2003
Den uudsigelige gave
Maj 2003


Den uudsigelige gave

Hvis [vi vil] åbne hjertet for denne Helligånds uudsigelige gaves rensende påvirkning, [vil] en herlig, ny åndelig dimension dages.

Det er et privilegium at være sammen med jer i dag. Jeg elsker at høre Herrens ord, som tales af vore ledere, når de ledes ved Helligåndens guddommelige gave. Jeg vil gerne sige nogle få ord om denne vidunderlige gave i dag.

Har I nogensinde tænkt over, hvor meget lys og hvor stor energi solen afgiver? Det er en næsten ufattelig mængde. Og dog kommer den varme og det lys, vi modtager, som en gratis gave fra Gud. Dette er endnu et bevis på vor himmelske Faders godhed.1

Lyset fra solen bryder gennem rummet og bader vores planet, mens den kredser om solen, med livgivende varme og lys. Uden solen kunne der ikke være liv på denne planet, den ville være gold, kold og mørk for evigt.

Ligesom solen giver liv og lys til jorden, giver åndeligt lys vores ånd næring. Dette kalder vi Kristi lys. Skriften lærer os, at det »giver hvert menneske lys, som kommer til verden.«2 Således kan hele menneskeheden nyde godt af dens velsignelser. Kristi lys er den guddommelige påvirkning, som gør, at enhver mand, kvinde og ethvert barn kan skelne mellem godt og ondt. Det tilskynder os alle til at vælge det rette, søge den evige sandhed og atter lære de sandheder at kende, som vi kendte i vores forudtilværelse, men har glemt på jorden.

Kristi lys må ikke forveksles med Helligånden, for Kristi lys er ikke en person. Dets indflydelse går forud for og er en forberedelse til, at man kan modtage Helligånden. Kristi lys vil føre den ærlige sjæl til at »[lytte] til Åndens røst«3 og finde det sande evangelium og den sande Kirke og derved modtage Helligånden.

Helligånden er en person af ånd, et adskilt og selvstændigt medlem af Guddommen.4 Han er et vidne om Guds kraft, Kristi guddommelighed og sandheden af det gengivne evangelium. Gennem historien har mange i alle lande flittigt søgt at kommunikere med himlen og opnået at få evangeliets sandheds lys. De har mærket Helligånden bekræfte evangeliets sandhed.

Profeten Joseph Smith forklarede: »Der er forskel mellem den Helligånd og den Helligånds gave. Kornelius modtog den Helligånd, før han blev døbt, og det var Guds overbevisende kraft til ham om evangeliets sandhed, men han kunne ikke få den Helligånds gave, førend efter at han var blevet døbt. Dersom han ikke havde påtaget sig … denne forordning, ville den Helligånd, som overbeviste ham om Guds sandhed, have forladt ham.«5

Helligåndens gave, som er retten til at modtage Helligånden som konstant ledsager, får man kun på betingelse af tro på Kristus, omvendelse og dåb ved nedsænkning og håndspålæggelse af en bemyndiget tjener i Det Melkisedekske Præstedømme. Det er en yderst kostbar gave, som kun kan opnås af værdige medlemmer af Herrens Kirke.

I Lære og Pagter kalder Herren Helligåndens gave for den »uudsigelige gave«.6 Den er kilden til vidnesbyrd og åndelige gaver. Den oplyser forstanden, opfylder sjælen med glæde7, lærer os alt og minder os om alt.8 Helligånden vil »vise [os] alt, hvad [vi] skal gøre.«9

Præsiden James E. Faust har tilføjet, at Helligånden er »den største garanti for indre fred i en verden med«10 ustabilitet.

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Hvor er det en stor velsignelse at blive påvirket af et medlem af Guddommen.«11 Tænk over, hvad dette vil sige; evnen og retten til at modtage betjening fra et af Guddommens medlemmer, at kommunikere med uendelig visdom, uendelig kundskab og uendelig kraft!

Som det gælder for alle gaver, må man modtage, godtage og nyde denne gave. Da præstedømmets hænder blev lagt på jeres hoved for at bekræfte jer som medlem af Kirken, hørte I ordene: »Modtag Helligånden.« Dette betød ikke, at Helligånden ubetinget blev jeres konstante ledsager. Skriften advarer os om, at Herrens Ånd »skal ikke altid trættes med menneskene.«12 Når vi bliver bekræftet som medlem, får vi ret til Helligåndens ledsagelse, men det er en ret, som vi hele tiden må gøre os fortjent til gennem lydighed og værdighed. Vi kan ikke tage denne gave for givet.

