Alma 23-29

Indledning

Anti-nefi-lehier udviste tydeligt den kraftfulde forandring, der præger de mennesker, som tager imod evangeliet og indgår pagt om at følge Jesus Kristus. De var et eksempel på den omfattende og fulde omvendelse, der kommer af en oprigtig indsats for leve som Frelseren gjorde i alle livets aspekter. Tillige med de omvendte lamanitter, udviste Mosijas og Almas sønner også den åndelige styrke, der følger af et fortsat ønske om at omvende sig, holde sine pagter og tjene Herren gennem missionering og retskaffen levevis. Når du studerer Alma 23-29, så kig efter specifikke handlinger og indstillinger, som kan være dig en hjælp til at uddybe graden af din egen personlige omvendelse. Hold også øje med de utallige beskrivelser af den glæde og fryd, der kommer som følge af at være optaget af at dele evangeliet med andre.

Kommentar

Alma 23:1-5. »For at Guds ord ikke skulle møde nogen hindring«

Lamanitternes konge fjernede alle restriktioner, som havde forhindret evangeliet i at blive forkyndt blandt hans folk, og missionærerne drog ud over hele landet og forkyndte. Præsident Thomas S. Monson talte om en lignende begivenhed, da han beskrev de omstændigheder, der lå bag den beslutning, som regeringen i det tidligere DDR traf og som gjorde det muligt for missionærerne at forkynde der efter flere års restriktioner på Kirkens aktiviteter:

»Vores endelige mål var at søge om tilladelse til, at døren til missionering kunne åbnes. Ældste Russell M. Nelson, ældste Hans B. Ringger, jeg og vore lokale ledere i DDR under ledelse af præsident Henry Burkhardt, præsident Frank Apel og præsident Manfred Schutze, mødtes først med ministeren for religiøse anliggender, Kurt Löffler, mens han gav en dejlig frokost til ære for os. Han talte til os og sagde: ›Vi vil gerne hjælpe jer. Vi har observeret jer og jeres medlemmer igennem 20 år. Vi ved, at I er det, som I hævder at være: ærlige mænd og kvinder.‹

Repræsentanter for staten og deres hustruer overværede indvielsen af et stavscenter i Dresden og en kirke i Zwickau. Mens de hellige sang ›Gud vær’ med dig, til vi ses igen‹ – ›Auf Wiedersehen, Auf Wiedersehen‹ – mindedes vi ham, Fredsfyrsten, som døde på korset på Golgata. Jeg tænkte på vor Herre og Frelser, da han gik på smertens vej, tårernes spor, ja, selve retfærdighedens vej. Hans gennemtrængende erklæring kommer til mig: ›Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!‹ (Joh 14:27).

Derefter tilbage til Berlin til de afgørende møder med statsoverhovedet, formanden for ministerrådet Erich Honecker

… Vi blev kørt til kontorerne for statens øverste ledere.

Inden for bygningens pompøse indgang blev vi budt velkommen af formand Erich Honecker. Vi gav ham statuetten First Step, der viser en mor, som hjælper sit barn med at tage det første skridt hen imod sin far. Han var meget glad for gaven. Derefter ledsagede han os til sit personlige konferenceværelse. Der blev vi placeret omkring et stort rundt bord. Ved bordet sad bl.a. formand Erich Honecker og nogle ministre.

