Bibliotek
Lektion 12: Yderligere hellig skrift i vore dage


Lektion 12

Yderligere hellig skrift i vore dage

Indledning

Herren giver os fortsat guddommelig vejledning ved at åbenbare sit ord og vilje til sine tjenere gennem Helligånden. Da Gud fortsat taler til nutidsprofeter, er samlingen af hellig skrift stadigvæk åben. Yderligere skrifter, som er kommet frem i vore dage – såsom Joseph Smiths oversættelse af Bibelen og Abrahams Bog – bekræfter, tydeliggør og udvider vores forståelse af evangeliet.

Baggrundslæsning

  • Jeffrey R. Holland, »Mine ord … ophører aldrig«, Liahona, maj 2008, s. 91-94.

  • »Translation and Historicity of the Book of Abraham«, Gospel Topics, lds.org/topics.

  • Elizabeth Maki, »Joseph Smith’s Bible Translation: D&C 45, 76, 77, 86, 91«, Revelations in Context series, 20. mar. 2013, history.lds.org.

Forslag til undervisningen

Sidste Dages Helliges skrifter

Bed de studerende om at forestille sig, at en ven oprigtigt spørger: »Hvorfor har mormonerne flere skrifter ud over Bibelen? Jeg troede, at Bibelen indeholdt alle Guds ord.« Bed de studerende om at række hånden i vejret, hvis de har fået et spørgsmål som dette. Bed nogle få studerende om at fortælle, hvordan de har besvaret spørgsmålet, og hvordan de har følt, når de har vidnet om skrifterne for andre.

Skriv ordet kanon på tavlen. Vis følgende udtalelser af ældste Jeffrey R. Holland og ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed to studerende om skiftevis at læse dem højt. Bed klassen om at lytte efter betydningen af ordet kanon i disse udtalelser.

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

»Nogle kristne har, primært på grund af deres oprigtige kærlighed til Bibelen, erklæret, at der ikke kan være andre hellige skrifter ud over Bibelen. Ved således at erklære hellig åbenbaring for ophørt, lukkede vore venner i nogle andre trosretninger døren for de guddommelige ytringer, som vi i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige sætter stor pris på: Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle og den fortsatte vejledning, som modtages af Guds salvede profeter og apostle« (Jeffrey R. Holland, »Mine ord … ophører aldrig«, Liahona, maj 2008, s. 91).

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»De fleste kristne tror, at Gud afsluttede skriftens kanon – den autoritative samling af hellige bøger, der anvendes som skrifter – kort efter Kristi død, og at der ikke er fremkommet nogle lignende åbenbaringer siden dengang. Joseph Smith forkyndte og viste, at skriftens kanon er åben (se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 205-214, 262-263) …

For det første sagde Joseph Smith, at Gud leder sine børn ved at give tilføjelser til skriftens kanon. Mormons Bog er en sådan tilføjelse. Det samme gælder åbenbaringerne i Lære og Pagter og Den Kostelige Perle« (Dallin H. Oaks, »Grundlaget for vores tro«, Liahona, jan. 2011, s. 33).

  • Hvad betyder vendingen »skriftens kanon«? (Det er »en anerkendt, autoritativ samling af hellige bøger. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kaldes de kanoniske bøger for standardværker« (Guide til Skrifterne, »Kanon«, scriptures.lds.org).

  • Hvad betyder det, at sidste dages hellige tror på en åben kanon? (De studerende bruger måske andre ord, men sørg for, at de kommer frem til følgende princip: Guds autoritative ord findes ikke kun i Bibelen (se TA 1:9)).

  • Hvilken betydning har det, at vi tror, at Herren stadigvæk åbenbarer hellig skrift til sidste dages hellige profeter?

Lære og Pagter 42:56; 45:60-62; 76:15-19; 93:53; 94:10

Joseph Smiths oversættelse af Bibelen

Skriv følgende sandhed på tavlen:

Gennem profeten Joseph Smith åbenbarede Herren yderligere hellig skrift, der bekræfter, forklarer og udvider vores kundskab om sandhed.

Bed en studerende om at læse indledningen til Lære og Pagter 35 højt. Bed klassen følge med og se efter, hvad profeten Joseph Smith og Sidney Rigdon gjorde, da de modtog åbenbaringen, som findes i dette afsnit.

  • Hvilket arbejde var profeten Joseph Smith og Sidney Rigdon involveret i, da de modtog denne åbenbaring?

