Omsorg for sjælens liv
Virkeligt omvendte disciple søger, skønt de stadig er ufuldkomne, at styrke »sjælens liv« en hvilken som helst dag, i et hvilket som helst årti på trods af fordærv og ødelæggelse.
Midt i alle de hektiske globale begivenheder – begivenheder, som vi ikke er totalt isoleret fra – findes menneskehedens virkelige og vedvarende kamp, nemlig om hvorvidt vi trods verdens bekymringer med Herrens ord vælger eller ikke vælger at bekymre os for sjælens liv (se L&P 101:37). Uanset hvor engagerede vi er i de ydre begivenheder, så fortsætter denne indre kamp i både fredelige og urolige tider. Hvad enten vi forstår eller anerkender det, så er det en uforanderlig dagsorden for dette liv fra generation til generation.
Når vi stræber efter at holde Guds bud, »fornyes dog vort indre menneske dag for dag« (2 Kor 4:16). Så selv på dårlige dage kan vi »bevare [vores] liv« på trods af ydre omstændigheder (se Ordsp 19:16). Jeg medgiver, at visse indre beslutninger om at »bekymre sig for« og »bevare« vores sjæl finder sted på tidspunkter, hvor der ikke sker andet i vores liv, som tilfældet var med den fortabte søn. Han fodrede dagligt svinene, indtil han langt om længe oplevede en ganske særlig dag, hvor han »gik i sig selv« (se Luk 15:17). Uanset hvad der i øvrigt skete den dag i »et land langt borte« (Luk 15:13), så havde den fortabte søn »gennemtænkt [sine] veje« (Sl 119:59) og truffet denne faste beslutning: »Jeg vil bryde op og gå til min far« (Luk 15:18). Og selvransagelsen fulgtes af forandring. Men trods det ville den hjemvendende svinehyrde næppe være blevet bemærket af de forbipasserende, selv om der var sket noget af evig betydning for ham.
Men til andre tider er samspillet mellem det indre og det ydre mere synligt. Pilatus måtte tage sig af en tilsyneladende lokal skærmydsel, som omfattede en vis Jesus fra Nazaret. Hans nylige forsoning med Herodes – som han havde haft »fjendskab« med (Luk 23:12) – var uden tvivl store politiske nyheder for de veloplyste få. Skønt han vaklede, gav han efter for en ophidset folkeskare og løslod Barabbas i stedet for Jesus. Med nyvaskede, men tilsølede hænder, vendte Pilatus tilsyneladende tilbage til Cæsarea. Kristus derimod vandrede ud til Getsemane og Golgata og udvirkede den smertefulde, men frigørende, altomfattende forsoning, hvorved milliarder og atter milliarder skulle opstå.
I dag bringer krigsskyer her og der regn på både de retfærdige og de uretfærdige, men Kristi storslåede opstandelses herlige gave regner ned over os alle! Ligesom de hvide bølgetoppe ikke afslører, hvad der rører sig i havets dyb, således var det, at i tilfældet med forsoningen fandt begivenheder af global og evig betydning sted i en lille have og på et obskurt højdedrag.
Guds værk skrider ofte stille og ubemærket frem. For eksempel, uanset hvilke økonomiske betragtninger, der drev Joseph Smith senior og hans familie til at flytte fra New England til staten New York, så blev de – ganske ubemærket – ledt til de hellige plader, som lå skjult i højden Cumorah og ventede på at blive til »endnu et vidne om Kristus«, »så længe jorden står« (2 Nephi 25:22).
Selv om vi lever i en urolig tid, er den stille omsorg for »sjælens liv« det, der betyder mest. Skønt ydre begivenheder kan lægge op til de afgørende øjeblikke, som kan kalde retfærdigheden frem i os, så kan ydre uroligheder ikke undskylde indre svaghed, selv om nogle så let synes at give op. Skønt der udbryder krige her og der, bør det ikke føre til, at vi bryder vore pagter! For eksempel kan hor ikke bortforklares med, at der var krig, og at nogle hustruer og ægtemænd derfor var adskilt. Der findes ingen fodnoter til det syvende bud, som lyder: »Du må ikke bryde et ægteskab, undtagen i tilfælde af krig« (se 2 Mos 20:14).
Under en anden krig rådede præsident David O. McKay medlemmer, som gjorde tjeneste i de væbnede styrker, til at »holde jer moralsk rene« midt i »krigens dyriskhed« (i Conference Report, apr. 1969, s. 153).
Skønt nation skal rejse sig mod nation, giver sådanne kriser ikke forretningspartnere hjemmel til at rejse sig mod hinanden eller mod deres aktionærer ved at stjæle eller vidne falsk og derved bryde både det ottende og det niende bud – som der heller ikke er nogen formildende fodnoter til (2 Mos 20:15-16).
Usikkerhed med hensyn til verdens gang retfærdiggør ikke moralsk usikkerhed, og kampens tummel dækker hverken over vore synder eller slører Guds altseende øje. Desuden er militære sejre ingen erstatning for sejre i vores personlige kamp for at udvikle selvbeherskelse. Ej heller mindsker menneskenes afsindige had Guds fuldkommende og forløsende kærlighed til alle sine børn. Og øjeblikkets forvrængende tåge kan ikke ændre ved den kendsgerning, at Kristus er Verdens Lys!
