Institut
Kapitel 29: Alma 30-31

Kapitel 29

Alma 30-31

Indledning

Kapitel 30-31 i Alma identificerer folk og idéer, der er i modstrid til Jesus Kristus. Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) har sagt:

»Mormons Bog fører mennesker til Kristus på to grundlæggende måder. For det første fortæller den tydeligt og klart om Kristus og hans evangelium …

For det andet, afslører Mormons Bog Kristi fjender. Den gør falske lærdomme til skamme og afskaffer splid (se 2 Ne 3:12). Den styrker de ydmyge tilhængere af Kristus mod den ondes anslag, strategier og hans lærdomme i vor tid. De former for frafald, der findes omtalt i Mormons Bog, ligner dem, vi kender i dag. Gud har med sin uendelige forudviden udformet Mormons Bog på en sådan måde, at vi kan se fejl og vide, hvordan vi skal bekæmpe falske uddannelsesmæssige, politiske, religiøse og filosofiske opfattelser i vor tid« (se Den danske Stjerne, aug. 1975, s. 43).

Ved at studere, hvordan Korihor stræbte efter at nedbryde troen blandt nefitterne, vil du bedre kunne genkende de samme destruktive argumenter i vor tid. Ved at studere Almas respons på Korihor, vil du være bedre beredt til at forsvare dig og andre mod dem, som prøver at nedbryde din tro.

Kommentar

Alma 30. Nutidens Korihor

  • Ældste Gerald N. Lund fra De Halvfjerds forklarede, at Korihor har mange ligesindede i vore dage:

    »I dag er verden gennemsyret af filosofier, der svarer til dem Korihor forkyndte. Vi læser om dem i bøger, ser den prist i film og på tv og hører dem i undervisningen i klasseværelser og af til i vor tids kirker

    … Vi ser klare beviser på, at Mormon blev inspireret til at give os en fuld beretning om Korihor og hans lære. Korihors lære er gammel og alligevel er den moderne i nutidens pressetryk og parabolantenner« (»Countering Korihor’s Philosophy«, Ensign, juli 1992, s. 20).

Alma 30:6. Anti-krister

  • I Guide til Skrifterne står der, at en antikrist er »hvem som helst eller hvad som helst, der er en forfalskning af evangeliets sande plan for frelse, og som åbent eller i det skjulte sætter sig op mod Kristus. Den store antikrist er Lucifer, men han har mange hjælpere, både åndelige og dødelige« (»Antikrist«).

    Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum har desuden sagt: »En antikrist er en modstander af Kristus, han er i opposition mod det sande evangelium, den sande kirke og den sande frelsesplan (1 Joh 2:19; 4:4-6). Han er en der tilbyder menneskene frelse på andre betingelser, end dem, der blev fastsat af Kristus. Sherem (Jakob 7:1-23), Nehor (Alma 1:2-16) og Korihor (Alma 30:6-60) var antikrister, som spredte deres blændværk blandt nefitterne« (Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 39-40).

Alma 30:7-11. »Ingen lov mod et menneskes tro«

  • Når der nu ikke var nogen »lov mod et menneskes tro« er der måske nogle, som kan undre sig over, at Korihor blev anholdt. Kong Mosija havde udstedt en proklamation, der sagde, at »ingen ikke-troende måtte forfølge nogen af dem, som tilhørte Guds kirke« (Mosi 27:2).

    Det er klart, at Korihor måtte tro, som han ville, men da han stræbte efter at tilintetgøre Kirken, forbrød han sig mod kong Mosijas proklamation. Det er interessant at bemærke, hvor mange i Zarahemla, der tog godt imod Korihor og hans lære. Ammons folk, som det meste af deres liv havde levet efter en Korihor-agtig tro, sørgede for, at han blev ført »ud af landet« (Alma 30:21; se også v. 18-20). De forstod faren ved Korihors lære.

