At vokse i præstedømmet
Præstedømmet er magten og myndigheden uddelegeret til mennesket af vor himmelske Fader. Dets myndighed og majestæt overgår vores fatteevne.
Hvor er det enestående at se ud på dette Konferencecenter fyldt til sidste plads og tænke på bygninger over hele verden, der er fyldt af præstedømmet. Dette er sikkert den største forsamling af præstedømmet i Kirkens historie. Jeg kan forstille mig, at det er sandt, for vi fortsætter med at vokse hvert år.
Min første kontakt med præstedømmet var dengang, da jeg blev døbt. Jeg blev døbt i en kunstvandingskanal i den lille by Oakley i Idaho. Jeg stod med mine venner ved kanten af den kunstvandingskanal. Vores badedragt bestod af et par overall, hvor benene var klippet af, så vi ikke sank ned, og med huller klippet i lommerne. Vi havde aldrig set en badedragt i strik eller af andet materiale. Min far kom ud fra 1. Wards kirkebygning med sine rådgivere. Han bar på en stol, og han satte stolen ved kanten af kunstvandingskanalen. Min far sagde: »David, kom herover; vi skal døbe dig.«
Jeg sprang ned i kanalen og svømmede over til den anden side, rystende af kulde. Det var i september og lidt koldt, og små drenge kommer til at ryste, når man kun er klædt i overall. Min far trådte ned i kanalen. Som jeg husker det, tog han ikke sine sko af eller skiftede, men stod bare i sit almindelige tøj. Han viste mig, hvordan jeg skulle holde mine hænder, og derefter døbte han mig. Da jeg kom op af vandet, kravlede vi begge op på kanalens bred. Jeg satte mig i stolen, og de lagde deres hænder på mit hoved og bekræftede mig som medlem af Kirken. Efter det hoppede jeg i kanalen og svømmede over på den anden side og var sammen med mine venner.
Det var faktisk min første erfaring med præstedømmet.
Jeg vil gerne minde jer om, at præstedømmet er Guds magt og myndighed uddelegeret til mennesket. Lad mig sige det igen: Præstedømmet er Guds magt og myndighed uddelegeret til mennesket. Her ved disse møder i aften har vi dem, som bærer Det Aronske Præstedømme, det mindre præstedømme, og så Det Melkisedekske Præstedømme, det højere præstedømme. Er det ikke interessant at forestille sig, hvordan Herren og hans himmelske Fader, da de udarbejdede frelsesplanen, organiserede den således, at mænd kunne være værdige til og kunne hædres ved at bære præstedømmet og slutte sig til den store hær af mænd, der er nødvendig for at udføre vor himmelske Faders evige hensigter – at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket – hele menneskeheden overalt? Sikken stor gruppe, det vil kræve!
Nogle år efter min dåb, da jeg var blevet bedre kendt med nogle pligter i Kirken, blev jeg ordineret til Det Aronske Præstedømme. Min far, som havde døbt mig, var i mellemtiden død af et hjertestop, så biskoppen overdrog mig Det Aronske Præstedømme og ordinerede mig til embedet som diakon. Jeg mindes, at jeg havde en vidunderlig følelse, da han overdrog mig præstedømmet, at jeg nu havde ansvar og skulle være ansvarlig for mine handlinger, og at der var meget, jeg skulle lære, mens jeg udviklede mig gennem livet. Jeg havde en særlig følelse af, at jeg nu var lidt anderledes, at jeg aldrig ville være præcis det samme som venner, der ikke bar præstedømmet, eller mennesker, som jeg ville møde ude i verden. Jeg havde nu nogle ansvar, noget, som vi lærte om søndagen i kirken, mens vi sad omkring det gamle kulfyr nede i kirkens kælder.