Erich Honecker begyndte: ›Vi ved, at jeres kirkes medlemmer tror på arbejde; det har I bevist. Vi ved, at I tror på familien, det har I vist. Vi ved, at I er gode borgere i alle de lande, som I regner som hjemme; det har vi bemærket. Ordet er jeres. Kom frem med jeres ønsker.‹

Jeg begyndte: ›Formand Honecker, ved indvielsen og åbent hus-arrangementet for templet i Freiberg stod 89.890 af dine landsmænd i kø, nogle gange op til fire timer, sommetider i regnvejr, for at komme til at se et Guds hus. I Leipzig var 12.000 til stede ved et åbent hus-arrangement i forbindelse med indvielsen af stavscentret. I Dresden var der 29.000 besøgende; i Zwickau 5.300. Og hver eneste uge året rundt besøger 1.500-1.800 mennesker tempelgrunden i Freiberg. De vil gerne vide, hvad vi tror på. Vi vil gerne fortælle dem, at vi tror på at ære, adlyde og støtte landets love. Vi vil gerne forklare vores ønske om at opbygge stærke familieenheder. Dette er blot to af vores trossætninger. Vi kan ikke besvare spørgsmål, og vi kan ikke fortælle om vore følelser, fordi vi ingen missionerende repræsentanter har, som vi har i andre lande. De unge mænd og kvinder, som vi ønsker kommer til jeres land som missionerende repræsentanter, vil holde meget af jeres land og folk. Mere præcist vil de efterlade en forædlende påvirkning hos jeres folk. Desuden vil vi gerne se unge mænd og kvinder fra jeres nation, som er medlemmer af vores kirke, tjene som missionerende repræsentanter i mange nationer, som fx USA, Canada og flere andre. De vil komme tilbage og være bedre beredt til at påtage sig ansvarsfulde stillinger i jeres land.‹

Derefter talte Erich Honecker i omtrent en halv time, hvor han beskrev sine hensigter og synspunkter og detaljeret beskrev, hvilke fremskridt hans nation havde gjort. Til sidst smilede han, tiltalte mig og gruppen og sagde: ›Vi kender jer. Vi stoler på jer. Vi har erfaringer med jer. Jeres missionsanmodning er godkendt.‹

Min ånd slog kolbøtter af glæde. Mødet var afsluttet. Ældste Russell Nelson vendte sig mod mig, da vi forlod de smukke regeringskontorer, og sagde: ›Læg mærke til, hvordan solskinnet fylder denne hal. Det er næsten, som om vor himmelske Fader siger: ›Jeg er tilfreds.‹‹‹

Nattens sorte mørke var forbi. Gryet havde bragt dagens strålende lys. Jesu Kristi evangelium ville nu blive bragt til millioner af mennesker i dette land. Deres spørgsmål om Kirken ville blive besvaret, og Guds rige ville gå frem.

Når jeg tænker tilbage på disse begivenheder, vender mine tanker sig til Mesterens ord: ›Og i intet fortørner mennesket Gud mere, og mod ingen er hans vrede blusset op i større grad end mod dem, der ikke anerkender hans hånd i alle ting‹ (L&P 59:21). Jeg anerkender Guds hånd i de mirakuløse begivenheder, der er sket for Kirken i den Tyske Demokratiske Republik« (Stjernen, juli 1989, s. 48-49).

Alma 23:6. Blev omvendt til Herren og faldt aldrig fra

Det er bemærkelsesværdigt at ikke en eneste af anti-nefi-lehierne nogensinde forlod Kirken eller blev mindre aktiv (se Alma 27:27). Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) har gentagne gange understreget vigtigheden af at fastholde nyomvendte. Han har sagt, at der ikke er nogen grund til at missionere medmindre, de omvendte forbliver aktive:

Del Parson, © 1982 IRI

»Med en øget missioneringsindsats verden over, må der finde en tilsvarende øget indsats sted for at få enhver konvertit til at føle sig hjemme i sin menighed. Der ville komme tilpas mange mennesker ind i Kirken i år til at danne 100 nye stave af gennemsnitsstørrelse. Desværre overser vi nogle af disse nye medlemmer i forbindelse med stigningen af omvendte. Jeg håber, at der gennem hele Kirken og over hele verden vil blive gjort en stor indsats for at fastholde enhver af nyomvendt, der kommer ind i Kirken.

Dette er et alvorligt anliggende. Der er absolut intet formål med at missionere, hvis vi ikke bevarer frugterne af denne indsats. De to ting er uadskilleligt forbundet« (se Stjernen, jan. 1998, s. 55).

