Kapitel 21
Mosija 18-24
Indledning
Folket, som fulgte Alma ud i ødemarken, ydmygede sig ved at tro på Guds ord, omvende sig og indgå dåbspagten. Alligevel var de i lamanitisk fangenskab i lang tid. I den samme periode levede Limhis folk under lamanitternes herredømme. De ydmygede sig til sidst efter et fejlslagent forsøg på at løsrive sig af egen kraft og blev udfriet af Gud. Almas og Limhis folk oplevede begge fangenskab og undertrykkelse, og begge folk oplevede velsignelsen ved at blive udfriet ved Herrens hånd. Se efter de måder, hvorpå Herren tilvejebringer udfrielse fra jordiske vanskeligheder ved at styrke og bistå os i vore vanskeligheder. Ved at sammenligne og kontrastere de to folkeslags omstændigheder, kan vi lære principper, der kan være os en hjælp i vore udfordringer.
Kommentar
Mosija 18:8. Bliv Herrens folk gennem dåb
-
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum opsummerede de forventninger, der kommer til dem, som bliver døbt:
»Alma begyndte at døbe alle dem, der ønskede at indgå en pagt med Kristus. Han spurgte dem, om de var villige til at ›tjene [Gud] og holde hans befalinger, så han [kunne] udøse sin Ånd mere rigeligt‹ over dem. Disse nye disciple skulle også vise deres tro ved at -
komme ind i Guds fold.
blive kaldt hans folk.
bære hinandens byrder.
sørge med dem, der sørger.
trøste dem, der står i behov for trøst.
stå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder.
indgå en pagt om at tjene Gud og holde hans befalinger.
Almas erklæring her ved Mormons vande står stadig som den mest komplette redegørelse i skriften om, hvad de nydøbte lover at gøre og blive« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 106).
Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev velsignelsen ved at indgå dåbspagten: »Jeg har gennem livet bemærket, at når folk fuldt ud forstår de velsignelser og den kraft, der er i deres dåbspagt, uanset om det er nye eller livslange medlemmer af Kirken, så kommer der en større glæde ind i deres liv, og de går til deres pligter i riget med smittende begejstring« (»Alma the Elder: A Role Model for Today«, i Heroes from the Book of Mormon, 1995, s. 84).
Mosija 18:9. »Stå som Guds vidner til alle tider«
-
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum erklærede, at vores dåbspagter fordrer retskaffenhed uanset, hvor svære omstændigheder vi befinder os i: »Når vi i dåbens vande indgår pagt om at ›stå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder‹ taler vi ikke blot om faste- og vidnesbyrdsmødet. Det er ikke altid let, bekvemt eller politisk korrekt at stå for sandhed og ret, men det er altid det rigtige at gøre – altid« (se Stjernen, jan. 1998, s. 39).
Mosija 18:10. »I har indgået en pagt med ham«
-
Søster Bonnie D. Parkin forklarede som Hjælpeforeningens hovedpræsident, hvordan vor himmelske Fader underviser os, efterhånden som vi indgår og holder pagter: »Pagter – eller bindende løfter mellem os og vor himmelske Fader – er nødvendige for vores evige fremgang. Trin for trin lærer han os at blive som han er ved at lade os deltage i hans værk. Ved dåben indgår vi pagt om at elske ham af hele vores hjerte og elske vore søstre og brødre som os selv. I templet indgår vi yderligere pagt om at være lydig, uselvisk, trofast, hæderlig og godgørende. Vi indgår pagt om at ofre og indvie alt det, vi har. Skabt ved præstedømmets myndighed resulterer vore pagter, når vi holder dem, i velsignelser, som fylder vores bæger til randen. Hvor ofte tænker I på, at jeres pagter rækker ud over jordelivet og forbinder jer med det guddommelige? Indgåelse af pagter er udtryk for et villigt hjerte. At holde pagter er udtryk for et trofast hjerte« (»I hjertets hellighed«, Liahona, nov. 2002, s. 103).
