Lektion 20
Flerkoneri
Indledning
Ægteskab mellem en mand og en kvinde er Herrens lov, med mindre han befaler andet (se Jakob 2:27-30). Profeten Joseph Smith blev befalet at gengive skikken med flerkoneri, som blev praktiseret i Kirken i mere end 50 år, indtil præsident Wilford Woodruff blev inspireret af Herren til at stoppe denne skik. Flerkoneri var en alvorlig prøvelse for Joseph Smiths tro og for de fleste, som praktiserede det. Når de studerende udøver tro, kan de erkende, at flerkoneri i de sidste dage var en del af gengivelsen af alle ting.
Baggrundslæsning
-
»Plural Marriage in The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints«, Gospel Topics, lds.org/topics.
-
»Plural Marriage in Kirtland and Nauvoo«, Gospel Topics, lds.org/topics.
-
»Plural Marriage and Families in Early Utah«, Gospel Topics, lds.org/topics.
-
»The Manifesto and the End of Plural Marriage«, Gospel Topics, lds.org/topics.
Bemærk: Disse Gospel Topics essays vil give dig langt mere materiale, end du kan undervise i på den tildelte tid. Du bør være opmærksom på dette i din forberedelse og undervisning.
Forslag til undervisningen
Jakob 2:27-30; Lære og Pagter 132:1-2, 34-48, 54, 63
Herren åbenbarede skikken med flerkoneri
Forklar, at mens Joseph Smith i 1831 arbejdede på den inspirerede oversættelse af Det Gamle Testamente, der er kendt som Joseph Smiths oversættelse, læste han, at nogle af de fordums profeter praktiserede flerkoneri (også kaldet polygami). Disse profeter omfattede Abraham, Jakob, Moses og David. Joseph Smith studerede og grundede over skriften for at forstå, hvordan disse profeter var berettiget til denne skik (se L&P 132:1-2). Herren åbenbarede svaret på hans spørgsmål i en åbenbaring nu kendt som Lære og Pagter 132. Selv om datoen for denne åbenbaring er den 12. juli 1843, er det sandsynligt, at Joseph Smith modtog åbenbaring om de principper, som er optegnet i dette afsnit over tid, og det begyndte så tidligt som 1831.
Lad et par studerende skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 132:34-36. Bed klassen om at følge med og se efter, hvorfor Abraham og Sara begyndte at praktisere flerkoneri.
-
Hvorfor gav Sara ifølge vers 34 Abraham en anden hustru? Hvad lærer det os om skikken med flerkoneri? (Når de studerende svarer, så skriv følgende princip på tavlen: Flerkoneri er kun godkendt af Herren, når han befaler det).
Bed en studerende om at læse Jakob 2:27, 30 højt. Fremhæv følgende princip: Ægteskab mellem én mand og én kvinde er Guds standard for ægteskab, medmindre han befaler noget andet. Påpeg, at disse vers indeholder en begrundelse fra Herren for flerkoneri – at »føde menneskenes sjæle [til Herren]« ved at forøge antallet af børn født hos retskafne forældre (se også L&P 132:63).
Forklar, at Herren åbenbarede for Joseph Smith i Lære og Pagter 132:37-43, at når hans folk praktiserer flerkoneri, er det, fordi han har befalet dem at gøre det, så de er ikke skyldige i ægteskabsbrud. Men enhver, som praktiserer flerkoneri uden at blive befalet dertil af Herren gennem sin profet, begår ægteskabsbrud. Påpeg for de studerende, at ordet udryddet i vers 41 og 54 indikerer, at dem, der bryder deres hellige pagter, heriblandt ægteskabspagten, vil blive adskilt fra Gud og fra hans pagtsfolk (se også ApG 3:22-23; 1 Ne 22:20).
Bed de studerende om at læse Lære og Pagter 132:40 for sig selv og finde endnu en årsag fra Herren til flerkoneri.
-
Hvad ville Herren ifølge vers 40 gøre i den sidste uddeling? (»Genoprette alt«).