Alma 23:17. Hvad betyder navnet Anti-Nefi-Lehi?

Navnet Anti-Nefi-Lehi kunne antyde en sammenslutning af efterkommere af Nefi og de, som fulgte ham, tillige med andre efterkommere af Lehi: »Navnet ›anti‹ i ›Anti-Nefi-Lehi‹ kan også være en udledning af det egyptiske nty ›han af, personen af.‹ Og frem for således at have betydningen af imod, har det betydningen ›den af Nefi og Lehi‹« (Stephen D. Ricks, »Anti-Nephi-Lehi«, i Dennis L. Largey, ed., Book of Mormon Reference Companion, 2003, s. 67).

Alma 24:10. Skylden borttaget gennem forsoningen

Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum vidnede om, at vi kan anvende Jesu Kristi forsoning til at borttage vores skyld:

»Af en eller anden grund tror vi, at Kristi forsoning kun gælder ved slutningen af det jordiske liv for at forløse fra faldet, fra åndelig død. Men det er meget mere end det. Det er en altid tilstedeværende kraft, man kan trække på i hverdagen. Når vi pines og plages eller er oprørte på grund af skyld eller bebyrdes af sorg, kan han helbrede os. Selv om vi ikke fuldstændigt forstår, hvordan Kristi forsoning blev udvirket, kan vi opleve ›Guds fred, som overgår al forstand‹ (Fil 4:7) …

Vi begår alle fejl. Til tider skader vi os selv og skader andre alvorligt på måder, som vi alene ikke kan reparere. Vi ødelægger ting, som vi alene ikke kan reparere. Det er så vores natur at føle skyld og ydmygelse og lidelse, som vi ikke kan helbrede alene. Det er da, at forsoningens helbredende magt kan hjælpe.

Herren har sagt: ›For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig‹ (L&P 19:16) …

Forsoningen har praktisk, personlig, daglig værdi; anvend den i jeres tilværelse. Den kan aktiveres ved så enkel en begyndelse som bøn. I vil herefter ikke være fritaget for bekymringer og fejltrin, men I kan blive skylden kvit gennem omvendelse og få fred« (se Liahona, juli 2001, s. 23-24).

Alma 24:11. »Alt, vi kunne gøre« for at omvende os

Anti-nefi-lehierne gjorde »alt, [de] kunne gøre« for at omvende sig (Alma 24:11). I 2 Nefi 25:23 forklarede Nefi: »Det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre.« Af anti-nefi-lehiernes konge lærer vi, at den del, som er alt, vi kan gøre, er at omvende os fra alle vore synder.

Alma 24:17-19. Grave vore våben dybt ned i jorden

Ved at grave deres våben dybt ned i jorden, lovede anti-nefi-lehierne Herren, at de aldrig ville bruge dem igen. Skriften siger: »De blev vedholdende og ville lide indtil døden hellere end at begå synd« (Alma 24:19). Deres handlinger viste, at de totalt havde opgivet synd efter deres oprigtige omvendelse.

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) belærte om, at det at opgive sine synder ofte fordrer, at man ændrer sin livsstil: »Når man aflægger synd kan man ikke bare ønske sig bedre forhold. Man må skabe dem. Det vil måske være nødvendigt at komme til at hade den anløbne livsførelse og at afsky synden. Den pågældende må være sikker på, at han ikke blot har aflagt synden, men også at han har forandret omstændighederne omkring synden. Han bør undgå de steder, forhold og omstændigheder, hvor synden fandt sted, for de kan meget hurtigt og let blive grobund for den på ny. Han må undgå de mennesker, med hvem synden blev begået. Han behøver ikke at hade de pågældende mennesker, men han må undgå dem og alt, hvad der er forbundet med synden … Han må fjerne enhver ting, som kan minde ham om det gamle« (se Tilgivelsen mirakel, 1969, s. 154).