Alma 30:12-18. Korihors strategier

  • Korihor

    Scott Snow, © 1982 IRI

    En skriftlærd forklarede, hvor meget Korihors filosofi ligner mange filosofier i vor tid: »Korihor insisterede på en meget rationel og videnskabelig tilgang til alle problemer, alt andet var ›følgen af et vanvittigt sind‹ (Alma 30:13-16); han turede frem mod tyranniet i gamle traditioner og tåbelige overleveringer, som forledte folk til at tro på noget, ›der ikke er sådan‹ (Alma 30:16), og opfordrede til en frigørelse fra ›deres fædres fjollede overleveringer‹ (Alma 30:31). Han opfordrede til en ny moralitet, idet man forkastede gamle hæmninger (Alma 30:17-18, 25). Han opfordrede til en økonomisk frigørelse fra præsternes udnyttelse (Alma 30:27) og krævede, at alle blev frie til at ›gøre brug af det, som er deres eget‹ (Alma 30:28). Han prædikere en strikt, usødet naturalisme: ›Når et menneske var død, så var det forbi‹ (Alma 30:18), og dens naturlige konsekvens, en striks materialisme: ›At det i dette liv gik enhver i forhold til skabningens adfærd‹ (Alma 30:17). Og af dette følger en rendyrket laissez-faire-filosofi: ›Derfor havde enhver fremgang i forhold til sine naturlige talenter og enhver tilegnede sig i forhold til sin styrke‹ hvor rigtigt og forkert kun kan afgøres af naturens egen definition på succes eller fiasko: ›Hvad end et menneske gjorde, var det ingen forbrydelse‹ (Alma 30:17). Det var de stærkes lov anvendt på mennesker og frasigelsen af gammel moral og sentimentale hæmninger var godt nyt for mange og forledte ›dem til at knejse med hovedet i deres ugudelighed, ja forledte mange … til at begå utugtigheder‹ (Alma 30:18). Korihor rendyrkede tillige med sin emanciperede indstilling et ihærdigt korstog og en intolerance over for enhver modstand, hvilket har været ganske betegnende for hans skole i moderne tider, hvor man kalder al modstand for ›tåbelig‹ (Alma 30:13-14), ›fjollet‹ (se Alma 30:31) og et tegn på et vanvittigt og forstyrret sind (Alma 30:16). Og hvor et frit samfund for Alma var et, hvor alle kunne tænke og sige, som de valgte (Alma 30:7-12), var et frit samfund for Korihor et, hvor alle tænkte eksakt, som han tænkte (Alma 30:24)« (Hugh W. Nibley, Since Cumorah, 2nd ed., 1988, s. 379-380).

Alma 30:15-16. Korihors falske lære

  • Korihors lære om, at I ikke kan »kende til det, som I ikke ser« har rod i en filosofi om, at alle ideer og al viden kommer af og kan bevises ved erfaring, og at vi kun kan vide disse ting, når vi oplever dem gennem vore sanser: syns-, lugte-, høre- eller smagssansen. Eftersom åndelige erfaringer, der indebærer åbenbaringer fra Gud, sjældent kommer gennem syns-, lugte-, føle-, høre- eller smagssanserne, regnes de af dem, som holder fast i Korihors lære, for meningsløse.

    Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev en oplevelse, han havde, der illustrerer det faktum, at åndelige anliggender typisk ikke involverer vore fem sanser:

    »Jeg vil gerne fortælle jer om en oplevelse jeg havde, før jeg blev generalautoritet, der påvirkede mig dybt. Jeg sad i en flyvemaskine ved siden af en mand, der påstod, at han var ateist og gav så kraftigt udtryk for, at han ikke troede på Gud, at jeg bar mit vidnesbyrd for ham. ›Du er forkert på den,‹ sagde jeg, ›der findes en Gud. Jeg ved, han lever!‹

    Han protesterede: ›Hvordan kan du vide det? Ingen ved det! Du kan ikke vide det!‹ Da jeg ikke ville trække mit vidnesbyrd tilbage, så stillede denne ateist, der var sagfører, et sidste spørgsmål om emnet vidnesbyrd. ›Okay,‹ sagde han noget nedladende, ›du siger, at du ved det. Fortæl mig så, hvordan du ved det.‹

    Da jeg forsøgte på at svare, følte jeg mig fuldstændig hjælpeløs, selv om jeg har en højere akademisk uddannelse.

    Sommetider kan man som ung og som ung missionær måske føle sig flov, når man med foragt bliver behandlet kynisk og skeptisk, fordi man ikke kan besvare alting på rede hånd. Nogle vender sig bort i skam, inden de bliver udsat for den latterliggørelse (kan I huske jernstangen, den rummelige bygning og spotten? Se 1 Ne 8:28).

    Når jeg sagde ord som ånd og vidnesbyrd, så svarede ateisten: ›Jeg forstår ikke, hvad du taler om.‹ Ord som bøn, skelne mellem hvad der er rigtigt og forkert, og tro lød alle ligeledes meningsløse for ham. ›Ser du,‹ sagde han, ›det er fordi du ikke rigtig ved det. Hvis du gjorde det, så kunne du fortælle mig, hvordan du vidste det.‹

    Jeg tænkte, at jeg måske lidt uklogt havde båret mit vidnesbyrd for ham og derfor ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Så var det, at jeg fik denne oplevelse! Jeg fik nogle tanker. Og her vil jeg gerne citere profeten Joseph Smith: ›Et menneske kan profetere ved at lægge mærke til den første tilkendegivelse af åbenbaringens ånd; for eksempel når du føler den rene intelligens flyder til dig, kan den give dig visse tanker og ideer og ved således at lære Guds Ånd og forstå den, kan du udvikle åbenbaringens princip, indtil du bliver fuldkommen i Kristus Jesus‹ (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 178-179).

