Bibliotek
Lektion 6: Organiseringen af Kirken


Lektion 6

Organiseringen af Kirken

Indledning

I en åbenbaring til profeten Joseph Smith befalede Herren, at hans kirke skulle organiseres den 6. april 1830 (se L&P 20, overskriften; L&P 20:1). Denne åbenbaring gav også medlemmerne en større forståelse for Frelserens mission og lære. I en åbenbaring i Lære og Pagter 1:30 identificerede Herren den genoprettede kirke som den »eneste sande kirke og levende kirke på hele jordens overflade«, hvilket fremhæver den vigtige rolle, Kirken spiller i de sidste dage og i vores liv.

Baggrundslæsning

  • Henry B. Eyring, »Den sande og levende kirke«, Liahona, maj 2008, s. 20-24.

  • »Organiseringen af Jesu Kristi Kirke«, kapitel 6 i Kirkens historie i tidernes fylde, 2. udg., Kirkens Uddannelsessystem, 2002, s. 68-69.

  • Boyd K. Packer, »Den eneste sande kirke«, Stjernen, oktoberkonferencen 1985, s. 63-65.

  • Jeffrey G. Cannon, »›Build Up My Church‹: D&C 18, 20, 21, 22«, Revelations in Context series, 3. jan. 2013, history.lds.org.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 20:1-3

Genoprettelsen af Jesu Kristi kirke

Indled lektionen med at bede de studerende om at beskrive, hvad de ved om den kirke, som blev organiseret af Jesus Kristus i tidsperioden for Det Nye Testamente. Spørg dernæst:

  • Hvad tror vi, der skete med Jesu Kristi kirke efter apostlenes død?

  • Hvordan forklarer dette behovet for en genoprettelse af Jesu Kristi kirke?

Bed en studerende om at læse følgende udtalelse højt, mens klassen lytter efter, hvordan organiseringen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige gengav vigtige elementer i den kirke, der blev organiseret af Jesus Kristus på Det Nye Testamentes tid.

»Den 6. april 1830, blot elleve dage efter Mormons Bog blev udbudt til salg, samledes en gruppe på omkring 60 personer i Peter Whitmer seniors bjælkehytte i Fayette i New York. Der grundlagde Joseph Smith officielt Kirken, som senere ved åbenbaring fik navnet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (se L&P 115:4). Det var en glædelig begivenhed, hvor Ånden var stærkt til stede. Nadveren blev omdelt, troende blev døbt, Helligåndsgaven blev overdraget, og mænd blev ordineret i præstedømmet. I en åbenbaring modtaget under mødet udpegede Herren Joseph Smith som Kirkens leder: ›[S]eer, oversætter, profet, Jesu Kristi apostel og ældste i kirken ved Gud Faderens vilje og jeres Herre Jesu Kristi nåde‹ (L&P 21:1). Jesu Kristi Kirke var igen grundfæstet på jorden« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 10).

Bed de studerende om at beskrive nogle af de elementer i den genoprettede Jesu Kristi kirke, som kan sammenlignes med dem i kirken på Det Nye Testamentes tid.

Forklar, at det kan være en hjælp at læse afsnitsindledningerne, når de læser Lære og Pagter. Dette bidrager til at forstå åbenbaringernes historiske sammenhæng. Bed en studerende om at læse afsnitsindledningen til Lære og Pagter 20 højt. (Du kan påpege, at der i den engelske 2013-udgave af Lære og Pagter blev tilføjet nogle informationer, som ikke fandtes i 1981-udgaven af afsnitsindledningen). Bed en anden studerende om at læse Lære og Pagter 20:1-3 højt. Bed klassen følge med og se efter detaljer om evangeliets gengivelse. Spørg:

  • Hvilke sandheder om evangeliets gengivelse undervises der i disse vers i? (En af de sandheder, som de studerende bør identificere, er, at Joseph Smith blev kaldet af Gud og befalet at organisere Jesu Kristi kirke).

Læs følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008):

Billede
Præsident Gordon B. Hinckley

»Joseph Smith og hans fæller [mødtes] i en beskeden bjælkehytte på Peter Whitmers gård i den stille landsby Fayette i staten New York og organiserede Kristi kirke …

Fra de oprindelige seks medlemmer er der kommet en enorm familie af tilbedere … Fra den stille landsby er kommet en bevægelse, som i dag er spredt ud over 160 nationer over hele jorden … Det er en usædvanlig udvikling. Flere medlemmer af Kirken bor uden for dette land end i det. Dette er også bemærkelsesværdigt. Ingen anden kirke, som er fremkommet i USA, er vokset så hurtigt eller blevet så udbredt … Det er et fænomen uden fortilfælde« (»Kirken går fremad«, Liahona, juli 2002, s. 4).

  • Hvad er bemærkelsesværdigt ved Kirkens hurtige vækst i de sidste dage?

  • Hvordan kan vi som enkeltpersoner hjælpe Herrens kirke vokse i vore dage?

Lære og Pagter 20:17-37, 68-69

Læresætningerne i Jesu Kristi kirke og døbte medlemmers pligter

Forklar, at afsnit 20 i Lære og Pagter var kendt af de første kirkemedlemmer som Kirkens forordninger og pagter. Dette afsnit indeholder mange af Herrens instruktioner om læresætningerne i Jesu Kristi kirke og dens medlemmers pligter. Denne åbenbaring blev læst højt ved nogle af de første konferencer i Kirken.