Alma 24:22-27. De retfærdiges eksempel resulterede i, at mange omvendte sig

Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at vores beslutning om at holde vore pagter, kan lede til at andre omvender sig:

»Kongen af anti-nefi-lehierne gav sit folk besked på at grave deres våben dybt ned i jorden, for at de ikke skulle blive fristet til at bruge dem mod deres brødre, lamanitterne, når de kom imod dem. Folket, der fulgte deres konges råd, anså deres handlinger som ›vidnesbyrd for Gud og også for mennesker om, at de aldrig igen ville bruge våben til udgydelse af menneskeblod‹ (Alma 24:18). Da lamanitterne angreb, gik anti-nefi-lehierne ›ud for at møde dem og kastede sig til jorden for dem‹ (Alma 24:21). Lamanitterne dræbte 1005 af anti-nefi-lehierne før blodbadet stoppede. Hvorfor stoppede det og hvilke konsekvenser fik det? Ud fra beretningen i Alma får vi svar på disse spørgsmål: …

›Se, da lamanitterne så dette, lod de være med at slå dem ihjel; og der var mange, hvis hjerte svulmede for dem … for de angrede det, som de havde gjort

… Og det skete, at Guds folk den dag tog imod flere end det antal, der var blevet slået ihjel; og de, der var blevet slået ihjel, var retfærdige folk; derfor har vi ingen grund til at tvivle på, at de blev frelst‹ (Alma 24:24, 26) …

Selvom budskabet med denne beretning ikke handler om total pacifisme, så lærer vi, at vi ved ikke at sætte hårdt mod hårdt kan påvirke andre dybt. Vi kan bogstavelig talt ændre deres hjerte, når vi følger Kristi eksempel og vender den anden kind til. Vores eksempel som fredelige tilhængere af Kristus inspirerer andre til at følge ham« (Living with Enthusiasm, 1996, s. 127-128).

Alma 24:30. At flytte sig fra neutral grund

Tilstanden for et menneske, der falder bort fra Kirken efter at have været medlem, er typisk ›værre, end hvis de aldrig havde kendt dette‹ (Alma 24:30). Profeten Joseph Smith forklarede denne tilstand i en samtale med et andet medlem. Bror Isaac Behunin sagde engang til profeten Joseph Smith: »Hvis jeg skulle forlade Kirken, ville jeg ikke gøre som disse mænd har gjort: Jeg ville tage til et fjernt sted, hvor man aldrig havde hørt om mormonismen, slå mig ned der, og ingen ville nogensinde få at vide, at jeg vidste noget om den.‹

Den store seer svarede hurtigt: ›Bror Behunin, du ved ikke, hvad du ville gøre. Der er ingen tvivl om, at disse mænd engang har følt ligesom dig. Før du tilsluttede dig denne kirke, stod du på neutral grund. Da evangeliet blev forkyndt, blev du præsenteret for godt og ondt. Du kunne vælge enten det ene eller det andet. Der var to modstridende herrer, der indbød dig til at tjene dem. Da du tilsluttede dig denne Kirke, meldte du dig til at tjene Gud. Da du gjorde det, forlod du den neutrale grund, og du kan aldrig komme tilbage til den. Vil I svigte den Mester, som I har sagt ja til at tjene, vil det ske efter den ondes tilskyndelse, og I vil følge hans ordrer og være hans tjener« (se Kirkens Præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 324).

Alma 25:1-12. En profeti bliver opfyldt

Alma 25:1-12 beretter om opfyldelsen af Abinadis profeti vedrørende kong Noas ugudelige præster (se Mosi 17:15-20). Bemærk, hvordan Mormon dokumenterer opfyldelsen af Abinadis profeti for læseren. Overvej følgerne for dem, der afviser profeter, som Abinadi og hævder, at profeten har syndet. Nyere åbenbaring indeholder også en advarsel til dem, »der løfter hælen mod mine salvede« (se L&P 121:16-22).