    Det var sådan en idé jeg fik, og jeg sagde til ateisten: ›Må jeg spørge dig, om du ved, hvordan salt smager?‹

    ›Selvfølgelig ved jeg det,‹ svarede han.

    ›Hvornår har du sidst smagt salt?‹

    ›Jeg har jo lige spist her i maskinen.‹

    ›Du tror bare, at du ved, hvordan salt smager,‹ sagde jeg.

    Han blev ved: ›Jeg ved, hvordan salt smager på samme måde, som jeg ved alt andet.‹

    ›Hvis jeg nu gav dig et bæger salt og et bæger sukker og bad dig smage på begge dele, kunne du så sige, hvad der var salt, og hvad der var sukker?‹

    ›Nu bliver det lidt barnligt,‹ svarede han. ›Naturligvis kan jeg det. Jeg ved da, hvordan salt smager. Det er noget jeg smager hver dag – jeg ved det lige så godt, som jeg ved alt andet.‹

    ›Men,‹ sagde jeg, ›hvis vi nu antager, at jeg aldrig har smagt salt, forklar mig så nøjagtigt, hvordan det smager.‹

    Han tænkte sig om et øjeblik og dristede sig derpå til at sige: ›Det er ikke sødt, og det er heller ikke surt.‹

    ›Nu har du fortalt mig, hvad det ikke er, fortæl mig så, hvad det er.‹

    Det kunne han naturligvis ikke, trods adskillige forsøg. Han kunne ikke med ord alene forklare noget så almindeligt, som hvordan salt smager. Jeg bar atter mit vidnesbyrd for ham og sagde derpå: ›Jeg ved, der er en Gud. Du gjorde nar ad dette vidnesbyrd og sagde, at hvis jeg vidste det, ville jeg også kunne fortælle præcist, hvordan jeg ved det. Min ven, jeg har åndeligt talt smagt salt, men jeg er heller ikke i stand til med ord at fortælle dig, hvordan salt smager lige så lidt, som du kan fortælle mig, hvordan det smager. Men jeg siger endnu en gang, at der er en Gud! Han lever virkelig. Og bare fordi du ikke ved det, så prøv ikke på at fortælle mig, at jeg heller ikke ved det, for det gør jeg!‹

    Da vi skiltes hørte jeg ham mumle: ›Jeg behøver ikke din religion som krykke. Den har jeg ikke brug for.‹

    Lige siden jeg havde denne oplevelse har jeg aldrig været flov eller skammet mig over, at jeg ikke med ord alene kunne forklare alt det, jeg ved åndeligt« (se »Herrens lys«, Den danske Stjerne, juli 1983, s. 27-37).

Alma 30:17. Korihor belærte om, at »hvad end et menneske gjorde« var det ingen synd

  • Til trods for, hvad mange mennesker i verden tror, lærer evangeliet os, at der ikke findes en sådan ting som et relativistisk værdisystem. Nogle kulturer synes at tillade eller endog anspore til denne værdineutrale tilgang til livet, hvilket fremmer den subtile form for uærlighed i politik, forretningsliv og personlige relationer. Mormons Bog lærer os dog, at der er rigtigt og forkert og giver os nøglen til, hvordan vi kan skelne mellem de to (se Moro 7:16-17mesterskriftsted).

  • Korihors lære om, at enhver har »fremgang i forhold til sine naturlige talenter, og at enhver tilegnede sig i forhold til sin styrke«, udelukker nødvendigheden af Gud i vores liv. Hans lære om, at »hvad end et menneske gjorde, var det ingen forbrydelse« er grundlag for et selvcentreret og relativistisk værdisæt for mennesket.

  • Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum fremhævede denne selviskhed i Korihors lære:

    »Nogle af de selviske mener fejlagtigt, at der alligevel ikke findes nogen guddommelig lov, og derfor heller ikke nogen synd (se 2 Ne 2:13). Situationsetik er derfor som skabt til de selviske. Så i selviskhedens verden kan enhver sejre i henhold til sin egen intelligens og styrke, for der findes jo ingen forbrydelse (se Alma 30:17).

