesskab og kommunikation kun til rådighed for dem, som er rene … Gennem Det Aronske Præstedømmes ordinancer i form af dåb og nadveren bliver vi renset for vores synder og lovet, at hvis vi vil holde vores pagter, vil vi altid have hans Ånd hos os. Jeg mener, at dette løfte ikke alene henviser til Helligånden, men også til engles betjening, for ›engle taler gennem Helligåndens kraft; og derfor taler de Kristi ord‹ (2 Ne 32:3). Og således sker det, at de, som bærer Det Aronske Præstedømme, åbner døren for alle de medlemmer af Kirken, som tager nadveren værdigt, så de kan nyde fællesskab med Herrens Ånd og blive betjent af engle« (Liahona, jan. 1999, s. 45).

3 Nefi 18:16, 24. »Jeg er et eksempel for jer«

Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at uanset hvad vores rolle er, så bør vi stræbe efter at blive Frelseren lig så meget som muligt:

»Vi spiller hver især forskellige roller i vores familie, i Kirken, i samfundet, i forretningslivet, uddannelsesmæssigt osv. Selv om vi har forskellige behov, har vi det til fælles, at vi har brug for at fokusere på alle Kristi kvaliteter, især dem som vi personligt har mest brug for at udvikle mere …

Vi kan naturligvis lade være og blot antage et par få teknikker, som Frelseren anvendte. Men medmindre vi prøver at blive ham så lig, som vi overhovedet kan, berøver vi os selv et stort eksempel. Desuden handler det at blive ham lig både om form og indhold. For eksempel lytter Gud, fordi han elsker os. Kan vi overhovedet forestille os en Gud, som ikke lytter? Eller som mangler kraft? Eller som er uvillig til at stå op for sine principper? Efterhånden som vi bliver mere lig ham, vil det både kunne ses i vore egenskaber og handlinger« (A Wonderful Flood of Light, 1990, s. 110).

3 Nefi 18:18. »I skal altid våge og bede«

Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab reflekterede over vigtigheden af buddet om »altid erindre ham« (L&P 20:77, 79) og »altid våge og bede« (3 Ne 18:18):

»Hvad mener Mesteren med at sige, at vi altid skal ›våge og bede‹?

Jeg er ikke vís nok til at vide alt om hans formål med at give os en pagt om altid at erindre ham og hans formaning om altid at bede, så vi ikke skal falde i fristelse. Men én ting ved jeg. Han kender fuldt ud de stærke kræfter, der påvirker os, og han ved også, hvad det vil sige at være menneske

… Han ved, hvad det vil sige at være presset af hverdagens krav … Og han ved, at et menneskes kræfter til at klare det ikke er en konstant faktor

… Efterhånden som den ondes magt bliver mere intensiv, vil selv den åndelige styrke, som engang var tilstrækkelig, ikke slå til. Og uanset hvor stor en vækst i åndelig styrke, vi engang troede var mulig, så vil en endnu større blive mulig for os. Både behovet for åndelig styrke og muligheden for at tilegne sig den, vil øges i et omfang, som vi undervurderer med fare for vores undergang …

Begynd med at erindre ham. Man husker det, som man kender og elsker …

Herren kender jeres hjertes bønner. Den følelse I rummer i hjertet, kærligheden til vor himmelske Fader og hans elskede Søn kan være så konstant, at jeres bønner altid vil stige til himmels« (»Always«, CES-foredrag for unge voksne, 3. jan. 1999, s. 2-3, 5; se også »Always«, Ensign, okt. 1999, s. 8-10, 12).

3 Nefi 18:18. »Sigte jer som hvede«

Da Jesus advarede nefitterne: »Satan ønsker at få jer, så han kan sigte jer som hvede« (3 Ne 18:18), var det samme budskab, som han havde udtrykt over for Peter (se Luk 22:31).

