Hvordan kan jeg hjælpe andre med at lære om vor himmelske Fader?
Mange mennesker i vore dage har enten intet gudsbegreb eller har en opfattelse af Gud, der adskiller sig væsentligt fra hans sande natur. Eftersom vi har evangeliet i dets fylde, kan vi hjælpe andre til at forstå vor himmelske Faders sande natur og deres forhold til ham.
Forbered dig åndeligt
Studer bønsomt disse skriftsteder og hjælpekilder. Hvad føler du vil være nyttigst for de unge, du underviser?
Alma 18:24-40; 22:4-23 (Ammon og Aron underviser lamanitternes konge om Gud).
Alma 30:12-15, 37-53 (Korihor strides med Alma om Guds eksistens)
»Gud er vor kærlige himmelske Fader«, Forkynd mit evangelium, 2005, s. 31-32
»Forstå dem, som du underviser«, Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 33-34
»Gud Faderen«, Tro mod sandheden, 2005, s. 74-76
Skab sammenhænge
Hjælp de unge i de første par minutter af hver klasse med at skabe sammenhæng mellem det, de lærer i forskellige situationer (som for eksempel personligt studium, seminar, andre klasser i Kirken eller oplevelser med deres venner). Hvordan kan du hjælpe dem til at se betydningen af evangeliet i deres dagligdag? Forslagene herunder kan eventuelt hjælpe:
-
Bed de unge om at fortælle om noget, de for nyligt har lært om Guddommen. Hvilke spørgsmål har de? Hvordan kan de hjælpe hinanden med at finde svar på deres spørgsmål?
-
Invitér de unge til at bruge omkring et minut på at nedskrive, hvad vi tror på vedrørende vor himmelske Fader (om nødvendigt kan de henvises til »Gud er vor kærlige himmelske Fader«, Forkynd mit evangelium, s. 31-32; eller »Gud Faderen«, Tro mod sandheden, s. 59-61). Bed nogle få af dem om at fortælle om det, de har skrevet. Bed de unge om at fortælle om oplevelser, de har haft, hvor de har drøftet deres overbevisning om Gud med nogen, der har en anden overbevisning (eller du kan dele en oplevelse, du selv har haft). Hvad lærte de af denne oplevelse?
Lær sammen
Alle forslagene herunder vil hjælpe de unge til at forklare deres overbevisninger om Gud til andre. Følg Åndens inspiration, og vælg et eller flere af de forslag, der vil virke bedst i din klasse:
-
Analyser Alma 30:12-15, 37-53 sammen i klassen eller i mindre grupper. Bed nogle af de unge om at finde grundene til, at Korihor ikke troede på Gud, og bed resten om at lede efter grundene til, at Alma troede. Kender de unge nogle mennesker, der har de samme holdninger som Korihor? Bed de unge om at overveje, hvordan de kan hjælpe en ven, der er usikker på, om Gud eksisterer. Brug noget tid på at hjælpe de unge til at planlægge, hvad de kan gøre i en sådan situation. Hvilke oplevelser kan de fortælle om? Hvordan kan de på en passende måde bære deres vidnesbyrd?
-
Bed den ene halvdel af klassen om at læse Alma 18:24-40, og bed den anden halvdel om at læse Alma 22:4-23. Hvad lærer de af Ammons og Arons eksempel om undervisning? Hvad gjorde Ammon og Aron for at hjælpe Lamoni og hans far til at forstå Guds natur? Hvorfor begyndte både Ammon og Aron med at spørge Lamoni og hans far om deres tro på Gud? Bed de unge om at fortælle, hvad de lærer, og om at drøfte, hvordan de kan anvende det, når de har mulighed for at forklare andre om deres tro på Gud.
-
Med biskoppens tilladelse kan du invitere et eller flere nye medlemmer til at komme og forklare, hvad de troede om Gud, før de tilsluttede sig kirken, og hvordan det at lære om det gengivne evangelium har ændret eller påvirket deres tro. Bed de unge om at finde skriftsteder, der understøtter den nye forståelse, som de nye medlemmer fik om vor himmelske Fader.
Bed de unge om at fortælle om det, de har lært i dag. Hvilke følelser eller indtryk har de fået? Forstår de, hvordan de kan hjælpe andre med at lære om vor himmelske Fader? Har de yderligere spørgsmål? Vil det være værd at bruge mere tid på dette emne?
Opfordring til handling
Spørg de unge, hvad de føler sig inspireret til at gøre på grund af det, de har lært i dag. Tilskynd dem til at handle ifølge disse følelser. Søg Ånden, når du bønsomt overvejer, hvordan du kan følge op.