    Det kan derfor heller ikke overraske, at selviskhed også fører til frygtelige opfattelsesmæssige eller adfærdsmæssige brølere. Tag for eksempel Kain, der fordærvet af sit eget magtbegær efter mordet på Abel udbrød: »Jeg er fri« (Moses 5:33; se også Moses 6:15).

    En af de værste konsekvenser ved svær selviskhed er derfor dette dybe tab af proportionalitet, som svarer til, at man filtrere myggen fra, mens man sluger kameler (se Matt 23:24; se også Joseph Smiths oversættelse, Matt 23:21, fodnote 24a). I dag er der for eksempel dem, der gør sig store bekymringer over forskellige myg, men sluger retten til udførelse af abort sent i svangerskabet. Så det kan ikke undre, at selviskhed gør et stort nummer ud af småting og får 30 stykker sølv til at virke som et stort skatkammer« (se Liahona, juli 1999, s. 24).

Alma 30:20-23. Kirkelederes belæringer

  • Højpræsten Giddona konfronterede Korihor og spurgte ham, hvorfor han talte imod profeterne og imod realiteten af Jesus Kristus. Korihor undveg spørgsmålet ved at rette et verbalt angreb på de troende og deres ledere. Han forsøgte at få det til at fremstå tåbeligt for enhver at følge deres kirkeleder. Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab belærte om det modsatte:

    »Korihor hævdede det, som mænd og kvinder fejlagtigt har hævdet fra tidernes morgen, nemlig at det at tage imod råd fra Guds tjenere er at opgive sin gudgivne uafhængighed. Men det er en falsk påstand, fordi den repræsenterer ikke virkeligheden. Når vi afviser vejledning, der kommer fra Gud, vælger vi ikke at være uafhængige af udefra kommende påvirkninger. Vi vælger en anden påvirkning. Vi afviser at lade os beskytte af en fuldkommen kærlig, almægtig og alvidende himmelsk Fader, der, ligesom sin elskede Søn, udelukkende har til hensigt at give os evigt liv, at give os alt, hvad han har og føre os hjem i sin kærlige favn som familier. Når vi forkaster hans vejledning, vælger vi indflydelsen af en anden magt, hvis eneste hensigt er at gøre os ulykkelige, og hvis motiv er had. Vi har fået handlefrihed som en gave fra Gud. Snarere end retten til at vælge at være fri fra enhver indflydelse, er det den umistelige rettighed til at underkaste sig selv til hvilken som helst af de kræfter, vi vælger at følge.

    En anden vildfarelse er at tro på, at det at vælge om vi vil følge profetens råd eller ej, ikke betyder mere end at tage imod et godt råd og nyde dets fordele eller bare blive, hvor vi er. Men hvis vi vælger ikke at følge profetisk vejledning, så ændrer vores situation sig. Den bliver mere farlig. Når vi afviser profetisk vejledning mindskes vores evne til at tage imod inspireret vejledning i fremtiden. Det bedste tidspunkt at beslutte sig til at hjælpe Noa med at bygge arken, var første gang han bad om det. For hver gang han måtte spørge om det, mindskede vores afvisning vores lydhørhed over for Ånden. Så for hver gang har hans opfordring syntes mere og mere fjollet, lige indtil regnen kom. Og så var det for sent« (se Stjernen, juli 1997, s. 25).

    En familie studerer billeder af Joseph Smith og præsident Hinckley

    © 2000 Steve Bunderson

Alma 30:25. Anti-krister benytter sig ofte af halve sandheder

  • En meget udbredt taktik, der anvendes af dem, som forsøger at ødelægge tro, kaldes et »stråmandsargument.« Det bruges ved at sætter et falsk billede op – en stråmand – af sandheden, og så angriber man det falske billede for at overbevise andre om, at det sande billede er falsk. Et enkelt eksempel på dette er et barn, som beskylder sine forældre, som ikke vil lade ham lege, før han har gjort sine pligter, for ikke at unde ham at have det sjovt. Det er en fejlagtig slutning, men den bruges ofte til at bedrage andre.

    Sommetider beskylder andre de sidste dages hellige for at tro på noget, som vi ikke gør. De hævder at denne lære er falsk og påviser, at den er falsk. Det har intet at gøre med, hvad vi vitterlig tror, men det er et forsøg på at få det til at se ud, som om vi tager fejl. Det var det Korihor gjorde mod Giddona. »Det kaldes stråmandsargumentation. Det vil sige, at han tillagde Giddona noget, som Giddona ikke troede på – lære om at børn arver skyld gennem Adams overtrædelse. Korihor vidste, at han ikke kunne bekæmpe sandheden retfærdigt og komme sejrende ud af det, så han tillagde Giddona en falsk lære, en stråmand, som han så kunne give nogle verbale tæv« (Joseph Fielding McConkie and Robert L. Millet, Sustaining and Defending the Faith, 1985, s. 90).

