Bibliotek
Lektion 19: Læren om evigt ægteskab og familien


Lektion 19

Læren om evigt ægteskab og familien

Indledning

Jesu Kristi evangelium lægger vægt på læresætningen om, at ægteskab og familie er indstiftet af Gud. Profeten Joseph Smith underviste i, at ægtefolk kan fortsætte som ægtemand og hustru efter opstandelsen. Åbenbaring fra Herren forklarer, at den »nye og evigtvarende pagt« (L&P 131:2) er nødvendig for at opnå ophøjelse. Denne lektion vil gøre det klart for de studerende, at et par skal besegles af en, som bærer præstedømmets nøgler og derefter leve retskaffent, for at et ægteskab kan vare evigt.

Baggrundslæsning

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 49:15-17; 131:1-4

Den nye og evigtvarende ægteskabspagt

Bemærk: Når du underviser i denne lektion, skal du være opmærksom på, at du kan have studerende, som har det svært derhjemme, eller som har oplevet et knust hjerte eller smerte i forbindelse med ægteskab og børn. Overvej disse studerendes behov i din forberedelse og undervisning af lektionen.

Fortæl de studerende, at Leman Copley tilsluttede sig Kirken i Kirtland i Ohio i 1831. Han havde været medlem af United Society of Believers in Christ’s Second Appearing, bedre kendt som shakerne på grund af deres måde at tilbede på, som involverede at ryste kroppen, mens de sang, dansede og klappede i hænderne til musik. Selv om Leman Copley troede på evangeliet, troede han også på nogle af shakernes læresætninger. Han besøgte Joseph Smith, og som et resultat af det besøg gav Herren Joseph åbenbaringen, der er kendt som Lære og Pagter 49 den 7. maj 1831. (Afsnitsindledninger i tidligere udgaver af Lære og Pagter angav denne dato som marts 1831. Historikere har for nylig vurderet, at en mere nøjagtig dato er den 7. maj 1831).

Shakerne afviste ægteskabet og troede på et liv i fuldstændig cølibat (afholdelse fra seksuelle forhold). Herren rettede denne falske læresætning i åbenbaringen og befalede også Leman Copley og andre at prædike evangeliet for shakerne.

Bed de studerende om at læse Lære og Pagter 49:15-17 for sig selv og finde det, Herren sagde om vigtigheden af ægteskab og familien. Spørg:

  • Hvad belærer Herren ifølge disse vers om ægteskab? (De studerende bør finde frem til følgende læresætning: Ægteskabet mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud.

  • Hvad tror I, at det betyder, at ægteskab er indstiftet af Gud, »for at jorden kan opfylde hensigten med sin skabelse«? (De studerendes svar kan omfatte de følgende sandheder: Ægtemand og hustru er blevet befalet at få børn. Jorden blev skabt for at give et sted, hvor Guds børn kunne leve som familie).

  • Hvordan kan en forståelse af den sandhed, som der i disse vers undervises i, hjælpe os til at forklare Kirkens læresætning om ægteskab?

Forklar, at de helliges forståelse af vigtigheden af læren om evigt ægteskab og familie voksede meget år senere. Den 16. maj 1843 rejste Joseph Smith til Ramus i Illinois. Mens han var i Benjamin og Melissa Johnsons hjem, underviste profeten om evigt ægteskab. Nogle af profetens instruktioner, som blev givet i Ramus, findes i Lære og Pagter 131. Bed en studerende læse Lære og Pagter 131:1-4 højt, og spørg derpå:

  • Hvad må vi gøre for at opnå den højeste grad af det celestiale rige? (De studerende bør finde frem til følgende læresætning: For at opnå ophøjelse i den højeste grad af det celestiale rige må vi indgå den nye og evigtvarende ægteskabspagt. Forklar, at ordet nye i denne forbindelse betyder, at denne pagt blev gengivet på ny i vores uddeling. Begrebet evigtvarende betyder, at denne pagt altid har eksisteret og fortsat vil eksistere i evigheden. Foreslå eventuelt, at de studerende skriver disse definitioner i margenen i deres skrifter).

  • Hvordan kan en mand og kvinde i vore dage indgå denne »nye og evigtvarende ægteskabspagt«?

Fremhæv, at mænd og kvinder kun kan indgå den nye og evigtvarende ægteskabspagt i det hellige tempel. Personer, som er gift udenfor templet, kan have vendinger som »gift for tid og evighed« som en del af deres ægteskabsløfte, men Gud vil ikke anerkende disse ægteskaber i evigheden.