Alma 25:17. Herren bekræftede »sit ord for dem i enhver henseende«

En af de største lektier, man kan drage af denne del af Alma er, at Gud altid holder sine løfter. Herren havde sagt til kong Mosija, at mange ville tro på hans sønners ord, og at han ville udfri dem »af lamanitternes hænder« (Mosi 28:7). Se Alma 17:4, 35-39; 19:22-23; 26:1-4 for mere om opfyldelsen af disse løfter. Dette er blot en af utallige skildringer i skriften om den doktrinære sandhed, at Gud er forpligtet, når vi gør, hvad han siger (se L&P 82:10).

Alma 26:5-7. Hvad er neg?

Ordet neg betyder et bundt stilke og kornhoveder, som er bundtet sammen. Ammons brug af ordet neg i Alma 26:5 er et billede på de omvendte, som bringes ind i Kirken af trofaste missionærer, som svang deres segl.

Alma 26:11-14

Hvilke tegn finder du på, at Ammon frydede sig over Frelserens kraft og nåde, frem for at hævde sig selv?

Alma 26:15-16. »Hvem kan juble for meget i Herren?«

Akkurat som Ammon følte trang til at ære Herren og synge til hans pris, bør vi også gøre det. Da søster Sheri L. Dew tjente som rådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, sagde hun følgende om den rolle, som Jesus Kristus har i vores daglige liv:

»Er det muligt at være lykkelig, når livet er hårdt? At føle fred midt i usikkerhed og håb midt i kynisme? Er det muligt at ændre sig, at aflægge gamle vaner og blive ny igen? Er det muligt at leve i retskaffenhed og renhed i en verden, som ikke længere værdsætter de dyder, som kendetegner Kristi tilhængere?

»Ja. Svaret er ja, på grund af Jesus Kristus, hvis forsoning sikrer, at vi ikke behøver at bære jordelivets byrder alene …

Gennem årene har jeg, ligesom jer, oplevet pres og skuffelser, som ville have knust mig, hvis jeg ikke havde været i stand til at drage nytte af en kilde til visdom og styrke, der var langt større end min egen. Han har aldrig glemt eller svigtet mig, og jeg ved, at Jesus er Kristus, og at dette er hans Kirke. Med Ammon siger jeg: ›Hvem kan juble for meget i Herren? Ja, hvem kan sige for meget om hans store magt og om hans barmhjertighed? Se … jeg kan ikke beskrive blot det mindste af det, som jeg føler‹ (Alma 26:16). Jeg vidner om, at i dette tusmørke i tidernes fyldes uddeling, hvor Lucifer arbejder over for at spolere vores rejse hjem og for at adskille os fra Frelserens forsonende kraft, er det eneste svar til enhver af os, Jesus Kristus« (se Liahona, juli 1999, s. 78-79).

Alma 26:27. Udholdenhed fører til medgang

Den medgang som Mosijas sønner oplevede blandt lamanitterne overgik deres forventninger (se Alma 26:30-31). Da de indledte deres mission, havde Herren lovet dem: »Jeg vil gøre jer til et redskab i mine hænder til frelse for mange sjæle« (Alma 17:11). Med dette løfte »fattede [de] mod i hjertet til at drage ud til lamanitterne for at kundgøre Guds ord for dem« (Alma 17:12). Belønningen for deres udholdenhed kom ikke automatisk, selvom Herren havde lovet den. I løbet af deres 14 år lange mission oplevede de »alle slags trængsler« (Alma 26:30). Vi kan endvidere læse, at de blev »nedtrykte i hjertet og skulle til at vende tilbage« (Alma 26:27). Men idet de stolede på Herrens løfte, holdt de ud i deres bestræbelser. Og som han altid gør, indfriede Herren sine løfter og belønnede dem for deres udholdenhed.