Alma 30:29. Undgå diskussioner og ordstrid

  • Profeten Joseph Smith (1805-1844) belærte os om at undgå ordstrid: »Lad ældsterne være yderst forsigtige med ikke unødigt at forstyrre og rive i folks følelser. Husk at jeres ærinde er at forkynde evangeliet i al ydmyghed og sagtmodighed og formane synderen til at omvende sig og komme til Kristus. Undgå ordstrid og nyttesløse disputter med mænd med korrumperet sind, og som intet ønske har om at kende sandheden. Husk, at ›det er tiden til at advare og ikke tiden til mange ord.‹ Dersom de ikke vil tage imod jeres vidnesbyrd på et sted, så tag til et andet og husk ikke at komme med bebrejdelser eller bitre ord. Hvis I gør jeres pligt, så vil alt være vel med jer, som hvis alle mennesker tog imod evangeliet« (History of the Church, 1:468).

Alma 30:39. Styrken ved et personligt vidnesbyrd

  • Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede en måde at tage til genmæle over for en anti-krist:

    »Korihor gjorde nar af de troendes ›tåbelige [og] fjollede overleveringer‹ om at Kristus skulle komme.

    Korihors argumenter lyder meget nutidige for nutidens læser, men Alma brugte et tidløst og i sidste ende ufornægteligt våben som svar – styrken i det personlige vidnesbyrd. Idet Giddona var vred over, at Korihor og hans lige grundlæggende var imod glæde, spurgte han: ›Hvorfor lærer du dette folk, at der ingen Kristus skal komme, så du derved afbryder deres glædesudbrud?‹ (Alma 30:22; 39) ›Jeg ved, at der er en Gud‹« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 121).

Alma 30:40. »Hvad bevis har du for, at der ingen Gud er?«

  • Ældste Gerald N. Lund har forklaret det umulige i at bevise, at der ingen Gud er:

    »Da han blev spurgt afviser Korihor kategorisk, at han tror på, at der er en Gud. Alma spørger så: ›Hvad bevis har du for, at der ingen Gud er, eller at Kristus ikke kommer? Jeg siger dig, at du intet har undtagen dine ord alene‹ (Alma 30:40).

    Det var inspireret indsigt fra Almas side. Korihors tankegang hang ikke sammen. Dersom vi udelukkende kan vide ting, som vi har bevist rent empirisk, så kan vi ikke forkynde, at der ingen Gud er, medmindre vi har bevis for dette. Og Korihor havde ingen beviser.

    Korihor ville kun godtage bevis, som kunne opfattes af sanserne. I et sådant system er det langt lettere at bevise, at der er en Gud end at bevise, at der ikke er en Gud. At bevise, at der er en Gud kræver blot, at en person ser, hører eller på anden vis har en oplevelse med Gud, og derefter kan Guds eksistens ikke modbevises. Men her handlede det om at bevise, at der ingen Gud var. Eftersom Gud ikke er begrænset til denne verden, ville vi være nødsaget til at gennemsøge universet efter ham. Vi formoder, at Gud er i stand til at bevæge sig, så det ville ikke være tilstrækkeligt at begynde ved punkt A og søge igennem til punkt Å. Hvad nu hvis Gud flytter sig hen til punkt A og bliver der under hele vores eftersøgning?

    Med andre ord, for at Korihor kunne sige, at der ingen Gud var, ud fra de kriterier han selv havde fastlagt, ville han være nødt til at opfatte hver eneste kubikmeter af universet på en og samme tid. Dette udgør et paradoks: Hvis Korihor skulle kunne bevise, at der ingen Gud var, ville det kræve, at han selv var Gud! Så ved at hævde, at der ingen Gud er, handler han i ›tro‹, den selv samme ting som han spottede de religiøse ledere så skarpt for!« (»Countering Korihor’s Philosophy«, Ensign, juli 1992, s. 21).

Alma 30:41. »Jeg har alting som et vidnesbyrd om, at dette er sandt«

  • Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) talte om Guds skabningers kraft til at styrke deres vidnesbyrd, da han sagde:

    »Kan noget menneske, som har vandret under en stjerneklar nattehimmel, kan nogen, som har set forårets komme tvivle på en guddommelig hånd i skabelsen? Når man betragter jordens skønhed, får man lyst til at sige som salmisten: ›Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk. Dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat‹ (Sl 19:1-2).