© Richard Cleave

Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede Jesu Kristi ord: »Dette er et idiomatisk udtryk, som var tydeligere for folk dengang, end det er for folk i dag. Tanken og essensen i Jesu udtalelse er: ›Peter, Satan ønsker at høste dig. Han ønsker din sjæl og fører dig til sit kornkammer, sit forrådskammer, hvor du skal være hans discipel.‹ Det er næsten samme billede, vi bruger, når vi siger, at marken allerede er hvid til høst. Og vi går ud og forkynder evangeliet og høster menneskesjæle. Nuvel, Satan begærede Peter, han ville sigte ham som hvede eller høste hans sjæl« (Sermons and Writings of Bruce R. McConkie, red. Mark L. McConkie, 1998, s. 127).

3 Nefi 18:21. »Bed i jeres familie«

Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) talte om vigtigheden af familiebøn: »Jeg er sikker på, at der ikke er nogen erstatning for hver morgen og aften at knæle ned sammen – far, mor og børn. Det vil i højere grad end tykke gulvtæpper, smukke gardiner og velafbalancerede farver, forbedre vores hjem og gøre det smukkere« (se Stjernen, sep. 1991, s. 4 ).

3 Nefi 18:26-32. En hellig ordinance

Bemærk at Frelseren i 3 Nefi 18:26 ophører sin tale til folkemængden og vender sig mod de disciple, som »han havde udvalgt.« Hans budskab i vers 28-29 var til præstedømmeledere og en advarsel om, at nogen uværdigt tager del i nadveren. Ud fra disse vers lærer vi, at medlemmerne af Kirken bør overlade ansvaret for at afgøre, hvem der er værdig til at deltage i nadveren, til dem, som Herren har kaldet til at træffe sådanne afgørelser, fx biskoppen eller stavspræsidenten.

Minerva K. Teichert, med tilladelse fra BYU Museum of Art
Da ældste John H. Groberg tjente som medlem af de Halvfjerds, forklarede han, hvad det vil sige at tage værdigt del i nadveren:

»Dersom vi ønsker at forbedre (eller omvende) os og ikke er underlagt præstedømmets tilsyn, er vi, efter min mening, værdige. Hvis vi derimod ikke har noget ønske om at forbedre os og ikke har til hensigt at følge Åndens vejledning, bør vi spørge os selv: Er vi værdige til at deltage, eller lader vi hånt om selve formålet med nadveren, som er at tjene som katalysator for personlig omvendelse og forædling? Dersom vi erindrer Frelseren og alt, hvad han har gjort og vil gøre for os, vil vi forbedre vore handlinger og derved komme tættere på ham, hvilket vil holde os på den vej, der fører til evigt liv.

Hvis vi derimod nægter at omvende og forbedre os, dersom vi ikke erindrer ham og holder hans befalinger, så har vi sat en stopper for vores udvikling, og det til vores sjæls fordærv.

Nadveren er så intens og personlig en oplevelse, og vi er de eneste, som er bevidste om, hvorvidt vi er værdige eller ej …

Når vi deltager værdigt i nadveren, vil vi mærke, hvor vi har brug for at forbedre os og modtage hjælp og vilje til at gøre noget ved det. Uagtet vores problem, så giver nadveren altid håb.

De fleste problemer må vi selv løse. Betaler vi fx ikke vores tiende, må vi ganske enkelt beslutte os for at gøre det. Men andre problemer kræver, at vi søger biskoppens hjælp – Ånden vil lade os vide, hvilke det er« (se Stjernen, juli 1989, s. 33-34).

3 Nefi 18:36-37. Jesus gav sine disciple »magt til at give Helligånden«

Folkeskaren vidste ikke, hvad Frelserne gjorde eller sagde, da han lagde hånden på sine disciple og talte, men Mormon oplyser os om, at disciplene bevidnede, »at han gav [disciplene] magt til at give Helligånden« (3 Ne 18:37). Moroni opfyldte det løfte til læseren, som hans far havde givet, som lød »jeg vil vise jer herefter, at dette vidnesbyrd er sandt« (3 Ne 18:37), da han senere beskrev denne begivenhed og de ord, som Kristus havde talt til de tolv disciple. Han forklarede desuden, at da Frelseren rørte sine disciple for at bemyndige dem, lagde han sine hænder på dem (se Moro 2:1-3).

3 Nefi 19:6-8, 16-17

Hvorfor tror du, at det er vigtigt at knæle ned i bøn, når det er muligt?