Helligånden vil advare os om fare og vil inspirere os til at hjælpe andre i nød. Præsident Thomas S. Monson har givet os følgende råd: »Vi holder udkig. Vi venter. Vi lytter efter den stille, sagte stemme. Når den taler, adlyder kloge mænd og kvinder. Åndens tilskyndelser må ikke udskydes.«13

Jeg havde engang mulighed for at komme på rundvisning i en stor hule. Da vi var dernede, slukkede guiden lyset i et øjeblik for at vise, hvordan det var at være i fuldkommen mørke. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg satte min hånd et par centimeter op foran øjnene og kunne ikke se den. Det var på en måde skræmmende. Jeg blev lettet, da lyset blev tændt igen.

Ligesom lys gennemtrænger mørket og gør fysiske ting synlige, gennemtrænger Helligånden det åndelige mørke, der omgiver os, og gør de åndelige ting, som engang var skjulte, synlige. Apostlen Paulus sagde: »Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for et sådant menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.«14

Jeg er bange for, at nogle medlemmer af Herrens Kirke »lever langt under vore privilegier,« hvad angår Helligåndens gave.15 Nogle distraheres af verdslige ting, som blokerer for Helligåndens indflydelse og hindrer dem i at erkende åndelige tilskyndelser Det er en larmende, travl verden, vi lever i. Husk, at det at have travlt ikke nødvendigvis betyder, at man er åndelig. Hvis vi ikke passer på, kan verdslige ting fortrænge ting, der kommer fra Ånden.

Nogle er åndeligt døve og føler ikke Ånden på grund af deres valg om at begå synd. Andre svæver ganske enkelt i åndeligt selvbehag uden noget ønske om at hæve sig over sig selv og kommunikere med den Uendelige.

Hvis de ville åbne hjertet for denne Helligånds uudsigelige gaves rensende påvirkning, ville en herlig, ny åndelig dimension dages. Deres øjne ville skue et syn, der næsten ikke er til at forestille sig. De kunne selv vide, at de ting, der hører Ånden til, er udsøgte, kostbare og i stand til at udvikle sjælen, udvide sindet og fylde hjertet med uudsigelig glæde.

Brigham Young talte om en hellig oplevelse, da den myrdede profet Joseph Smith viste sig i et syn for præsident Young med et budskab til de hellige. Det er et budskab, som de hellige i dag har brug for mere end nogensinde før: »Fortæl folket … at de skal bevare Herrens Ånd hos sig,« sagde Joseph, »og den vil føre dem til det rette. Vær forsigtig med ikke at afvise den lille sagte stemme; den vil lære dem, hvad de skal gøre, og hvor de skal gå hen; den vil bære rigets frugter. Sig til brødrene, at de skal holde hjertet åbent for overbevisning, så deres hjerte vil være rede til at modtage det, når Helligånden kommer til dem.«16

Søskende, affejer vi den stille, sagte stemme? Gør vi noget, som støder Helligånden? Tillader vi noget i vores hjem, som bortjager Ånden derfra? Den form for underholdning, som vi tillader i vores hjem, vil helt sikkert påvirke Helligåndens kraft. En stor del af den verdslige underholdning støder Helligånden. Vi bør selvfølgelig ikke se film eller tv-udsendelser, som er fyldt med vold, banden og sværgen og umoral.

Jeg beder jer hver især om at overveje dette i ydmyghed og under bøn og spørge jer selv: »Har jeg Ånden i mit liv? Er jeg lykkelig? Gør jeg noget i mit liv, som er stødende for Ånden og hindrer Helligånden i at være min konstante ledsager?« Hav mod til at omvende jer, hvis det er nødvendigt, så I atter kan nyde Helligåndens ledsagelse.

Har vi Helligåndens påvirkning i vores hjem? Gør vi noget i familien, som støder Ånden? Kan vi være mere effektive til at indbyde Helligånden i vores hjem?

Vores hjem skal være mere centreret om Kristus. Vi bør tilbringe mere tid i templet og mindre tid på fornøjelser. Vi bør nedsætte støjniveauet i vores hjem, så verdens larm ikke vil overdøve Helligåndens stille, sagte stemme. Et af vore største mål som forældre bør være at nyde Helligåndens kraft og påvirkning i vores hjem. Vi bør bede og studere skriften. Vi bør synge genoprettelsens salmer for at indbyde Helligånden i vores hjem. Regelmæssig afholdelse af familieaften vil også hjælpe.

