Forberedelse til missionærtjeneste
Hvor er det dog vigtigt for fædre og sønner at arbejde sammen om det grundlæggende i forberedelsen til en mission.
Ved en stavskonference for nylig talte en hjemvendt missionær om at forberede sig til missionering. Han brugte som eksempel en far, der siger til sin søn: »Jeg glæder mig til, at du spiller din første basketballkamp, så du kan lære at drible og kaste med en basketbold.« Han sammenlignede det med, at en far siger til sin søn: »Jeg glæder mig til, at du tager på mission, så du kan lære at blive et godt menneske og undervise i evangeliet.« Denne analogi gik rent ind hos mig, da jeg så tilbage på mit liv.
Da jeg var dreng, var det mit største ønske at spille basketball. Heldigvis havde jeg en far, som var ivrig efter opfylde sin søns ønske. Min far og jeg øvede os i timevis i vores lille køkken på de grundlæggende elementer med at kaste og drible med en basketbold. Jeg lyttede til basketballkampe fra college i radioen og drømte om en dag at spille basketball på college. En mission var slet ikke i mine tanker dengang, så derfor brugte jeg meget få kræfter på missionærforberedelse. I et forsøg på at skabe balance i min tilværelse tog min far – som ikke havde haft en kaldelse i Kirken i mange år – imod kaldelsen til at være min spejderleder. Han fulgte bogen, og på grund af hans indsats blev nogle af mine venner og jeg ørnespejdere. Jeg forstår nu, at spejderbevægelsen er en fremragende forberedelse til en mission.
Min drengedrøm blev til virkelighed, da jeg kom på basketballholdet på Utah State University. I mit andet år på Utah State blev jeg venner med en hjemvendt missionær. På grund af hans eksempel begyndte jeg at se nærmere på mine kammerater på skolen, herunder også dem på basketballholdet, og jeg erkendte, at de personer, som jeg mest ønskede at være som, var dem, der havde været på mission. Med min gode vens venlige og kærlige vejledning – og helt sikkert som følge af min mors bønner og gode eksempel – ændredes mine ønsker. Efter mit andet år på Utah State blev jeg kaldet til at tjene i Den Vestcanadiske Mission.
Tre måneder inde i min mission fik jeg en ny missionær fra Idaho tildelt som min kammerat. Vi havde kun været sammen nogle få dage, da jeg forstod noget meget betydningsfuldt: Min nye kammerat kendte evangeliet, mens jeg kun kendte lektionerne. Hvor jeg dog ønskede, at jeg havde forberedt mig lige så meget på at blive missionær som på at blive basketballspiller. Min kammerat havde forberedt sig til sin mission hele livet og var fra begyndelsen en værdifuld medspiller på holdet. Hvor er det dog vigtigt for fædre og sønner at arbejde sammen om det grundlæggende i forberedelsen til en mission.
Jeg mener, at det er passende at sammenligne spillet basketball med missionering. Basketball omfatter ikke kun den tid, hvor man spiller mod et andet hold på banen, men også mange timers almindelig træning og øvelse. Den ædle gerning, det er at frelse sjæle, er ikke begrænset til de to år, hvor man er på mission, men det kræver snarere flere års retfærdig levevis og forberedelse for at kunne leve op til standarden for at tjene som fuldtidsmissionær.
Den 11. januar 2003 instruerede præsident Gordon B. Hinckley præstedømmeledere i missionering som en del af en verdensomspændende transmission om oplæring i præstedømmeledelse. Hans bemærkninger har fået os alle til at overveje vores personlige ansvar for at fortælle andre om evangeliet. Præsident Hinckley sagde: »Den tid er kommet, hvor vi skal hæve standarden hos dem, som bliver kaldet til at tjene som Herren Jesu Kristi ambassadører for verden« (»Missionering«, første verdensomspændende oplæringsmøde i ledelse, jan. 2003, s. 17).
Der er to sider i forbindelse med at højne standarden for at komme på mission, som vi bør overveje. Den første er den tidlige forberedelse af vore unge mænd og unge piger. Det Første Præsidentskab sagde i et brev, hvor de præsenterede nogle ændringer i programmerne for Unge Mænd og Unge Piger: »Når de unge arbejder på disse mål, udvikler de evner og egenskaber, der vil lede dem til templet og forberede dem på hele livet at tjene deres familie og Herren« (brev fra Det Første Præsidentskab, 28. sep. 2001). Lyt omhyggeligt til deres ord: »Udvikle evner og egenskaber«. Som forældre og ledere for unge må vi hjælpe vore unge med at identificere disse evner og egenskaber.