Bed en studerende om at læse følgende to afsnit højt for derved at forklare, hvad Joseph Smiths oversættelse af Bibelen er:

Omkring sommeren 1830 befalede Herren profeten Joseph Smith at oversætte Bibelen. Joseph Smith oversatte ikke Bibelen fra et sprog til et andet, og han havde ikke et originalt bibelmanuskript, som han kunne arbejde ud fra. Joseph læste og studerede i stedet passager fra King James-oversættelsen af Bibelen og foretog rettelser og tillæg i forhold til Helligåndens inspiration. Derfor var oversættelsen mere en inspireret revision end en traditionel oversættelse.

Joseph Smiths oversættelse berørte mere end 3.000 vers i King James-oversættelsen af Bibelen. Disse forskelle omfatter tilføjelser (for at tydeliggøre betydningen, konteksten eller gengive profetiske skrifter som Moses’ Bog), udeladelser, versenes rækkefølge samt en fuldstændig rekonstruktion af bestemte kapitler. For yderligere oplysninger om Joseph Smiths oversættelse se Guide til Skrifterne, »Joseph Smiths oversættelse (JSO)«.

Skriv følgende oversigt på tavlen:

Lære og Pagter 45:60-62

Lære og Pagter 42:56, fodnote a

Lære og Pagter 76:15-19

Lære og Pagter 93:53

Afsnitsindledningen til Lære og Pagter 35; 76; 77; 86; 91

Lære og Pagter 94:10, fodnote b

Del klassen op i to grupper. Bed hver gruppe om at studere materialet i en af kolonnerne og se efter oplysninger om Joseph Smiths oversættelse af Bibelen. Bed de studerende om at dele det, de har fundet frem til, når de har haft tid nok. Stil derpå følgende spørgsmål:

  • Hvilken betydning tror I, at oversættelsesarbejdet havde på Joseph Smiths åndelige uddannelse og på gengivelsen af evangeliske sandheder?

For at hjælpe de studerende med at værdsætte det resultat, Joseph Smiths oversættelsesarbejde med Bibelen havde på Kirken, skal du bede de studerende om at slå op på »Kronologisk indholdsfortegnelse« (findes i starten af Lære og Pagter) og forklare, at profeten for det meste arbejdede på oversættelsen i perioden fra juni 1830 til juli 1833. Spørg dernæst:

  • Hvor mange afsnit af Lære og Pagter blev modtaget mellem juni 1830 og juli 1833? (Profeten modtog 74 åbenbaringer, som blev en del af Lære og Pagter på det tidspunkt).

Du kan også påpege, at Moses’ Bog og Joseph Smiths oversættelse af Matthæus, som begge findes i Den Kostelige Perle, også er en del af Joseph Smiths oversættelse af Bibelen og blev modtaget i den periode. Moses’ Bog er Joseph Smiths oversættelse af de første otte kapitler af Første Mosebog. Joseph Smith blev klar over, hvor meget der manglede i Bibelen, mens han oversatte versene om Enok. King James-oversættelsen af Bibelen indeholder 109 ord om Enok, mens Moses’ Bog i den engelske udgave indeholder 5.240 ord om Enok.

  • Hvad kan det store antal af modtagne åbenbaringer i den tid sige om den rolle, Joseph Smiths oversættelse havde for genoprettelsen?

  • Kig på Lære og Pagters afsnit fra denne periode. Hvilke vigtige læresætninger blev åbenbaret på det tidspunkt? (Eksempler på vigtige læresætninger, der blev åbenbaret på det tidspunkt, kan findes i afsnit 29, 42, 45, 76, 88 og 93).

Vis følgende udtalelse, og bed en af de studerende om at læse den højt:

»Profetens oversættelse af Bibelen var en vigtig del af hans egen åndelige uddannelse og den åbenbarede gengivelse af evangeliske sandheder. Da han reviderede Det Gamle og Det Nye Testamente, fik han ofte åbenbaringer, der kastede yderligere lys og forståelse over bibelske passager. På denne måde modtog profeten mange lærdomme fra Herren, deriblandt dem, der nu findes i Lære og Pagter 74, 76, 77, 86, 91 og i dele af mange andre afsnit af Lære og Pagter« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, s. 206).

Bær vidnesbyrd om, at Herren åbenbarede vigtige dele af Lære og Pagter som en direkte konsekvens af Joseph Smiths oversættelsesarbejde med Bibelen. Du kan forklare, at dele af Joseph Smiths oversættelse blev tilføjet SDH-udgaven af King James-oversættelsen af Bibelen i 1979, hvilket betød, at disse vigtige åbenbaringer blev tilgængelige, så de kunne velsigne Kirkens medlemmer.

