En bøn for børnene

Ældste Jeffrey R. Holland

De Tolv Apostles Kvorum

Som forældre kan vi holde sammen på tilværelsen … med kærlighed og tro der videregives til næste generation, barn for barn.

Ved slutningen af den første dag, hvor den opstandne Jesus underviste de trofaste nephitter, rettede han opmærksomheden mod et særligt publikum, som ofte befinder sig lige under vores synsfelt og nogle gange næsten er ude af syne.

Optegnelserne fortæller: »Og han befalede dem at hente deres små børn …

Og … da de havde knælet ned på jorden … knælede han også … og se, han bad til Faderen, men det, som han bad om, kan ikke beskrives … så store og vidunderlige [var disse] ting … [Han] bad til Faderen [om].

… Og da Jesus var holdt op med at bede … rejste han sig … og … græd … og han tog deres små børn, det ene efter det andet, og velsignede dem og bad [igen] til Faderen for dem.

Og da han havde gjort det, græd han atter; og han sagde til mængden … Se jeres små!«

Vi kan ikke vide nøjagtigt, hvad Frelseren følte i sådan et hjertegribende øjeblik, men vi ved, at han var »bekymret«, og at han »sukkede … ved sig selv« over de ødelæggende påvirkninger, der altid svirrer omkring de uskyldige.¹ Vi ved, at han nærede et større behov for at bede og for at velsigne børnene.

I de tider, vi lever i, beder jeg også for børnene, hvad enten truslerne er globale eller lokale eller individuelle. Nogle dage synes det, som om et hav af fristelser og overtrædelser overvælder dem og ganske enkelt skyller hen over dem, inden de rigtigt kan modstå det, og inden de burde udsættes derfor. Og ofte synes i hvert fald nogle af de kræfter, der arbejder, at være uden for vores personlige kontrol.

Nogle af dem er måske uden for vores kontrol, men jeg bevidner, med tro på den levende Gud, at de ikke er uden for hans. Han lever, og præstedømmets magt arbejder på begge sider af sløret. Vi er ikke alene og skælver ikke, som om vi er forladt. Når vi gør, hvad vi kan, kan vi efterleve evangeliet og forsvare dets principper. Vi kan fortælle andre om den sikre vej, den frelsende sandhed og det lykkelige liv.² Vi kan personligt omvende os på enhver måde, vi har behov for at omvende os på, og når vi har gjort alt, kan vi bede. På alle disse måder kan vi velsigne hinanden og især dem, der har mest brug for vores beskyttelse – børnene. Som forældre kan vi holde sammen på tilværelsen, sådan som der altid holdes sammen på den – med kærlighed og tro, der videregives til næste generation, barn for barn.

Lad mig berøre en ret specifik side af deres sikkerhed, når jeg beder for de små. Nu taler jeg indgående og kærligt til alle voksne i Kirken, forældre og andre, som har tendens til at være kyniske og skeptiske, og som, når det kommer til hengivenhed, der kræver hele sjælen, altid synes at sakke lidt bagud, og som i Kirkens lærdomsmæssige lejr altid synes at slå deres telt op i udkanten af troen. Til alle disse – som vi elsker og ønsker følte sig bedre tilpas ved at campere nærmere ved os – siger jeg: Vær klar over, at den fulde pris for sådan en holdning ikke altid skal betales i jeres liv. Nej, sørgeligt nok kan nogle af disse elementer være en slags ukontrollabel statsgæld, som skal betales af jeres børn og børnebørn på en måde, der er langt dyrere, end I nogen sinde havde tænkt jer.

I denne kirke er der enorm plads til – og befaling i skriften herom – at studere og lære, sammenligne og overveje, drøfte og afvente yderligere åbenbaring. Vi lærer alle »linie på linie, bud på bud«³ med det mål at opnå sand tro, som fører til ægte kristen livsførelse. Heri er der ikke plads til tvang eller manipulation, trusler eller hykleri. Men intet barn i denne kirke bør være usikker på sine forældres hengivenhed for Herren Jesus Kristus, genoprettelsen af hans kirke, og at der virkelig findes levende profeter og apostle, der, nu som førhen, leder denne kirke i overensstemmelse med »Herrens vilje … Herrens sind … Herrens ord … og Guds kraft til saliggørelse.«⁴ I sådanne grundlæggende trosspørgsmål undskylder profeterne ikke for at bede om enighed, ja, konformitet, i den betydning som profeten Joseph Smith brugte sidstnævnte ord.⁵ Ældste Maxwell har engang sagt til mig, da vi talte ude på en gang: »Der var vist ikke noget problem med konformitet, den dag Det Røde Hav blev delt.«