    Alt det skønne her på jord bærer Skaberens mesterlige præg« (se Den danske Stjerne, okt. 1978, s. 130 ).

Alma 30:48. De som søger tegn

  • Profeten Joseph Smith sagde: »Når man ser en mand som kræver et tegn, kan man gå ud fra, at han er ægteskabsbryder« (History of the Church, 3:385).

    Senere sagde profeten: »Da jeg forkyndte i Philadelphia, kom en kvæker hen og krævede et tegn. Jeg bad ham om at tie. Efter min prædiken bad han igen om et tegn. Jeg fortalte forsamlingen, at manden var ægteskabsbryder, at det var en ond og utro slægt, som krævede tegn, og at Herren i en åbenbaring havde fortalt mig, at enhver mand som krævede et tegn var ægteskabsbryder. ›Det er sandt‹, var der en, der råbte, ›for jeg greb ham på fersk gerning‹ – hvilket manden tilstod, da han blev døbt« (History of the Church, 5:268).

  • Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) uddybede de farer, der ligger i at ville fordre vores tro med mirakler: »Vis mig den sidste dages hellige, som må støtte sig til mirakler, tegn og syner for at forblive standhaftige i Kirken, så vil jeg vise dig medlemmer af Kirken, der ikke nyder stor anseelse hos Gud, og som vandrer på usikre stier« (Evangeliske lærdomme, 1980, s. 6).

Alma 30:52. Løgne og løgn

  • For at uddybe forståelsen af løgnens onde forklarede Robert J. Matthews, tidligere dekan på BYU, at »alvoren ved at lyve ikke blot skal måles ved den skade eller smerte, der påføres offeret. At lyve har også en ødelæggende virkning på gerningsmanden. Den frarøver løgneren sin selvrespekt og dræber hans evne til at skelne mellem sandhed og vildfarelse. Når en løgn fortælles ofte nok, så begynder den, der bevidst spredte den, selv at tro på den. Dette var tilfældet med anti-kristen, Korihor, i Mormons Bog (se Alma 30:52-53)« (»Du må ikke vidne falsk mod din næste«, Stjernen, nov. 1998, s. 14).

  • Profeten Joseph Smith talte om det tragiske ved personer som Korihor: »Intet er mere skadeligt for menneskenes børn end at være under indflydelse af en falsk ånd, når de tror, at de har Guds Ånd« (History of the Church, 4:573).

Alma 30:53. Djævelens bedrag og det kødelige sind

  • At være kødeligt sindet betyder at have fokus på fysisk glæde eller materielle ting frem for ting, som hører til Ånden. Det er svært for kødeligt sindede mennesker at opleve åndelige ting. Ældste Neal A. Maxwell bemærkede, at de ikke »›længere har evnen til at føle‹ idet de er bedøvede af at tilfredsstille det kødelige sind« (se Liahona, juli 1999, s. 24).

Alma 31:3, 8-29. Zoramitternes falske forestillinger

  • Til trods for at zoramitterne slog Korihor ihjel, havde de selv annammet en lignende tro. Bemærk følgende sætning fra Alma 31, som beskriver zoramitternes tro:

    En mand, der tilbeder en afgud

    Jerry Thompson, © IRI

    »De var faldet i store vildfarelser« (v. 9).

    De havde forkastet traditioner, som de mente var »overdraget dem på grund af deres fædres barnagtighed« (v. 16).

    De ønskede ikke at blive »forledt efter [deres] brødres tåbelige overleveringer, som [bandt] dem fast til en tro på Kristus« (v. 17).

    De afviste at »tro noget, som skulle komme, og som de intet vidste om« (v. 22).

  • Ældste Jeffrey R. Holland har kommenteret Korihors indflydelse på zoramitternes falske lære:

    »Korihors særlige lære havde uden tvivl påvirket de mindre stærke i troen, som fx de nære naboer zoramitterne, som allerede havde fordrejet Herrens veje.

    Zoram og hans følgesvende er en af de mest bemærkelsesværdige apostatiske grupper, som nævnes i Mormons Bog primært på grund af, at de betragtede sig selv som usædvanligt retskafne … En gang om ugen samledes de ved et tårn, Rameumptom, for at bede og brugte altid ›den selv samme bøn‹, hvor de takkede ›Gud for, at de var udvalgt af ham‹, at Gud havde udvalgt dem til at blive frelst, mens alle omkring dem skulle kastes i helvede. I denne selvbekræftende sikkerhed, var de også fri for at tro på ›tåbelige overleveringer‹ (her viser Korihors arv sig tydeligt) såsom at tro på en Frelser, for de havde fået ›kundgjort‹ at der ingen Kristus skulle komme …

    Alma spildte ikke tid på at argumentere imod disse ugudelige bønner og deres lige så ugudelige religion og bad med sine egne bønner om guddommelig bistand mod denne selvretfærdige lastefuldhed, som bogstavelig talt gjorde ham syg om hjertet« (Christ and the New Covenant, s. 121-122).

