Og sådan er det
Vi må leve op til og blive ved med at efterleve standarder for at kunne deltage i livets vigtige åndelige begivenheder.
God aften. Jeg elsker at være sammen med bærere af Guds præstedømme og nyde det verdensomspændende broderskab, som vi har del i og nyder. Denne særlige ånd kommer af forventningen om, at vi bliver instrueret i de tydelige og dyrebare elementer i Jesu Kristi evangelium.
I aften vil mine bemærkninger være rettet til Kirkens unge mænd. I, som tilhører en anden alderskategori, er velkomne til at lytte.
Ved juletid sidste år deltog nyhedsjournalisten Walter Cronkite sammen med Tabernakelkoret og Tempelpladsens Orkester i deres julekoncert. »Han tilbragte 19 år som studievært for ›CBS Evening News‹ … [Hr. Cronkite] gjorde sig fortjent til ryet som ›den mest troværdige mand i Amerika.‹«1 Da han blev spurgt, hvordan han ønskede at blive husket, lød hans svar: »Åh, som en fyr, der gjorde sit bedste.«2 I hele sin fremtrædende karriere afsluttede han hver eneste nyhedsrapport med sætningen: »Og sådan er det.« Lad os i aften tale om, hvorfor det er sådan.
Ved en nylig stavskonference fortalte stavspræsidenten en beretning. Han spurgte sin søn, hvad der var blevet talt om ved et nyligt afholdt søndagsaftenmøde. Den unge mand svarede: »Om at skærpe kravene.« Han informerede så sin far om, at han var træt af dette emne, fordi det var emnet i hver eneste klasse og ved hvert eneste møde i den senere tid. Min første tanke var: »Det er fantastisk, profetens budskab bliver drøftet, hørt og reageret på.« Min anden tanke knyttede sig til den unge mands følelser angående de gentagne påmindelser. Gentagne påmindelser kan være en irritation, når vi ihærdigt prøver at gøre vores bedste.
Som ung »lukkede jeg af« for min mors gentagne påmindelse: »David, husk hvem du er.« Påmindelsen bragte altid interessante kommentarer fra mine venner. Utålmodigheden satte ind, da min far altid pegede på præsident George Albert Smiths hjem, når vi kørte på 13th East i Salt Lake City og mindede mig om, at en levende Guds profet, som elskede mig, boede der. I dag er jeg utrolig taknemmelig for disse gentagne påmindelser.
Udtrykket »at skærpe kravene« bruges ofte i sportsverdenen til at beskrive præstationer på et højere niveau. Brugen af en sportsmetafor hjælper med til at beskrive, hvorfor det er af afgørende betydning at reagere på det, som præsident Hinckley bad os gøre ved sidste konference, da han sagde: »Jeg håber, at vore unge mænd og vore unge kvinder lever op til den udfordring, som [ældste Ballard] har fremsat. Vi må skærpe kravene for værdighed og kvalifikationer for dem, som rejser ud i verden som repræsentanter for Herren Jesus Kristus.«3
For et år siden oplevede vi en vidunderlig vinterolympiade i Salt Lake City. I de fleste olympiske discipliner må man opfylde et minimumskrav i forbindelse med sin præstation for at kunne kvalificere sig til konkurrencen. Vores liv ligner den olympiske kvalifikationsproces, eftersom vi må leve op til og blive ved med at efterleve standarder for at kunne deltage i livets vigtige åndelige begivenheder. Atleter i verdensklasse har en disciplineret daglig rutine. De behersker de færdigheder, som deres sport kræver. Først da kan de kvalificere sig til at deltage i konkurrencen. Og sådan er det altså.
Unge mænd, hvis I ønsker at tilhøre verdenseliten og kvalificere jer til at deltage i de virkelig vigtige begivenheder i livet, såsom ordinationer i præstedømmet, templets velsignelser og missionering, må I også udvikle en disciplineret daglig rutine bestående af ærlighed, dyd, studium og bøn. Og sådan er det altså.
De olympiske deltagere kender og forstår de regler, som regulerer deres sport. Overtrådte regler kan medføre stramme straffe og endog diskvalificering. Ved den sidste olympiade har manglende overholdelse af reglerne i forbindelse med præstationsforbedrende medikamenter ført til fratagelse af medaljer. En af de værste straffe, en sportsmand kan pålægges, sker i golf. Bare det at påføre et pointkort et forkert antal slag ved et hvilket som helst af de 18 huller medfører diskvalifikation. Der er ingen pardon. Det er ligegyldigt, om fejlen gavner eller svækker personen, straffen er den samme – diskvalifikation.