Jerry Thompson, © IRI

Alma 26:27-30. De barske realiteter for missionering

Ældste F. Burton Howard fra De Halvfjerds har fortalt, hvordan hans læsning af Alma 26 som ung missionær påvirkede hans vidnesbyrd om sandheden af Mormons Bog:

»Jeg læste atter det seksogtyvende kapitel i Alma og historien om Ammons mission. Jeg læste det højt, som jeg gør af og til, og prøvede at sætte mig i de forskellige karakterers sted i bogen og forestillede mig, at jeg sagde eller hørte de ord, som om at jeg var der. Jeg læste beretningen igennem igen og med en klarhed, som ikke kan beskrives, og som kan være svær at forstå for en, som ikke har prøvet det, talte Ånden til mit sind og sagde: ›Bemærkede du det? At alt, hvad der hændte for Ammon, hændte for dig?‹

Det var en total uventet følelse. Det var ganske forbløffende, det var en tanke, som aldrig havde strejfet mig tidligere. Jeg læste hurtigt historien igen. Ja, der var gange, hvor mit hjerte var nedtrykt, og jeg havde overvejet at tage hjem. Jeg var også taget til et fremmed land for at forkynde evangeliet for lamanitterne. Jeg havde også været ude blandt dem, havde lidt trængsler, havde sovet på gulvet, havde frosset og gået uden mad. Jeg havde også gået fra hus til hus og banket på døre i månedsvis til tider uden at blive budt indenfor, mens jeg satte min lid til Guds nåde.

Der havde været andre gange, hvor vi var blevet lukket ind og havde talt med folk. Vi havde undervist dem på gader og på højdedrag. Vi havde endda forkyndt i andre kirker. Jeg mindedes, at jeg var blevet spyttet på. Jeg huskede engang, da missionspræsidenten havde givet mig som ung distriktsleder til opgave at åbne en ny by sammen med tre andre ældster, og vi stod midt på byens torv, hvor der aldrig havde været missionærer før. Vi gik hen i parken og sang en salme, og folk begyndte at stimle sig sammen.

Og så blev det som distriktsleder mit lod at forkynde. Jeg stillede mig op på en stenbænk og talte til folk. Jeg fortalte historien om gengivelsen af evangeliet, om drengen Joseph, som gik ud i lunden, hvor Faderen og Sønnen viste sig for ham. Jeg kom også i tanke om en gruppe teenagedrenge, som kastede sten efter os i ly af mørket. Jeg mindedes min bekymring for at blive slået eller krænket af dem, som ikke ville høre budskabet.

Jeg mindedes, at jeg havde tilbragt tid i fængsel, mens min ret til at være missionær i et bestemt land, blev afgjort af politimyndighederne. Jeg havde ikke tilbragt så lang tid i fængsel, at det kunne sammenlignes med Ammon, men jeg kunne stadig huske følelsen, jeg fik, da dørene blev låst bag mig, og jeg var langt væk hjemmefra, alene og kunne ikke gøre andet end sætte min lid til, at Herren i sin barmhjertighed ville udfri mig. Jeg huskede, at jeg udholdt disse ting med håbet om, at ›vi måske kunne blive midlet til at frelse en eller anden sjæl‹ (Alma 26:30).

Så da jeg den dag læste, vidnede Ånden atter for mig, og selv den dag i dag mindes jeg ordene: Der er kun en missionær, der kunne have skrevet denne historie. Joseph Smith kunne aldrig have vidst, hvordan det var at være missionær blandt lamanitterne, for han kendte ingen, der havde gjort noget lignende tidligere« (»Ammon: Reflections on Faith and Testimony«, i Heroes from the Book of Mormon, 1995, s. 124-125).