Abrahams Bog

Bed de studerende om at skimme kapiteloverskrifterne i Abrahams Bog. Drøft kortvarigt indholdet af Abrahams Bog med klassen. Forklar derpå, at en mand ved navn Michael Chandler i 1835 medbragte fire egyptiske mumier og adskillige papyrusruller med gamle egyptiske tegn til Kirtland i Ohio. Medlemmer af Kirken købte mumierne og papyrusrullerne. Selv om den præcise oversættelsesmetode er ukendt, oversatte profeten Joseph Smith nogle af tegnene i månederne efter købet af den egyptiske papyrus. I begyndelsen af marts 1842 blev dele af Abrahams Bog udgivet i en kirkeavis ved navn Times and Seasons. Abrahams Bog blev senere udgivet i Den Kostelige Perle.

Giv følgende opsummering om Abrahams Bogs fremkomst. Bed de studerende om at lytte efter, hvad vi ved om oversættelsesprocessen.

En almindelig indvending mod Abrahams Bogs ægthed er, at manuskripterne ikke er gamle nok til at være blevet skrevet af Abraham, som levede næsten to tusind år før Kristus. Joseph Smith påstod aldrig, at papyrusrullerne var autografiske (skrevet af Abraham selv), ej heller, at de stammede fra Abrahams tid. »Fordums optegnelser blev ofte videregivet som kopier eller som kopier af kopier. Abrahams optegnelse kunne være redigeret … af senere forfattere på samme måde, som Mormons Bogs profeter og historikere Mormon og Moroni redigerede de tidligere folks skrifter« (»Translation and Historicity of the Book of Abraham«, Gospel Topics, lds.org/topics).

Under oversættelsen kan profeten Joseph Smith have arbejdet på papyri, som senere blev ødelagt. Derfor »er det sikkert nyttesløst at vurdere Josephs evne til at oversætte papyri, når vi kun har fragmenter af de papyri, som han havde i sin besiddelse« (»Translation and Historicity of the Book of Abraham«). Det er også muligt, at Joseph Smiths forsigtige undersøgelse af optegnelserne ledte ham til at modtage en »åbenbaring om vigtige begivenheder og læresætninger i Abrahams liv, ligesom han tidligere havde modtaget en åbenbaring om Moses’ liv, mens han studerede Bibelen« (»Translation and Historicity of the Book of Abraham«). Selv om vi ikke ved præcis, hvordan Joseph Smiths oversatte Abrahams Bog, ved vi, at oversættelsen blev udført gennem Guds gave og kraft.

  • Hvad er eksempler på, hvordan yderligere skrifter, som er til vores rådighed gennem profeten Joseph Smith, kan bidrage til vores forståelse af Guds plan for sine børn?

Du kan bære vidnesbyrd om, at de studerende vil få et vidnesbyrd om vigtigheden og ægtheden af Abrahams Bog, når de studerer den lærdomsmæssige vigtige bog.

Lære og Pagter 1:38; 68:3-5

Fortsat åbenbaring kommer gennem levende profeter

Bed en studerende om at læse Lære og Pagter 1:38 højt og en anden studerende om at læse højt fra Lære og Pagter 68:4. Spørg klassen, hvad de lærte af disse vers. (De studerende bør finde frem til følgende princip: Når Herrens tjenere taler ved Helligåndens kraft, vil deres ord gengive Herrens vilje).

  • Hvilke oplevelser har I haft, som har gjort jer taknemlige for, at Herren fortsat giver åbenbaring i vore dage?

Forklar de studerende, at udvalgte åbenbaringer i Kirken kanoniseres (accepteres som hellig skrift) ved loven om fælles samtykke (se L&P 26:1-2). Kirkemedlemmerne bliver bedt om at støtte profeten og apostlene, når de tilføjer ny åbenbaring til skriften. Eksempelvis støttede Kirkens medlemmer ved oktoberkonferencen i 1978 profeten og apostlene i at tilføje Officiel erklæring – 2, der gav præstedømmet til alle værdige mandlige medlemmer, til vores kanon af hellig skrift.

Bed de studerende om kort at drøfte med deres sidemand, hvad de ville sige til en, som mener, at kanonen af hellig skrift er lukket, og at vi ikke kan modtage yderligere hellig skrift fra Gud.

Afrund ved at bede de studerende om at overveje, hvad de kan gøre for at styrke deres vidnesbyrd om, at himlen er åben, og at Herren fortsat åbenbarer sit ord i vore dage.

De studerendes læsemateriale

Udskriv