2003
Vis, at I ved
Maj 2003


Vis, at I ved

Hver dag får vi muligheder for at vise, at vi ved, hvordan vi skal være som Jesus og følge ham i tro.

Kære børn i Primary, i år fejrer vi 125-året for Primarys organisering. Den blev organiseret af en Guds profet for at hjælpe børn med at lære og efterleve Jesu Kristi evangelium med glæde. Primary er vigtig, og det bliver et vidunderligt år, når vi fejrer den. Men hvad der er vigtigst er, at vi – jeres forældre, ledere og lærere – ærer jer børn. Vi elsker jer. Vi glæder os over, hvem I er, og hvem I kan blive.

I er Guds børn. I har en kærlig himmelsk Fader, som hører og besvarer jeres bønner. Han ønsker, at I skal blive værdige til at vende tilbage og bo hos ham en dag. At vide det kan hjælpe jer med at planlægge jeres jordiske og evige fremtid med et klart håb. Når I ser hen mod fremtiden, så se videre end i morgen. Skrifterne og lærdommene fra profeterne i de sidste dage, ja, selv sangene i Primary kan hjælpe jer med at forstå og forberede jer til at nå jeres evige muligheder. Jesus Kristus satte eksemplet for os om, hvordan vi skal leve værdigt, så vi kan vende tilbage til vore himmelske Faders nærhed. Hver eneste af jer har mulighed for at lære om Jesus Kristus og derefter følge ham i tro.

Vi viser, at vi ved, hvordan vi skal følge ham ved at indgå og ved at holde vores dåbspagter og ved at modtage og lytte til Helligånden. Vi viser, at vi ved, hvordan vi skal følge ham, hver gang vi tager nadveren værdigt og husker på Jesus. Jeg vil gerne tale om en anden måde, hvorpå vi kan vise, at vi ved – ved at holde befalingerne.

Herren har erklæret: »Sandelig, sandelig siger jeg jer, dette er mit evangelium, og I ved, hvad I skal gøre i min kirke; thi de gerninger, I har set mig gøre, skal I også gøre«1 Jeg elsker primarysangen »Jeg prøver at bli’ som Jesus«,2 og jeg elsker den følelse jeg har, når jeg synger den. Hver dag får vi muligheder for at vise, at vi ved, hvordan vi skal være som Jesus og følge ham i tro.

Da den tiårige John kom på svømmeholdet, fortalte han sin træner, at han kunne være med i konkurrencer om lørdagen, men ikke om søndagen. Ved sæsonens sidste konkurrence, var Johns holdkonkurrence sat til om søndagen. Han huskede en familieaftenslektion om på forhånd at træffe valg, så det blev lettere at gøre det rigtige, når tiden kom. John sagde: »Jeg havde besluttet ikke at svømme om søndagen, før jeg begyndte på holdet. Det gjorde det lettere for mig at fortælle træneren, at jeg ikke kunne svømme til konkurrencen. Jeg troede, at træneren ville blive vred på mig. Men ved festen, da året var omme … fortalte han holdet, at han var stolt over, at jeg havde standarder og holdt dem.«3 John viser, at han ved, hvad man gør, ved at holde sabbatten hellig og være et eksempel på en, som følger Jesus lærdomme. Hver gang I holder sabbatten hellig, så viser I, at I ved det.

Måske har I også haft en oplevelse, ligesom den jeg havde, da jeg var 11 år gammel. Jeg havde en veninde, som jeg beundrede, fordi hun syntes at vide så meget. En dag tilbød hun mig en cigaret. Hun sagde, at hun ville lære mig, hvordan man røg og pressede mig med disse ord: »Det skader ikke – bare denne ene gang.« Jeg ville ikke fornærme hende, men jeg havde besluttet mig, da jeg var meget ung, at jeg aldrig ville ryge. Denne beslutning gjorde det lettere at sige nej. Vis, at I ved det – ved at efterleve visdomsordet.