Bed de studerende om at forestille sig, at de er nye medlemmer af Kirken i 1830, og at de ønsker at vide, hvad de skal tro som medlemmer af Jesu Kristi kirke. Bed den ene halvdel af klassen om for sig selv at læse Lære og Pagter 20:17-28, og den anden halvdel om at læse vers 29-36, mens de ser efter læresætninger, der er vigtige at vide for alle medlemmer af Herrens genoprettede kirke. Du kan foreslå, at de markerer det, de finder.

Bed de studerende fortælle de sandheder, de har fundet, og forklare, hvorfor hver sandhed er af betydning for dem, når de har haft tid nok. Overvej at skrive følgende sandhed på tavlen: Gennem åbenbaring tydeliggør Herren læresætninger og principper, som hans evangelium er grundlagt på.

Bed den ene del af klassen om at læse Lære og Pagter 20:37 og se efter de krav, der er til dem, som ønsker at blive døbt. Bed den anden halvdel af klassen om at læse Lære og Pagter 20:68-69 og se efter Herrens forventninger til os efter dåben. Påpeg, at instruktionerne i disse vers giver Kirkens medlemmer et klart mønster, som de skal følge.

Drøft følgende spørgsmål med din klasse:

  • Hvad skal en person vise, inden vedkommende bliver døbt? (De studerende bør finde frem til følgende: Inden folk bliver døbt, skal de være ydmyge, angrende, villige til at påtage sig Jesu Kristi navn og fast besluttet på at tjene ham til enden).

  • Hvad forventer Herren, at vi skal gøre efter dåben? (De studerende kan komme med forskellige svar, men de bør give udtryk for følgende sandhed: Efter dåben viser vi Herren vores værdighed ved gudelig vandel og tale).

  • Hvad tror I, det betyder at vise »gudelig vandel og tale«? (L&P 20:69).

  • Hvorfor bliver Kirkens medlemmer velsignet ved at »vandre[] i hellighed«? (L&P 20:69).

Hvis der er tid, kan du påpege, at Kirkens læresætninger og skikke, som findes i Lære og Pagter 20, også er beskrevet i Mormons Bog, hvilket hjælper os til at forstå, at Jesu Kristi kirke grundlæggende har været den samme i alle uddelinger. Eksempelvis er læresætningerne beskrevet i Lære og Pagter 20:17-36 også beskrevet i Mormons Bog. På samme måde er ordinancerne og skikkene fra Lære og Pagter 20:73-80 også beskrevet i Mormons Bog.

Lære og Pagter 1:30

Den »eneste sande og levende kirke«

Forklar, at mange i vore dage tror, at alle kirker er sande og nyder den samme anseelse i Guds øjne. Men omtrent halvandet år efter organiseringen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige gav Herren en vigtig beskrivelse af Kirken. Bed de studerende om at læse Lære og Pagter 1:30 for sig selv. Spørg dernæst:

  • Hvordan beskrev Herren den genoprettede kirke? (De studerende bør udtrykke følgende sandhed: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er den eneste sande og levende kirke på jorden).

  • Hvad betyder det, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er »den eneste sande og levende kirke« på jorden? (Inden de svarer, kan du minde dem om, at denne læresætning ikke har til hensigt at støde andre).

Vis følgende udtalelser af præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab og ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed en studerende om at læse dem højt. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvorfor Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er betegnet som den »eneste sande og levende kirke«.

Billede
Præsident Henry B. Eyring

»Dette er den sande kirke, den eneste sande kirke, fordi præstedømmenøglerne findes i den. Kun i denne kirke har Herren placeret magten til at besegle på jorden og til at besegle i himlen, som han gjorde på apostlen Peters tid. De nøgler blev gengivet til Joseph Smith, som derpå blev bemyndiget til at overdrage dem til medlemmerne af De Tolvs Kvorum« (Henry B. Eyring, »Den sande og levende kirke«, Liahona, maj 2008, s. 20).

Billede
Ældste David A. Bednar

»Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er ›den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade‹ (L&P 1:30). Denne genoprettede kirke er sand, fordi det er Frelserens kirke; han er ›vejen og sandheden og livet‹ (Joh 14:6). Og det er en levende kirke på grund af Helligåndens virke og gaver« (David A. Bednar, »Modtag Helligånden«, Liahona, nov. 2010, s. 97).

  • Hvordan adskiller Kirken og de sandheder, som nævnes af præsident Eyring og ældste Bednar, sig fra andre kirker på jorden? (Det er Frelserens kirke, den virker gennem Helligåndens virke og gaver, og præstedømmets nøgler findes i den. Foreslå eventuelt, at de studerende skriver nogle af disse ideer i margenen i deres skrifter ud for Lære og Pagter 1:30).

Forklar, at præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum citerede fra Lære og Pagter 1:30 og derefter forklarede, hvorfor denne gudgivne beskrivelse af Kirken er så vigtig. Bed en studerende om at læse følgende udtalelse af præsident Packer højt:

Billede
Præsident Boyd K. Packer

»Læren er sand, den er logisk. Det modsatte er ulogisk …

Det er ikke os, der har opfundet læren om den eneste sande kirke. Den kommer fra Herren. Uanset hvilken opfattelse andre har af os, hvor indbildske de synes, vi er, og hvilken kritik de retter imod os, så må vi undervise i denne lære til alle, som vil lytte …

Vi hævder ikke, at de andre kirker ingen sandhed har. Herren har sagt, at de har en ›form for gudfrygtighed‹. Omvendte til Kirken kan medbringe alle de sandheder, de har, og føje flere til« (»Den eneste sande kirke«, Stjernen, oktoberkonferencen 1985, s. 64-65).

  • Hvordan tydeliggør denne læresætning behovet for genoprettelsen?

Bed de studerende om at forklare, hvordan enkeltpersoner kan vide for sig selv, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er sand.

De studerendes læsemateriale

Udskriv