Lektion 8
Indsamlingen af Israel i de sidste dage
Indledning
Mindre end et år efter, at Kirken blev organiseret, befalede Herren, at de hellige skulle indsamles i Ohio (se L&P 37:3). Siden da er sidste dages hellige blevet indsamlet forskellige steder, når de har ønsket at følge den levende profet og etablere et sikkert sted at være. I denne lektion vil de studerende lære, at Herren indsamler sit folk for at styrke dem og forberede dem til at modtage større velsignelser, heriblandt templets velsignelser (se L&P 84:4).
Baggrundslæsning
-
Russell M. Nelson, »Indsamlingen af det spredte Israel«, Liahona, nov. 2006, s. 79-82.
Forslag til undervisningen
Lære og Pagter 38:31-33; 39:15; 95:8; 110:9
Kaldet om at forsamles i Ohio
Vis kortet »Udsnit af New York, Pennsylvania og Ohio i USA« (kort 3), som findes bagest i Lære og Pagter eller et andet kort over området.
Bed de studerende om at identificere generelle steder for de følgende vigtige begivenheder for genoprettelsen: Det første syn (Manchester i New York), præstedømmets gengivelse (Harmony i Pennsylvania) og organiseringen af Kirken (Fayette i New York).
Bed derpå et par studerende om at skiftes til at læse højt fra følgende udtalelse:
»Sidney Rigdon, som tidligere var præst og nu nyt medlem af Kirken i Kirtland-området, samt en ven, Edward Partridge, der ikke var medlem, var ivrige efter at møde profeten og lære mere om Kirkens lærdomme. I december 1830 rejste de mere end 400 kilometer til Fayette i New York for at besøge Joseph Smith. De bad ham om at søge Guds vilje med hensyn til dem selv og de hellige i Kirtland. Som svar åbenbarede Herren, at de hellige i New York skulle ›samles i Ohio‹ (L&P 37:3). Ved den tredje og sidste af Kirkens konferencer i New York, som blev afholdt på Whitmers gård den 2. januar 1831, gentog Herren dette direktiv, [at Kirkens medlemmer skulle flytte til Ohio] … Dette var de helliges første kald til at samles i denne uddeling …
68 medlemmer af Kirken var på vej til Ohio fra Colesville i midten af april 1831. På samme måde var 80 hellige fra Fayette gren og 50 fra Manchester gren også lydige mod Herrens befaling, og de forlod deres hjem tidligt i maj måned i 1831 … Midt i maj havde alle Kirkens grene fra New York været i stand til at rejse med skib over Lake Erie til Fairport Harbor i Ohio, hvor de blev hentet af andre hellige og fulgt til deres mål i Kirtland og Thompson. Den store indsamling af sidste dages Israel var begyndt« (Vores arv: En kort beretning om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 1996, s. 17-19).
Bed en studerende om at læse Lære og Pagter 38:31-33 højt. Bed klassen følge med og finde ud af hvordan, de hellige ville blive velsignet, hvis de adlød befalingen om at samles i Ohio. (De studerende bør identificere fire velsignelser: (1) de kunne »undgå fjendens magt«, (2) de ville »blive samlet hos [Gud] som et retfærdigt folk«, (3) de ville modtage Guds lov og (4) de ville blive »begavet med kraft fra det høje.« Foreslå eventuelt, at de studerende markerer disse velsignelser i deres skrifter. (Bemærk: Når de studerende finder lister i skrifterne, kan det hjælpe dem til at opdage vigtige pointer, som Herren eller profeten fremhæver).
Skriv følgende på tavlen: Herren indsamler sit folk for at beskytte dem og styrke dem åndeligt. Du kan påpege, at læren om indsamlingen i skrifterne ofte er forbundet med beskyttelse. »En sammenhæng er et forhold eller et bånd mellem ideer, mennesker, ting eller begivenheder, og skrifterne er fyldt med sammenhænge« (David A. Bednar, »Et reservoir af levende vand«, foredrag på Brigham Young University, 4. feb. 2007, s. 4, speeches.byu.edu).
