Evigt ægteskab
Hvis du vil have, at noget skal vare evigt, så behandl det anderledes … Det bliver noget særligt, fordi I har gjort det til noget særligt.
For nogle år siden var min hustru og jeg til bryllupsreception. Vi havde tidligere på dagen været i templet, hvor to unge mennesker, som vi kendte, var blevet viet for tid og al evighed. De var meget forelskede. De havde mødt hinanden på en næsten mirakuløs måde. Der blev fældet mange glædestårer. Vi stod i kø ved receptionen ved slutningen af en fuldendt dag. Foran os stod en nær ven af familien. Da han nærmede sig parret, standsede han og sang med en smuk tenorstemme de rørende ord fra Ruths Bog for dem: »Hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø« (Ruth 1:16-17).
Det rørte os dybt, og vi følte os sikre på deres udsigter til lykke. Dette var delvis fordi, min hustru og jeg har haft disse ord hængende på væggen derhjemme i mange år.
Men sørgeligt nok svinder disse smukke ords betydning ind. Alt for mange ægteskaber ender med skilsmisse i dag. Egoisme, synd og personlig bekvemmelighed tager ofte forrang frem for pagter og forpligtelser.
Evigt ægteskab er et princip, som blev indstiftet, før verden blev grundlagt, og det blev indstiftet på denne jord, inden døden kom hertil. Adam og Eva blev givet til hinanden af Gud i Edens have inden syndefaldet. I skriften står der: »Dengang Gud skabte mennesket, skabte han det, så det lignede ham. Som mand og kvinde skabte han dem, og han velsignede dem« (1 Mos 5:1-2; fremhævelse tilføjet).
Profeterne har alle enstemmigt belært om, at det fuldendte og største element i Guds store plan for at velsigne sine børn er evigt ægteskab. Præsident Ezra Taft Benson har sagt: »Troskab mod ægtepagten giver den mest fuldkomne glæde her og herlige belønninger herefter« (The Teachings of Ezra Taft Benson, 1988, s. 533-534). Præsident Howard W. Hunter har beskrevet celestialt ægteskab som »den største evangeliske ordinance« og har forklaret, at selvom det kan tage »noget længere [for nogle], måske efter dette jordiske liv« vil det ikke blive nægtet nogen værdig person (Teachings of Howard W. Hunter, red. Clyde J. Williams, 1997, s. 132, 140). Præsident Gordon B. Hinckley har kaldt evigt ægteskab noget »smukt« (se »Hvad Gud har sammenføjet«, Stjernen, juli 1991, s. 68) og en »langt mere kostbar gave end alle andre« (»The Marriage That Endures«, Ensign, maj 1974, s. 23).
Men trods denne gaves storhed og herlighed er den ikke gratis. Der er betingelser knyttet dertil, og når man har opnået det, kan det trækkes tilbage, hvis vi ikke lever op til betingelserne i den pagt, der er forbundet dermed. I afsnit 131 af Lære og Pagter står der, at »der findes tre himle eller tre grader i den celestiale herlighed. For at opnå den højeste må et menneske indtræde i denne præstedømmets orden, hvormed der menes den nye og evige ægteskabspagt« (L&P 131:1-2).
En pagt er et helligt løfte. Vi lover at gøre nogle ting, og Gud forpligter sig til at gøre andre. De, som holder ægteskabspagten, lover Gud sin herligheds fylde, evigt liv, evigt afkom, ophøjelse i det celestiale rige og en fylde af glæde. Det ved vi alle, men nogle gange tænker vi ikke meget over, hvad vi skal gøre for at modtage disse velsignelser. Skrifterne synes at sige tydeligt, at mindst tre forpligtelser er indbefattet i denne pagt.
For det første er et evigt ægteskab evigt. Evigt vil sige fortsat vækst og udvikling. Det vil sige, at mand og hustru oprigtigt forsøger at fuldkommengøre sig. Det vil sige, at ægteskabet ikke bør kastes ligegyldigt væk ved det første tegn på uenighed, eller når der kommer svære tider. Det vil sige, at kærligheden vil blive stærkere med tiden, og at den varer længere end til graven. Det vil sige, at hver part vil blive velsignet med at være sammen med den anden part for evigt, og at problemer og forskelle lige så godt kan løses, for de forsvinder ikke. Evigt forudsætter omvendelse, tilgivelse, langmodighed, tålmodighed, håb, barmhjertighed, kærlighed og ydmyghed. Alle disse ting er en del af alt, hvad der er evigt, og vi er nødt til at lære dem og praktisere dem, hvis vi vil gøre krav på et evigt ægteskab.
For det andet, så er evigt ægteskab indstiftet af Gud. Det vil sige, at parterne i ægteskabspagten siger ja til at lade Gud ind i deres ægteskab, bede sammen, holde budene og holde ønsker og lidenskaber inden for visse rammer, som profeterne har skitseret. Det betyder, at man skal være lige partnere og være lige så sandfærdige og rene uden for hjemmet som i hjemmet. Det er en del af det, som det vil sige at, det er indstiftet af Gud.
For det tredje er ægteskabet en form for partnerskab med Gud. Han lover fortsat liv til dem, som er beseglet til hinanden i templet. Der er en samhørighed med Skaberen indbefattet i den befaling, Adam og Eva fik om at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden. Der ligger en forpligtelse til at undervise børn i evangeliet, for de er også hans børn. Derfor har vi familieaften og studium af skriften, samtaler om evangeliet og tjeneste. Der synes at ligge en forpligtelse til at støtte hinanden i kaldelser og roller, som hver især har at udføre. Hvordan kan vi hævde at være ét med Gud, hvis vi ikke kan støtte hinanden, når hustruen er kaldet til at tjene i Primary, eller manden i biskoprådet?
