Hellige steder
Vores evne til at søge, erkende og ære det hellige frem for det hedenske og det åndelige frem for det verdslige definerer vores åndelighed.
Som svar på Pilatus’ spørgsmål: »Er du jødernes konge?« svarede Frelseren: »Mit rige er ikke af denne verden« (Joh 18:33, 36). Med disse få ord erklærer Jesus, at hans rige er uafhængigt og anderledes end denne verden. Frelserens belæringer, lærdomme og personlige eksempel hæver alle, som virkelig tror på ham, til en guddommelig standard, der kræver, at man har både øjet og sindet henvendt på Guds herlighed (se L&P 4:5, 88:68). Guds herlighed omfatter alt, som er helligt. Vores evne til at søge, erkende og ære det hellige frem for det hedenske og det åndelige frem for det verdslige definerer vores åndelighed. Ja, uden det hellige og åndelige har vi kun det hedenske og verdslige tilbage.
Midt blandt den verdslige verdens tumult med dens visse uvished må der være steder, som tilbyder et åndeligt tilflugtssted, fornyelse, håb og fred. Sådanne steder findes virkelig. De er hellige. Det er steder, hvor vi møder det guddommelige og finder Herrens Ånd.
Tre gange i Lære og Pagter råder Herren sit folk til at »stå på hellige steder« (se L&P 45:32; 87:8; 101:22). Sammenhængen af hans råd er så meget mere betydningsfuld, når vi ser på den nuværende tilstand i vores verden. Hærgende sygdomme, forfølgelse og krig er alt for almindelige og er blevet en del af vores hverdag. Stillet over for sådanne frustrerende problemer råder Herren: »Se, det er min vilje, at alle de, der påkalder mit navn og tilbeder mig efter mit evige evangelium, skal samle sig og stå på hellige steder« (L&P 101:22).
Hellige steder har altid været nødvendige for den rette tilbedelse af Gud. For sidste dages hellige omfatter sådanne hellige steder steder af historisk betydning, vores hjem, nadvermøder og templer. Meget af det, vi nærer ærbødighed for, og det, som vi lærer vore børn at nære ærbødighed for som værende helligt, afspejler sig i disse steder. Den tro og ærbødighed, der er forbundet med dem, og den respekt, vi har for det, som foregår eller er foregået der, gør dem hellige. Betydningen af hellige steder i vores tilbedelse kan næppe overvurderes.
Der kræves stor personlig forberedelse, for at vi kan få åndeligt udbytte af at stå på hellige steder. Hellige steder kendetegnes også ved de ofre, de kræver. Ældste M. Russell Ballard har belært om, at ordet offer bogstaveligt vil sige, »at man helliggør noget« eller »regner noget for helligt« (»Offerloven«, Liahona, mar. 2002, s. 13). Ordene hellig og offer har på engelsk samme rod. Man kan ikke få det, der er helligt, uden først at ofre noget for det. Der kan ikke findes nogen hellighed uden personligt offer. Offer helliggør det hellige.
For mange er lunden ved Smiths gård i staten New York blot smuk og fredfyldt. Men for sidste dages hellige i hele verden er den hellig på grund af vores tro og den ærbødighed, vi tilskriver den, og det store offer, den står for.
En smuk efterårsdag for nogle måneder siden sad min hustru og jeg i denne lund. Den var virkelig smuk, og vi nød den ensomme fred, vi fandt der. Men det var meget mere end det, for vi sad lige i nærheden af det sted, hvor Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus viste sig for den unge profet Joseph Smith. Vores tro på og ærbødighed for deres besøg og det personlige offer, som blev et resultat deraf, både i profetens liv og i vore egne forfædres liv, omdannede dette smukke sted til et yderst helligt sted.
Lignende dybe og ærbødige følelser opstår ved andre hellige steder på jorden, som har med Kirkens historie og oprettelse at gøre. Disse hellige steder inspirerer vores tro og giver os mod til at være oprigtige mod denne tro og at gå fremad trods de udfordringer, vi måtte møde på vores vej.
Vore hjem er tilsvarende også hellige steder. Selv om det ikke altid er fredfyldt, kan vores hjem være fyldt med Herrens Ånd. Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum belærer således i »Familien: En proklamation til verden«: »Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme. Vellykkede ægteskaber og familier bygges på og fastholdes ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser« (Liahona, okt. 1998, s. 24).
Et sådan hjem kræver personlige ofre. Herren sagde til profeten Joseph Smith: »Din familie må omvende sig og afstå fra visse ting« (L&P 93:48). Hver enkelt familie konfronteres med en bred menu af aktiviteter og underholdning, som ikke alt sammen er gavnligt og godt – hvoraf meget bestemt ikke er nødvendigt. Har vores familie, ligesom profetens familie, også brug for at omvende sig og afstå fra nogle ting, hvilket vil hjælpe os til at bevare helligheden i vores hjem? Når vi etablerer vores hjem som et helligt sted, afspejler det omfanget af de ofre, vi er villige til yde for det.
Nadvermøderne er i virkeligheden mere end blot møder. Det er hellige øjeblikke på et helligt sted. I disse ugentlige øjeblikke tænker vi over den største nådegerning, som denne verden nogensinde har kendt. Vi tænker på Guds kærlighed, han, som gav sin Enbårne Søn, så vi kan få evigt liv. Når vi tager nadveren, erindrer vi ham og udtrykker vores vilje til at påtage os hans navn og holde hans bud. Grundig personlig forberedelse, herunder vores eget offer i form af et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, er en betingelse for den regelmæssige åndelige fornyelse, som kommer ved at deltage værdigt. Vi må være villige til og i stand til at give slip på verden i bare nogle få øjeblikke for at tænke over mere hellige ting. Uden denne åndelige fornyelse overvindes vores tro let af det verdslige og hedenske.
For mange år siden, da vore drenge stadig var små, bemærkede jeg engang under middagsmaden, hvor fremragende vores nadvermøde havde været, og hvor meget jeg havde lært. De reagerede med et blik, som fortalte mig, at de ikke var sikre på, at vi havde været til det samme møde. Forskellen på min oplevelse og deres var ganske enkelt begrænset modenhed og personlig forberedelse. Den åndelige fornyelse, vi får under vore nadvermøder, vil ikke overgå vores forberedelse og vores villighed til og ønske om at blive belært.
Templer med indskriften »Helliget Herren« er blandt de helligste steder på jorden. De står som bevis på Guds kærlighed til alle sine børn, fordums og i vor tid. Templets velsignelser er sammenkædet med og uadskillelige fra store ofre. De ordinancer, som udføres deri, giver mulighed for, at Frelserens sonoffer fuldt ud kan komme til udtryk. Alene dette kvalificerer templet som værende helligt. Men der kræves også personlige ofre. Vi ofrer tid på at søge efter vore forfædre og tid til at gøre vores pligt i templet. Vi stræber også efter at efterleve de højeste standarder for personlig værdighed, hvilket kvalificerer os til at træde ind i dette yderst hellige sted.
På hellige steder finder vi åndelig tilflugt, fornyelse, håb og fred. Er disse ting ikke ethvert personligt offer værd? Søskende, må vi hver især ære og respektere det hellige i vores liv. Må vi lære vore børn at gøre ligeså. Lad os stå på hellige steder med åndelig fred.
Jeg bærer mit vidnesbyrd om Herren og Frelseren Jesus Kristus, ja, Fredsfyrsten og håbets fyrste, i Jesu Kristi navn. Amen.