Efter mere end 50 år kan jeg stadig høre en turningsofficial sige: »Jeg er ked af det, min søn, men vi bliver nødt til at diskvalificere dig for at have påført et ukorrekt antal slag.« Min diskvalifikation kom af, at jeg nævnte for denne official, at jeg var nødt til at rette min score. I ugevis sagde jeg til mig selv: »Hvorfor tav jeg ikke? Desuden var det en uskyldig fejl. Det totale antal slag var korrekt.« Selv om min præstation var god nok til bringe mig op blandt vinderne, forlod jeg præmieuddelingen tomhændet. Og sådan er det altså.
Mine unge venner, regler er vigtige, ja endog afgørende. I livet er der også straffe, måske endda diskvalificering, hvis reglerne bliver brudt. Vores deltagelse i livets vigtige begivenheder kan komme i fare, hvis vi undlader at følge de regler, som er indeholdt i vor himmelske Faders befaling. Involvering i seksuelle synder, brug af ulovlige stoffer, civil ulydighed eller misbrug kan holde os ude på sidelinien på afgørende tidspunkter. Man gør klogt i at se reglerne som sikkerhedsforanstaltninger og ikke som lænker, der binder. Lydighed opbygger styrke. Og sådan er det altså.
I 1834 skrev profeten Joseph Smith: »Jeg har aldrig haft så travlt som denne november, og eftersom mit liv bestod af aktivitet og endeløse ansvar, gjorde jeg til min regel: Når Herren befaler det, så gør det.«4
For nogle er sport en forretning. Forskellen mellem at vinde og at tabe kan være store pengebeløb. Sportsfolk ansætter agenter til at varetage deres interesser. Agenter, personlige trænere, trænere og ledere kan hjælpe sportsmanden til at forbedre sig.
Vor himmelske Fader har givet sine dyrebare unge sønner et enestående støttehold, som mere end overgår det, som sportsfolk bruger. Vore forældre er enestående agenter. De varetager vore interesser. De er ikke kun interesserede i os, men fordi de elsker os, er de også nogle enestående konsulenter.
Apostlen Paulus sagde, da han underviste kolossenserne: »Børn, adlyd jeres forældre i alt, for sådan skal det være i Herren« (Kol 3:20). Tænk på det enorme netværk ud over vore forældre, som er blevet tilvejebragt for at styrke vores åndelige præstation. Vore biskopper tjener som personlige trænere og bruger deres hellige præstedømmenøgler til at velsigne vores tilværelse. Seminarlærere, kvorumsvejledere og hjemmelærere udgør resten af støtteholdet, som Herren har samlet for at hjælpe os med at forberede os til livets store kampe. Når I følger og adlyder dem, vil jeres præstation hele tiden øges. Når Herren befaler det, så gør det. Og sådan er det altså.
En af de afgørende forskelle mellem det gode og det store er det, som sportspsykologerne kalder for »fokus«. De konkurrerende, som har evnen til at ignorere det uvæsentlige og koncentrere sig fuldkomment om det, som er afgørende, er i stand til at forbedre deres præstation. Fokus er en afgørende faktor for succes.
Jeg hørte en samtale mellem golfspilleren Arnold Palmer og en ung caddie, som han brugte for første gang. Den unge caddie fortalte, mens han gav hr. Palmer sin golfkølle, at afstanden til flaget var 150 meter, der var en skjult bæk på den venstre side og et langt stykke med højt græs på den højre side. På en meget venlig, men bestemt måde mindede hr. Palmer den unge mand om, at den eneste information, som han krævede, var afstanden til hullet. Han sagde endvidere, at han ikke ønskede at tabe fokus ved at bekymre sig om det, som var på højre eller venstre side.
Det er let at miste fokus på de virkelig vigtige mål i livet. Der er meget, der kan distrahere os. Der er nogle, som vader rundt i vandhullerne til venstre, og andre, som finder det lange stykke med højt græs til højre uoverkommeligt. Sikkerhed og succes kommer, når man bevarer sit fokus på de vigtige muligheder, ved at slå bolden lige ned ad midten – fremgang i præstedømmet, tempelværdighed og missionering. Og sådan er det altså.
Må vor himmelske Fader velsigne hver eneste af jer. Jeg vidner for jer alle, at Jesus er Kristus. Han lever, og hans kærlighed til os er fuldkommen. Jeg er taknemlig for en stor profet, som hjælper os med at forstå, at når Herren befaler, så gør vi det, fordi sådan er det. I vor Frelsers og Forløsers Jesu Kristi navn. Amen.