Ægteskabspagten indebærer som minimum disse ting, og sikkert også andre. Det kan være, at jeg tager fejl, men det kan ikke være helt forkert, når jeg siger, at de, som verbalt eller fysisk misbruger deres hustru eller mand, eller de, som nedgør eller fornedrer eller udøver uretfærdigt herredømme i et ægteskab, ikke holder pagten. Ej heller gør de, som ikke holder befalingerne eller ikke støtter deres ledere. Selv de, som siger nej til kaldelser, eller forsømmer deres næste eller i beskeden grad tillægger sig en verdslig opførsel, befinder sig i risikogruppen. Hvis vi ikke holder vores del af pagten, har vi intet løfte.
Jeg tror først og fremmest, at man ikke kan opnå et evigt ægteskab uden at forpligte sig til at få det til at fungere. Det meste af det, jeg ved om dette, har jeg lært af min partner. Vi har været gift i næsten 47 år nu. Hun vidste lige fra begyndelsen, hvilket ægteskab hun ville have.
Vi begyndte som fattige studerende, men et sæt sølvtøj var et eksempel på hendes vision af vores ægteskab. Da vi giftede os, registrerede hun sig i en lokal forretning, hvilket også er almindeligt i dag. I stedet for at skrive alle de potter og pander og remedier på, som vi havde brug for og håbede at få, valgte hun en anden måde. Hun ønskede sig sølvtøj. Hun valgte et mønster og antallet og skrev knive, gafler og skeer på ønskesedlen og intet andet. Ingen håndklæder, ingen brødristere, intet fjernsyn –kun knive, gafler og skeer.
Brylluppet kom og gik. Vores venner og forældres venner gav gaver. Vi rejste på en kort bryllupsrejse og besluttede at pakke gaverne ud, når vi kom hjem. Da vi gjorde det, fik vi et chok. Der var ikke én eneste kniv eller gaffel i nogen af dem. Vi lavede sjov med det og gik videre med vores tilværelse.
Vi fik to børn, mens vi læste jura. Vi havde ingen penge tilovers. Men når min hustru havde halvdagsjob som tilsynsførende ved valg, eller når nogen gav hende nogle få dollars til hendes fødselsdag, lagde hun dem lige så stille til side, og når hun havde nok, tog hun i byen og købte en gaffel eller en ske. Det tog os adskillige år at samle nok til at kunne bruge dem. Da vi endelig havde bestik til fire, begyndte vi at invitere nogle af vore venner til middag.
Inden de kom, havde vi gerne en lille diskussion i køkkenet. Hvilket bestik skulle vi bruge, det slidte i rustfri stål, som ikke passede sammen, eller sølvtøjet? Dengang stemte jeg ofte på rustfrit. Det var lettere. Jeg kunne bare smide det i opvaskemaskinen efter middagen, og så gik det af sig selv. Men sølvtøjet gav en masse arbejde. Min hustru havde gemt det under sengen, hvor tyve havde svært ved at finde det. Hun havde insisteret på, at jeg skulle købe stof at pakke det ind i, så det ikke ville løbe an. Hver del lå i hver sin lomme, og det var ikke let at samle alle stykkerne. Når sølvtøjet var blevet brugt, skulle det vaskes og tørres af, så der ikke ville komme pletter på, og lægges tilbage i lommerne, så det ikke ville løbe an, og pakkes sammen og gemmes omhyggeligt igen, så det ikke blev stjålet. Hvis det var løbet an, blev jeg sendt af sted for at købe poleringsmiddel, og sammen pudsede vi omhyggeligt pletterne væk.
I årenes løb har vi fået mere sølvtøj, og jeg har med undren set, hvordan hun har passet på sølvtøjet. Min hustru har aldrig haft let ved at blive vred. Men jeg kan huske en dag, hvor et af vore børn på en eller anden måde havde fået fat i en af sølvgaflerne og ville bruge den til at grave baghaven op med. Dette forsøg blev besvaret med et iltert blik og en advarsel om ikke så meget som blot at tænke på at gøre det. Nogen sinde!
Jeg lagde mærke til, at sølvtøjet aldrig blev brugt til de mange wardsmiddage, hun lavede, og aldrig blev brugt til de mange måltider, hun lavede og sendte hjem til andre, der var syge eller ikke havde mad. Det kom aldrig med på skovture eller campingture. Det kom faktisk aldrig nogen steder, og med tiden kom det ikke engang ret ofte på bordet. Nogle af vore venner blev »vejet« og ikke fundet »fine« nok, og de vidste det ikke engang. De fik det i rustfrit stål, når de kom til middag.
Tiden kom, hvor vi blev kaldet til at tage på mission. Jeg kom hjem en dag og fik at vide, at jeg skulle leje en bankboks til sølvtøjet. Hun ville ikke tage det med. Hun ville ikke efterlade det. Og hun ville ikke miste det.
Jeg syntes i årevis, at hun var bare en smule sær, og så en dag forstod jeg, at hun længe havde vidst noget, som jeg kun lige begyndte at forstå. Hvis du vil have, at noget skal vare evigt, så behandl det anderledes. Værn om det, og beskyt det. Misbrug det aldrig. Udsæt det ikke for vejrliget. Gør det ikke til noget simpelt eller almindeligt. Hvis det nogensinde bliver plettet, så puds det kærligt, indtil det skinner som nyt. Det bliver noget særligt, fordi I har gjort det til noget særligt, og det bliver mere værdifuldt med tiden.
Netop sådan er evigt ægteskab. Vi skal behandle det på nøjagtig denne måde. Jeg beder til, at vi vil betragte det som den uvurderlige gave, som det er. I Jesu Kristi navn. Amen.