3 Nefi 19:9. Disciplene bad om Helligånden

De tolv disciple, som Jesus havde udvalgt, bad om, »at Helligånden måtte blive givet dem« (3 Ne 19:9). Ældste Bruce R. McConkie forklarede betydningen bag denne anmodning:

»Der er … forskel på Helligåndsgaven og det at nyde denne gave. Efter man er blevet døbt, modtager alle hellige gaven eller retten til Helligåndens rensende kraft; kun de, som er værdige og holder befalingerne, kan rent faktisk nyde den lovede belønning. I praksis betyder det, at medlemmer af Kirken kan nyde Åndens følgeskab fra tid til anden, når de ved lydighed kan være i harmoni med den Uendelige.

Men det rent faktisk at nyde Helligåndsgaven er en himmelsk gave, som mennesket kan modtage i jordelivet. Når man modtager den, er det et vidne om, at de hellige er så velsignede at være forliget med Gud og gør det, der sikrer dem evigt liv i de himmelske sale« (A New Witness for the Articles of Faith, 1985, s. 257).
Præsident Heber J. Grant (1856-1945) talte om at bede Herren om Helligåndens vejledning to gange om dagen: »Jeg nærer lidet eller ingen frygt for den dreng eller pige, den unge mand eller kvinde, som oprigtigt og samvittighedsfuldt anmoder Gud om hans Ånds vejledning to gange om dagen. Jeg er sikker på, at når fristelsen melder sig, vil de have styrken til at overvinde den gennem den inspiration, som vil blive givet dem. At anmode Herren om hans Ånds vejledning skærmer os, og hvis vi ærligt og redeligt søger Herrens Ånds vejledning, kan jeg forsikre jer om, at I vil modtage den« (Gospel Standards, 1976, s. 26).
Præsident Marion G. Romney (1897-1988), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, udtalte, at vi kan opnå og bevare Ånden ved at følge et enkelt firetrinsprogram: »Hvis I ønsker at få og bevare Åndens vejledning, kan I gøre det ved at følge dette enkle firetrinssprogram: For det første, bed. Bed flittigt … For det andet, studér og lær evangeliet at kende. For det tredje, lev retfærdigt; omvend jer fra jeres synder … Og for det fjerde, udfør tjeneste i Kirken« (»Helligåndens vejledning«, Stjernen, aug. 1980, s. 5).

3 Nefi 19:10-13. Døbt på ny

Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) forklarede, hvorfor Jesus befalede nefitterne at blive døbt igen:

»Da Kristus besøgte nefitterne på dette kontinent, befalede han dem at blive døbt, selv om de allerede var blevet døbt til syndernes forladelse … Frelseren bød Nefi og folket at blive døbt igen, fordi han havde omorganiseret Kirken på ny under evangeliet (se 3 Ne 19:7-15; 26:17). Tidligere havde den været organiseret under loven (se 3 Ne 9:15-22; 11:10-40; 12:18-19; 15:4-10)

… Af samme årsag blev Joseph Smith og de andre, som var blevet døbt inden den 6. april 1830, døbt igen den dag Kirken blev organiseret« (se Lærdomme om frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 2:270).

3 Nefi 19:18, 22. »De bad til Jesus«

Der er ingen steder i skriften, hvor vi bliver belært om at bede til Jesus. I denne unikke situation bad disciplene dog til Sønnen frem for til Faderen. Ældste Bruce R. McConkie havde denne forklaring på, hvordan det kunne være: »Der var en særlig grund til, at dette blev gjort ved denne lejlighed og denne ene gang. Jesus havde allerede belært dem om at bede til Faderen i hans navn, hvilket de først gjorde … Jesus var til stede hos dem som et symbol på Faderen. At se ham var som om, de så Faderen, at bede til ham var som om, at de bad til Faderen. Det var en speciel og unik situation« (The Promised Messiah: The First Coming of Christ, 1978, s. 560-561). Det bør også bemærkes, at Frelseren udtrykkeligt sagde om de mennesker, der bad til ham ved den lejlighed, »fordi jeg er hos dem« (3 Ne 19:22). Desuden brugte de ved denne lejlighed »ikke mange ord, for det blev dem givet, hvad de skulle bede« (3 Ne 19:24).

