Lektion 10
Søg sandhed
Indledning
Guds børn bliver opfordret til at »søg[e] visdomsord … ved studium og også ved tro« (L&P 88:118). Ved at følge dette mønster kan vi kvalificere os til at få Helligåndens hjælp i læringsprocessen. I dag udgør internettet og andre kilder et væld af informationer – nogle sande, nogle falske og nogle misledende – om Kirkens lære, historie og standpunkt vedrørende sociale spørgsmål, som gør det endnu vigtigere for os at stole på Helligånden i vores skelnen mellem sandhed og vildfarelse. At lære at identificere og anvende passende informationskilder er en del af denne proces.
Baggrundslæsning
-
Dieter F. Uchtdorf, »Hvad er sandhed?«, CES-foredrag, 13. jan. 2013, lds.org/broadcasts.
-
»Gospel Learning«, Gospel Topics, lds.org/topics.
Forslag til undervisningen
Lære og Pagter 88:118, 121-126
Mønster for indlæring
Læs højt fra følgende beskrivelse af profeternes skole i Kirtland i Ohio:
»I 1833 fik profeten og en gruppe hellige i Kirtland en enestående mulighed for at studere evangeliet. I januar samme år organiserede profeten i overensstemmelse med Herrens befaling (se L&P 88:127-141) profeternes skole for at oplære præstedømmebærerne i deres embeder og for at forberede dem til at forkynde evangeliet. Skolen blev afholdt i et værelse på første sal i Newel K. Whitneys butik, hvor profeten boede. Ca. 25 brødre var til stede, nogle rejste hundredvis af kilometer for at nyde privilegiet at studere evangeliet i et værelse, der ikke var større end godt 3x4 meter. Mange af disse mænd blev senere apostle, halvfjerdsere og andre kirkeledere. Selv om profeten og brødrene af og til studerede sprog, fokuserede de først og fremmest på at lære om evangeliets lærdomme, og de studerede ihærdigt fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Denne skole eksisterede i fire måneder, og lignende skoler blev senere afholdt i både Kirtland og Missouri, hvor hundreder af mennesker deltog« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 259).
Forklar, at Lære og Pagter 88 indeholder instruktioner fra Herren til dem, som skulle deltage i profeternes skole. Bed de studerende om at læse Lære og Pagter 88:118 for sig selv og se efter det mønster for indlæring, som Herren gav. Tal derpå om følgende spørgsmål:
-
Hvad tror I, det betyder at »søg[e] visdomsord … ved studium og også ved tro«?
-
Hvordan kan en efterfølgelse af dette mønster styrke vores evne til at lære? (De studerende kan give forskellige svar, men du bør gøre det klart, at vi kvalificerer os til at modtage Herrens hjælp, når vi udøver tro i indlæringsprocessen).
Bed flere studerende om at skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 88:121-126, som er en optegnelse med yderligere instrukser fra Herren til profeternes skole. Bed klassen om at følge med og se efter principper, som hjælper os til at forstå, hvordan vi kan lære ved tro. Foreslå eventuelt de studerende at markere det, de finder. Overvej at skrive disse principper på tavlen i takt med, at de studerende nævner dem. Du kan også forslå, at de studerende skriver vendingen »principper, som lærer os, hvordan vi lærer ved tro« i margenen af deres skrifter ud for disse vers. (Bemærk: Når de studerende laver noter i margenen af skrifterne, kan det være en hjælp til lettere at finde og huske vigtige principper). Hvis tiden tillader det, kan du bede en studerende om at læse Alma 32:28, 41-43 og Johannes 7:17 for yderligere principper.
-
Hvordan kan efterlevelse af principperne i disse vers hjælpe os til at lære ved studium og ved tro? (Mens de studerende svarer, kan du påpege, at vi ved at følge disse principper vil forberede os til at få Åndens hjælp).
-
Hvordan påvirker denne Ånd vores søgen efter sandhed, når vi kvalificerer os til at have Herrens Ånd hos os?
Lære og Pagter 91:1-6
At skelne sandhed fra vildfarelse
Vis følgende udtalelse af præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab og bed en af de studerende om at læse den højt:
»Vi har aldrig i verdenshistorien haft lettere adgang til mere information – noget af den sand, noget af den falsk, og meget af den delvis sand.
Derfor har det heller aldrig før været vigtigere at lære, hvordan man på rette måde skelner mellem sandt og falsk« (»Hvad er sandhed?«, CES-foredrag, 13. jan. 2013, s. 3, lds.org/broadcasts).
-
Hvilke mulige konsekvenser er der ved, at vi ikke lærer at skelne mellem sandhed og vildfarelse?
Skriv følgende spørgsmål på tavlen:
Forklar, at åbenbaringen i Lære og Pagter 91 belærte Joseph Smith om, hvordan han skulle skelne, om det, som han læste i apokryferne, var sandt. Bed en studerende om at læse indledningen til afsnit 91 højt, mens klassen følger med. Bed så de studerende om at overveje spørgsmålet på tavlen, mens de læser Lære og Pagter 91 sammen.
