Du er Guds barn
Glem det aldrig, mine kære unge venner, at I er virkelig Guds barn … og han elsker jer og ønsker at hjælpe jer og at velsigne jer.
Mine kære unge venner, mine elskede drenge og piger, jeg er så taknemlig over at være sammen med jer for at fejre Primarys 125 års fødselsdag.
Jeg tror aldrig der har været et sådant møde med drenge og piger som dette. Jeg taler til jer fra det store Konferencecenter her i Salt Lake City. Det er fyldt med børn, deres forældre og deres lærere – 21.000 i alt. Og i tusindvis af andre mødesteder over hele verden er I forsamlet for at fejre denne store begivenhed. Mine ord vil blive oversat til mange sprog. Vi bor i forskellige lande, og vi ærer forskellige flag. Men vi har noget stort tilfælles: Vi er alle medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Og det, at I mødes disse mange forskellige steder, er et tegn på den vidunderlige vækst, som denne kirke har oplevet siden den først blev oprettet.
Der har ikke altid været Primary i Kirken. I de første 48 år af Kirkens historie havde drenge og piger ikke deres egen organisation. Så tænkte en meget sød kvinde, som hed Aurelia Spencer Rogers, at de små drenge burde have deres egen organisation, hvor de kunne »trænes til at blive bedre mænd.«
Hendes forslag blev forelagt til Kirkens præsident, som på dette tidspunkt var John Taylor. Han mente, at hvis en organisation var god for små drenge, så ville den også være god for små piger, for det ville få sangen til at lyde bedre. Og så helt tilbage for 125 år siden mødtes 224 drenge og piger i den første Primary »for at blive undervist i lydighed, tro på Gud, bøn, punktlighed og god opførsel« (i Daniel H. Ludlow, red., Encyclopedia of Mormonism, 5 bind, 1992, 3:1146).
Fra denne beskedne begyndelse er Primary vokset, indtil den er blevet en del af Kirken over hele verden. I dag er der næsten en million af jer børn i Primary.
Det er godt, for drenge og piger bør have deres organisation ligesom de unge mænd og de unge piger har og som de ældre medlemmer af Kirken også har deres organisationer, hvor de bliver undervist.
De tre søstre, som har talt til jer, leder Primarys arbejde over hele verden. Tilsammen har de 23 børn, så de ved, hvad I er interesseret i.
Hvor heldige er I ikke, mine kære unge venner, at have så vidunderlige lærere. De elsker jer højt, og de glæder sig til at være sammen med jer hver uge og undervise jer i Herrens måder.
Bror Artel Ricks har fortalt en interessant historie om en inspireret primarylærer. Artel var en lille dreng på 5-6 år. En aften sad hans familie omkring spisebordet og talte om tiende. De sagde til ham, »at tiende er en tiendedel af alt, hvad vi tjener, og at det betales til Herren af dem, som elsker ham.«
Han elskede Herren, så derfor ønskede han at give Herren sin tiende. Han hentede sin opsparing og tog en tiendedel af det lille beløb. Han sagde: »Jeg … gik til det eneste værelse i huset med en lås på døren – badeværelset – og knælede ned ved badekarret. Med tre eller fire mønter i min løftede hænder bad jeg Herren om at modtage dem. [Jeg var sikker på, at han ville vise sig og tage dem fra mig]. Jeg bønfaldt Herren ret længe, men [intet skete. Hvorfor ville han ikke acceptere min tiende?] Da jeg rejste mig fra mine knæ, følte jeg mig så uværdig, at jeg ikke kunne fortælle nogen, hvad der var sket …
Nogle få dage senere sagde lærerinden i Primary, at hun følte sig påvirket til at tale om noget, som ikke var en del af lektionen. Jeg sad helt forbløffet, da hun fortalte os, hvordan vi skulle betale tiende [til biskoppen, Herrens tjener]. Men jeg lærte noget, som var langt vigtigere, end hvordan man betaler tiende. Jeg lærte, at Herren havde hørt og besvaret min bøn, at han elskede mig, at jeg var betydningsfuld for ham. Mange år efter har jeg lært at værdsætte endnu en lektie, som min primarylærer lærte mig den dag – at undervise, som Ånden tilskynder til.
Så meget betød dette minde om den begivenhed, at jeg i mere end 30 år ikke kunne fortælle om den. Selv i dag, efter 60 år, har jeg svært ved at fortælle om det, uden at mine øjne fyldes af tårer. Det er en skam, at en så vidunderlig lærer i Primary, aldrig fik at vide, at Herren talte til en lille dreng gennem hende« (»Svar på bøn«, Artel Ricks, Stjernen, maj 1988, s. 28).
Jeg gik i Primary, da jeg var en lille dreng. Dengang mødtes vi tirsdag eftermiddag efter skole. Det virkede på mig, som om vi altid var trætte og sultne sent om eftermiddagen efter skole. Men vore lærere var så venlige og gode mod os. De kom ofte med småkager til os, men hvad der er vigtigere, så underviste de os i nogle rige og vidunderlige lektioner. Her lærte vi om Jesus og hans store kærlighed til os. Vi lærte om Gud vor Evige Fader, som vi kunne gå til i bøn.
Vi lærte om drengen Joseph, som gik ud i lunden for at bede, og hvis bøn blev besvaret med et besøg af vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Her lærte vi om Kirkens historie, om de meget modige og trofaste mænd og kvinder og drenge og piger, som arbejdede så hårdt for at gøre den stærk. Her lærte vi om at være venlige mod hinanden og altid hjælpe til. Vi lærte, at det er meget vigtigt at hjælpe til derhjemme. Vi lærte, at opføre os pænt.
