Ældste William W. Parmley
De Halvfjerds
De senere måneder i ældste William Watts Parmleys tilværelse opsummerer de sidste årtier. Han og hans hustru, Shanna Nielsen Parmley, besluttede sig for, at han skulle gå på pension som hjertespecialist og professor ved University of California i San Francisco, så de kunne tage på mission. Da ældste Parmley forberedte sig til at tage på mission – og i stedet blev kaldet til De Halvfjerds’ Andet Kvorum – kom hans livslange vidnesbyrds betydning virkelig til syne.
»De kender alle hans hæderlighed og kærlighed til familien,« siger søster Parmley om dem, som kender ældste Parmley. »Det er meget tydeligt, at han elsker Gud.«
Ældste Parmley, 67 år, er gået på pension fra en stilling, som mange ofte ikke lader sig pensionere fra, og har haft mange muligheder for at fortælle, hvorfor han lægger lægevidenskaben på hylden. Han mindes en mand, som han mødte for nylig ved en årlig konference. Han fortalte deltagerne, hvorfor han forlod professionen. Næste dag sagde en kollega: »Min hustru og jeg kunne ikke falde i søvn, fordi vi tænkte over det, du sagde. Fortæl os noget mere om denne mission.« Det gjorde ældste Parmley, og manden sagde ganske enkelt: »Kan vi tage med?«
Ældste Parmley er glad for at kunne tjene i sin kaldelse til De Halvfjerds. Sådan en reaktion er typisk for en, hvis liv har været præget af tjeneste som læge, ægtemand, far og bedstefar samt medlem af Kirken.
»Som kong Benjamin sagde, det er det, som vi i virkeligheden er til for,« siger ældste Parmley. »Vi tjener hinanden, og sådan tjener vi Gud.«
Ældste og søster Parmley blev gift i 1961 i templet i Salt Lake City. De har fire børn og otte børnebørn. Ældste Parmley, søn af Thomas Jennison Parmley og LaVern Watts Parmley, er født i Salt Lake City den 22. januar 1936. Han har været missionær i De Nordvestlige Staters Mission samt biskop, stavspræsident, regionalrepræsentant og halvfjerdser-områdeautoritet.