Forældre kan ganske enkelt ikke flirte med skepsis eller kynisme og så blive overraskede, når deres børn flirt bliver til åben kærlighed. Hvis børn, når det gælder tro, risikerer at blive skyllet med af denne intellektuelle strøm eller denne kulturelle strøm, må vi som forældre mere sikkert end nogensinde holde fast i de forankrede, sikre fortøjringer, som de i vores hjem kender godt. Det er ikke til hjælp for nogen, hvis vi falder ud over kanten sammen med dem og gennem det brølende fald nedad forklarer, at vi virkelig vidste, at Kirken var sand, og at præstedømmets nøgler allerede fandtes der, men at vi bare ikke ønskede at undertrykke nogens frihed til at tro noget andet. Nej, vi kan ikke forvente, at børnene kommer sikkert i land, hvis forældrene ikke synes at vide, hvor de skal kaste anker. Esajas brugte et lignende billede, da han sagde om dem, som ikke tror: »[Deres] reb er slappe; de holder ikke masten fast, de strammer ikke banneret ud.«⁶

Jeg tror, at nogle forældre måske ikke forstår, at selv når de selv føler sig trygge, hvad angår deres personlige vidnesbyrd, så kan de ikke desto mindre gøre det svært for deres børn at få øje på denne tro. Vi kan være nogenlunde aktive sidste dages hellige, som kommer til møderne, men hvis vi ikke lever efter evangeliet og signalerer en stærk og oprigtig overbevisning til vore børn om sandheden af genoprettelsen og Kirkens guddommelige vejledning fra den første åbenbaring og lige indtil nu, så kan vore børn, til vores fortrydelse, men ikke vores overraskelse, vise sig ikke at blive aktive sidste dages hellige, som kommer til møderne, eller blot noget, der er tæt på det.

For ikke så længe siden mødte søster Holland og jeg en prægtig ung mand, som vi fik kontakt med, efter at han havde turneret rundt i det okkulte og haft kontakt med en række østlige religioner, for at finde en tro. Hans far, indrømmede han, troede ikke på noget som helst. Men hans bedstefar, sagde han, var faktisk medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. »Men han gjorde ikke så meget ved det,« sagde den unge mand. »Han talte altid ret kynisk om kirken.« Fra en kynisk bedstefar til en ikke-troende far og til et barnebarn, der nu søger desperat efter det, som Gud allerede én gang har givet hans familie! Det er et klassisk eksempel på den advarsel, som ældste Richard L. Evans engang gav.

Han sagde: »Nogle gange begår forældre den fejl at tro, at de kan slappe lidt af, hvad angår opførsel og komformitet, eller måske indtage et såkaldt liberalt syn på basale, grundlæggende ting – idet de tror, at en smule efterladenhed eller overbærenhed ikke betyder noget – eller de undgår måske at undervise i eller komme i Kirken eller taler kritisk om den. Nogle forældre synes at mene, at de kan slække lidt på det grundlæggende uden af påvirke deres familie eller deres families fremtid. Men,« bemærkede han, »hvis en forælder kommer lidt ud af kurs, er det sandsynligt, at børnene kommer endnu længere ud af kurs.«⁷

At lede et barn (eller andre!), selv uforvarende, bort fra trofastheden, bort fra loyaliteten og den grundlæggende tro blot fordi vi ønsker at være smarte eller uafhængige, er noget, som ingen forældre eller nogen anden nogen sinde har fået lov til. Når det drejer sig om religion, er en skeptisk indstilling ikke nogen større manifestation af dyd end et troende hjerte, og analytisk kritik på fx skønlitteraturens område kan ganske enkelt være ødelæggende, når den overføres til familier, der hungrer efter tro i hjemmet. Og en sådan afvigelse fra den rette kurs kan have vildledende langsom og ubemærket i dens konsekvenser. Der var en, som engang sagde: »Hvis man hæver temperaturen i mit bad med blot én grad hvert tiende minut, hvordan kan jeg så vide, hvornår jeg skal skrige?«⁸