Forklar, at ordene »alt« henviser til de af evangeliets love og ordinancer, der var blevet åbenbaret i tidligere uddelinger. Skriv følgende sandhed på tavlen: Befalingen om at efterleve flerkoneri i de sidste dage var en del af genoprettelsen af alt (se også ApG 3:20-21).
Bed en studerende læse Lære og Pagter 132:45, 48 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad der gjorde det muligt for Joseph Smith at tilvejebringe genoprettelsen af alt. Hjælp de studerende til at forstå følgende princip: Flerkoneri kan kun bemyndiges gennem de præstedømmenøgler, der er givet til Kirkens præsident.
Giv hver studerende en kopi af uddelingsarket, der findes sidst i lektionen. Bed en studerende om at læse højt fra første afsnit med titlen »Flerkoneri«.
-
Hvordan kan det at vide, at praktiseringen af flerkoneri blev givet gennem åbenbaring til profeten Joseph Smith, være en hjælp til bedre at forstå efterlevelsen af den i Kirkens begyndelse?
Praktiseringen af flerkoneri var en troens prøve
Bed halvdelen af klassen om for sig selv at læse afsnittet på uddelingsarket med titlen »En svær befaling«. Få den anden halvdel til at læse afsnittet med titlen »En troens prøve«. Tal derpå om følgende spørgsmål:
-
Hvad er nogle årsager til, at profeten Joseph Smith og andre kunne have tøvet med at implementere flerkoneri?
-
Hvilke oplevelser havde Joseph Smith, Lucy Walker og andre, som med tiden hjalp dem til at overvinde store problemer, så de kunne acceptere og efterleve loven om flerkoneri?
Bed flere studerende om skiftevis at læse højt fra afsnittet på uddelingsarket med titlen »Joseph Smith og flerkoneri«.
Forklar de studerende, at der er meget, som vi ikke ved om flerkoneri i Kirkens begyndelse. Eksempelvis er vores nuværende forståelse af begrebet besegling ikke helt den samme som i 1840erne, da beseglingen stadigvæk var ny, og nogle aspekter af praktiseringen endnu ikke var helt forstået. Vi hører begrebet besegling og tænker automatisk på ægteskab, men for Joseph Smith og de tidlige hellige betød besegling ikke altid ægteskab i ordets fulde betydning, hvilket er at leve sammen som ægtemand og hustru. Mange detaljer om praktiseringen af flerkoneri forblev fortrolige, og historiske optegnelser besvarer simpelthen ikke alle vore spørgsmål. Opfordr de studerende til at studere De studerendes læsemateriale, som findes sidst i lektionen, for at få yderligere informationer om flerkoneri.
Du kan minde de studerende om, at de bør huske det mønster, som profeten Joseph Smith fulgte i sin evangeliske læring, når de læser om flerkoneri. Han studerede, tænkte over det og bad for at få kundskab. De bør også erindre, at der eksisterer mange urigtige oplysninger om flerkoneri på internettet og i trykte kilder. Nogle forfattere, der skriver om Kirken og dens historie, kommer med informationer, der er taget ud af kontekst, eller som indeholder halve sandheder, der kan være misvisende. Hensigten med nogle af disse skrivelser er at ødelægge tro.
Officiel Erklæring – 1
Herren åbenbarede, at sidste dages hellige skulle stoppe skikken med flerkoneri
Forklar, at skikken med flerkoneri blev udvidet, da de hellige ankom til Utah-området, og derefter blev det senere bragt til ende i overensstemmelse med åbenbaring. Bed nogle studerende om skiftevis at læse højt fra afsnittet på uddelingsarket med titlen »Modstand mod flerkoneri« og »Det andet manifest«.
-
Hvilke konsekvenser stod de første sidste dages hellige overfor, fordi de adlød Herrens befaling om flerkoneri?
Bed nogle få studerende om skiftevis at læse højt fra de sidste afsnit i Officiel Erklæring – 1 i Lære og Pagter og det første og syvende afsnit i »Uddrag af tre taler af præsident Wilford Woodruff angående manifestet«, som kommer efter Officiel Erklæring – 1. Spørg dernæst:
-
Hvad belærte præsident Woodruff de hellige om? (Nogle af de principper, som han belærte om, omfatter følgende: Herren vil aldrig tillade, at Kirkens præsident fører Kirken på afveje. Herren vejleder sit folk gennem åbenbaring til Kirkens præsident).