Om lørdagen gjorde vi rent i kirken, fyldte kulspandene med kul og sørgede for, at bygningen var klar til søndagsmøderne. Vi havde opgaver i det mindre præstedømme, på alle timelige områder i wardet – indsamling af fasteoffer og udførte opgaver for biskoppen. Han og andre ledere underviste os om Det Aronske Præstedømme og embederne diakon, derpå lærer og så selvfølgelig præst, når vi gik fremad i præstedømmet. For mig virkede det som om, jeg var ved at udvikle en interessant forståelse, en vision af det værk, der skulle udføres, og at jeg personligt havde nogle ansvar, selv om jeg kun var en lille dreng i en lille by ude på landet. Der var noget meget vigtigt ved det.
Da jeg var 11 år, døde min far, og ved hans begravelse blev jeg meget rørt, da jeg hørte andre tale om, hvilken venlig mand han havde været. På kirkegården stod jeg og så på, mens de sænkede kisten ned i graven og begyndte at kaste jord og sten på kisten, og jeg tænkte, at han var min helt, og jeg spekulerede på, hvad der mon ville ske med mig, når jeg havde mistet min far. Jeg så gode mænd udøve præstedømmet og gøre det rette – de mænd, som havde hjulpet med at grave graven og sørge for alt – og jeg så en god mand lægge en 5 dollarseddel tilbage i min mors hånd. Hun havde tilbudt ham lidt penge for at hjælpe til med at grave graven. Han gav pengene tilbage til min mor og sagde: »Nej, behold du pengene, for du får brug for dem senere.«
Og derfor ønsker jeg at sige til alle jer ved disse møder i aften, i Det Aronske Præstedømme og Det Melkisedekske Præstedømme, er det ikke interessant, at vor himmelske Fader og hans Søn i deres visdom, da de sammensatte alt dette, hvordan vi i det mindre præstedømme lærer at passe de timelige opgaver? Vi får timelige opgaver og lærer på en ydmyg og enkel måde det, der skal gøres. Det lærer os om at tjene og efterleve Herrens befalinger og forbereder os, så vi en dag kan modtage Det Melkisedekske Præstedømme med al den majestæt og evige herlighed, som det omfatter.
Disse år i Det Aronske Præstedømme var interessante år i mit liv. Jeg lærte hele tiden noget nyt og fik hele tiden en lidt større forståelse og følelse for evangeliet og vores ansvar for at bringe dette budskab ud til hele verden. I den proces lærte vi at være blandt andre mennesker. Sommetider har vi en følelse af, at andre måske ikke accepterer os, fordi vi har højere standarder. Der er noget, som vi ikke gør. Vi har visdomsordet, som hjælper os med at leve et sundere liv, et liv, der bidrager til, at vi vokser op, bliver mænd og har de standarder, idealer og den levevis, som det meste af verden ønsker at have. Jeg har erfaret, at hvis man lever, som man bør, lægger folk mærke til det, og ens tro gør indtryk, og så får man indflydelse på andres tilværelse. Når de finder ud af, at de ikke behøver at ryge, drikke eller ryge marihuana, de stoffer, som påvirker verden så negativt, så påvirker det faktum, at I ikke gør det, disse mennesker.
Fastholdelse af jeres standarder kvalificerer jer til ægteskab i templet. For resten, så er dette den 173. årlige generalkonference i Kirken, og blot som en oplysning, så har min hustru og jeg været gift i 73 år. Så det år, hvor vi blev gift, afholdt Kirken sin 100. årlige konference. Jeg kan huske, at jeg holdt Rubys hånd hen over alteret i templet – og lyttede til beseglingsceremoniens ordlyd – jeg havde en særlig følelse i mit hjerte, ikke blot omkring helligheden af det, men også for mit ansvar for at leve, som jeg burde, for at tage mig af hende og vore børn, og derpå af vore børnebørn, og så de næste generationer, som kom derefter. Jeg var fast besluttet på at være et eksempel og at leve sådan, som en person kan leve, der ærer præstedømmet og vores ægteskabspagt.