Mosija 18:10. At have hans Ånd
-
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum bemærkede, at have Helligånden påvirker vores opførsel og befæster vore vidnesbyrd:
»Helligånden giver os styrke og mod til at leve vores liv på Guds riges måde, og den er kilden til vores vidnesbyrd om Faderen og Sønnen …
Ved at vælge at være i hans rige adskiller vi os – vi isolerer os ikke – fra verden. Vores tøj vil være tækkeligt, vore tanker rene og vores sprog rent. De film og det fjernsyn, vi ser, den musik, vi lytter til, de bøger, blade og aviser, vi læser, vil være opløftende. Vi vil vælge venner, som opmuntrer vore evige mål, og vi vil behandle andre med venlighed. Vi vil undgå umoralens laster, spil, tobak, spiritus og narkotika. Vore søndagsaktiviteter vil afspejle Guds befalinger om at erindre sabbatten og holde den hellig. Vi vil følge Jesu Kristi eksempel i den måde, vi behandler andre på. Vi vil leve til at være værdige til at indtræde i Herrens hus« (se Liahona, jan. 2001, s. 8).
Mosija 18:12-18. Alma havde præstedømmet
-
Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) forklarede, at Alma havde myndighed til at døbe:
»Vi kan konkludere, at Alma havde præstedømmet, før han sammen med andre blev overrumplet af kong Noa. Om det forholder sig sådan eller ej spiller ingen rolle, fordi i Mormons Bog, Mosija, står der tydeligt, at han havde myndighed (se Mosija 18:13).
Hvis han havde myndighed til at døbe, er det indlysende, at han selv er blevet døbt. Så da Alma døbte sig selv sammen med Helam, døbte Alma ikke sig selv, men gjorde det blot som et tegn over for Herren om sin ydmyghed og fuldstændige omvendelse« (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 vol., 1957-1966, 3:203).
Mosija 18:21. »Hjerter knyttet sammen i enighed og kærlighed«
-
I en nutidig åbenbaring gav Herren dette råd: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine« (L&P 38:27). Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab kommenterede på den udbredte splittelse på vores faldne jord, og hvordan det at holde budene skaber enighed:
»Med faldet blev det klart, at det ikke ville blive let at leve sammen i harmoni …
Men vi har brug for at kunne håbe på, at vi kan føle harmoni i dette liv og være i stand til at føle sådan for evigt i den tilkommende verden …
Hvis vi vil opnå enighed, er der befalinger omkring vore følelser, der må efterleves. Vi må tilgive og undlade at bære nag mod dem, som støder os« (se Stjernen, juli 1998, s. 70-72).
-
Enighed og kærlighed kom til Almas folk, da de genforpligtede sig til at efterleve Guds bud. Da han tjente i De Halvfjerds beskrev ældste C. Max Caldwell den øgede kærlighed som en tilstand, der skal arbejdes på:
»Jesu Kristi kærlighed var uløseligt forbundet med og en følge af hans liv i tjeneste, hans ofre og helligelse for andres bedste. Vi kan ikke udvikle kristuslignende kærlighed uden at følge Mesterens foreskrevne vej …
Kærlighed er ikke blot en forskrift eller et princip, ej heller blot et beskrivende ord for handlinger eller indstillinger. Det er snarere en indre tilstand, der skal udvikles og opleves, for at man kan forstå den. Vi har kærlighed, når den er blevet en del af vores natur. Mennesker, der er næstekærlige nærer kærlighed til Frelseren og har modtaget hans kærlighed og elsker andre på samme måde, som han gør« (se Stjernen, jan. 1993, s. 30).
Mosija 18:23. »Iagttage sabbatsdagen og holde den hellig«
-
»Eftersom sabbatten er en helligdag, bør den reserveres til værdige og hellige aktiviteter … Hvis vi kun slapper af og ikke gør noget på sabbatten, holder vi ikke dagen hellig« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk 2005, s. 129).
Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum talte om, hvordan sabbatten er en særlig tid for familien til at være sammen og talte om 10 andre aktiviteter, som blandt mange andre er værdige på sabbatsdagen: »Det er det tidspunkt, hvor vi tager til vore faste møder sammen, studerer Frelserens og profeternes liv og lærdomme. ›Andre passende søndagsaktiviteter kan fx være (1) at føre dagbog og familieoptegnelser, (2) at holde familieråd, (3) at oprette og bevare forbindelsen til den nære familie og slægtninge, (4) føre personlige samtaler mellem forældre og børn, (5) skrive til slægtninge og missionærer, (6) lave slægtshistorie, (7) besøge slægtninge, syge og ensomme, (8) missionere, (9) læse historier for børn og (10) synge kirkesalmer og -sange‹ (›Suggestions for Individual and Family Sabbath-Day Activities‹, (Ensign, mar. 1980, s. 76)« (se Liahona, maj 2003, s. 42).
-
Ældste Mark E. Petersen (1900-1984) fra De Tolv Apostles Kvorum belærte om, at vores iagttagelse af sabbatsdagen afspejler vores påskønnelse af Jesu Kristi sonoffer:
»Vi kan tydeligt se, at overholdelse af sabbatsdagen er en indikation på, hvor dybt vi har omvendt os.
Vores overholdelse eller overtrædelse af sabbatten udgør en ufejlbarlig målestok for vores holdning til Herren personligt og til hans lidelse i Getsemane, hans død på korset og hans opstandelse fra de døde. Det er et tegn på om vi er kristne i gerning, eller om vores omvendelse er så overfladisk, at højtideligholdelsen af hans sonoffer betyder lidt eller intet for os« (se Ensign, maj 1975, s. 49).
Mosija 18:28. »Således skulle de give af deres gods af deres egen fri vilje«
-
Præsident Marion G. Romney (1897-1988) fra Det Første Præsidentskab rådede os til at udvikle næstekærlighed ved at give os selv fuldt ud til Herrens værk: »Nogle spørger måske: ›Hvordan kan jeg opnå at få disse retfærdige følelser med hensyn til at give? Hvordan kan jeg overvinde at give modstræbende? Hvordan opnår jeg ›Kristi rene kærlighed?‹‹ Til jer vil jeg sige: Efterlev trofast alle budene, giv af jer selv, drag omsorg for jeres familier, arbejd i kaldelser i kirken, udfør missionering, betal tiende og offerydelser, studér skrifterne – og sådan kunne jeg fortsætte. Når I mister jer selv i tjeneste, vil Herren røre og blødgøre jeres hjerte« (se Den Danske Stjerne, apr. 1982, s. 170).
Mosija 19-24. Limhis folk sammenholdt med Almas folk
-
Da profeten Abinadi første gang gik til kong Noas ugudelige folk, fortalte han dem, at hvis de ikke omvendte sig, ville de havne i trældom (se Mosi 11:21). Da Herren befalede Abinadi at vende tilbage til dem to år senere, havde de stadig ikke omvendt sig (se Mosi 12:1). I henhold til Herrens ord måtte de derfor alle komme under trældom. Anden gang Abinadi forkyndte for dem, var Herrens advarsler til kong Noas folk desuden endnu stærkere. Udover trældom ville mange blive slået ihjel. Andre ville opleve sult og pest, og dersom de stadig nægtede at omvende sig, ville de blive udryddet (se Mosi 12:2-8).
