Et barn og en discipel
Herren har tillid til sine sande disciple. Han sender mennesker, som er blevet forberedt, til sine tjenere, som har forberedt sig.
Alle vi, som er under dåbspagten, har lovet at dele evangeliet med andre.1 Til tider virker frygten for at fornærme eller at blive afvist som en uovervindelig forhindring. Og dog er der nogle medlemmer, som overvinder denne barriere med lethed. Jeg har lagt nøje mærke til dem, når jeg rejser. Jeg kan se dem for mig nu.
Lørdag er en markedsdag over hele verden. På landet i Ghana, i Ecuador og i Filippinerne transporterer utallige mennesker deres afgrøder og deres håndværk ind til byen for at sælge det. De taler med dem, de møder på vejen. Og de får en snak med dem, der står i nærheden, når de venter på, at nogen skal købe noget. Meget af samtalen drejer sig om kampen for at overleve, om at bryde ud af fattigdommen og nogle gange om fare.
Blandt dem, der befinder sig på vejene og markederne, er der sidste dages hellige. Meget af det, de taler om med dem, de møder, er det samme, som man taler om overalt i verden. »Hvor kommer du fra?« »Er det din søn, du har med?« »Hvor mange børn har du?« Men de sidste dages hellige er anderledes. Det fremgår i lige så høj grad af deres øjne som af deres ord. De lytter omhyggeligt med et blik, som viser, at de er interesserede i svarene på deres spørgsmål og i mennesket.
Hvis samtalen varer mere end et par minutter, kommer man ind på emner, som betyder meget for begge. De taler om, hvad de mener, der bringer lykke, og hvad der bringer sorg. Og samtalen kommer ind på forventninger til dette liv og det næste. Den sidste dages hellige udtrykker en stille vished. Ikke hver gang, men undertiden, bliver den sidste dages hellige spurgt: »Hvorfor er der en sådan ro over dig?« »Hvordan ved du, at det, du siger, er sandt?«
Og så kommer der et roligt svar. Måske drejer det sig om vor himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus, som viste sig for drengen Joseph Smith. Måske drejer det sig om den opstandne Frelsers kærlige virke, som det er beskrevet i Mormons Bog, blandt almindelige mennesker, som troede på ham og elskede ham, som vi gør.
Hvis I hørte en sådan samtale om åndelige emner på en markedsplads eller på gaden, ville I måske spørge: »Hvordan kan jeg gøre det? Hvordan kan jeg blive bedre til at forkynde min tro for dem, som endnu ikke føler, sådan som jeg føler?« Det er et spørgsmål, som hvert enkelt medlem må stille sig selv. Det samme spørgsmål optager hver eneste af Kirkens biskopper og grenspræsidenter, som nu har fået til opgave at lede missioneringen blandt deres medlemmer. Svaret på dette spørgsmål er afgørende for den høst, som skal finde sted.
Jeg har omhyggeligt og bønsomt iagttaget nogle af dem, som er bemærkelsesværdigt trofaste og effektive vidner om Frelseren og hans kirke. Deres beretninger er inspirerende. En ydmyg mand blev kaldet til præsident for en lille gren. Der var så få medlemmer, at han ikke kunne se, hvordan grenen kunne fungere. Han gik ud i en lund for at bede. Han spurgte Gud om, hvad han skulle gøre. Han fik et svar. Han og de få medlemmer, der var, begyndte at invitere deres venner med i kirke. På et år var hundredvis trådt ned i dåbens vande og blevet medborgere i Herrens kirke.
Jeg kender en mand, som rejser næsten hver uge i medfør af sit arbejde. Hver dag er der missionærer et eller andet sted i verden, der underviser en, som han har truffet. Jeg kender en anden mand, som virker uanfægtet af, at han må tale med så mange mennesker, før blot én af dem gerne vil undervises af missionærerne. Han tænker ikke på prisen for sine anstrengelser, kun på at de, som har ændret deres liv, er blevet lykkelige.
Der er ikke noget bestemt mønster i deres fremgangsmåde. De har ikke nogen bestemt teknik til fælles. Nogle har altid et eksemplar af Mormons Bog med, som de kan forære væk. Andre sætter en dato for, hvornår de vil finde en, som missionærerne kan undervise. En anden har fundet på nogle spørgsmål, som får folk til at tænke over, hvad det er, der betyder mest i livet for et menneske. De har alle bedt om at få at vide, hvad de skal gøre. Hver enkelt synes at have fået et svar, som er individuelt tilpasset dem og de mennesker, som de møder.
Men på én måde er de alle ens. De betragter sig selv på samme måde. De kan gøre det, som de er blevet inspireret til at gøre, fordi de er, hvem de er. For at kunne gøre det, som vi skal gøre, må vi blive ligesom dem på mindst to måder. For det første føler de, at de er børn af en himmelsk Fader, som elsker dem. Derfor henvender de sig let og ofte til ham i bøn. De forventer at få personlig vejledning fra ham. De adlyder i sagtmodighed og ydmyghed som børn af en fuldkommen far. Han står dem nær.