Forklar, at apokryferne er en samling hellige bøger for det jødiske folk. Disse bøger var ikke oprindeligt inkluderet i den hebræiske bibel (Det Gamle Testamente), men var inkluderet i den græske oversættelse af Bibelen kort før Kristi tid. Da de første kristne samlede Bibelens bøger flere århundreder senere, blev de apokryfiske bøger medtaget som et tillæg. Nogle kristne religioner opfatter de apokryfiske bøger som hellig skrift, mens andre religioner ikke tror, at de er inspirerede. Den udgave af Bibelen, som Joseph Smith brugte til sin inspirerede oversættelse, indeholdt apokryferne. Joseph spurgte Herren, om hans oversættelse af Bibelen burde inkludere disse bøger.
Få en studerende til at læse Lære og Pagter 91:1-3 højt.
-
Hvad lærte Joseph Smith om apokryferne? (Du kan forklare, at en indføjelse er noget materiale, som er tilføjet til et manuskript, og som nogle gange resulterer i en fordærvelse af den oprindelige tekst).
Få en studerende til at læse Lære og Pagter 91:4-6 højt.
-
Hvordan kan vejledningen i vers 4-6 hjælpe os til at skelne mellem sandhed og vildfarelse og vurdere beskaffenheden af det, vi læser? (De studerende bruger måske andre ord, men sørg for, at de kommer frem til følgende princip: Helligånden kan hjælpe os til at vide, om det, vi læser, er sandt).
Forklar, at internettets overflod af informationer har skabt et behov for, at vi hver især besidder evnen til åndeligt at skelne (se L&P 46:23), så vi kan skelne mellem sandhed og vildfarelse. (Se yderligere oplysninger om, hvorfor evnen til at skelne er så vigtig for os, i ældste David A. Bednars artikel »Hurtig til at opfatte«, Liahona, dec. 2006, s. 14-20).
Giv alle studerende et eksemplar af følgende udtalelse af ældste Steven E. Snow fra De Halvfjerds. Bed de studerende om at lede efter ældste Snows råd om vurdering af oplysninger, som vi læser om Kirkens historie og læresætninger, i de første to afsnit.
-
Hvordan kan vi bruge ældste Snows undervisning til at vurdere pålideligheden af det, der er skrevet om Kirken, når vi læser det?
Bed de studerende om at læse tredje afsnit af ældste Snows udtalelse for sig selv. Drøft derefter følgende spørgsmål:
-
Hvordan kan ældste Snows råd hjælpe jer, når I møder information, der udfordrer jeres tro?
Forbliv trofast, når spørgsmålene kommer
Forklar, at Kirkens medlemmer nogle gange kan have spørgsmål og endog tvivl om Kirkens lære, historie eller standpunkt om et socialt emne. Læs følgende udtalelse af præsident Dieter F. Uchtdorf for de studerende:
»Det er naturligt at have spørgsmål – et frø i form af oprigtig søgen er ofte spiret og blevet til træer af forståelser. Der er kun få medlemmer af Kirken, som ikke fra tid til anden har kæmpet med alvorlige eller følsomme spørgsmål. Et af formålene med Kirken er at modne og fremelske troens frø – også dem i tvivlens og uvishedens sandede jord« (»Kom, slut jer til os«, Liahona, nov. 2013, s. 23).
Giv hver studerende en kopi af uddelingsarket »At skelne sandhed fra vildfarelse«, som omfatter råd fra kirkeledere til dem, der har spørgsmål eller tvivl. Bed de studerende om at læse udtalelserne på uddelingsarket for sig selv og finde principper, som vil være til hjælp for nogen med spørgsmål eller tvivl på en trofast måde. Efter passende tid skal du bede de studerende om at forklare, hvordan det, de har læst, kan hjælpe folk, som har et spørgsmål eller tvivler på Kirkens lære, historie eller standpunkt vedrørende sociale spørgsmål.
Når du afrunder lektionen, skal du fremhæve, at selvom der er spørgsmål, som vi aldrig finder svaret på i dette liv, kan vi finde svarene på vore store spørgsmål, når vi er lydige mod befalingerne, studerer passende informationskilder – specielt de levende profeters ord – søger vejledning gennem bøn og er tålmodige og udøver tro.
Bed de studerende om at fortælle om oplevelser, som de har haft, når de har følt Herrens hjælp vejlede dem til at finde sandheden og besvare deres spørgsmål.
Opfordr de studerende til at gennemgå udtalelserne på uddelingsarket, og bed dem følge rådet fra lektionen om at søge læring ved studium og ved tro.
De studerendes læsemateriale
-
Dieter F. Uchtdorf, »Hvad er sandhed?«, CES-foredrag, 13. jan. 2013, lds.org/broadcasts.