Krig og fred
Jeg håber, at Herrens folk kan leve i fred med hinanden i prøvelsens stund, uanset hvilken troskab de skylder forskellige regeringer eller partier.
Mine brødre og søstre, sidste søndag, mens jeg sad i mit studereværelse og tænkte over, hvad jeg skulle sige til dette møde, blev jeg ringet op af en, som fortalte mig, at sergent James W. Cawley fra det amerikanske marinekorps var blevet dræbt et sted i Irak. Han var 41 år gammel og efterlod sig hustru og to små børn.
For tyve år siden var ældste Cawley en af Kirkens missionærer i Japan. Ligesom så mange andre var han vokset op i Kirken, havde som skoledreng leget, havde som diakon omdelt nadveren, og var blevet fundet værdig til at tage på mission og undervise japanerne i fredens evangelium. Han vendte hjem, gjorde tjeneste i marinekorpset, blev gift, blev politibetjent og fik så igen en indkaldelse til aktiv militærtjeneste, som han tog imod uden at tøve.
Hans liv, hans mission, hans militærtjeneste og hans død synes at udgøre modsætninger mellem fredens evangelium og krigens vold.
Og derfor vil jeg driste mig til at sige noget om krigen og det evangelium, vi underviser i. Jeg kom ind på dette emne ved oktoberkonferencen 2001. Da jeg stod på talerstolen dengang, var krigen mod terrorisme netop begyndt. Den nuværende krig er i virkeligheden en følge og en fortsættelse af denne strid. Forhåbentlig er afslutningen nu i sigte.
Jeg beder til, at jeg må være vejledt af Helligånden, mens jeg taler om dette emne. Jeg har bedt og grundet meget over det. Jeg erkender, at det er et meget følsomt emne for en international forsamling, heriblandt dem, som ikke deler vores religiøse overbevisning.
Jordens nationer har været delte, hvad angår den nuværende situation. Mange har vist stærke følelser. Der har været demonstrationer for og imod. Vi er nu en verdensomspændende kirke med medlemmer i de fleste af de lande, som har diskuteret denne sag. Vore medlemmer har også været påvirket. De har været bekymrede.
Krig er selvfølgelig ikke noget nyt. Man bruger andre våben. Man udvikler stadig mere avancerede metoder til at dræbe og ødelægge. Men gennem tiderne har det stort set været de samme problemstillinger, som har ført til krig.
I Johannes’ Åbenbaring omtales i korte træk det, som må have været en forfærdelig krig for Guds børn at tænke på og tage stilling til. Beretningen er værd at gentage:
»Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op,
men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen.
Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den« (Åb 12:7-9).
Esajas taler også om den store krig (se Es 14:12-20). Åbenbaring fra vor tid giver yderlige indsigt (se L&P 76:25-29), ligesom Mose Bog (se 4:1-4), som fortæller os om Satans plan om at tilintetgøre menneskets handlefrihed.
Vi har en tilbøjelighed til at forherlige fortidens store riger, som fx Osmannerriget, Romerriget og Byzantinerriget, og i vor tid det store Britiske Imperium. Men hver af dem har en skyggeside. Der er en grusom og tragisk side i form af brutal erobring, af underkastelse, af undertrykkelse og af astronomiske omkostninger i form af liv og værdier.
Den store engelske forfatter Thomas Carlyle skrev engang disse ironiske ord: »Gud må da ligefrem le, hvis man kunne forestille sig det, når han ser sine underfulde børn hernede« (citeret i Sartor Resartus, 1836, s. 182). Jeg tror, at vor Fader må have grædt, når han har set ned på sine børn, som gennem tiderne har bortødslet deres guddommelige førstefødselsret ved hensynsløst at dræbe hinanden.
Gennem historien er der fra tid til anden fremstået tyranner, som har undertrykt deres eget folk og truet verden. Det synes at være tilfældet nu, og derfor har en stor og skrækindjagende koalition af styrker med avancerede og frygtindgydende våben ført krig.
Mange af vore egne medlemmer af Kirken har været involveret i denne krig. På fjernsyn og i aviserne har vi set grædende børn klynge sig til deres fædre, som kampklædte drager mod fronten.