Forklar, at på samme måde, som Herren tog Israel til Sinajbjerget og gav dem sin lov, har han instrueret de hellige til at forsamles i Ohio, så de kan modtage hans lov i denne uddeling (se L&P 38:32). I Ohio begyndte Herren at åbenbare sin lov for Kirken (se afsnitsindledningen til L&P 42). Spørg dernæst:
-
Hvordan kan indsamling sammen med dem, som deler jeres tro og standarder, bidrage til at beskytte jer mod Satans kraft?
-
Hvordan kan modtagelsen af Guds love styrke os åndeligt?
-
Hvad tror I, det betyder, at de hellige i Ohio skulle blive »begavet med kraft fra det høje«?
Forklar, at den lovede velsignelse om at blive »begavet med kraft fra det høje« begyndte at blive opfyldt, da templet i Kirtland blev opført fem år efter, at de hellige samledes i Ohio. Himmelske budbringere besøgte det færdige tempel for at gengive til Joseph Smith og Oliver Cowdery de nøgler og den myndighed, der var nødvendige for at udføre hellige ordinancer. Åndelige manifestationer blev udgydt i stort antal på de hellige på tiden for templets indvielse, og et lille antal hellige modtog tvætning og salvelse i templet. Få år efter i Nauvoo blev løftet om en begavelse med kraft opfyldt, da tempelordinancen begavelse blev introduceret for de hellige. Vis følgende udtalelse af profeten Joseph Smith i Nauvoo, og bed en studerende om at læse den højt:
»Hvad var hensigten med at indsamle … Guds folk i nogen tidsalder? … Hovedformålet var at bygge et hus til Herren, hvorved han kunne åbenbare sit folk sit hus’ ordinancer og sit riges herligheder og lære folket frelsens vej« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 412).
-
Hvordan har I oplevet, at Gud velsigner sidste dages hellige, når de forsamles og opfører templer, som han har befalet?
Lære og Pagter 45:62-67
Herren beskriver Det Ny Jerusalem eller Zion
Forklar, at mange vildledende avisartikler og rygter, kort tid efter de hellige havde forsamlet sig i Ohio, gjorde stor skade på Kirken. I denne periode modtog profeten Joseph Smith en åbenbaring om et udpeget indsamlingssted, hvor de kan nyde fred og være i sikkerhed.
Få en studerende til at læse Lære og Pagter 45:62-67 højt. Bed klassen om at følge med og finde Herrens begrundelse for at befale de hellige at drage mod »vest« (L&P 45:64). Overvej at stille følgende spørgsmål:
-
Hvad sagde Herren »står for døren«? Hvad betyder udtrykket »står for døren« for jer?
-
Hvad ønskede Herren, at de hellige skulle gøre, når de var forsamlet vestpå?
-
Hvorfor skulle de samle deres rigdomme? (Forklar, at ordet arvelod henviser til det land, som de skulle købe, hvor de kunne bosætte sig og tilbede Herren).
-
Hvad skulle de helliges arvelod kaldes?
Forklar, at Zion i skriften kan betyde flere ting. Nogle gange henviser det til Zions folk og beskriver dem som »de rene af hjertet« (L&P 97:21). Andre steder henviser Zion til hele Kirken og dens stave (se L&P 82:14). Ordet Zion kan også henvise til specifikke geografiske steder. I Lære og Pagter 45:66-67 henviser Zion til en fysisk by, som de hellige skulle etablere og indsamles til, også kaldet Det Ny Jerusalem (se også 3 Ne 20:22; 21:23; Eter 13:1-8; Guide til Skrifterne, »Zion«). Tal om følgende spørgsmål:
-
Hvordan beskrev Herren Det Ny Jerusalem eller Zion? (De studerende bør finde frem til følgende læresætning: Det Ny Jerusalem skulle være et fredfyldt og sikkert sted, og Herrens herlighed vil være der).
-
Hvordan har jeres medlemsskab af Kirken givet jer sikkerhed og fred i Zion?