I disse farefulde tider har vi brug for denne uudsigelige gave i vores liv. Præsident Boyd K. Packer påminder os: »Vi behøver ikke at leve i frygt for fremtiden. Vi har al mulig grund til at glæde os og kun ringe grund til at frygte. Hvis vi følger Åndens tilskyndelser, er vi i sikkerhed, uanset hvad fremtiden måtte bringe. Vi vil blive vist, hvad vi skal gøre.«17

Profeten Joseph Smith lærte de hellige at skelne mellem Helligåndens gave og alle andre ånder for, »den vil bringe fred og glæde i deres sjæl; den vil fjerne nag, had, strid og alt ondt fra deres hjerter; og deres eneste ønske vil være at gøre godt, frembringe retfærdighed og opbygge Guds rige.«18

En af mine venner fortalte mig engang om sin erfaring med at lære Helligåndens gave at kende og forstå den. Han havde bedt ofte og længtes efter at kende evangeliets sandhed.

Selv om han følte fred med det, han troede på, havde han aldrig modtaget den visse kundskab, han længtes efter. Han havde affundet sig med, at han måske var en af dem, der måtte gå gennem livet og leve på andres tro.

Da han en morgen tænkte over skrifterne, følte han en strøm gennem sin krop fra isse til tå. »Jeg var omgivet af en følelse af så intens en kærlighed og ren glæde,« forklarede han. »Jeg kan ikke beskrive, hvad jeg følte på det tidspunkt, kun at jeg var omgivet af en så stor glæde, at der ikke var plads i mig til nogen anden følelse.«

Selv da han mærkede denne kraft fra Helligånden, undrede han sig over, om han bare forestillede sig, at det skete. »Jo mere jeg undrede mig,« sagde han, »desto mere intense blev følelserne, indtil det eneste, jeg kunne gøre, var at sige gennem tårer: ›Det er nok.‹«

Som dreng havde min far en lignende oplevelse på sin dåbsdag. Han fortalte: »Da biskoppen lagde hænderne på mit hoved og sagde: ›Modtag Helligånden‹ fik jeg en mærkværdig følelse – noget jeg aldrig før havde oplevet før; det kom til min sjæl og gav mig en følelse af glæde, en følelse som fyldte min sjæl.«

Fra da af og resten af livet vidste han altid, at Jesus Kristus lever og leder sin Kirke gennem en levende profet.19

Der er mange i dag, som har følt sig tilskyndet af Helligånden, når de studerer Mormons Bog eller lytter til missionærers og venners vidnesbyrd. Til disse siger jeg som en af Herren Jesu Kristi apostle: Evangeliet er gengivet til jorden i dets fylde! Joseph Smith var virkelig en profet, som oversatte denne bog ved Guds gave og kraft. Jeg vil opfordre alle til at læse Mormons Bog og gøre brug af dens løfte: »Og når I modtager disse ting, formaner jeg jer til at adspørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om disse ting ikke er sande; og dersom I beder af oprigtigt hjerte og med fast forsæt samt med tro på Kristus, da vil han åbenbare sandheden deraf for jer gennem den Helligånds kraft.«20

Jer, som ikke er medlem af kirken, vil jeg opfordre af hele mit hjerte: Modsæt jer ikke sandheden længere. Gør plads i jeres hjerte til dette himmelske lys. Hav tro, omvend jer og bliv døbt i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, og I vil modtage Helligåndens uudsigelige gave.

Vor himmelske Fader lever! Jesus er Kristus! Jesu Kristi evangelium i dets fylde er gengivet gennem profeten Joseph Smith. Præsident Gordon B. Hinckley er profeten, seeren og åbenbareren i vore dage. Om dette bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Eksperter i NASA anslår, at den samlede energi, [som solen afgiver] hver dag, er på 383 milliarder billioner kilowatt, hvilket svarer til den energi, der frigøres af 100 milliard ton TNT, som eksploderer hvert sekund. NASA, Office of Space Science, “Solar System Exploration,” Internet, http://solarsystem.nasa.gov/ feature/planets/sun/sun.html).

  2. Joh 1:9; se også Moroni 7:16; L&P 84:46.

  3. L&P 84:46.

  4. Se L&P 130:22.

  5. History of the Church, 4:555.

  6. L&P 121:26.

  7. Se L&P 11:13.

  8. Se Joh 14:26.

  9. 2 Nephi 32:5.

  10. »Helligåndens gave – et sikkert kompas«, Stjernen, juli 1989, s. 27.

  11. Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 259.

  12. 1 Mos 6:3; se også 2 Nephi 26:11; L&P 1:33; Moses 8:17.

  13. Live the Good Life, 1988, s. 59.

  14. 1 Kor 2:14.

  15. Se Brigham Young, Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe, 1954, s. 32.

  16. Manuscript History of Brigham Young 1846–1847, saml. Elden J. Watson, 1971, s. 529.

  17. »Tunger af ild«, Liahona, juli 2000, s. 7.

  18. Manuscript History of Brigham Young, s. 529.

  19. Joseph L. Wirthlin, Conference Report, apr. 1956, s. 12.

  20. Moroni 10:4.