3 Nefi 19:19-20, 27-28. »Jeg takker dig«

Skriften rummer mange eksempler på, at Sønnen udtrykker taknemlighed mod Faderen (se Mark 14:23; Joh 6:5-11; 11:33-35, 41; 1 Kor 11:23-24). Da han vendte tilbage for at besøge nefitterne for anden gang, indledte Jesus sin første og anden bøn, som er optegnet i skriften, med at takke Faderen (se 3 Ne 19:19-20, 27-28). Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret dette princip:

»Bøn er en absolut nødvendig del af at viderebringe vores tak til vor himmelske Fader. Han forventer, at vi udtrykker vores taknemlighed hver morgen og aften i oprigtig, enkel bøn fra hjertet for vore mange velsignelser, gaver og talenter.

Ved at udtrykke bønsom taknemlighed viser vi vores afhængighed af en højere kilde for at få visdom og kundskab – Gud Faderen og hans Søn, vor Herre og Frelser Jesus Kristus« (se Stjernen, juli 1992, s. 60-61).

3 Nefi 19:20-23, 29. En bøn om at være ét

Jesus bad vor himmelske Fader om enighed blandt sine tilhængere og også om sammenhold blandt de folk, som hans tilhængere underviste (se Joh 17:11, 20-21). Kristus underviste også i princippet om enhed i Lære og Pagter: »Vær et, og hvis I ikke er ét, er I ikke mine« (L&P 38:27).

Ældste Jeffrey R. Holland sammenlignede Jesu Kristi bøn om enighed i 3 Nefi 19:20-23 med Johannes 17:11, 20-23: »Ud fra Frelserens sprog ser vi tydeligt, at det er Helligånden, der tilvejebringer en sådan enighed, et doktrinært punkt, som ikke kommunikeres helt så tydeligt i Det Nye Testamentes beretning. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at et af de ultimative beviser, som Gud har på vores opfattelse af Guddommen, er, at vi bliver set og hørt, når vi beder bøn. Kristus bemærkede dette bevis på vegne af nefitterne. Til Faderen sagde han: ›Du ser, at de tror på mig, for du hører dem‹ (3 Ne 19:22) … Det er kernen i den mirakuløse manifestation af det personlige forhold mellem himlen og Den Hellige Talsmand« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 280).
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan vi kan blive ét med Faderen og Sønnen:

»Jesus opnåede en fuldkommen samhørighed med Faderen, fordi han underkastede sig – både hvad kødet og hvad ånden angår – Faderens vilje. Hans virke var altid klart målrettet, fordi der ikke var nogen svækkende eller forstyrrende tvesindethed i ham. Med henvisning til sin Fader, sagde Jesus: ›Jeg gør altid det, der er godt i hans øjne‹ (Joh 8:29) …

Vi kan ganske enkelt ikke være ét med Gud og Kristus, førend vi har gjort deres vilje og interesse til vores største ønske. En sådan underdanighed opnår vi ikke på én dag, men ved Helligåndens hjælp vil Herren undervise os, hvis vi er villige, indtil det med tiden og med rette må kunne siges, at han er i os, ligesom Faderen er i ham. Til tider skælver jeg ved tanken om, hvad det kan komme til at kræve, men jeg ved, at det kun er i denne fuldkomne samhørighed, at vi kan finde en fylde af glæde« (se Liahona, nov. 2002, s. 72-73).

3 Nefi 19:24. »De brugte ikke mange ord«

Hvad betyder det at bede uden at »[bruge] mange ord«? (3 Ne 19:24). Ældste Gene R. Cook fra De Halvfjerds sagde følgende i denne forbindelse:

»Da de nefitiske disciple bad i Jesu nærvær, viste de os alle et godt et eksempel. Skriften siger … ›de brugte ikke mange ord‹ …

Dette er i overensstemmelse med den befaling, Herren gav til jøderne, da han tjente på jorden. Han sagde: ›Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord‹ (Matt 6:7; se også 3 Ne 13:7).