For det andet er de taknemmelige disciple af den opstandne Jesus Kristus. De ved med sig selv, at forsoningen er virkelig og nødvendig for alle. De føler, at de er blevet renset ved dåben, som er blevet udført af en, der har myndighed, og de ved med sig selv, at de har modtaget Helligånden. Og takket være den fred, de har følt, ønsker de ligesom Mosiahs sønner, »at frelse skulle forkyndes for hver skabning, thi de kunne ikke tænke sig, at nogen sjæl skulle omkomme; ja, selve tanken om, at nogen sjæl skulle lide evig straf, fik dem til at skælve og bæve.«2
De, som let og ofte taler om det gengivne evangelium, værdsætter, hvad det betyder for dem. De tænker ofte på den store velsignelse. Det er erindringen om den gave, de har fået, som gør dem opsatte på, at andre skal modtage den. De har følt Frelserens kærlighed. For de oplever disse ord dagligt, ja, hver time:
»Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.
Vi elsker, fordi han elskede os først.«3
Selv når de sande disciple har følt denne kærlighed, føler de sig til tider ængstelige. Apostlen Johannes talte utvetydigt om det: Frygten forsvinder, når vi er gjort fuldkomne i kærlighed. Vi kan bede om at få denne fuldkomne kærlighed som gave. Vi kan bede med tillid til, at vi kan føle Frelserens kærlighed til os og til alle, som vi møder. Han elskede os og dem så højt, at han betale prisen for alle vore synder. Ét er at tro på det. Noget andet og langt sværere er at opleve en forandring i hjertet, så vi føler det hele tiden. Befalingen om at bede for at føle Frelserens kærlighed er også et løfte: Lyt:
»Derfor, mine elskede brødre, dersom I ikke har kærlighed, er I intet; thi kærligheden bortfalder aldrig. Hold derfor fast ved kærligheden, som er det største af alt, thi alt andet skal ophøre.
Men den kærlighed, som er Kristi rene kærlighed, forbliver evindelig; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham er alt vel.
Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen af jeres ganske hjerte, at I må være fyldt med denne kærlighed, som han har skænket alle dem, som er hans Søns, Jesu Kristi sande efterfølgere, så I kan blive Guds sønner, at når han kommer, vi da må være ham lig; thi vi skal se ham, som han er. Gid vi må have dette håb og blive renset, ja, ligesom han er ren. Amen.«4
Herren har tillid til sine sande disciple. Han sender mennesker, som er blevet forberedt, til sine tjenere, som har forberedt sig. I har ligesom jeg haft den oplevelse at møde mennesker, hvor I var sikre på, at mødet ikke var tilfældigt.
Jeg har en ven, som beder næsten hver dag om at møde nogen, som er beredt til at modtage evangeliet. Han har altid et eksemplar af Mormons Bog på sig. Aftenen før han for nylig skulle på en kort rejse, besluttede han sig til ikke at medbringe en Mormons Bog, men i stedet et kort til at uddele. Men om morgenen kom en åndelig tilskyndelse: »Tag en Mormons Bog med.« Han lagde en i sin taske.
En kvinde, han kendte, sad ved siden af ham på flyet, og han tænkte: »Er det hende?« Hun fløj igen sammen med ham på tilbagevejen. Han tænkte: »Hvordan kan jeg bringe evangeliet på bane?«
Men så sagde hun til ham: »Du betaler tiende til din kirke, ikke sandt?« Han sagde, at det gjorde han. Hun sagde, at hun egentlig også burde betale tiende til sin kirke, men det gjorde hun ikke. Og så sagde hun: »Hvad er det med Mormons Bog?« Han forklarede, at den var hellig skrift, endnu et vidne om Jesus Kristus, oversat af profeten Joseph Smith. Hun virkede interesseret. Så han rakte hånden ned i sin taske og sagde: »Jeg blev tilskyndet til at tage denne bog med. Jeg tror, at den er til dig.«
Hun begyndte at læse i den. Da de skiltes, sagde hun: »Du og jeg skal tale mere om dette.« Hvad min ven ikke kunne vide, men som Gud vidste, var, at hun søgte en kirke. Gud vidste, at hun havde betragtet min ven og funderet over, hvad der var ved hans kirke, som gjorde ham lykkelig. Gud vidste, at hun ville stille spørgsmål om Mormons Bog, og han vidste, at hun ville være villig til at lade sig undervise af missionærerne. Hun var beredt. Det var min ven også. Og det kan I og jeg være.
Jeres værdighed og jeres ønske stråler fra jeres ansigt og øjne. I er begejstrede for Herrens kirke og hans værk, og det kan ses. I bliver hans disciple døgnet rundt i enhver situation. I behøver ikke at samle mod til i et afgørende øjeblik at tale med nogen og derpå trække jer tilbage. Det at de fleste mennesker ikke er interesserede i det gengivne evangelium har kun lille betydning for det, I gør og siger. Det bliver en del af jeres personlighed at fortælle, hvad I tror på.