Det andet punkt handler om personlig værdighed, som kommer ved at holde Guds befalinger. Nogle unge mænd har haft den opfattelse, at de kan bryde befalingerne, bekende til deres biskop et år, før de planlægger at tage på mission, og så være værdige til at tjene. Omvendelse er langt mere end en planlagt bekendelse efterfulgt af en ventetid. Vi hører ofte dette spørgsmål fra én, som har overtrådt: »Hvor længe må jeg vente, før jeg kan tage på mission?« Husk nu på, at omvendelse ikke blot er et spørgsmål om at vente. Frelseren har sagt: »Som offer skal I bringe mig et sønderknust hjerte og en angergiven ånd. Og den, der kommer til mig med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, vil jeg døbe med ild og den Helligånd« (3 Nephi 9:20).
Nu er det tid til at tænde den ild. Præsident Hinckley har sagt: »Vi kan ganske enkelt ikke tillade dem, som ikke har opfyldt kravene med hensyn til værdighed, at gå ud i verden og forkynde evangeliets glade budskab« (første verdensomspændende oplæringsmøde i ledelse, jan. 2003, s. 17). Vi ved nu fra Det Første Præsidentskabs udtalelse om missionering, at der er overtrædelser, som diskvalificerer unge mænd og kvinder fra at tjene som missionærer (se Erklæring om missionering fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, 11. dec. 2002).
Præsident James E. Faust har sagt: »Der må være noget ufravigeligt i livet. Der er noget, som aldrig bør gøres, nogle linier, som aldrig bør overskrides, løfter, som aldrig bør brydes, ord, som aldrig bør udtales, og tanker, som aldrig bør dvæles ved« (se »Retskaffenhed, moder til mange dyder«, Den danske Stjerne, okt. 1982, s. 100).
Standarden for at kunne komme på mission er blevet hævet. »Personer, som ikke er i stand til at klare de fysiske, mentale og følelsesmæssige krav ved fuldtidsmissionering, er værdigt undtaget. De kan kaldes til at tjene i andre meningsfulde kaldelser« (Erklæring om missionering fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, 11. dec. 2002). Vi tror, at når vi følger retningslinierne fra Det Første Præsidentskab, vil der komme en vækst i antallet af fuldtidsmissionærer, som er værdige og beredte til at tjene.
Inden for sport er der ofte dygtige sportsudøvere, som vi beundrer, og vi stræber efter at udvikle færdigheder, så vi kan blive ligesom dem. I vores åndelige tilværelse har vi også store forbilleder at følge, hvor det største er vor Herre og Frelser Jesus Kristus, som svarede på Thomas’ spørgsmål: »Hvordan kan vi så kende vejen?« (Joh 14:5).
I skriften står der: »Jesus sagde til ham: ›Jeg er vejen‹« (Joh 14:6). I Anden Nephi læser vi: »Følg mig. Derfor, mine elskede brødre, kan vi følge Jesus, medmindre vi er villige til at holde Faderens befalinger?« (2 Nephi 31:10).
Mine unge venner, der er mange, som følger Frelserens »vej«. Ham kan I søge at følge som jeres eksempel i jeres forberedelse til at tjene som missionær. I finder dem også blandt jeres familie, jeres venner og jeres kirkeledere. Selv i dag tæller jeg blandt mine største velsignelser de kære venner, som udviste et godt eksempel ved at følge Frelseren.
Det er min bøn, at I unge mænd er flittige, når det gælder jeres retfærdige ønsker, at I får succes med alt, hvad I gør, og at I, som ældste M. Russell Ballard har sagt, bliver »den bedste generation af missionærer i Kirkens historie« (»Den bedste generation af missionærer«, Liahona, nov. 2002, s. 47).
Jeg vidner om det, som præsident Hinckley for nylig sagde om missionering, at »der er intet større værk. Der er intet vigtigere værk« (verdensomspændende oplæringsmøde i ledelse, jan. 2003, s. 21). I Jesu Kristi navn. Amen.