Alma 27:21-24. Tilgive vore fjender

Alma havde tidligere bedt indbyggerne i Zarahemla om at ændre deres hjerte (se Alma 5:6, 12-14, 26). Han erklærede også, at Herren »sender en opfordring til alle mennesker« (Alma 5:33). Dette matcher en lignende opfordring fra Herren gennem Nefi om, at Gud »afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde … alle er lige for Gud« (2 Ne 26:33). Indbyggerne i Zarahemla tog godt imod Almas budskab, og da det blev nødvendigt, at de tilgav deres fjender, tilbød de Ammons folk land og beskyttelse.

Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) formanede enhver af os til ligeledes at tilgive vore fjender:

»Overvej fx denne instruktion fra Kristus til hans disciple. Han sagde: ›Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer‹ (Matt 5:44).

Tænk på, hvad denne formaning alene kunne gøre i dit eller mit nabolag, i de samfund, som I og jeres børn bor i og de nationer, som udgør hele den globale familie. Jeg indser, at denne lære udgør en væsentlig udfordring, men det er helt sikkert en mere tiltalende udfordring end de forfærdelige hverv, der pålægges os af krig og fattigdom og den smerte, som verden til stadighed står overfor …

Vi har alle betydelige muligheder for at udvise kristenhed, og vi bør benytte enhver mulighed, vi har. Vi kan fx være lidt mere tilgivende« (se Stjernen, jan. 1993, s. 16).

Alma 28:1-12. Håb følger de retfærdige i graven

Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte følgende oplevelse, som han havde med en retskaffen præstedømmeleder, der døde af en uhelbredelig sygdom:

»Min ven tog vendingen ›ske din vilje‹ til sig, da han stod over for sine egne smertefulde prøvelser og trængsler. Som et trofast medlem af Kirken stod han nu over for nogle alvorlige overvejelser. Jeg blev især rørt over hans spørgsmål: ›Har jeg gjort alt, hvad jeg skal for trofast at holde ud til enden? Hvordan er det at dø? Vil min familie være parat til at holde fast ved troen og klare sig selv, når jeg er væk?‹

Vi havde lejlighed til at drøfte disse tre spørgsmål. De er klart besvaret af den lære, som vor Frelser forkyndte. Vi drøftede, hvordan han havde stræbt efter at være trofast hele sit liv – at gøre hvad Gud krævede af ham, at være ærlig i sin omgang med andre og at elske og sørge for sin familie. Er det ikke det, der menes med at holde ud til enden? Vi talte om, hvad der sker lige efter døden og om, hvad Gud har lært os om åndeverdenen. Det er et paradisisk og dejligt sted for dem, der har levet retfærdigt. Der er ikke noget at frygte.

Efter vores samtale kaldte han sin hustru og hele familien sammen – både børn og børnebørn – for atter at belære dem om forsoningens budskab, at alle vil opstå. De fik alle en forståelse af, at der, som Herren havde sagt, ville være sorg over den midlertidige adskillelse, men der er ingen endeløs sorg for dem, der dør i Herren (se Åb 14:13; L&P 42:46). Den velsignelse, som han fik, lovede ham trøst og rummede en forsikring om, at alt ville gå godt, at han ikke ville få smerter, og at han ville have tid nok til at forberede sin familie på sin bortgang – ja, han ville endog få at vide, hvornår hans tid var inde. Familien fortalte mig, at han aftenen inden sin død, havde sagt, at han ville gå bort den følgende dag. Han sov fredeligt ind den følgende eftermiddag med familien ved sin side. Det er den fred og trøst, som vi opnår, når vi forstår evangeliets plan og ved, at familien er evig.