Vis følgende udtalelse af ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed en om at læse den højt. Opfordr de studerende til at se efter, hvad ældste Nelson underviste om, hvorfor evigt ægteskab er så vigtigt:

Ældste Russell M. Nelson

»Ægteskabet er til debat over hele verden, hvor der er forskellige former for ægteskabeligt samliv. Mit formål med at tale om dette emne er at erklære som en af Herrens apostle, at ægteskab mellem en mand og en kvinde er helligt – det er ordineret af Gud. Jeg fremhæver også fordelen ved et tempelægteskab. Det er den højeste og mest holdbare form for ægteskab, som vor Skaber kan tilbyde sine børn.

Mens frelse er et personligt anliggende, er ophøjelse et anliggende for familien …

For at kvalificere os til evigt liv må vi indgå en evig pagt med vor himmelske Fader (se L&P 132:19). Det betyder, at et tempelægteskab ikke blot er mellem en ægtemand og en hustru, det omfatter et fællesskab med Gud (se Matt 19:6)« (»Celestialt ægteskab«, Liahona, nov. 2008, s. 92-93).

  • Hvad tror I, at denne sætning betyder: »Mens frelse er et personligt anliggende, er ophøjelse et anliggende for familien«?

  • Hvad betyder det at antage »et fællesskab med Gud« i et evigt ægteskab? Hvorfor tror I, det er vigtigt at have et fællesskab med Gud i ægteskabet? (Kun i ægteskabet kan en person indgå en pagt med en anden og med Gud. Alle andre pagter i evangeliet er mellem en person og Gud).

  • Hvordan kan læren om evigt ægteskab og familie styrke en persons ønske om at skabe et kærligt og evigt ægteskab?

Ældste Parley P. Pratt (1807-1857) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede den virkning, som kundskab om denne gengivne lærdom havde på ham. Bed en studerende om at læse følgende:

Ældste Parley P. Pratt

»Det var af [Joseph Smith], jeg lærte, at mit hjertes hustru kunne være sikret mig for tid og al evighed … Det var af ham, jeg lærte, at vi kan fremme disse følelser, og at vi kan styrke og forøge disse i al evighed, og at resultatet af vores uendelige forening ville blive afkom så talrigt som himmelens stjerner eller som sandet ved havets bred … Jeg havde elsket før, men jeg vidste ikke hvorfor. Men nu elskede jeg med en renhed … en intensitet, der stammede fra en ophøjet følelse« (Autobiography of Parley P. Pratt, red. Parley P. Pratt jun., 1938,s. 297-298).

Inden du fortsætter lektionen, kan det være klogt kort at drøfte følgende:

»Nogle af Kirkens medlemmer forbliver enlige uden egen skyld, selv om de gerne vil giftes. Hvis du kommer i denne situation, så vær forsikret om, at »at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud« (Rom 8:28). Hvis du forbliver værdig, vil du en dag, enten i dette liv eller i det næste, blive givet alle velsignelser ved en evig familie« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2005, s. 176).

Lære og Pagter 132:1-21

Celestialt ægteskab er nødvendigt for ophøjelse

Forklar, at cirka to måneder efter Joseph Smith gav instruktionerne, der findes i Lære og Pagter 131, dikterede han åbenbaringen, som kendes som Lære og Pagter 132. Bed en studerende om at læse afsnitsindledningen til Lære og Pagter 132 højt. Forklar, at skikken med flerkoneri vil blive drøftet i næste lektion. Få en anden studerende til at læse Lære og Pagter 132:3-6 højt. Bed klassen om at følge med og finde ord eller vendinger, som viser vigtigheden af at indtræde i den nye og evigtvarende ægteskabspagt. Stil følgende spørgsmål:

  • Hvilke ord eller vendinger i disse vers tydeliggør vigtigheden af evigt ægteskab?

  • Hvilke konsekvenser er der ved at fornægte denne læresætning? (Du kan forklare, at ordet fordømt betyder, at en person bliver stoppet i sin evige udvikling).

Bemærk: Brug nogle minutter på at fremhæve den vigtige skriftstudieteknik med at bemærke nøgleord og vendinger for de studerende. En teknik, de lige har brugt med Lære og Pagter 132:3-6. Det er vigtigt at bemærke og forstå ord eller vendinger, når man studerer skriften. I forbindelse med vers 3-6 er følgende vendinger vigtige at kende: »Modtage og adlyde«, »må adlyde«, »hvis I ikke efterlever denne pagt, så bliver I fordømt«, »ingen kan forkaste« og »må og skal«. Nogle af disse vendinger er også eksempler på forbindelser mellem ideer i skriften. Forbindelser viser et forhold eller link mellem ideer. Eksempelvis viser vers 3 en forbindelse mellem ideen med at forberede, modtage og adlyde.

Bed de studerende om at læse Lære og Pagter 132:7-8 for sig selv og se efter de forhold i Herrens lov, der gør det muligt for en ægtemand og hustru at leve som ægtepar efter dette liv.