I et bevægende brev, som jeg har modtaget i denne uge, skriver en mor om sin søn, som er i marinekorpset, og som for anden gang er blevet sendt i krig i Mellemøsten. Hun skriver, at da han den første gang blev udstationeret, »kom han hjem på orlov og spurgte, om vi ikke skulle gå en tur … Han lagde armen om mig og fortalte mig, hvordan det var at være i krig. Han sagde: ›Mor, jeg er nødt til at tage af sted, for at du og familien kan nyde frihed, frihed til at dyrke Gud som I vil … Og skulle det koste mig livet … så er det værd at ofre livet for.‹ Nu er han draget af sted igen og har for nylig skrevet til sin familie: ›Jeg er stolt af at være her og tjene mit land og vores livsstil … Jeg føler mig mere tryg ved at vide, at vor himmelske Fader er hos mig.‹«
Der er andre mødre, uskyldige civile, som i frygt knuger deres børn ind til sig og retter blikket mod himlen i desperat bøn, mens jorden skælver under fødderne på dem og dødbringende raketter hviner hen over den mørke himmel.
Der har været tilskadekomne i denne forfærdelige krig, og der kommer sandsynligvis flere. De offentlige protester forsætter sandsynligvis. Flere ledere fra andre lande har i utvetydige vendinger fordømt koalitionens strategi.
Spørgsmålet melder sig: »Hvor står Kirken med hensyn til alt dette?«
Lad mig først slå fast, at vi ikke har noget udestående med muslimerne eller folk fra andre trosretninger. Vi anerkender og underviser i, at alle jordens mennesker tilhører Guds slægt. Og da han er vor Fader, så har vi som brødre og søstre familieforpligtelser over for hinanden.
Men som borgere er vi alle vore respektive nationale lederes undersåtter. De har adgang til vigtige politiske og militære efterretninger, som befolkningen i almindelighed ikke har. De væbnede styrker er over for deres respektive regeringer forpligtede til at efterkomme statsoverhovedets vilje. Da de blev indrulleret i militæret, indgik de en kontrakt, som de nu er bundet af, og som de lydigt har overholdt.
I en af vore trosartikler, som giver udtryk for vores lære, står der: »Vi tror, at vi må være loyale over for konger, præsidenter, herskere og øvrighedspersoner og adlyde, ære og holde lovene« (12. trosartikel).
Men i en åbenbaring fra vor tid står der, at vi skal tale imod krig og forkynde fred (se L&P 98:16).
I et demokrati kan vi tale imod krig og forkynde fred. Vi har mulighed for at være uenige. Mange har givet deres mening til kende og har gjort det højlydt. Det er deres privilegium. Det er deres ret, så længe de holder sig inden for lovens rammer. Men vi må alle huske på et andet ansvar, som er endnu vigtigere, og det, må jeg sige, afgør mine personlige følelser og dikterer min personlige loyalitet i den nuværende situation.
I Almas Bog står der, at da krigen rasede mellem nephiterne og lamaniterne, »ansporedes [nephiterne] af en bedre sag, thi de kæmpede ikke for … magt, men de kæmpede for hjem og frihed, hustruer og børn og alt, ja, for deres religion og kirke.
Og de gjorde det, som de anså for at være den pligt, de skyldte deres Gud« (Alma 43:45-46).
Herren havde sagt til dem, at de skulle »forsvare deres familier, selv om der skulle være blodsudgydelse« (Alma 43:47).
Og Moroni »sønderrev sin kjortel, og han tog et stykke deraf og skrev på det: Til erindring om vor Gud og vores religion, vores frihed og vores fred, vore hustruer og vore børn; og han heftede det på enden af en stang.
Og han iførte sig sin hjelm og sin brynje og sine skjolde og omgjorde sine lænder med sine våben, og han tog stangen, på hvis ende stykket af kjortelen hang, og han kaldte det frihedens symbol, og han bøjede sig til jorden og bad med kraft til sin Gud om, at frihedens velsignelser måtte hvile over hans brødre« (Alma 46:12-13).
Det fremgår tydeligt af disse og andre skriftsteder, at der er tidspunkter og forhold, hvor et land er retfærdiggjort, ja, har pligt til at kæmpe for dets familier, for friheden og mod tyranni, trusler og undertrykkelse.
Når alt kommer til alt er vi, som tilhører denne kirke, fredselskende mennesker. Vi er disciple af vor Forløser, Herren Jesus Kristus, som var Fredsfyrsten. Men selv han sagde: »Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd« (Matt 10:34).