Alma 31:5. Ordets kraft

  • Dyden eller kraften ved Guds ord forklares delvist i det faktum, at det ledsages af Åndens vidne. Herren har sagt, at når hans ord bliver givet ved hans Ånd, er de hans røst (se L&P 18:34-36). Alma overvejede at tage tilbage for at forkynde ordet for de vildfarne zoramitter, selvom de allerede havde hørt det og havde afvist det (se Alma 31:8-9).

    Præsident Boyd K. Packer forklarede en af årsagerne til, at vi må lære rigets lære:

    »Den sande lære ændrer holdning og opførsel, når den forstås rigtigt.

    Studiet af evangeliets læresætninger vil forbedre adfærd hurtigere end studiet af adfærd vil forbedre adfærd … Det er årsagen til, at vi med så stor kraft understreger studium af evangeliets lærdomme« (se Stjernen, jan. 1987, s. 13).

  • Præsident Spencer W. Kimballs studerer skriftenPræsident Spencer W. Kimball (1895-1985) talte om den kraft i skriften, som kan hjælpe os til at komme Gud nærmere: »Jeg har opdaget, at når jeg bliver ligegyldig i mit forhold til guddommen, og når det er som om, at intet guddommeligt øre lytter, og ingen guddommelig røst taler, at så er jeg langt, langt borte. Hvis jeg fordyber mig i skriften, mindskes afstanden og åndeligheden kommer tilbage. Jeg opdager, at jeg har større inderlighed over for dem jeg elsker af hele mit hjerte, sind og styrke og elsker dem mere. Jeg finder det lettere at tage imod deres råd« (»What I Hope You Will Teach My Grandchildren and All Others of the Youth of Zion«, tale til religionsundervisere i CES, 11. juli 1966, s. 4).

  • Præsident Ezra Taft Benson forklarede, hvordan skriften kan velsigne os meget og give svar på livets svære spørgsmål: »Vi bruger ofte en masse kræfter i vore forsøg på at øge aktivitetsniveauet i vore stave. Vi arbejder ihærdigt på at hæve procentdelen ved deltagelse til nadvermøderne. Vi arbejder ihærdigt på at få en højere procentdel af vore unge mænd til at tage på mission. Vi bestræber os på at få flere viet i templet. Det er alt sammen rosværdigt og vigtigt for rigets vækst. Men når det enkelte medlem og familier regelmæssigt og konsekvent selv fordyber sig i skriften, så vil aktiviteten på de andre områder automatisk stige. Vidnesbyrdene vil blive flere og større. Forpligtelserne vil blive styrket. Familierne vil blive stærkere. De personlige åbenbaringer vil tilflyde os« (»Ordets magt«, Stjernen, juli 1986, s. 83).

Alma 31:9-11. Undgå årsagerne til frafald

  • I Antionum stødte Alma og hans ledsagere på en gruppe af nefitisk afstamning, kendt som zoramitter. Mormon skrev ikke blot, at zoramitterne tidligere havde fået forkyndt Guds ord, men han forklarede også årsagen til deres vildfarelse: De ville ikke holde budene, de anråbte ikke længere Herren i daglig bøn, de fordrejede Herrens veje, og deres bønner var opblæste og meningsløse. De ignorerede det basale såsom en daglig vane med oprigtig bøn og studium af skriften.

    Ældste Donald L. Staheli fra De Halvfjerds understregede vigtigheden af den daglige vedholdenhed i de grundlæggende evangeliske ting:

    »Daglige brændende bønner, hvor vi søger om tilgivelse og særlig hjælp og vejledning er afgørende for vores liv og føde for vore vidnesbyrd. Når vi bliver fortravlede, gentager os selv, er tilfældige eller glemsomme i vore bønner, så taber vi nærheden til den ånd, som er så afgørende i den fortsatte vejledning, som vi har behov for, så vi med succes kan klare hverdagens udfordringer. Familiebøn morgen og aften tilføjer yderligere velsignelser og kraft til vore egne bønner og til vore vidnesbyrd.

    Personlig og oprigtig involvering i skrifterne frembringer tro, håb og løsninger på vore daglige udfordringer. Hyppigt læsning, granskning og anvendelse af det, som vi lærer fra skriften og kombinerer det med bøn, bliver det en uerstattelig del af det at opnå og vedligeholde et stærkt og levende vidnesbyrd« (se Liahona, nov. 2004, s. 39).