  • Hvilke forhold er ifølge disse vers nødvendige for, at et ægteskab kan holde evigt? (Skriv følgende sandhed på tavlen, når de studerende har svaret: Når en pagt indgås gennem den rette præstedømmemyndighed og besegles af forjættelsens hellige Ånd, vil den vare for evigt).

Giv følgende definition af forjættelsens hellige Ånd: »Helligånden er forjættelsens hellige Ånd (ApG 2:23). Han bekræfter, at menneskers retfærdige gerninger, ordinancer og pagter er antagelige for Gud. Forjættelsens hellige Ånd vidner for Faderen om, at de frelsende ordinancer er blevet udført korrekt, og at de tilhørende pagter er blevet holdt« (Guide til Skrifterne, »Forjættelsens hellige Ånd«, scriptures.lds.org).

Som en hjælp til de studerendes forståelse af dette princip kan du vise følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum:

Ældste Bruce R. McConkie

»At besegle er at bekræfte, retfærdiggøre eller godkende. En handling, der er beseglet ved Forjættelsen hellige Ånd, er blevet bekræftet af Helligånden, det er en handling, der er godkendt af Herren, og den person, der påtager sig forpligtelsen, bliver retfærdiggjort af Ånden i det, han gør. Det bekræftende stempel, som godkender handlingen, bliver kun sat på, hvis de, som indtræder deri, er værdige til guddommelig godkendelsen som følge af personlig retskaffenhed« (Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 361-362).

Herren fortsatte med at definere de nødvendige tiltag for og velsignelserne ved evigt ægteskab, som findes i Lære og Pagter 132:19-21. Bed de studerende om parvis at studere disse vers. Bed parrene lave to lister: (1) betingelser for evigt ægteskab og (2) velsignelser, som skal modtages, når disse betingelser efterleves. Når listen er færdig, kan den omfatte følgende:

Betingelser for evigt ægteskab

  • Ægteskabet skal indgås i henhold til Herrens lov og »den nye og evigtvarende ægteskabspagt«.

  • Ægteskabet skal besegles gennem Forjættelsens hellige Ånd.

  • Ægteskabet skal udføres af en, som bærer præstedømmets nøgler.

  • Ægteparret skal holde Guds pagt.

Velsignelserne, som skal modtages

  • Ægteparret vil komme frem i den første opstandelse.

  • Ægteparret vil arve troner, riger, fyrstendømmer, magter, herredømmer, alle højder og dybder.

  • Ægteskabet skal have fuld kraft efter den fysiske død.

  • Ægteparret vil passere forbi engle.

  • Ægteparret vil blive ophøjet og modtage herlighed i alle henseender.

  • Ægteparret vil modtage en »fortsættelse af efterkommere for evigt« (deres familie og efterkommere vil fortsætte i evigheden; de vil have evigt afkom).

  • Ægteparret skal være guder og aldrig ophøre.

  • Ægteparret skal være hævet over alt og have al magt, og alle ting vil være dem underlagt.

Drøft følgende spørgsmål for at hjælpe dem til at forstå de nødvendige forhold og lovede velsignelser ved evigt ægteskab:

  • Hvad tror I, det betyder, at »efterleve« ægteskabspagten? (Du kan forklare, at en betydning af ordet efterleve er at blive ved eller fortsætte. Det betyder også at leve i henhold til pagten).

  • Hvorfor er besegling i templet ikke af sig selv nok til at opnå et evigt ægteskab?

  • Hvilke tanker og følelser har I, når I overvejer det, vor himmelske Fader lover jer?

Vis følgende udtalelse af ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum:

Ældste Russell M. Nelson

»Celestialt ægteskab er en afgørende del af forberedelsen til evigt liv. Det kræver, at man er gift med den rette person, på det rette sted, med den rette myndighed, og at man trofast adlyder den hellige pagt. Så kan man være sikker på ophøjelse i Guds celestiale rige« (»Celestialt ægteskab«, Liahona, nov. 2008, s. 94).

  • Hvordan forklarer man en, som ikke er medlem af Kirken, vigtigheden af at blive gift »på det rette sted, med den rette myndighed«?

  • Hvad kan I gøre nu for at forberede jer til et evigt ægteskab og opbygge stærke forhold i betragtning af vigtigheden af læren om evigt ægteskab og familie?

Bed de studerende overveje, hvad de måske skal ændre på i deres liv for at blive bedre forberedt på en tempelbesegling eller på at indtræde i de pagter, som er forbundet med den besegling. Bær dit vidnesbyrd om, det er vore ofre og bestræbelse værd at forfølge et evigt ægteskab.

De studerendes læsemateriale