Når vi beder i offentlig sammenhæng, så lad os være nøje med ikke at blive optaget af ønsket om menneskenes hæder, som kan få os til at bede uden reel hensigt eller gøre vore bønner unødigt lange. Den samme advarsel gælder dem, som snarere beder for et jordisk publikum end for at blive hørt af Herren. Vi skal være forsigtige og undgå floromvundne bønner eller bønner, som skal imponere. Der er givet, at Herren ikke finder behag i et sådant tiltag, ej heller vil han besvare bønner fra en, som ikke er fokuseret på Herren eller beder uden oprigtig hensigt« (Receiving Answers to Our Prayers, 1996, s. 43-44).

3 Nefi 19:24-25

Hvad er det, der tilsyneladende sker med disciplene i disse vers? Sammenlign dit svar med 3 Nefi 19:28-29 og Moses 1:9-11.

3 Nefi 19:35. Mirakler følger dem, der tror

Store mirakler ledsagede Frelserens besøg blandt de hellige på Mormons Bogs tid – mirakuløse helbredelser, engle, lysende ansigter, bønner så hellige, at de ikke kunne nedskrives og mange andre forunderlige manifestationer. Jesus sagde til sine disciple: »Så stor tro har jeg aldrig set blandt alle jøderne; derfor kunne jeg ikke vise dem så store mirakler på grund af deres vantro« (3 Ne 19:35).

Finder der stadig mirakler sted i dag, eller er miraklernes tid ophørt? Ældste Dallin H. Oaks belærte om, at der stadig finder små mirakler sted, men at vi ofte ikke hører om dem, fordi de er for hellige:

»Hvorfor nævner vore taler til generalkonferencen og vore lokale møder ikke mere om de mirakler, som vi har oplevet? De fleste af de mirakler, som vi oplever, skal ikke deles med andre. I overensstemmelse med skrifternes belæringer, så holder vi dem hellige og fortæller kun om dem, når Ånden tilskynder os til det

… I lighed med det anviser nutidige åbenbaringer, at ›de ikke må prale af sig selv over dette, ej heller tale om det for verden; for det bliver givet til gavn og frelse for jer‹ (L&P 84:73). En anden åbenbaring erklærer: ›Husk, at det, som kommer ovenfra, er helligt og skal omtales med varsomhed, og som Ånden holder en tilbage‹ L&P 63:64) …

Sidste dages hellige følger almindeligvis denne anvisning. Når vi bærer vidnesbyrd og taler offentligt, nævner vi sjældent vore mest mirakuløse oplevelser, og vi sætter sjældent vores lid til tegn på, at evangeliet er sandt. Vi bekræfter sædvanligvis bare vores vidnesbyrd om sandheden af det gengivne evangelium og fortæller ikke detaljeret, hvordan vi har fået det. Hvorfor? Tegn følger, dem der tror. At søge et mirakel for at omvende nogen er en upassende søgen efter tegn. Af samme grund er det sædvanligvis upassende at fortælle om mirakuløse hændelser til et alment publikum, der omfatter mennesker med forskellige niveauer af åndelig modenhed. Blandt et alment publikum vil mirakler være trosfremmende for nogle, men et upassende tegn for andre« (»Miracles«, CES-foredrag for unge voksne, 7. maj 2000, s. 3, www.ldsces.org).

Overvej

Hvordan kan din erindring om, hvad du følte, da du blev døbt, være med til at give dig en bedre oplevelse, næste gang du tager del i nadveren?
De tolv disciple bad om det, de ønskede sig mest, hvilket var, »at Helligånden måtte blive givet til dem« (3 Ne 19:9). Hvad er dit største ønske? Er dit ønske noget du tager med i dine bønner? Hvorfor eller hvorfor ikke?
Frelserens ansigt »smilede over« disciplene (3 Ne 19:25, 30). Hvad tror du, det betyder? Hvad kan du gøre for at smile mere til andre?

Forslag til opgaver

Nu hvor du har læst adskillige skriftsteder og andre belæringer om nadveren, så læg din egen plan for, hvordan du kan gøre nadveren mere meningsfuld for dig.
Studér beskrivelserne af Frelserens bønner i 3 Nefi 19:19-23, 27-29, 31-32. Overvej hvilket princip disse beskrivelser lærer os for at forbedre vore bønner. Skriv dine tanker og konklusioner ned i din dagbog.