Forklar, at ved afslutningen på Kirkens fjerde konference, som blev afholdt i juni 1831 i Kirtland i Ohio, befalede Herren Joseph Smith og andre ældster at rejse i par de omtrent 1.500 kilometer til Missouri, mens de forkyndte undervejs (se L&P 52, verssammenfatning). Efter ankomsten modtog profeten en åbenbaring, der udpegede Missouri som »det forjættede land og stedet for byen Zion« med Independence i Missouri som »midtpunktet« (L&P 57:1-3). De næste par år flyttede hundredvis af sidste dages hellige til Jackson County i Missouri ivrige efter at opbygge Zion. Desværre tog konflikten mellem kirkemedlemmer og andre borgere i området til, og situationen endte med tiden voldeligt. De hellige var tvunget til at forlade deres hjem i Jackson County i november og december 1833.
Lære og Pagter 115:5-6
Guds folk er i dag samlet i Zions stave
For at illustrere de helliges bestræbelser på at forsamles på andre steder, hvor der var sikkerhed og fred, skal du vise kortet »Kirkens rejse mod vest« (kort 6), som findes bagest i Lære og Pagter.
Forklar, at de hellige med tiden blev tvunget til at forlade Kirtland i Ohio såvel som andre steder i det vestlige Missouri. I 1839 begyndte de hellige at forsamles i Nauvoo i Illinois, hvor de grundlagde en stor by. Men kort tid efter profeten Joseph Smiths død blev Kirkens medlemmer igen tvunget til at forlade deres hjem. De flyttede til Rocky Mountains og grundlagde bosættelser i hele det vestlige Amerika med Kirkens hovedsæde i Salt Lake City.
Bed de studerende om at læse Lære og Pagter 115:5-6. Spørg dernæst:
-
Hvilke velsignelser bliver ifølge disse vers lovet dem, som samler sig i Zions stave? (Svarene bør omfatte følgende sandhed: Vi samles i Zions stave for at få styrke og søge tilflugt mod ugudelighed).
-
Hvordan kan Zions stave være et forsvar og et tilflugtssted for Kirkens medlemmer i deres eget hjemland?
-
Hvordan har I følt jer styrket og beskyttet, når I er sammen med de hellige i jeres egen menighed eller gren?
For at hjælpe de studerende med at forstå, hvad det betyder for Kirkens medlemmer at samles i Zions stave, skal du vise følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum og bede en studerende om at læse den højt:
»I denne sidste uddelings første tid omfattede indsamlingen til Zion forskellige steder i USA: Kirtland, Missouri, Nauvoo og i bjergene. Medlemmerne blev altid indsamlet, hvor der skulle bygges et tempel. Med oprettelsen af stave og opførelsen af templer i de fleste lande med et stort antal trofaste medlemmer lyder den nuværende befaling ikke, at vi skal samles på et sted, men at vi skal samles i stavene i vore egne hjemlande. Dér kan de trofaste nyde evighedens fulde velsignelser i Herrens hus … På denne måde er Zions stave ›til forsvar og som en flugt fra stormen og fra vreden, når den i fuldt mål skal udgydes over hele jorden‹ (L&P 115:6)« (»Forberedelse til Kristi andet komme«, Liahona, maj 2004, s. 8).
Bed en studerende om at læse følgende udtalelse af præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) højt:
»Israels indsamling består i at slutte sig til den sande kirke og deres kommen til kundskab om den sande Gud … Derfor har enhver, der har accepteret det gengivne evangelium, og som nu søger at tilbede Herren på sit eget sprog og med de hellige i det land, hvor han bor, efterkommet loven om Israels indsamling og er arving til alle de velsignelser, som de hellige er blevet lovet i disse sidste dage« (The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 439).
-
Hvordan har I oplevet udviklingen af antallet af templer, som Kirken har bygget i jeres levetid?
-
Hvordan er I blevet velsignet gennem jeres medlemskab i en stav eller et distrikt i Zion? Hvordan er I blevet velsignet gennem det hellige tempel?
Afslut ved at bede de studerende overveje, hvad de kan gøre for at hjælpe andre få åndelig beskyttelse og styrke, som kommer af trofast deltagelse i Zions stave og tilbedelse i det hellige tempel. Opfordr de studerende til at handle på de tilskyndelser fra Ånden, som de har modtaget.
De studerendes læsemateriale
-
Lære og Pagter 37:1-3; 38:31-33; 39:15; 45:62-67; 95:8; 110:9; 115:5-6.
-
Russell M. Nelson, »Indsamlingen af det spredte Israel«, Liahona, nov. 2006, s. 79-82.