Bibliotek
Lektion 11: Herrens røst i Lære og Pagter


Lektion 11

Herrens røst i Lære og Pagter

Indledning

Lære og Pagter er bevis på, at Gud taler til profeterne i de sidste dage, og at han forbereder verden på Jesu Kristi andet komme. Når vi læser åbenbaringerne, som findes i Lære og Pagter, kan vi høre Jesu Kristi røst. Når vi begynder at forstå vigtigheden af Lære og Pagter, vil vi værdsætte den over al jordisk rigdom.

Baggrundslæsning

Forslag til undervisningen

Indledning til Lære og Pagter

Herrens røst i Lære og Pagter

Vis følgende udtalelse af præsident Ezra Taft Benson (1899-1994). Bed en studerende om at læse den højt, mens klassen følger med.

Præsident Ezra Taft Benson

»Mormons Bog fører folk til Kristus. Lære og Pagter fører folk ind i Kristi rige, nemlig ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, ›den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade‹ (L&P 1:30) … Jeg ved det.

Mormons Bog er vores religions slutsten, og Lære og Pagter er dens dæksten med fortsat åbenbaring i de sidste dage. Herren har sat sit godkendelsesstempel på både dækstenen og slutstenen« (»Mormons Bog og Lære og Pagter«, Liahona, jan. 2005, s. 10).

  • Hvad har I fundet i Lære og Pagter, som viser bogens vigtighed for Kirken og dens enkelte medlemmer?

Bed klassen om at åbne deres skrifter på indledningen til Lære og Pagter, som findes i starten af Lære og Pagter. Bed et par studerende om at skiftes til at læse afsnit et og tre højt, mens resten af klassen følger med. Bed klassen om at se efter måder, hvor Lære og Pagter adskiller sig fra andre skrifter, og bemærke indledningens fokus på, at vi skal høre Herrens røst. Spørg dernæst:

  • Hvordan adskiller Lære og Pagter sig fra de andre standardværker?

  • Hvad fortæller indledningen om »Jesu Kristi røst«? (Hjælp de studerende med at forstå, at vi kan lære at genkende Herren Jesu Kristi røst, når vi studerer Lære og Pagter. Forklar, at vendingen »Herrens røst«, eller en variation af den, kan findes mere end 40 gange i Lære og Pagter (se for eksempel L&P 1:2; 18:35-36; 76:30). Vendingen »Sandelig, så siger Herren« findes mere end 60 gange i Lære og Pagter (se for eksempel L&P 36:1; 56:14). At høre Herrens røst er et vigtigt tema i Lære og Pagter.

Vis følgende udtalelse af ældste Neal A. Maxwell (1926-2001) fra De Tolv Apostles Kvorum. Bed en studerende om at læse den højt, mens klassen følger med.

Ældste Neal A. Maxwell

»Hvis spørgsmålet blev stillet, om hvilket af standardværkerne der tilvejebringer den mest hyppige mulighed for at ›lytte‹ til Herren, ville de fleste først tænke på Det Nye Testamente. Det Nye Testamente er en vidunderlig samling af Messias’ handlinger og lærdomme. Men det er i Lære og Pagter, at vi finder et fund af sandheder, som kommer direkte fra Herren Jesus Kristus; vi kan næsten ›høre‹ ham tale« (»Lære og Pagter: Herrens røst«, Den danske Stjerne, sep. 1979, s. 25).

  • Hvordan kan det at lære at høre og genkende Herrens røst i jeres studium af Lære og Pagter gøre en forskel i jeres liv?

Giv de studerende nogle minutter til at læse afsnit otte i indledningen til Lære og Pagter. Bed dem finde læresætninger, der er nedskrevet i Lære og Pagter. Efter tilstrækkelig tid spørger du:

  • Hvad gør Lære og Pagter »af større værdi end alle rigdomme på hele jorden«?

Overvej at fortælle, hvad ældste Steven E. Snow fra De Halvfjerds sagde om de åbenbaringer, der findes i Lære og Pagter:

Ældste Steven E. Snow

»Gennem disse inspirerede og opløftende åbenbaringer belærer og påminder Lære og Pagter os om vigtige læresætninger … Ældste John A. Widtsoe (1872-1952) skrev: ›Alle læresætninger, der forkyndes af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, kan enten direkte eller som skygge findes i bogen Lære og Pagter. Så vidt jeg ved, findes der ikke nogen læresætning, som forkyndes af Kirken, som ikke findes i en eller anden afskygning i denne bog.‹ Han tilføjede, at Lære og Pagter er af afgørende betydning, fordi ›ingen af de andre hellige bøger kan hævde at indeholde samtlige læresætninger i Kirken‹ (The Message of the Doctrine and Covenants, 1969, s. 117)« (»Treasuring the Doctrine and Covenants«, Ensign, jan. 2009, s. 52).