Det anbringer os sammen med dem, som længes efter fred, som forkynder fred, som arbejder for fred, men som også er borgere i lande og underkastet de love, som vore regeringer forvalter. Derudover er vi et fredselskende folk, som ønsker at forsvare friheden, hvor som helst den er i fare. Jeg tror ikke, at Gud holder mænd og kvinder i uniform ansvarlige, når de handler på vegne af deres regering og udfører det, som de ifølge loven har pligt til at gøre. Det kan sågar være, at han holder os ansvarlige, hvis vi forsøger at hindre eller standse dem, som kæmper mod onde og undertrykkende kræfter.
Der er meget vi kan og må gøre i disse farefulde tider. Vi kan tilkendegive vores mening om de forskellige sider af sagen, som vi ser den, men lad os aldrig gøre eller sige noget ondt om vore brødre eller søstre i forskellige lande på den ene eller den anden side. Politiske meningsforskelle retfærdiggør aldrig had eller fjendskab. Jeg håber, at Herrens folk kan leve i fred med hinanden i prøvelsens stund, uanset hvilken troskab de skylder forskellige regeringer eller partier.
Lad os bede for dem, som er blevet indkaldt til at bære våben af deres respektive regeringer og bønfalde himlen om at beskytte dem, så de kan vende sikkert hjem til deres kære.
Til de af vore brødre og søstre, som sætter livet på spil, siger vi, at vi beder for jer. Vi beder for, at Herren vil våge over jer og skærme jer mod fare, og at I må vende hjem og fortsætte med jeres liv. Vi ved, at I ikke befinder jer i den vindblæste og hede ørken, fordi I nyder at være i krig. Jeres hengivenhed kan måles på jeres villighed til at ofre selv livet for det, I tror på.
Vi ved, at nogle er døde, og at også andre måske dør i denne hede og dødbringende strid. Vi kan gøre alt, hvad der står i vores magt, for at trøste og velsigne dem, som mister deres kære. Måtte de, som sørger, blive trøstet med den trøst, som alene udgår fra Kristus, Forløseren. Det var ham, som til sine elskede disciple sagde:
»Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!
I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, jeg … tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er …
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:1-3, 27).
Vi påkalder Herren, hvis styrke er mægtig, og hvis magt er uendelig, om at bringe krigen til ophør, så det må føre til et bedre liv for alle dem, som den berører. Herren har sagt: »Thi jeg, Herren, hersker i himlen oventil og over hærskarerne på jorden« (L&P 60:4).
Vi kan håbe på og bede om at måtte se den herlige dag, som profeten Esajas forudsagde, hvor menneskene »skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig« (Es 2:4).
Selv i en ond verden kan vi leve vores liv sådan, at vi gør os fortjent til vor himmelske Faders beskyttelse og omsorg. Vi kan være som de retfærdige, der boede midt blandt ondskaben i Sodoma og Gomorra. Abraham bad om, at disse byer måtte blive skånet for de retfærdiges skyld (se 1 Mos 18:20-32).
Og frem for alt kan vi dyrke Herren Jesu Kristi frelse i vores eget hjerte og forkynde den for verden. I kraft af hans sonoffer er vi sikre på, at livet fortsætter hinsides dødens slør. Vi kan undervise i det evangelium, som fører til ophøjelse for de lydige.
Selv når krigsvåbnene synger dødens serenade og mørket og hadet hersker i hjertet på nogle, så står den tavse skikkelse af Guds Søn, verdens Forløser, urokkelig, beroligende, trøstende og med kærlige fremstrakte arme. Sammen med Paulus kan vi forkynde:
»For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter
eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre« (Rom 8:38-39).
Dette liv er kun et enkelt kapitel i vor Faders evige plan. Det er fyldt af stridigheder og tilsyneladende uoverensstemmelser. Nogle dør som unge. Andre bliver gamle. Vi kan ikke forklare det. Men vi accepterer det med den visse kundskab, at vi i kraft af vor Herres sonoffer skal leve videre og dette med den fortrøstningsfulde vished om hans umådelige kærlighed.
Han sagde: »Lær af mig og lyt til mine ord. Vandre i min Ånds sagtmodighed, så skal du have fred i mig« (L&P 19:23).
Og der, min brødre og søstre, må vi lægge vores tro. Uanset omstændighederne har vi løfte om fred og trøst fra Kristus, vor Frelser, vor Forløser, den levende Guds levende Søn. Det vidner jeg om i hans hellige navn, ja, Jesu Kristi navn. Amen.