Tro i prøvelser bringer fred og lykke

Ældste Robert D. Hales

De Tolv Apostles Kvorum

Hvor mørke forholdene end kan synes i denne verden i dag, uanset hvilket uvejr vi selv står over for … kan vi opleve denne glæde nu.

Efter at Jesus havde undervist skaren, sejlede han og hans disciple hen mod Galilæasøens østbred. Det var nat, og Frelseren sov trygt på en hynde nær ved agterstavnen. På et tidspunkt kom der »en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden.« Skrækslagne vækkede hans disciple ham: »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?«¹ Hans svar var som sædvanligt roligt: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?«² »Og han rejste sig og truede ad stormen og sagde til søen: ›Ti stille, hold inde!‹ Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille.«³

Han, der havde skabt verden, befalede atter over elementerne.⁴ Forundret spurgte hans disciple: »Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?«⁵

Vi lever i urolige tider. Et stort, ondt uvejr er kommet over jorden. Ugudelighedens vinde hyler omkring os; krigens bølger slår mod vores skib. Som Paulus skrev til Timotheus: »… i de sidste dage skal der komme hårde tider. For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemmelige, spottere … i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft.«⁶

Det er sandt, at ildevarslende skyer samler sig om os, men ligesom Frelserens ord bragte apostlene i båden fred, så bringer de fred til os i dag. »Og når I hører krigslarm og rygter om krig, så lad jer ikke skræmme. Det skal ske, men det er endnu ikke enden.«⁷ »… men er I beredt, behøver I ikke at frygte.«⁸

Jahve sagde til Elias: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt.« Elias adlød, og efter en kraftig storm og jordskælv og ild hørte han til sidst »en sagte susen.« Herren spurgte derpå Elias, der havde gemt sig i en hule: »Hvad vil du her, Elias?« Og Elias svarede: »Fordi israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« Men Herren havde et vigtigt værk, som Elias skulle udføre, og han sagde derfor til ham: »Vend tilbage.«⁹ Så Elias tog af sted.

Vi må også komme ud af vore sikre huler, for vi har et vigtigt værk at udføre. Og Herren vil ved sin Ånds stille, sagte stemme beskytte os, hjælpe os og vejlede os.

Husk på, at han lærte Jareds broder, hvordan han skulle bygge fartøjer til hans familie, så de sikkert kunne krydse det store hav; så de blev beskyttet mod vindene og bølgerne og blev bragt til det forjættede land.

Disse fartøjer var usædvanlige i deres konstruktion, men de var meget sikre. »Men når de blev begravet i dybet, kunne vandet ikke skade dem … og ingen af havets uhyrer kunne knuse dem og ingen hval skade dem.«¹⁰

Men fartøjerne havde ikke noget lys. Det bekymrede Jareds broder. Han ønskede ikke, at hans familie skulle foretage rejsen i mørke, så i stedet for at vente på at få en befaling, fremlagde han sit problem for Herren. »Og Herren sagde til Jareds broder: Hvad vil I have, at jeg skal gøre, for at I kan have lys i jeres fartøjer?«¹¹

Jareds broders svar på dette spørgsmål krævede omhyggelig indsats fra hans side. Han gik op på bjerget Shelem, »og dér smeltede han seksten små sten ud af en klippe.«¹² Han bad derefter Herren, om han ville røre ved stenene, så at de kunne give lys.

Som forældre og ledere må vi huske på, at det ikke er »passende at [Herren] giver befaling i alle ting.«¹³ Ligesom Jareds broder må vi omhyggeligt overveje vores familiemedlemmers behov, lave en plan for at imødekomme disse behov og så fremlægge vores plan for Herren i bøn. Dette vil kræve tro og indsats fra vores side, men han vil hjælpe os, når vi søger hans hjælp og gør hans vilje.

Efter sin oplevelse med Herren fortsatte Jareds broder flittigt med at forberede sig selv til rejsen forude.¹⁴ På samme måde skal vi lytte til vore profeters belæringer. De levende profeter har gang på gang rådet os til at få styr på vores liv – at komme af med gæld, at have et forråd af mad og andre nødvendigheder, at betale vores tiende, at få en passende uddannelse og at efterleve befalingerne. Har vi adlydt disse væsentlige instrukser?