Sådan var min far. Han var videnskabsmand. Han holdt forelæsninger overalt i verden. Engang læste jeg en tale, han havde holdt ved en stor videnskabelig kongres. I den omtalte han skabelsen og en Skaber, mens han talte om sin videnskab. Jeg vidste, at meget få, om nogen overhovedet blandt tilhørerne, havde samme tro som han. Med forbløffelse og beundring sagde jeg: »Far, du aflagde vidnesbyrd.« Han så på mig med et overrasket ansigtsudtryk og sagde: »Gjorde jeg?«
Han var ikke engang klar over, at han var tapper. Han sagde ganske enkelt det, han vidste var sandt. Når han aflagde vidnesbyrd, vidste selv de, som forkastede hans vidnesbyrd, at han ikke gjorde det med forsæt, men fordi det var en del af ham. Han var den, han var, hvor end han var.
Det er kendetegnet for enhver, som frimodigt og effektivt forkynder evangeliet. De ser sig selv som børn af en kærlig, levende Fader i himlen. Og de ser sig selv som Jesu Kristi disciple. Det kræver ingen overvindelse for dem at bede. De gør det naturligt. Det kræver ingen anstrengelse for dem at mindes Frelseren. Hans kærlighed til dem og deres kærlighed til ham er altid hos dem. Sådan er de, og sådan ser de sig selv og dem, de omgås.
Det forekommer os måske, at det kræver en stor forandring, men vi kan være sikre på, at den sker. Denne forandring i de enkelte medlemmer finder sted overalt i Kirken i alle lande. Dette er den storslåede tid, som profeterne har forudset siden skabelsen. Det gengivne evangelium skal udbredes til alle lande. Frelseren gav profeten Joseph Smith følgende ord:
»Jeg udsendte min engel … og han fløj midt gennem himlen med det evige evangelium. Han åbenbarede sig for nogle og overgav mennesket det og skal vise sig for mange, som bor på jorden.
Og dette evangelium skal prædikes for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk.«5
Uanset hvilke omvæltninger, der finder sted, kan vi vide, at Gud fastsætter grænser for at opfylde sine løfter. Han, og ikke kun menneskene, har i sidste ende kontrol over verden og begivenhederne, så hans hensigter bliver udført. Blandt ethvert folk og i ethvert land fremstår der mennesker, som tjener med fuldstændig forvisning om, at de er Guds børn, og som er blevet den opstandne Kristi rene disciple i hans kirke.
For nogle få år siden talte jeg til missionærerne på missionærskolen i Japan. Jeg lovede dem, at en stor dag skulle oprinde i det land. Jeg sagde, at mange flere medlemmer ville tale begejstret til dem, de mødte, om deres vidnesbyrd om det gengivne evangelium. Jeg tænkte, at dette mod til at tale ville udspringe af en øget velvilje over for Kirken i landet. Nu ved jeg, at dette store mirakel, denne store forandring, kommer til at ske i medlemmerne, ikke i verden omkring dem.
De og medlemmerne over hele jorden vil vise kærlighed, lytte og tale og vidne som følge af den forandring, der sker i hjertet. Biskopper og grenspræsidenter vil lede dem ved deres eksempel. Høsten af sjæle bliver stor, og den hviler trygt i Herrens hænder.6
For at kunne være en del af dette mirakel må I ikke vente, indtil I føler, at I har fået et tættere forhold til vor himmelske Fader, eller indtil I er sikre på, at I er blevet renset ved Jesu Kristi forsoning. Bed om muligheden for at møde mennesker, som fornemmer, at der kunne findes noget bedre i livet. Bed om at få at vide, hvad I kan gøre for at hjælpe dem. Jeres bønner bliver besvaret. I kommer til at møde mennesker, som Herren har forberedt. I kommer til at opleve, at I føler og siger ting, som I ikke tidligere har oplevet. Og så med tiden får I et tættere forhold til jeres himmelske Fader og føler den renselse og tilgivelse, som Frelseren lover sine trofaste vidner. Og I kommer til at føle hans anerkendelse og vide, at I har gjort, hvad han har bedt jer om, fordi han elsker jer og har tillid til jer.
Jeg er taknemmelig for at leve i en tid som denne. Jeg er taknemmelig for at vide, at I og jeg er børn af en herliggjort himmelsk Fader, som elsker os. Jeg vidner om, at Jesus er Kristus, at han er min og jeres Frelser og Frelser for alle de mennesker, vi nogen sinde kommer til at møde. Faderen og Sønnen kom til profeten Joseph Smith. Præstedømmets nøgler er gengivet, og den sidste, store indsamling er begyndt. Jeg ved, at det er sandt.
I Jesu Kristi navn. Amen.