Hvorfor er det vigtigt at lære om min slægtshistorie?
Vor himmelske Faders plan for lykke gør det muligt for familieforhold at bestå igennem evighederne. Gennem slægtsforskning kan vi lære mere om vore forfædre, finde og forberede navnene på dem, der har brug for evangeliske ordinancer, og udføre ordinancerne for dem i de hellige templer. Kirken stiller mange ressourcer til rådighed for at hjælpe os til at lære om vores slægtshistorie og udføre tempeltjeneste for de døde.
Forbered dig åndeligt
Brug hjælpekilderne herunder for at få en større forståelse for slægtsforskning. Dine egne oplevelser med slægtsforskning, herunder erfaringer med forslagene i dette oplæg, vil hjælpe dig til at undervise effektivt i dette. Overvej, hvordan forslagene i dette oplæg kan hjælpe dig til at engagere de unge i slægtsforskning. Hvad vil hjælpe de unge til at forstå vigtigheden af at lære om deres slægtshistorie?
1 Kor 15:29 (Medlemmerne fordum udførte dåb for de døde)
1 Pet 3:18-20; 4:6 (Evangeliet blev forkyndt i åndeverden)
Mal 3:23-24; L&P 2:1-3 (Børnenes hjerte skal vende sig til deres fædre)
L&P 110:13-16 (Profeten Elias gengiver beseglingsnøglerne)
L&P 128:16-18 (Ordinancer for de døde skaber et sammenføjende led mellem generationer)
Henry B. Eyring, »Indsamling af Guds slægt«, Liahona, maj 2017, s. 19-22
Richard G. Scott, »Glæden ved at forløse de døde«, Liahona, nov. 2012, s. 93-95
David A. Bednar, »Børnenes hjerte skal vende sig«, Liahona, nov. 2011, s. 24-27
»Slægtshistorie og genealogi«, Tro mod sandheden, 2005, s. 139-142
Video:
Skab sammenhænge
Hjælp i de første få minutter i hver klasse de unge til at skabe sammenhæng mellem det, de lærer i forskellige situationer (som fx personligt studium, seminar, andre klasser i Kirken eller oplevelser med deres venner). Hvordan kan du hjælpe dem til at se betydningen af evangeliet i deres hverdag? Forslagene herunder kan eventuelt hjælpe dig:
-
Lad flere af de unge fortælle om et evangelisk princip, som de for nyligt har lært af en forælder, søskende eller et andet familiemedlem.
-
Bed dem om at fortælle om de oplevelser, de har haft med at lave slægtsforskning (såsom at blive døbt for en forfader, deltage i indeksering eller forberede en forfaders navn til tempelordinancer). Drøft sammen i klassen, hvorfor vor himmelske Fader ønsker, at vi laver slægtsforskning.
Lær sammen
Alle forslagene herunder vil hjælpe de unge til at lære, hvordan de kan deltage i slægtsforskning. Følg Åndens inspiration, og vælg et eller flere af de forslag, der vil virke bedst i din klasse:
-
Læs i klassen sammen de sidste seks afsnit i præsident Henry B. Eyrings tale »Indsamling af Guds slægt« (eller se videoen, hvor præsident Eyring siger disse afsnit) og se efter velsignelser, der kommer af at deltage i slægtshistorie og tempeltjeneste. Er der nogen unge i din klasse, som kan bære vidnesbyrd om disse velsignelser? Overvej at sætte et klassemål om at blive mere involveret i slægtshistorie. Eleverne kunne fx forberede slægtsnavne, de kan tage med, næste gang de besøger templet.
-
Læs sammen i klassen »En invitation til den opvoksende generation« fra ældste David A. Bednars tale »Børnenes hjerte skal vende sig«. Bed de unge om at finde ud af, hvad ældste Bednar siger, at de kan gøre for at deltage i slægtsforskning. Hvis det er muligt, vis dem, hvordan de bruger FamilySearch.org til at finde slægtninge, som behøver ordinancerne. Tilskynd dem til at tage i templet og blive døbt og bekræftet for de slægtninge, de finder. Du kan med biskoppens tilladelse bede menighedens slægtshistoriske konsulent (eller andre, der har erfaring med slægtsforskning) om at hjælpe de unge med at forberede navne til templet.
-
Bed de unge om at læse de tre afsnit af ældste Richard G. Scotts tale »Glæden ved at forløse de døde,« der begynder med sætningen »Al den tjeneste, du yder i templet«. Bed dem om at finde og gengive årsagerne til, at det er vigtigt at udføre slægtsforskning. Bed dem om at læse de to sidste afsnit af talen og drøfte, hvad de kunne »tilsidesætte« for at søge efter deres forfædre.
-
Bed halvdelen af de unge om at læse »Forløse de døde« (s. 140-141) i afsnittet »Slægtshistorie og genealogi« i Tro mod sandheden, og bed den anden halvdel om at læse »Dit ansvar i det slægtshistoriske arbejde« (s. 141-142). Bed dem om at fortælle hinanden, hvad de lærte. Hjælp de unge med at begynde på en anetavle. Tilskynd dem til at fortsætte med at arbejde på deres anetavle derhjemme. Få dem til at bede deres forældre eller andre familiemedlemmer om hjælp.
-
Lad de unge læse de skriftsteder, der er foreslået i dette oplæg, og tænke over spørgsmålet: »Hvorfor udfører vi slægtsforskning?« Bed dem om at fortælle om deres tanker. Lad dem fortælle, hvordan de kan tage del i slægtsforskning. Lad dem vælge noget fra listen, som de vil arbejde på i den kommende uge. Tilskynd dem til at fortælle om deres oplevelser i en kommende klasse.
Bed de unge om at fortælle om det, de har lært i dag. Forstår de betydningen af at lære om deres slægtshistorie? Hvilke følelser eller indtryk har de fået? Har de yderligere spørgsmål? Vil det være værd at bruge mere tid på denne læresætning?
Opfordring til handling
Spørg de unge, hvad de føler sig inspireret til at gøre på grund af det, de har lært i dag. Tilskynd dem til at handle ifølge disse følelser. Overvej, hvordan du kan følge op på dem.