Da Caitlin var 6 år gammel, spurgte hun sin danselærer, om hun måtte tage en mere ærbar kjole på til danseopvisningen. Da hendes lærer sagde nej, vidste Caitlin, hvad hun måtte gøre. Hun fortalte sin lærer, at hun ikke ville være med, fordi hun ønskede at gøre det, som Jesus ønskede hun skulle gøre. Caitlin sagde: »Det var en meget vanskelig beslutning, men jeg havde det godt bagefter.«4 Vi respekterer vores krop ved at klæde os ærbart. Vi viser, at vi ved, hvordan man holder befalingerne og følger Frelseren.

Vi viser, at vi ved det – ved at efterleve befalingen om at elske hinanden. Vores profet præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Der er stor styrke ved at vide, at I og jeg er sønner og døtre af Gud … Et menneske, som har denne viden og lader den påvirke sit liv, vil ikke nedlade sig til at gøre noget tarveligt.«5 Jesus befalede os, at elske vores næste som os selv. Han forklarede denne store lærdom ved at give os eksemplet om den barmhjertige samaritaner, som viste venlighed og barmhjertighed, da ingen andre ville hjælpe. Så sagde Frelseren: »Gå du hen og gør ligeså!«6 Frelseren lærte os at elske hinanden og gøre hinanden godt – selv dem, der har andre standarder. Disse forskelle er ingen undskyldning for at undgå andre eller være uvenlige.

En ven til den otteårige Chelsea sagde, at hun ikke kunne lide en bestemt dreng, fordi han ikke var medlem af vores kirke. Hvad tror I, at Chelsea gjorde? Hvad ville I gøre? Chelsea fortalte sin veninde, at det var i orden, at han ikke var medlem af vores kirke; han er stadig et godt menneske.7 Vi viser, at vi ved, hvordan vi skal følge Frelseren, når vi behandler andre med venlighed og respekt.

Hvad med den venlighed, som vi viser vore egne familiemedlemmer? Det vigtigste og af og til også det vanskeligste sted at vise venlighed er hjemme hos os selv, over for vores forældre og vores brødre og søstre. Da vores søn Mitch var ti år gammel, ville han hjælpe til i vores familie, især hvis han kunne gøre det på en sjov måde. Når ingen kiggede, hængte han et bånd om halsen med en klokke og legede, at han var piccolo, når han hjalp til derhjemme. Når familiens medlemmer lagde mærke til, at noget var gjort, plejede han at sige: »Det må være piccoloen.« Mitch var en stor hjælp for os og bragte også sjov og spas til vores familie.

De drenge og piger, som jeg har talt om, viser, at de ved det – ved at holde sabbatsdagen hellig, adlyde visdomsordet, være sømmeligt klædt og være venlig over for venner og familien. I kan også vise, at I ved det – ved at holde disse og de andre befalinger.

At være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige betyder, at vi har fået mulighed for at modtage alle evangeliets velsignelser. Hver dag kan I med fuld overbevisning sige:

Jeg er et Guds barn.

Jeg ved, at vor himmelske Fader elsker mig, og jeg elsker ham.

Jeg kan altid bede til vor himmelske Fader, hvor som helst.

Jeg prøver at huske at følge Jesus Kristus.

Beslut jer i dag til at vise, at I ved det – ved at følge Jesus Kristus i tro. Vejen tilbage til vor himmelske Fader er ikke let. Det kræver mod at fortsætte dag efter dag med at følge Frelseren med tro. Jeg bærer mit vidnesbyrd, at når I beslutter at vise, at I ved det – ved at følge Jesus Kristus med tro – vil I opleve fred og lykke både nu og i al evighed. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. 3 Nephi 27:21.

  2. Børnenes sangbog, nr. 40.

  3. John S. Netheron, »Sticking to Standards«, Friend, maj 2000, s. 47.

  4. Caitlin McGrath, »A Modest Choice«, Friend, maj 2000, indersiden af bagsiden.

  5. »Gud har ikke givet os en kujonsk ånd«, Den danske Stjerne, feb. 1985, s. 21-24.

  6. Luk 10:37.

  7. Chelsea M. Bryant, »Creating Kindness«, Friend, mar. 2000, s. 35.