Hans kærligheds lys
Vor himmelske Fader forstår os enkeltvis. Han ved, hvordan han skal elske hver eneste af os på den måde, som vi har mest behov for.
Da jeg var 9 år gammel, flyttede min familie ind i et hus med en ikke færdiggjort kælder, hvor min søster og jeg sov. Somme tider om aftenen, hvor jeg prøvede at falde i søvn, lignede de ufærdige mure skyggefigurer. Disse skygger gav mig mareridt om natten. Af og til gik jeg i søvne gennem mit hus og vågnede pludselig op et underligt sted.
En aften efter jeg havde gået i søvne, vågnede jeg pludselig op helt forvirret og bange. Jeg forsøgte at skrige efter hjælp, men der kom ikke en lyd over mine læber. Det var så mørkt, at jeg ikke kunne se en hånd foran mig. Pludselig var der en, som tændte et lys, og jeg kunne se, hvor jeg var. Min mor må have hørt mig gå i søvne og kom ned i kælderen for at se, hvad der skete med mig. Da hun ikke fandt mig liggende trygt i min seng, tændte hun lyset for at se efter mig.
Et enkelt tryk på lyskontakten og pludselig vidste jeg, hvor jeg var, hvor meget min mor elskede mig, og hvordan jeg kunne komme tilbage til min trygge seng igen. Da skyggerne gjorde mig bange, bad jeg mor om at lade lyset være tændt. Det sagde hun ja til. Jeg er taknemlig over, at min mor elskede mig nok til at komme ned og tænde lyset.
I dag følte vi et andet slags lys blive tændt inden i os, da vi lyttede til børnekoret synge »Jeg er velsignet med kærlighed« (»Jeg følger ham i tro«, Liahona, feb. 2003, s. L16). Denne følelse er årsagen til, at vi kommer i kirken hver uge og synger primarysange og -salmer, og somme tider synger vi dem igen og igen. Vi kender ordene, men pludselig fylder ordene vores hjerte med lys og kærlighed. Det er som om vi husker, hvem vi virkelig er. Eftersom vi er vore himmelske Faders børn, er det som han kommer ned og tænder lyset for os.
Denne følelse af lys, som vi føler i kirken, er som følelsen af den kærlighed og sikkerhed, som jeg følte, da min mor tændte lyset i kælderen.
En læge ved navn Rachel Remen fortæller os en sand beretning om en flot ung fodboldspiller, som mistede den følelse af kærlighed, som dette lys bringer. Hans liv havde været godt med både venner og en sportstrænet krop. Så fik han kræft i benet. Hans ben måtte amputeres lige over knæet. At spille fodbold og være populær var nu noget, som hørte fortiden til. Han blev vred, og det formørkede hans liv og var forvirrende. Det var svært for ham at vide, hvem han var.
Doktor Remen bad denne unge mand om at tegne sin krop, som han mente den så ud. Han tegnede en enkel skitse af en vase. Så tog han en tyk sort farve og tegnede en dyb revne ned gennem vasen. Det var tydeligt, at han troede på, at hans legeme var en ødelagt vase, som aldrig kunne bruges igen. Det var i virkeligheden ikke sandt. De lavede et kunstigt ben til ham, så han kunne gå. Men i hans hjerte var der så mørkt, at hans legeme ikke kunne hele.
Så talte han med nogle mennesker, som havde samme problem, som han havde. Han forstod deres følelser. Han begyndte at hjælpe andre med at få det bedre. Der kom et lys ind i hans eget hjerte, og han begyndte at hele.
Han mødte en ung pige med et lignende problem. Hendes hjerte var fyldt med skygger. Da han første gang trådte ind i hendes hospitalsværelse, nægtede hun at se på ham og lå i sengen med sine øjne lukkede. Han forsøgte alt, hvad han kunne for at nå ind til hende. Han spillede radio, fortalte vittigheder, og tog til sidst sit kunstige ben af og lod det falde ned på gulvet. Det overraskede hende og hun åbnede øjnene og så ham for første gang, da han begyndte at hoppe rundt i værelset og knipsede med fingeren i takt til musikken. Hun brød ud i latter og sagde: »Hvis du kan danse, så kan jeg måske synge.« De blev venner. De delte deres frygt og hjalp hinanden med at føle håb.
Ved den unge mands sidste besøg hos lægen, så han på sin gamle tegning af vasen med revnen og sagde: »Det billede af mig er ikke færdigt.« Han tog en gul farve og tegnede linier fra revnen og ned til kanten af papiret. Han satte sin finger på den grimme sorte revne og sagde: »Det er her lyset kommer ind« (se Kitchen Table Wisdom, 1996, s. 114-118). Jeg tror, at han mente, at de mørke og vanskelige erfaringer hjælper os til at føle lyset fra vor himmelske Faders kærlighed.
Den nat, da jeg gik i søvne i vores kælder og vågnede op bange, var jeg hele tiden ved siden af min søster. Hun havde det godt, men jeg havde behov for nogen, som kunne hjælpe mig med at finde lyset.
Det sker for os alle. Det forunderlige ved det er ikke, at vi har forskellige oplevelser, men at vor himmelske Fader forstår os hver især. Han ved, hvordan han skal elske hver eneste af os på den måde, som vi har mest behov for. Af og til føler vi hans kærlighed gennem vore forældre, lærere og venner. Af og til føler vi hans kærlighed gennem Helligåndens tilskyndelser. Af og til føler vi hans kærlighed gennem musik og knus, gennem skrifterne og bøn. Han kan omslutte os med sit lys, når vi har behov for det, fordi vi er hans børn.
Jeg ved, at vor himmelske Fader elsker hver eneste af os. »… hav altid Guds kærlighed i hjertet« (Alma 13:29), det giver os tillid til at gøre det, som er vanskeligt. Jeg føler denne kærlighed, mens jeg taler til jer i dag. Jeg håber, at I vil huske de følelser, I har, når I hører vidnesbyrd om vor himmelske Faders kærlighed til jer, og så forsøger at være på de steder, hvor I kan mærke lyset fra hans kærlighed.
Jeg beder om, at alle børn må føle samt værdsætte vor himmelske Faders kærlighed. I Jesu Kristi navn. Amen.