Når vi ser ind i vore børns og børnebørns øjne, så kan vi se vor tids tvivl og frygt. Hvor end disse værdifulde sjæle går hen i verden, så hører de om arbejdsløshed, fattigdom, krig, umoralitet og kriminalitet. De undrer sig over, hvordan de kan klare disse problemer.

For at finde svar ser de tilbage ind i vore øjne og lytter til vore ord. Hører de os tale trofast og forhåbningsfuldt på trods af vor tids prøvelser?

De har brug for at se, at vi fortsat beder og studerer skriften sammen, holder familieaften og familieråd, tjener trofast i vore kirkekaldelser, kommer regelmæssigt i templet og er lydige mod vore pagter. Når de ser vores standhaftighed med at holde befalingerne, vil deres frygt aftage og deres tillid til Herren vil øges.

Ved at vise vores tro i prøvelser, forsikrer vi dem om, at modstanderens raseri ikke er helt ødelæggende. Jesus bad til sin Fader på vores vegne: »… ikke … at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.«¹⁵ Den bøn vil blive besvaret i vor himmelske Faders egen tid i overensstemmelse med vores tro.

I mellemtiden er der mening og formål med vores jordiske udfordringer. Tænk på profeten Joseph Smith: Gennem sit liv stod han over for nedslående modstand – sygdom, uheld, fattigdom, misforståelser, falske beskyldninger og forfølgelse. Man kan måske fristes til at spørge, hvorfor Herren ikke beskyttede sin profet mod sådanne forhindringer, gav ham ubegrænsede midler og standsede hans forfølgere? Svaret er, at enhver af os må gennemgå bestemte oplevelser for at blive som vor Frelser. I jordelivets skole er læreren ofte smerte og prøvelser, men meningen med lektionerne er at lutre og styrke, ikke ødelægge. Herren sagde til den trofaste Joseph:

»Min søn, fred være med din sjæl! Din modgang og dine lidelser skal blot vare et øjeblik,¹⁶

… om du kastes i dybet, om de skummende bølger slår op om dig; om heftige vinde bliver dine fjender; om himlen overdækkes med tæt mørke; om alle elementerne forener sig for at spærre dig din vej … da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og tjene dig til bedste.«¹⁷

På trods af, at der var mange prøvelser i profetens Josephs liv, skete der store ting for gengivelsen af evangeliet i disse de sidste dage. Joseph lærte og har belært os om, at når han kæmpede med en udfordring, så lod Frelseren ham ikke gå til grunde. På samme måde er prøver af vores tro værdifulde muligheder for at opdage, hvor meget Mesteren bekymrer sig om vores sjæls velfærd for at hjælpe os med at holde ud indtil enden.

I vore dage når Herrens støttende arm os ved ordinancerne i hans hellige templer. Profeten Joseph sagde til de tidlige hellige i Nauvoo: »Brødre, I har brug for begavelsen, for at I kan være forberedt og besejre alt.«¹⁸ Hvor havde han dog ret! Velsignet med tempelpagterne og udrustet med kraft var det muligt for de sidste dages hellige at udholde prøvelser med tro. Ved slutningen af sin egen pionerrejse skrev Sarah Rich: »Hvis det ikke havde været for den tro og kundskab, som var blevet udgydt over os i det tempel … ville vores rejse have været som … at tage et spring ud i mørket.«¹⁹

Jeg er rørt over omfanget af prøvelsen i Frelserens oplevelse. Selv om han var Faderens Enbårne, forsøgte listige mænd at tage hans liv helt fra begyndelsen. Under hele hans tjene-stegerning fulgte en storm af rygter, løgne og forfølgelse ham, hvor end han gik.

Jeg er især imponeret, når jeg tænker på ugen op til hans død, da ypperstepræsterne udfordrede hans myndighed, forsøgte at narre ham og to gange deltog i en sammensværgelse for at slå ham ihjel. I Getsemane, mens hans disciple sov, led han for hele menneskehedens synder og blødte fra hver en pore. Han blev forrådt, arresteret, udspurgt, slået og spyttet på. Efter Rådets afhøring blev han hånet af Herodes og til sidst ført hen til Pilatus, hvor han skulle stå foran en vred hob. Pisket og kronet med torne blev han tvunget til at bære sit kors til Golgata. Nagler blev hamret ind i hans hænder og fødder. Hans legeme blev anbragt mellem gemene tyve. Soldater kastede lod om hans jordiske ejendele, og han fik eddike til at slukke sin tørst med. Efter seks timer²⁰ betroede han sin ånd i Faderens hænder og udåndede.

