2003
Ældste Shirley D. Christensen De Halvfjerds
Maj 2003


Ældste Shirley D. Christensen
De Halvfjerds

Morgenen den 18. maj 1980 står klart i ældste Shirley Dean Christensens hukommelse. Det begyndte som en smuk, solskinsrig forårsdag. Men ved middagstid var himlen over Royal City i Washington sort, og de ellers så grønne marker og frugtplantager lå dækket med aske. Mount Saint Helens, som ligger ca. 240 kilometer vest for Royal City, var gået i udbrud.

I de første par dage så ældste Christensen til med gru, da asken lå tungt på træerne i hans æbleplantage, og træerne tabte meget af deres værdifulde frugt. Han mente, at det ville få frygtelige konsekvenser for hans virksomhed.

Men de tilbageblevne æbler var af udsøgt kvalitet, og udtyndingen af hans frugt havde faktisk gavnet hans afgrøde. »Herren beskyttede virkelig vores høst,« siger han. »Det viste sig at blive et af de mest produktive år, vi nogen sinde havde haft.« Han forbinder denne velsignelse med sin families trofasthed til at betale tiende og deres ønske om at adlyde Herrens bud. Denne oplevelse havde også lært ham, at modgang nogle gange bringer uventede velsignelser.

Ældste Christensen, 64 år, der er nyt medlem af De Halvfjerds’ Andet Kvorum, er født den 8. januar 1939 i Preston i Idaho som søn af LeGrand og Blanche Naef Christensen. Han er vokset op i Idaho og Washington og har gået op Brigham Young University, hvor han mødte Geniel Johnson. De blev gift den 23. juni 1962 i templet i Manti i Utah. De har seks børn.

Ældste Christensen var på mission i Uruguay i 1959-1961, hvor han udviklede et stærkt vidnesbyrd om profeten Joseph Smith. »Inden da kunne jeg genfortælle beretningen om den første åbenbaring. Men da jeg med en bøn i hjertet underviste andre derom, fik jeg efterhånden et fast vidnesbyrd om profeten Joseph og det gengivne evangelium,« siger han. »Jeg vidste, at det, jeg underviste i, var sandt.«

Fra 1999 til 2002 var ældste Christensen præsident for Resistencia Mission i Argentina. Han har også virket som tempeltjener, grenspræsident, biskop og medlem af et stavspræsidentskab.