Fortalte jeg dig …?
I den evige forløsningsplan er det vigtigste og mest tilfredsstillende, I kan gøre, det at opbygge et helligt hjem og opdrage en stærk familie i kærlighed.
For næsten tre år siden blev en af vore døtre gift og tog straks af sted sammen med sin mand, der skulle læse medicin i en fjerntliggende by. Hun forlod sikkerheden i reden for at starte sin egen familie. Jeg tænkte: Har jeg lært hende alt, som hun har brug for at vide? Ved hun, hvad der er vigtigst i dette liv? Er hun forberedt til at opbygge et lykkeligt hjem?
Da jeg så hende køre væk, huskede jeg på en lille dagbog, som jeg gav hende til hendes syttenårs fødselsdag. Den bar titlen: »Fortalte jeg dig …?« I den skrev jeg råd, som jeg ofte havde givet hende under vores samtaler sent om natten. Da hun og hendes nye mand var på vej mod deres liv sammen, tænkte jeg på tre yderligere punkter, som jeg gerne ville tilføje i den lille dagbog for at hjælpe hende til at foretage den overgang, der er vigtigere og mere udfordrende end det at krydse landet – overgangen til at starte sit eget hjem og sin egen familie. Lad mig dele disse punkter med hende og med alle unge mennesker i denne kirke for at belære og vidne om vigtigheden af familie.
For det første, fortalte jeg dig … hvordan du skulle få dit hjem til at være et fredeligt tilflugtssted og en stærk fæstning? Du skal følge det mønster, som du ser, når du træder ind i Herrens hus, at bygge »et hus, et bedehus, et fastehus, et troens hus, et lærdommens hus … et ordens hus« (L&P 109:8). Når vi følger dette mønster, vil stor fred hvile over vores hjem i en verden med tiltagende uro.
Se for eksempel på dine bedsteforældres hjem. Begge par bedsteforældre har opdraget deres »børn i lys og sandhed« (L&P 93:40). Fars hjem var et lærdommens hus. Han sagde til sin fars begravelse, at han aldrig havde lært et evangelisk princip til et kirkemøde, som han ikke allerede havde lært i sit eget hjem. Kirken var et supplement til hans hjem. Mit hjem var et ordens hus. Det var af yderste vigtighed for os (på trods af mange hektiske aktiviteter) at være sammen til morgenmaden og aftensmaden. Måltiderne var mere end at fylde mad på. De var en vigtig tid til at nære ånden såvel som legemet.
Små ting skaber et lykkeligt hjem – ting som at bede, at sige undskyld, udtrykke taknemmelighed og læse en god bog sammen. Kan du huske, hvor vi grinede og græd, da vi byggede hegnet i baghaven? Kan du huske, hvordan vi sang, hver gang vi kørte i bilen, for at vi ikke skulle skændes? Kan du huske, hvordan vi fastede for et medlems vigtige beslutning og for en andens afgørende prøve? Familieproklamationen gentager dette: »Vellykkede … familier bygges på … tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, okt. 1998, s. 24).
I din ungdom dannede du vaner med at bede og læse i skriften. Drag fordel af de vaner såvel som de færdigheder, du har lært, som at lave mad og lægge budget. Med dine retfærdige ønsker og dine huslige evner vil du opbygge et hjem, der er et fredeligt tilflugtssted og en stærk fæstning.
For det andet, fortalte jeg dig … at børn »er en gave fra Herren«? (Sl 127:3). Familieproklamationen erklærer: »Guds befaling til sine børn om at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden stadig er gældende« (Liahona, okt. 1988, s. 24). Vi håber, at vor himmelske Fader vil velsigne dig med børn. Mange i verden går glip af glæden og ser kun børn som besvær. Det er sandt, at forældreskab er fysisk udfordrende, følelsesmæssigt udmattende og psykisk krævende. Ingen giver dig gode karakterer eller udmærkelser for det, som du gør som mor. Nogle gange vil du måske tænke: »Gør jeg det her rigtigt? Er det det hele værd?«
Det er det hele værd! Alle profeter i de sidste dage har båret vidnesbyrd om moderskabets hellige rolle. Præsident Spencer W. Kimball sagde: »Det er vigtigt for jer sidste dages hellige kvinder at forstå, at for Herren er moderskab og mødre hellige og meget værdsatte« (»Privileges and Responsibilities of Sisters«, Ensign, nov. 1978, s. 105). Ånden vidner for min sjæl, at det er sandt.