Bed de studerende om at fortælle, hvordan studiet af Lære og Pagter har velsignet deres liv.

Lære og Pagter 1:1-17; 5:10

Baggrundsoplysninger for Lære og Pagter

Forklar de studerende, at åbenbaringen i Lære og Pagter 1 oprindeligt blev givet af Herren som et forord til Befalingernes Bog, som var den første samling af Joseph Smiths åbenbaringer. Denne samling af åbenbaringer, sammen med mange flere af profetens åbenbaringer og forelæsninger om troen, blev senere udgivet som Lære og Pagter. Afsnit 1 taler om behovet for disse skrifter i vore dage. Bed en studerende om at læse indledningen til Lære og Pagter 1 højt. Hjælp de studerende med at analysere afsnitsindledningen ved at stille følgende spørgsmål:

  • Hvilken beslutning blev taget ved den særlige konference for ældster? (De åbenbaringer, som Joseph Smith havde modtaget indtil det tidspunkt, skulle offentliggøres i en bog. Mind de studerende om, at selv om denne bog oprindeligt hed Befalingernes Bog, skulle den senere få navnet Lære og Pagter).

Lad et par studerende skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 1:1-5. Spørg derpå klassen:

  • Hvem taler Jesus Kristus til i disse vers?

  • Hvordan vil I sammenfatte det centrale budskab i disse vers?

  • Hvordan fortalte Herren, at han ville advare alle folk? (De studerende bør finde frem til følgende læresætning: Herren advarer hele sit folk gennem sine udvalgte disciple).

Bed en studerende om at læse Lære og Pagter 1:12 højt. Spørg dernæst:

  • Hvilken begivenhed ønsker Herren, at verden forbereder sig på? (Når de studerende har svaret, kan du eventuelt opfordre dem til regelmæssigt at se på fodnoterne for at afklare og uddybe deres forståelse af den hellige skrifts tekst).

Bed de studerende læse Lære og Pagter 1:14-16 for sig selv og se efter Herrens beskrivelse af den verden, som vi lever i. Når de studerende har fortalt, hvad de fandt, skal du bede dem om at læse vers 17 for sig selv og forklare, hvad Herren gjorde ved de omtalte problemer i vers 14-16.

Bed en studerende om at læse Lære og Pagter 5:10 højt, mens klassen følger med. Drøft derpå følgende:

  • Hvad lærer I af disse vers om den specielle kaldelse, som Joseph Smith havde? (De studerende bør finde frem til følgende sandhed: Herren kaldte Joseph Smith til at forkynde sit ord for verden).

Lad en studerende læse følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolvs Apostles Kvorum:

Ældste Jeffrey R. Holland

»Ud over alt det andet, som Joseph [Smith] udrettede … efterlod han os frem for alt den resolutte arv af guddommelig åbenbaring – ikke blot én enkeltstående åbenbaring uden bevis eller konsekvens, og ikke en ›mild inspiration, som skulle sive ind i alle gode menneskers sind‹, men specifik, nedskrevet, vedvarende vejledning fra Gud. Som en af mine gode venner, der også arbejder som forsker, uden omsvøb har sagt: ›I en tid, hvor kristendommens oprindelse var under angreb af oplysningstidens fornuftstænkere, førte Joseph Smith, hvad åbenbaring angår, [utvetydigt og egenhændigt] vor tids kristendom tilbage til dens oprindelse‹ (Richard L. Bushman, »A Joseph Smith for the Twenty-First Century«, i Believing History, 2004, s. 274)« (»Profeter, seere og åbenbarere«, Liahona, nov. 2004, s. 8).

  • Hvordan har denne lektion styrket jeres forståelse af formålet med og betydningen af Lære og Pagter?

  • Hvordan har Lære og Pagter styrket jeres vidnesbyrd om Joseph Smiths guddommelige rolle som Guds profet?

Afrund ved at spørge, om nogen af de studerende vil bære deres vidnesbyrd om de læresætninger, principper og sandheder, som findes i Lære og Pagter.

De studerendes læsemateriale