Efter Abinadis andet besøg opstod der splittelse blandt folket. Alma troede på Abinadi, og der var en gruppe mennesker, som lyttede til Alma og omvendte sig og blev retfærdige. Men størstedelen af folket forblev dog under kong Noas ledelse og hans søn, Limhi, som først omvendte sig langt senere. Selvom begge grupper til sidst faldt i trældom, fordi de nægtede at omvende sig, første gang Herren advarede dem, så bemærk dog forskellen på, hvad der skete for Almas gruppe, som frivilligt omvendte sig, og Limhis gruppe, som blev nødsaget til at omvende sig.
Tidsperiode
Limhis folk
Almas folk
Abinadis andet besøg
Noas folk nægtede at omvende sig og slog Abinadi ihjel (Mosi 17).
De fremturede i deres ugudelighed.
Alma troede Abinadi (Mosi 17:2-4).
Alma blev tvunget til at flygte.
Følgerne af Abinadis andet besøg
Noa-Limhis folk fremturer fortsat i ugudelighed (Mosi 19:2-20).
De bliver adskilt (v. 2).
De bliver stridbare (v. 3).
De bliver overfaldet af lamanitterne (v. 6-7).
Kong Noa bliver slået ihjel af sit eget folk (v. 20).
Folket havnede i lamanitisk fangenskab og skulle betale halvdelen af deres ejendele til lamanitterne (v. 15).
En lille gruppe troede på Alma (Mosi 18:3-21).
De rejste for at høre Alma forkynde (v. 4).
De blev undervist om omvendelse og tro (v. 7).
De indgik pagt med Gud (v. 8-11).
De flygtede fra kong Noas forsøg på at udrydde dem (v. 33-34).
Det var to år efter Abinadis død (Mosi 19:29)
Limhis folk udholder trældom (Mosi 19:22-20:22).
De levede i trældom og betalte 50 procent i skat (19:22).
Lamanitterne angreb dem (20:7).
De kæmpede imod (20:8-11).
De accepterede fangenskab (20:22).
Almas folk nyder fremgang (Mosi 23:2-5).
Herren styrker dem (v. 2).
De anlagde en by (v. 5).
En tidsperiode følger de første to år (Mosi 19:29)
Trældommens åg bliver tungere at bære (Mosi 21:3-6).
Lamanitterne slog dem på kinderne og udøvede herredømme over dem (v. 3).
Lamanitterne pålagde Limhis folk tunge byrder og behandlede dem som dyr (v. 3).
Folket murrer over deres trængsler (v. 6).
Limhis folk gik i krig tre gange for at slippe fri og blev besejret hver gang. Mange døde og der var stor sorg (v. 7-12).
Almas folk gik fortsat frem i fred og velstand (Mosi 23:19-20).
De levede retskaffent (v. 14-15).
De havde overordentlig stor fremgang (v. 19-20).
Fortsat periode efter de to første år
Limhis folk omvendte sig og vendte sig til Herren (Mosi 21:7-14, 25-26).
De blev tvunget til at ydmyge sig (v. 13-14).
De accepterede deres fangenskab og mishandling (v. 13).
De anråbte Herren inderligt (v. 14).
De sendte nogle mænd ud efter hjælp i Zarahemla (v. 25-26).
Almas folk nød fortsat fred og fremgang.
Fortsat periode efter de to første år
Endelig udfriede Herren dem fra lamanitternes trældom (Mosi 21:15-22:16).
Herren var sen til at høre deres råb, men han blødgjorde deres fjenders hjerte, som lettede deres byrder (21:15).
De blev ikke udfriet til at begynde med (21:15).
De nød gradvist fremgang (21:16).
De hjalp andre (21:17).
De indgik pagt om at tjene Gud (21:31).
De gav de lamanitiske vagter vin, som så faldt i søvn (22:7, 10).
De undslap (22:11).
Almas folk nød fortsat fred og fremgang.
ca. 120-121 f.Kr. (Mosi 22; 24, kapitelresumé)
Limhis folk ankom til Zarahemlas land (Mosi 22:13).
En lamanitisk hær sætter efter Limhis folk (v. 15-16).