Det følgende kan være en hjælp til at uddybe beslutningen om at stoppe skikken med flerkoneri:
»Præsident George Q. Cannon reflekterede over åbenbaringsprocessen, som førte til manifestet: ›Kirkens præsidentskab må gå, hvor I går,‹ sagde han. ›De må tage skridt for skridt, lige som I tager skridt for skridt. De må være afhængige af de åbenbaringer fra Gud, som kommer til dem. De kan ikke se slutningen fra starten, som Herren kan.‹ ›Alt ,vi kan gøre,‹ sagde Cannon om Det Første Præsidentskab, ›er at søge Guds sind og vilje, og når den kommer til os, selv om den måtte stride imod enhver følelse, som vi tidligere har haft, har vi ikke andet valg end at tage det skridt, som vi anvises af Gud, og have tillid til ham‹« (»The Manifesto and the End of Plural Marriage«, Gospel Topics, lds.org/topics).
Afslut lektionen ved at spørge de studerende:
-
Ud fra det, I har lært, hvordan ville I så svare, hvis nogen spurgte jer, om sidste dages hellige praktiserer flerkoneri?
Overvej at læse følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008):
»Hvis nogle af vore medlemmer afsløres i at praktisere flerkoneri, bliver de udelukket, hvilket er den mest alvorlige straf, Kirken kan pålægge … For mere end et århundrede siden åbenbarede Gud tydeligt til sin profet [Wilford Woodruff], at udøvelsen af flerkoneri skulle ophøre, hvilket betyder, at det nu er imod Guds lov. Selv i lande, hvor landets eller religiøse love tillader flere koner, lærer Kirken, at ægteskabet skal være monogamt og accepterer ikke, at de, som udøver flerkoneri, bliver medlemmer« (»Hvilke spørgsmål stiller folk om os?«, Liahona, jan. 1999, s. 84).
Følgende afsnit kan være en hjælp, mens I drøfter Kirkens nuværende skikke:
»Foreneligt med Joseph Smiths belæringer tillader Kirken, at en mand, hvis hustru er død, kan besegles til en anden kvinde, når han gifter sig igen. Desuden har medlemmer tilladelse til at udføre ordinancer på vegne af afdøde mænd og kvinder, som blev gift mere end en gang på jorden, og besegle dem til alle deres ægtefæller, som de var lovformeligt gift med. Hvad der sker med disse forhold i det næste liv, ved vi ikke, og mange familieforhold skal ordnes i det tilkommende. Sidste dages hellige bliver opfordret til at udøve tro på vor vise himmelske Fader, der elsker sine børn og gør alt, for at de kan vokse og opnå frelse« (»Plural Marriage in Kirtland and Nauvoo«, Gospel Topics, lds.org/topics).
Inden du afslutter lektionen, kan det være klogt at fortælle de studerende, at nogle mennesker, der har forladt Kirken, praktiserer flerkoneri i dag. De opfordrer folk til at bede og grunde over, om det er korrekt at praktisere flerkoneri i dag. Vi bør ikke søge åbenbaring om det, som er i modstrid med det, Herren har åbenbaret gennem sine profeter. Herren har åbenbaret gennem sin profet, at flerkoneri er ophørt i Kirken. Enhver, som taler for flerkoneri i dag, er ikke en Guds tjener.
Bær dit vidnesbyrd om profeten Joseph Smith. Du kan vidne om, at han modtog og fulgte åbenbaring fra Gud, ligesom profeterne Abraham, Isak og Jacob gjorde det fordum (se L&P 132:37).
De studerendes læsemateriale
-
Jakob 2:27-30; Lære og Pagter 132:1-3, 34-48, 54, 63; Officiel erklæring – 1.
-
»Plural Marriage in The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints«, Gospel Topics, lds.org/topics.