Primary holdes nu om søndagen. På mange måder er det et bedre tidspunkt. Vi er ikke trætte, fordi vi har været i skole hele dagen. Jeg ved, at I synes, at Primary varer temmelig længe, men vore lærere er godt forberedte, og vi bliver ikke blot undervist, men har også aktiviteter.
Her synger vi sammen disse vidunderlige primarysange. En af de sange, som vi sang, da jeg var ung, lød sådan:
Fader, lad dit guddommelige lys
skinne på os, det beder vi om.
Rør vore øjne, så vi kan se;
lær os at adlyde.
Vi har en hellig mission,
at bringe dit budskab langt ud.
Troens lys er i vores hjerte,
Sandhed er vor ledestjerne.
(»The Light Divine«, Hymns, nr. 305)
Ordene til denne smukke sang blev skrevet af Matilda W. Cahoon, som var min skolelærer, da jeg var dreng.
I har nu denne smukke Børnenes sangbog, som er fyldt med meget smuk musik, som er skrevet lige til jer. Nogle af disse sange er blevet sunget i dag. Vi har alle sammen sunget denne vidunderlige sang, som er blevet skrevet til jer børn i Primary, men som nu bliver sunget af hele Kirken. Det en smuk sang. Og den fortæller om en stor og vidunderlig sandhed.
Jeg er Guds kære barn,
og han har sendt mig her,
har givet mig et jordisk hjem
med far og mor så kær.
Led mig, før mig, gå du med mig,
hjælp mig finde vej,
lær mig, hvad jeg gøre må,
for hjem til Gud at nå.
(»Jeg er Guds kære barn«, Salmer og sange, nr. 195)
Det er en vidunderlig sang. Den underviser i en stor sandhed. I har en jordisk far. Han er jeres mors kære ægtefælle. Jeg håber, at I elsker ham, og at I er lydige over for ham. Men I har også en anden far. Det er jeres Fader i Himlen. Han er Fader til jeres ånd, ligesom jeres jordiske far er far til jeres legeme. Og det er ligeså vigtigt at elske og at adlyde jeres Fader i Himlen, som det er at elske og adlyde jeres jordiske far.
Vi taler med vores jordiske far. Han er vores kære ven, vores beskytter, som normalt sørger for vores mad og tøj og for vores hjem. Men vi taler også med vor himmelske Fader. Vi gør det i bøn. Jeg håber, at I hver eneste morgen og hver eneste aften knæler ned på jeres knæ og taler med jeres himmelske Fader. Jeg håber, at I om morgenen vil takke ham for nattens hvile, for varme og tryghed og for den kærlighed, som I modtager i jeres hjem. Jeg håber, at I vil bede ham våge over jer og velsigne og vejlede jer gennem dagen. Jeg håber, at I vil bede for jeres far og mor og brødre og søstre, og at I vil huske alle, som er syge eller har brug for hjælp. Jeg håber, at I også vil huske Kirkens missionærer, når I beder.
Og om aftenen før I lægger jer til at sove, så håber jeg, at I atter vil knæle ned og takke ham for dagens velsignelser. Tak ham igen for jeres forældre og jeres lærere. Bed ham velsigne jer med en god søvn og velsigne alle andre og især dem, som har behov for hjælp og som ikke har nok at spise eller et godt sted at sove.
Det er ikke for meget forlangt, vel, at bruge nogle få minutter hver dag til at tale med jeres Fader i Himlen, når I ved, at I er Guds barn.
Hvis I virkelig ved, at I er Guds barn, så ved I også, at han forventer meget af jer, som hans børn. Han forventer, at I følger hans lærdomme og lærdommene fra hans kære søn, Jesus. Han vil forvente, at I er gavmilde og venlige over for andre. Han bliver ked af det, når I bander eller bruger et dårligt sprog. Han bliver ked af det, når I er uærlige på nogen som helst måde, eller hvis I snyder eller stjæler selv det mindste. Han bliver glad, når I husker dem, som ikke har det så godt som jer, i jeres bøn til ham. Han vil våge over jer og vejlede jer og beskytte jer. Han vil velsigne jer i jeres skolearbejde og i jeres Primary. Han vil velsigne jer i jeres hjem, og I vil blive bedre drenge og piger, som er lydige over for jeres forældre, og som skændes mindre med jeres brødre og søstre, og som hjælper til derhjemme.
Og på denne måde vil I vokse og blive til stærke unge mænd og kvinder i Kirken. I bliver også bedre samfundsborgere.
Hver eneste mand og kvinde, som nogen sinde har vandret på jorden, selv Herren Jesus, var engang en dreng eller pige som jer. De voksede op i henhold til det mønster, som de fulgte. Hvis mønstret var godt, så blev de gode mænd og kvinder.
Glem det aldrig, mine kære unge venner, at I er virkelig et Guds barn, som har arvet noget af hans guddommelige natur, og han elsker jer og ønsker at hjælpe jer og at velsigne jer. Jeg beder om, at vor himmelske Fader vil velsigne jer. Må han tilsmile jer med sin gunst. Må I vandre på hans stier og følge hans lærdomme. Må I aldrig bruge et dårligt sprog, som drenge og piger har tendens til at gøre i skolen. Må I altid bede til ham, og bed altid i hans elskede Søns, i Herren Jesu Kristi navn. Må vi altid beslutte os til at følge ham i tro. Må livet vise sig fra sin venlige side over for jer, for I er i sandhed et Guds barn og fortjener hans kærlighed og velsignelse.
Glem aldrig, at I er medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg beder om, at Herren vil velsigne jer, og jeg efterlader jer min kærlighed i Jesu Kristi hellige navn. Amen.