Hvis vi ser på den sidste uge i Frelserens liv fra vores jordiske perspektiv, er vores første indtryk sikkert lidelse og ødelæggelse. Vi ser måske kun Frelserens moder og andre, der græder ved korset, bange soldater, jorden i stor bevægelse, klipper der brydes, forhænget i templet, der flænges, og tre timers mørke over landet. En lignende scene med uvejr og ødelæggelse udfoldede sig i den nye verden. Kort sagt så ser vi det frygtelige uvejr rase.

Men se engang til – denne gang med troens øjne.

Tænk over, at Jesus i de sidste, mest pinefulde uger af sit liv belærte, vidnede for, opløftede, velsignede og styrkede dem omkring sig. Han oprejste Lazarus fra de døde, belærte om sin Fader, rensede templet, fortalte adskillige lignelser, så den fattige enke give sin gave, belærte sine disciple om tegnene på sit andet komme, besøgte Simon den Spedalskes hus, indstiftede nadveren, vaskede apostlenes fødder og belærte sine disciple om at elske hinanden. Han vidnede om sin guddommelighed som Guds søn og belærte om Talsmanden – Helligånden. I sin storslåede ypperstepræstelige bøn bad han til sin Fader for sine apostle og alle, som troede deres ord, »at de fuldt ud må have [hans] glæde i sig.«²¹

I sin mørkeste time svandt fredens og glædens lys ikke bort. Det skinnede klarere! Efter sin død viste han sig for Maria Magdalene. Hvilken glæde der må have været den morgen, da nyheden bredte sig, »… han er opstået.«²² Med tiden viste han sig for kvinderne på vejen; for Kleofas, der rejste til Emmaus; for apostlene og disciplene i salen ovenpå; for Thomas og for andre. Atter var der glæde og jubel ved forsoningen og opstandelsen.²³

Men det var ikke alt. I et syn så præsident Joseph F. Smith – en profet, seer og åbenbarer – Frelserens besøg i åndeverdenen.

»Dér var samlet en utallig skare af retfærdige ånder, som havde været trofaste i Jesu vidnesbyrd, mens de levede på jorden …

Alle disse var døde med et sikkert håb om en herlig opstandelse …

… [og] de var fyldt med lykke og glæde, og de frydede sig sammen, fordi deres forløsningstime var nær.

De var sammen for at afvente Guds Søns komme til åndeverdenen, hvor han skulle forkynde deres forløsning fra dødens bånd …«

Disse trofaste ånder vidste, at snart skulle deres »forgangne legemer … bringes tilbage til deres fuldkomne skikkelse, ben til ben, senerne og kødet udenpå, legeme og ånd forenes for aldrig mere at skilles, for at kunne modtage en fylde af glæde.«

Og mens »denne store skare ventede og samtalede og glædede sig til deres forløsningstime fra dødens lænker, viste Guds Søn sig. Han forkyndte frihed for de fangne, der havde været trofaste.«²⁴

Mine brødre og søstre, hvor mørke forholdene end kan synes i denne verden i dag, uanset hvilket uvejr vi selv står over for i vores hjem og vores familie, så kan vi opleve denne glæde nu. Nogle gange forstår vi ikke døden, sygdom, mentale og fysiske handicap, personlige tragedier, krig og andre konflikter. Nogle af dem er en nødvendig del af vores jordiske prøvestand. Andre, ligesom dem Enok forudså, er en del af forberedelsen på Frelserens andet komme, når »himlene [skal] formørkes, og et mørkets slør skal indhylle jorden; himlene skal ryste og jorden ligeså, og der skal være store trængsler blandt menneskenes børn, men« siger Herren, »mit folk vil jeg bevare.« Og da Enok så alle disse ting »modtog [han] en fylde af glæde.«²⁵

På denne morgen, hvor vi mindes Frelserens fødsel og opstandelse, bærer jeg med glæde og jubel et særligt vidnesbyrd om, at han kom til denne verden, led for vore synder og vil vende tilbage igen. Vores tro på ham og vores lydighed mod hans befalinger vil bringe »et fuldkommen klart håb«²⁶ og sprede fortvivlelsens dunkelhed og mørke i disse problemfyldte tider. Han, der har magt til at berolige jordens elementer, har magt til at berolige vores sjæl og give os ly midt i stormen: »Fred være med jer«.²⁷

Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.