Da Israels børn fordums rejste det hellige åbenbaringstelt i Sinajørkenen, blev de befalet at stramme dets barduner og forstærke de teltpæle, der holdt dem.⁹ Hvorfor? Der opstår storme i livet – regelmæssigt. Så fastgør det, stram det, og fastgør og stram det igen. Selv da ved vi, at nogle børn vil træffe valg, som knuser deres forældres hjerte. Mødre og fædre kan gøre alt det rigtige og alligevel få børn, der kommer på afveje. Handlefriheden gælder stadig. Men selv i så smertefulde stunder vil det være en trøst for jer at vide, at jeres børn har kendt jeres faste tro på Kristus, på hans sande kirke og på præstedømmets nøgler og dem, der bærer dem. Da vil det være en trøst for jer at vide, at hvis jeres børn vælger at forlade den lige og snævre sti, så forlader de den med bevidstheden om, at deres forældre stod fast på den. Og der er meget større sandsynlighed for, at de vil vende tilbage til denne sti, når de »kommer til sig selv igen,«¹⁰ og huske jeres kærlige eksempel og belæringer.

Efterlev evangeliet lige så tydeligt, som I kan. Hold de pagter, som jeres børn ved, I har indgået. Giv præstedømmevelsignelser. Og bær jeres vidnesbyrd!¹¹ Tro ikke, at jeres børn af sig selv på nogen måde vil forstå jeres tro. Profeten Nephi sagde ved slutningen af sit liv, at de havde skrevet deres optegnelser om Kristus og bevaret deres overbevisning om hans evangelium, for at overbevise vore børn, sagde han, så »vore børn kan vide … [og tro] på den rette vej.«¹²

Vi kan som Nephi spørge os selv om, hvad vore børn ved. Hvad har de lært af os? Personligt? Ved vore børn, at vi elsker skriften? Ser de os læse i den og markere i den og holde os tæt til den i hverdagen? Har vore børn nogen sinde uventet åbnet en lukket dør og set os knæle i bøn? Har de hørt os ikke bare bede sammen med dem, men også for dem uden nogen anden grund end ren og skær forældrekærlighed? Ved vore børn, at vi tror på faste som noget mere end en obligatorisk prøvelse den første søndag i måneden? Ved de, at vi har fastet for dem og for deres fremtid, uden at de har vidst af det? Ved de, at vi elsker at være i templet, ikke mindst fordi det knytter et bånd til dem, som hverken døden eller helvedes hærskarer kan bryde? Ved de, at vi elsker og opretholder lokale ledere og generalautoriteterne, ufuldkomne som de er, for deres villighed til at påtage sig kaldelser, som de ikke har tragtet efter, for at bevare retfærdighedens standard, som de ikke skaber? Ved disse børn, at vi elsker Gud af hele vores hjerte, og at vi længes efter at se hans Enbårne Søns ansigt – og falde ned for hans fødder? Det beder jeg for, at de gør.

Søskende, vore børn flyver ud i fremtiden sendt af sted af os og med vores sigte. Og når vi ængsteligt ser denne pil i flugten og kender alle de onde ting, der kan skubbe den ud af kurs, når den har forladt vore hænder, giver det os dog mod at huske på, at den vigtigste faktor, der bestemmer, hvor denne pil rammer, er stabiliteten, styrken og den urokkelig sikkerhed hos den, der holder buen.¹³

Carl Sandburg har sagt: »Et spædbarn er Guds udtryk for, at livet skal fortsætte.«¹⁴ For dette spædbarns fremtids og jeres egen fremtids skyld: Vær stærke. Tro. Bliv ved med at elske og at bære vidnesbyrd. Bliv ved med at bede. Disse bønner vil blive hørt og besvaret på det mest uventede tidspunkt. Gud vil ikke sende hjælp til nogen, hurtigere end han vil sende den til et barn – og til et barns forælder.

»Og [Jesus] sagde til dem: Se jeres små!

Og … de hævede blikket mod himlene for at se; da så de himlene åbne, og de så englene stige ned fra himlen, som om de var omgivet af ild, og de kom ned og omringede de små, og de blev omgivet af ild, og englene betjente dem.«¹⁵

Jeg beder for, at det altid vil være sådan – for børnene – i Jesu Kristi navn. Amen.