Du vil erfare, ligesom jeg, at det at være forældre ikke kun er udfordrende, men det giver livets største glæder. Glæder kommer, når en femårig ved en familieaften fortæller en historie fra skriften med fuldstændige og korrekte detaljer, eller når et barn trofast læser i Mormons Bog hver aften. Jeg glæder mig, når min cheerleader har mod til at fortælle sit hold, at den nye rutine, de er ved at lære, har upassende bevægelser, og når en datter på mission skriver og fortæller om sit vidnesbyrd om evangeliet. Glæde kommer, når jeg ser en datter, der læser op for en blind, og en søn, der tjener i templet. I de øjeblikke føler jeg som Johannes den Elskede: »Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden« (3 Joh 1:4). Fortalte jeg dig … at jeg af hele mit hjerte elsker at være mor?
Til sidst, fortalte jeg dig … at kærlighed er den grundlæggende dyd for at opbygge et stærkt hjem? Vor himmelske Fader belyser med eksempler det mønster, vi skal følge. Han elsker os, underviser os, er tålmodig med os og betror os vores handlefrihed. Præsident Hinckley har sagt: »Kærlighed kan gøre forskellen – kærlighed, som gavmildt gives i barndommen, og som når op gennem ungdommens kejtede år … Og opmuntring, som er hurtig til at rose og langsom til at kritisere« (»Tilskynd barnet til at følge den vej, det skal gå«, Stjernen, jan. 1994, s. 57). Nogle gange bliver disciplin (som betyder undervisning) forvekslet med kritik. Børn, såvel som mennesker i alle aldre, forbedrer deres opførsel mere, når de oplever kærlighed og opmuntring, end ved at høre om deres fejl.
Da en ung mand, jeg kendte, var langhåret i sine teenageår, valgte hans forældre i stedet at koncentrere sig om hans gode arbejdsmoral og hans venlighed mod folk i nød. Til sidst besluttede han selv at klippe sit hår. Han fik en god uddannelse, tjener i Kirken og følger i sin egen familie det mønster med at elske børn til at gøre det rigtige.
Vi viser vores kærlighed til familiemedlemmer ikke blot ved at undervise dem bekræftende, men også ved at give dem af vores tid. For nogen tid siden læste jeg en artikel, »Putting Children Last« (»Børn i sidste række«), som beskrev forældre, som taler om deres børn i »kalender«-fraser: »15 minutter om aftenen, når det er muligt«; »regelmæssige planlagte legetider en gang om ugen« og så videre (Mary Eberstadt, Wall Street Journal, 2. maj 1995). Sammenlign det med den mor, der har lovet at give sine børn ikke bare kvalitetstid, men kvantitetstid. Hun anerkender, at et kærligt forhold kræver konstant og fortsat samtale, leg, latter og at arbejde sammen. Jeg tror også, at forældre og børn har brug for at tage del i hinandens hverdag, i almindelige oplevelser. Så jeg ved, at du snart har en prøve; du ved, at jeg skal forberede en lektion. Jeg kommer til dine kampe; du hjælper mig i køkkenet med at lave aftensmad. Vi er vigtige spillere i hinandens liv, vi suger kærlighed til os ved daglige oplevelser.
Og kærlighed holder ud gennem livets prøvelser. Paulus belærte: »Kærligheden er tålmodig … Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op« (1 Kor 13:4, 7, 8). Jeg så en mors vedholdende kærlighed til sin alkoholikersøn. Hun opgav aldrig at bede for ham og være der for ham. Da han blev ældre, kom han endelig til »sig selv« (Luk 15:17), fik et respektabelt arbejde og brugte sine håndværksmæssige evner til at ordne sin mors hus.
Mange familier kæmper med vildfarne børn. Vi kan finde trøst i »den evige besegling af trofaste forældre«, der vil drage børnene »tilbage til folden« (Orson F. Whitney, Conference Report, apr. 1929, s. 110). Vi må aldrig holde op med at elske dem, bede for dem og stole på vor himmelske Faders omsorg.
Så, til min datter og alle I unge mennesker i Kirken: Når I foretager en overgang til denne nye fase i jeres liv, fortæller jeg jer dette. Jeg vidner … at i den evige forløsningsplan, er det vigtigste og mest tilfredsstillende, I kan gøre, det at opbygge et helligt hjem og opdrage en stærk familie i kærlighed. Denne familieenhed vil velsigne samfundet og fortsætte gennem evigheden. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.