Alma 31:6-38. Frafaldne zoramitter

  • Alma 30:59 giver udtryk for, at zoramitterne havde skilt sig ud fra nefitterne under ledelse af en mand ved navn Zoram. Følgende er en opsummering af det, vi ved om deres vildfarne tro og gudsdyrkelse:

    De overholdt ikke moseloven (se Alma 31:9).

    De havde forkastet daglige bønner (se v. 10).

    De fordrejede Herrens veje (se v. 11).

    De byggede synagoger, som var beregnet til tilbedelse én dag om ugen (se v. 12).

    I dag er der dem, der også er faldet i lignende faldgrube af vildfarelser. Hvis ikke vi er forsigtige, kan vi også falde i nogle af de samme faldgruber såsom rutinebønner, kun at tilbede en gang om ugen i en tre-timers møderække og ellers ikke tænke mere på Gud den uge, kun bede bestemte steder eller blive materialistiske og stolte.

Alma 31:26-35. Almas bøn for zoramitterne

  • Alma vidste, at de frafaldne zoramitters sjæle var dyrebare i Guds øjne. Derfor bad Alma om kraft og visdom til at føre dem tilbage til Herren. Almas bøn er et eksempel på den indstilling, som alle medlemmer og missionærer bør udvikle. Alle mennesker er af stor værdi, og gennem Guds kraft kan de blive ført tilbage til ham.

    Da ældste Carlos E. Asay (1926-1999) tjente som medlem af De Halvfjerds, forklarede han, at alle mennesker er dyrebare for Gud og bør være det for os:

    »De af vore brødre og søstre, som kan synes at være mere svage og mindre ærværdige, er dyrebare sjæle. Kirken har brug for dem. Vi bør gøre ethvert forsøg på at lære dem at kende og hjælpe dem med at opnå de fulde velsignelser og glæderne ved Jesu Kristi evangelium. Vore bønner bør altid være som Almas: ›Giv os derfor, o Herre, magt og visdom, så vi kan bringe disse vore brødre tilbage til dig‹ (se Alma 31:35).

    Vi må huske, at vores frelse er knyttet til andres frelse. Vi må bekymre os mere for dem, som tilsyneladende bekymrer sig mindre for deres tro« (»Nurturing the Less Active«, Ensign, okt. 1986, s. 15).

Alma 31:31-33. Trøst i trængsler

  • Præsident Lorenzo Snow (1814-1901) talte om de velsignelser som følger af prøver:

    Præsident Lorenzo Snow»Jeg formoder, at jeg taler til nogle, som har haft bekymringer, problemer, hjertesorger og som har lidt forfølgelse, og det har til tider fået dem til at tænke, at de ikke kunne klare så meget. Men for alt, hvad I har lidt, for alt, der er hændt jer, som lignede et onde i sin tid, vil I modtage firefold, og lidelsen har en tendens til at gøre os bedre og stærkere og føle, at vi er blevet velsignede. Når I ser tilbage på jeres oplevelser, vil I se, at I er gået meget fremad og steget adskillige trin på stigen mod ophøjelse og herlighed …

    Om det så er individuelt eller kollektivt så har vi lidt, og vi vil lide igen; og hvorfor? Fordi Herren kræver det af os, for at vi kan blive helliggjort« (The Teachings of Lorenzo Snow, komp. Clyde J. Williams, 1984, s. 117-118).

Overvej

  • Hvorfor var Korihors lære så tiltalende for visse mennesker? Er der nogle eksempler på sådanne lærdomme i dag?

  • Alma var motiveret til at vinde zoramitterne tilbage på grund sin kærlighed til Gud og zoramitterne. Hvordan kan vi udvikle samme slags kærlighed?

  • Hvordan adskilte Almas bønner sig fra zoramitternes bønner? På hvilke måder kan vore bønner ligne zoramitternes bønner? (se Alma 31:15-18). Hvordan kan de ligne Almas bønner? (se Alma 31:30-35).

Forslag til opgaver

  • Hvad var nogle af Korihors falske lærdomme? Forklar en ven, hvorfor sådanne argumenter i sidste ende ikke hænger sammen (se Alma 30:13-18).

  • Da Korihor bad om et tegn på Guds eksistens, hvilket bevis førte Alma da for, at Gud lever? (se Alma 30:44). Hvordan har disse beviser styrket din tro? Skriv et afsnit, der kort forklarer, hvordan universets skabelse og orden er bevis for Guds eksistens.