Almas folk oplevede fangenskab og udfrielse ved Herrens hånd (Mosi 23-24).
Den lamanitiske hær satte efter Limhis folk og opdagede Almas folk i Helams land (Mosi 23:25).
Almas folk havnede i fangenskab (Mosi 24:8-10).
De forblev trofaste og udholdte tålmodigt deres trængsler (v. 10-16).
Herren lettede deres byrder og styrkede dem (v. 14-15).
Herren udfriede dem fra trældom og førte dem til Zarahemlas land (v. 20).
-
Limhis folk blev tvunget til at erindre Herren, mens de var i lamanitisk fangenskab. Almas folk omvendte sig villigt efter Abinadis anden advarsel. Som følge deraf blev lidelserne større og mere langvarige for Limhis gruppe. Nogle år senere forklarede Alma den yngre det princip, som hjælper os til at forstå, hvorfor det gik de to grupper så forskelligt: Nogle »bliver nødt til at være ydmyge … et menneske stræber sommetider efter at omvende sig, hvis han bliver nødt til at være ydmyg« (Alma 32:13), og »velsignede er derfor de, der ydmyger sig uden at være nødt til at være ydmyge« (v. 16).
Mosija 21:13-14. Ydmyghed fremmer vores afhængighed af Herren
-
Efter et tredje forgæves forsøg på at flygte ud af deres trældom, vendte Limhis gruppe sig endelig mod Gud i ydmyghed og bøn og søgte udfrielse ved hans hånd. De oplevelser nødsagede dem til at søge Herren og ikke sætte deres lid til en arm af kød (se Alma 32:13-16; se også 2 Nefi 4:34).
Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) sagde, at ydmyghed fremmer vores afhængighed af Herren: »Ydmyghed, er selvfølgelig ikke et tegn på svaghed. Ydmyghed betyder ikke frygtsomhed. Et menneske kan godt være ydmyg og fuld af kraft og mod. Joseph Smith er et godt eksempel. Ydmyghed betyder at anerkende vores afhængighed af en højere kraft« (The Teachings of Ezra Taft Benson, 1988, s. 369).
Mosija 21:15. Herren hørte deres råb
-
Selvom mange mennesker i Limhis gruppe selv var skyld i deres trængsler, var Herren nådig og besvarede deres bønner. Profeten Joseph Smith (1805-1844) beskrev Herrens nåde i forbindelse med en sorg, profeten havde som følge af sine fejltrin: »Jeg har genkaldt mig alle mit livs forgangne stunder og sidder tilbage for at sørge og udgyde sorgens tårer over det tåbelige i, at jeg har tilladt min sjæls modstander at have så meget magt over mig, som han førhen har haft. Men Gud er barmhjertig og har tilgivet mig mine synder, og jeg fryder mig over, at han sender Trøsteren til så mange, som tror og ydmyger sig for ham« (The Personal Writings of Joseph Smith, komp. Dean C. Jessee, 1984, s. 238).
Mosija 23:21. »Han prøver deres tålmodighed og deres tro«
-
Selvom folket, der fulgte Alma, havde omvendt sig og været trofaste, så lod Herren dem for en tid mærke lamanitternes undertrykkelse som opfyldelse af Abinadis profeti (se Mosi 12:1-5) og som en prøve på deres tålmodighed og tro. Ældste Orson F. Whitney (1855-1931) fra De Tolv Apostles Kvorum belærte om, at alt hvad vi oplever, lærer os noget værdifuldt: »Ingen smerte, som vi må udholde, ingen prøvelse, som vi bliver udsat for, er spildt. Det tjener til vores dannelse, til at udvikle egenskaber som tålmodighed, tro, mod og ydmyghed. Alt, hvad vi lider, og alt hvad vi udholder, især hvis vi udholder det tålmodigt, opbygger vores karakterstyrke, lutrer vort hjerte, udvider vores sjæl og gør os mere milde, barmhjertige og mere værdige til at blive kaldt Guds børn … og det er gennem sorger, lidelser, trængsler og vanskeligheder, at vi opnår den uddannelse, som vi er kommet her for at få, og som betyder, at vi kan komme til at ligne vor Fader og Moder i himlen mere« (i Spencer W. Kimballs bog, Faith Precedes the Miracle, 1972, s. 98).