Sammenlign den begivenhed med en hændelse, jeg kom ud for som ung mand i begyndelsen af tyverne. Mens jeg gjorde tjeneste i flyvevåbnet, styrtede en af piloterne i min eskadrille ned under en flyveøvelse og omkom. Jeg fik til opgave at ledsage min kammerat på hans sidste rejse hjem til begravelsen i Brooklyn. Jeg havde den ære at stå ved hans families side under begravelsen og at repræsentere regeringen ved overrækkelsen af flaget til den sørgende enke ved gravstedet. Selve begravelsesceremonien var dyster og trist. Ingen nævnte noget om hans godhed og præstationer. Hans navn blev end ikke nævnt. Da begravelsen var forbi, vendte hans enke sig om mod mig og spurgte: ›Bob, hvad sker der nu med Don?‹

Jeg kunne så fortælle hende den dejlige lære om opstandelsen og det faktum, at hvis man er døbt og beseglet i templet for tid og al evighed, kan man leve sammen altid. Præsten, som stod ved siden af hende, sagde: ›Det er den smukkeste lære, jeg nogensinde har hørt‹« (se Stjernen, jan. 1997, s. 63-64).

Alma 29:4-5. Gud giver menneskene efter deres ønske

Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum belærte om, at vore ønsker påvirker vores personlige udvikling og afgør hen ad vejen vore evige velsignelser:

»Ønsker bliver … afgørende faktorer, selv i de tilfælde, hvor vi i sørgelig naivitet ikke rigtigt ønsker at tage konsekvenserne af vore ønsker …

Så det, som vi til stadighed ønsker, vil med tiden afgøre, hvad vi til sidst vil blive, og hvad vi vil modtage i evigheden …

Retfærdige ønsker må være ubøjelige, som præsident Brigham Young sagde, ›enhver mand og kvinde, som ønsker at opnå en plads i det celestiale rige, vil opdage, at de må tage kampen op hver dag‹ (Journal of Discourses, 11:14). Derfor er sande kristne krigere langt mere end weekendkrigere …

Husk på, søskende, at der er vore egne ønsker, der afgør, om en fristelse virker stor og tillokkende. Vi indstiller selv vores fristelses-termostat.

Hvis vi skal oplære og beherske vore ønsker, kræves der helt klart en forståelse af evangeliets sandheder, men der skal mere til. Præsident Brigham Young bekræftede dette, da han sagde: ›Det er indlysende, at mange, der forstår sandheden, ikke lader sig styre af den, derfor må man, uanset hvor sand og smuk sandheden er, tage folkets lidenskab og bringe dem i harmoni med Guds lov‹ (i Journal of Discourses, 7:55) …

Derfor udtalte præsident Joseph F. Smith: ›Hvordan vi lærer at ønske er således af vidtrækkende betydning for vores livslykke‹ (Evangeliske lærdomme, 1980, s. 250). Denne oplæring kan, som præsident Brigham Young sagde, føre til helliggørelse, indtil ›hellige ønsker resulterer i tilsvarende åbenlyse gerninger‹ (i Journal of Discourses, 6:170). Kun ved at oplære og beherske vores ønsker, kan vi gøre dem til vores forbundsfæller i stedet for vores fjender!« (se Stjernen, jan. 1997, s. 20-21).

Overvej

Hvordan kan anti-nefi-lehiernes eksempel hjælpe dig til at uddybe din egen omvendelse?
Ligesom anti-nefi-lehierne gravede deres våben ned som en pagt med Gud (se Alma 24:17-18), hvad vil du så gøre regelmæssigt for at vise Herren, at du også har omvendt dig helt?
Hvordan kan Almas missioneringsindsats blandt nefitterne (se Alma 4-15) have forberedt ham på at tage imod de omvendte lamanitter, som var blevet undervist af Mosijas sønner?

Forslag til opgaver

Akkurat som lamanitterne begravede deres krigsvåben, så de aldrig igen kunne bruge dem, må vi også skille os af med enhver synd eller svaghed, som afholder os fra at komme til Gud. Find frem til en synd eller svaghed i dit liv, som du gerne vil blive kvit. Læg en plan for, hvordan du vil overvinde den og sæt handling til planen.
Læs Alma 26 og 28, og læg mærke til, hvad Ammon og Alma gav som årsag til deres glæde. Lav en liste over disse årsager og vælg en, som du vil gøre til en større del af dit liv.