Tænk i aften, mens vi mødes som præstedømmebærere, på de ansvar, som vi hver især har, når vi tænker over, hvad der skal ske i denne verden – sikkert noget nyt, som vi i dag ikke er opmærksom på – efter at denne krig er forbi, og når alt er tilbage, hvor det bør være. Der er så meget, vi skal gøre. For at vi kan gøre det, må vi være værdige til det præstedømme, som vi bærer, så vi kan bidrage til at lede, når Kirken går fremad på en måske mere omfattende måde, end vi nogensinde før har gjort. Det bliver en stor dag!
For nogle år siden, da jeg var i flåden under anden verdenskrig, fik jeg ordre om at rapportere til flådens hovedkvarter i Pearl Harbor. Min familie fulgte mig til Treasure Island i San Francisco-bugten, hvor jeg gik ombord i en flyvemaskine, et gammelt vandfly, der blev kaldt en Pan-American Clipper. Ombord var der nogle stabslæger på vej ud for at forberede og opbygge hospitalsfaciliteter, da slaget om Tarawa skulle foregå i løbet af nogle få uger. På grund af min rang blev jeg tildelt plads til at sove i en sovepose helt ude i halepartiet, hvorfra jeg kunne se motorerne på højre side, mens vi fløj over San Francisco, som på grund af krigen var mørkelagt. Himlen var kulsort, da vi fløj ud over Stillehavet, og jeg troede, at den højre motor på det gamle Pan-American fly brændte. Jeg kunne ikke sove, mens jeg holdt øje med den på hele flyveturen.
I den søvnløse nat spekulerede jeg over mit eget liv og om, hvorvidt jeg havde levet op til mine muligheder og ansvar som bærer af Det Melkisedek-ske Præstedømme – ansvaret for at være et eksempel og leve, som jeg burde, så jeg kunne varetage de kaldelser, der måtte komme til mig. I den søvnløse nat gjorde jeg status over mig selv og mine holdninger og tænkte over, om jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Selv om jeg altid havde accepteret mine opgaver i Kirken, tænkte jeg over, om jeg varetog dem med hele mit hjerte, sjæl, sind og styrke og levede op til det ansvar, den velsignelse, som jeg modtog som bærer af Det Melkisedekske Præstedømme, og det, som kunne forventes af enhver af os, som modtog den velsignelse.
Når jeg ser tilbage på den søvnløse nat, takker jeg Herren for hans velsignelser i dag og for alt det, jeg har fået mulighed for at være involveret i. Jeg forsøger altid at efterleve evangeliet fuldt ud, at gøre alt, hvad jeg er kaldet til at gøre med hele mit hjerte, sjæl, sind og styrke for at varetage enhver kaldelse, som jeg måtte få, så jeg kan være kvalificeret til at gøre alt, hvad jeg måtte blive bedt om at gøre en dag.
Unge mænd i præstedømmet, beslut jer denne aften, hvor vi ærer præstedømmet, til at leve, som I bør. Bliv ikke fanget af nogle af de fjollede ting, der sker i verden, men husk altid, hvad der er givet til jer. Jeg gentager, præstedømmet er magten og myndigheden uddelegeret til mennesket af vor himmelske Fader. Dets myndighed og majestæt overgår vores fatteevne.
Jeg vidner for jer, bærer mit vidnesbyrd om, at dette værk er sandt. Det glæder mig i mit livs efterår at kunne stå og vidne om sandheden af evangeliet, som jeg har set det alle mit livs dage fra min dåb og indtil i dag. Jeg elsker Herren. Jeg elsker vor himmelske Fader og dette værk. Jeg vidner om sandheden af dette værk.
Og til alle jer præstedømmeledere: Lev, som I bør. Vi er forskellige, og det er ikke godt for jer at være som alle andre, for I bærer Guds præstedømme med disse store løfter og velsignelser og forventninger til jer.
Dette værk er sandt. I Jesu Kristi navn. Amen.