Lad os derfor være som den unge mand, der var sammen med Elisa på bjerget. Til at begynde med skræmtes han ved synet af fjendens mange stridsvogne, men så blev hans øjne nådigt åbnet, og han så »ildheste og ildvogne« og erkendte, at »der er flere på vores side end på deres!« (2 Kong 6:16, 17). Brødre og søstre, det åndelige regnestykke har ikke ændret sig!
Vore egne intellektuelle mangler og rådvildhed rokker ikke ved den kendsgerning, at Gud er forbløffende alvidende og allerede har taget de valg i betragtning, som vi er ansvarlige for. Midt i livets brudstykker af informationer og nyheder om forskellige krige lever Gud i et evigt nu, hvor fortid, nutid og fremtid bestandigt er for hans åsyn (se L&P 130:7). Hans guddommelige beslutninger står fast, eftersom alt det, Gud sætter sig for i sit hjerte at gøre, det gør han (se Abraham 3:17). Han kender begyndelsen fra enden (se Abraham 2:8). Gud er fuldt ud i stand til at udføre sit værk og føre alle sine hensigter ud i livet, noget der bestemt ikke gælder selv menneskenes bedste planer, eftersom vi så ofte misbruger vores handlefrihed! (Se 2 Nephi 27:20).
Gud har forsikret os om at -
»jeg vil lede jer frem« (L&P 78:18)
»jeg vil være i jeres midte« (L&P 49:27).
Han vil være med os, brødre og søstre, »i hver prøvelsens stund« (L&P 3:8), herunder med vejledning fra hans levende profet, præsident Gordon B. Hinckley.
Men de afgørende øjeblikke i »sjælens liv« er fortsat afhængige af, hvorvidt vi udviser selvtilfredsstillelse eller selvfornægtelse i vore daglige, personlige beslutninger, som for eksempel at vælge mellem venlighed og vrede, barmhjertighed eller uretfærdighed, gavmildhed eller nærighed.
Krig sætter ikke det andet bud ud af kraft. Det kender ingen grænser. Dets tilhængere bærer ingen bestemt uniform, og de kendetegnes heller ikke ved nogen bestemt hudfarve.
Vi oplever for eksempel måske hungersnød, men dog kan vi stadig handle som enken, der brugte sit sidste mel på at bespise Elias (se 1 Kong 17:8-16). En sådan gavmildhed trods afsavn og fattigdom er altid gribende. Min ungdoms dejlige biskop, M. Thirl Marsh, søgte i sin ungdom om at blive ansat som minearbejder under depressionen. Han var for ung, men stor af vækst, så han blev ved og blev til sidst ansat, men flere af hans venner fik ikke noget job. Ved mere end én lejlighed delte den gavmilde unge Thirl sin surt tjente dagløn ligeligt med disse venner, indtil de også fik arbejde. Ikke mærkeligt, at han senere blev en omsorgsfuld hyrde for en flok.
Når vi funderer over »sjælens liv«, hjælper det at stræbe efter selv at blive fuldstændigt omvendt, fordi evangeliets frø først falder »i den gode jord« – der af Jesus defineres som dem med et »smukt og godt hjerte« (Luk 8:15). Og videre, et sådant menneske »hører ordet« med »glæde«, »fatter det«, »bærer frugt« og »holder ud« og lærer endeligt derved, hvad det vil sige at »hungre og tørste efter retfærdighed« (Matt 13:20, 23; JSO Matt 13:21; Matt 5:6). Det er en »stor forandring« (Mosiah 5:2). Omvendelse er i bund og grund forvandlingen fra »det naturlige menneske« til at blive »Kristi efterfølgere« (Mosiah 3:19; Helaman 3:29; se også 2 Kor 5:17). Det er et arbejde, som tager længere end blot en eftermiddag.
Resultatet af denne fortsatte proces omfatter det, at man ikke »mere er tilbøjelige til at gøre ondt, men bestandig gøre godt« (Mosiah 5:2). Det kan derfor ikke undre, at denne proces sætter de således omvendte i stand til at »styrke« deres brødre (Luk 22:32) og derved opbygge andre ved at »være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har« (1 Pet 3:15). Sådanne retskafne mennesker udretter et andet afgørende, men ubemærket virke blandt menneskene: De bliver en del af den kritiske masse, som kan nedkalde Guds hårdt tiltrængte velsignelser over hele menneskeheden.
Virkeligt omvendte disciple søger, skønt de stadig er ufuldkomne, at styrke »sjælens liv« en hvilken som helst dag, i et hvilket som helst årti på trods af fordærv og ødelæggelse. Denne proces er det, som vi forstår ved at udføre Faderens værk (Luk 2:49; se også Moses 1:39).
Eftersom denne fuldstændige omvendelse er det endelige mål, kan alvorlige begivenheder og uro faktisk hjælpe os ved at forårsage en genoptagelse af rejsen eller få os til at sætte farten op.
Brødre og søstre, lad os, trods verdens forskellige bekymringer, bekymre os for »sjælens liv«, sådan som vi har fået besked på. Takket være Jesu herlige forsoning overstiger den udødelige sjæls liv selv stjernernes lange levetid, og det overstiger derfor også dette korte jordiske liv, hvor hårdt det end måtte være!
Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.