Jerry Thompson, © IRI
Mosija 23-24. Almas folks historie
-
Mosija kapitel 23 til 24 er et tilbageblik på et tilbageblik (se kommentar til Mosija 9-22 på s. 142). Almas beretning fra den tid, hvor de blev drevet ud i ødemarken af kong Noas folk og indtil de ankom til Zarahemla, blev tilføjet optegnelsen. Dette lille tilbageblik opsummerer omtrent 20 år. Når læseren er igennem kapitlerne 23 og 24 er både Zeniffs og Almas folk vendt tilbage til Zarahemla og kong Mosija (se kortet »Tilbageblik fra Omni til Mosija« i tillægget, s. 400).
Mosija 24:13-15. »De underordnede sig gladelig og med tålmodighed hele Herrens vilje«
-
Hvis vi fuldt ud sætter vores lid til Gud, kan han tage vore begrænsninger og svagheder og vende dem til styrker, som han kan bruge til sine guddommelige formål. Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum opmuntrede os til med glæde at stole på Herren, når vi møder modgang i livet:
»Problemer og prøvelser i vores liv må betragtes i lyset af skriftens lærdomme. Ellers kan de let blive det eneste, vi ser, absorbere vores energi og berøve os den glæde og skønhed, som Herren har til hensigt, at vi modtager her på jorden. Nogle mennesker er som sten, der smides i et hav af problemer. De druknes af dem. Vær som en korkprop. Når den trykkes ned i et problem, så kæmper den for at blive fri, og hopper op til overfladen for igen at virke med glæde …
Herren ønsker din personlige vækst og udvikling. Den fremgang fremskyndes, når I villigt tillader ham at lede jer gennem enhver udviklende oplevelse, I måtte møde, uanset om det i begyndelsen er noget, I kan lide eller ej. Når I stoler på Herren, når I er villige til at lade jeres hjerte og sind være fokuseret på hans vilje, når I beder om at blive ledt ved Ånden til at udføre hans vilje, så er I sikret den største lykke langs vejen og den mest belønnende præstation i dette liv på jorden. Hvis I stiller spørgsmål til alt, hvad I bliver bedt om, eller sætter hælene imod ved hver eneste ubehagelig udfordring, gør I det sværere for Herren at velsigne jer (se 1 Ne 3:7)« (se Stjernen, juli 1996, s. 25-26).
Overvej
-
Tænk over de dåbspagter, vi læser om i Mosija 18:8-10. Hvad kan du gøre i denne uge for at efterleve dine pagter bedre?
-
På hvilken måde er din tro blevet styrket gennem prøver?
-
Hvordan kan Almas og hans efterfølgeres eksempel hjælpe dig til at sætte din lid til Frelserens sonoffer og kraft?
Forslag til opgaver
-
Find et skriftsted for hver side af vores forløsning gennem Frelserens forsoning, som den er beskrevet i Mosija 18:2, deriblandt også hans magt, lidelse, død, opstandelse og himmelfart. Det kan være, at du ønsker at skrive dine referencer i marginen på dine skrifter ud for Mosija 18:2.
-
Læs og lav en oversigt over dåbspagten som beskrevet af Alma i Mosija 18:8-10.
-
Ring, besøg eller skriv et brev til en præstedømmeleder, lærer eller rådgiver i Kirken, som har opmuntret dig »med det, der har med retfærdighed at gøre« (Mosi 23:18) og giv udtryk for din på påskønnelse og dit vidnesbyrd over for ham eller hende.