Lektion 22
Profeten Joseph Smiths martyrdød
Indledning
Frafaldne i Kirken og modstandere udenfor Kirken gjorde profeten Joseph Smiths og hans bror Hyrum Smiths martyrdød til en realitet. Deres død beseglede på storslået vis deres vidnesbyrd om Mormons Bog, Lære og Pagter og Jesu Kristi gengivne evangelium. Et studium af profeten Joseph Smiths liv og martyrdød vil hjælpe de studerende til at overveje de mange velsignelser, som Herren har skænket dem gennem profeten Joseph Smiths tjenestegerning, gennem hvem han gengav sit evangelium i de sidste dage.
Baggrundslæsning
-
Thomas S. Monson, »Profeten Joseph Smith: Underviser ved eksemplets magt«, Liahona, nov. 2005, s. 67-70.
-
»Martyriet«, kapitel 22 i Kirkens historie i tidernes fylde, 2. udg. Kirkens Uddannelsessystem, 2002, s. 275-287.
-
»Martyriet: Profeten Joseph besegler sit vidnesbyrd med sit blod«, kapitel 46 i Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 523-535.
Forslag til undervisningen
Lære og Pagter 135:4-5; 136:36-39
Fjender forsøgte at slå Joseph Smith ihjel
Vis et billede af fængslet i Carthage. Forklar de studerende, at profeten Joseph Smith og hans bror Hyrum, der var Kirkens patriark, led martyrdøden i dette fængsel i Carthage i Illinois den 27. juni 1844. Joseph Smith var 38 år gammel, da han døde, og Hyrum var 44.
Bed en studerende om at læse Lære og Pagter 136:36-39 højt, mens klassen følger med. Mens de studerende læser, skal du opfordre dem til at identificere, hvordan Herren opsummerer Joseph Smiths liv og det værk, han udførte. Drøft derefter følgende spørgsmål:
-
Hvordan beskrev Herren profeten Joseph Smiths liv og værk? (De studerendes svar kan omfatte de følgende sandheder: Joseph Smith lagde fundamentet for Guds værk i denne uddeling af evangeliet. Profeten Joseph Smith var uskyldig, da han døde, og han havde trofast opfyldt den mission, som han havde fået af Gud).
For at hjælpe de studerende til at forstå noget af det, der spillede en rolle i profetens død, skal du fortælle dem, at de hellige levede i relativ fred i staten Illinois i omtrent 3 år, men at de igen i 1842 oplevede modstand. Kirkens modstandere omfattede borgere i Illinois, som frygtede de helliges politiske indflydelse. Andre blev misundelige på den økonomiske vækst i Nauvoo og var kritiske overfor den magt, som Nauvoos byråd og militsen havde i byen. Nogle misforstod bestemte unikke læresætninger og skikke hos mormonerne. Frafaldne i Kirken og modstandere udenfor Kirken brugte deres fælles bestræbelser på at modarbejde profeten og Kirken.
Giv en kopi af uddelingsarket, der findes sidst i denne lektion til alle studerende. Bed en studerende om at læse højt fra afsnittet med titlen »Modstand mod profeten og Kirken.«
Forklar, at der ifølge den lovgivning, som fandtes på tidspunktet for profetens død, ikke var nogen lov, der blev overtrådt, da en trykpresse blev ødelagt. Vis følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum:
»Tilføjelsen til USA’s forfatning, som udstrakte garantien for pressefrihed til beskyttelse mod by- og statsstyrets handlinger, blev ikke vedtaget før 1868, og den blev ikke håndhævet som føderal lovgivning før 1931 … Vi bør bedømme vore forgængeres handlinger på baggrund af lovene, befalinger og forhold på deres tid, ikke vores« (»Joseph, manden og profeten«, Stjernen, juli 1996, s. 73).
-
Hvorfor er den sidste sætning i ældste Oaks udtalelse vigtig at huske, når vi overvejer de tidligere kirkelederes handlinger? (Du kan påpege, at de fleste medlemmer af Nauvoos byråd var kirkemedlemmer, men at de handlede i deres funktion som folkevalgte, da de beordrede, at trykpressen skulle ødelægges. Kirken som organisation tog ikke del i handlingen mod trykpressen, men byrådet handlede for at »bringe uroen til ophør« (i History of the Church, 6:432)).
Bed en studerende om at læse højt fra afsnittet på uddelingsarket med titlen »Joseph og Hyrum bliver uberettiget anklaget.« Bed en studerende om at læse Lære og Pagter 135:4 højt. Bed klassen om at følge med og se efter den profeti, som Joseph Smith gav, mens han rejste til Carthage.
-
Hvad tror I, det kræver for et menneske at have en ren samvittighed »over for Gud og over for alle mennesker, selv om alle mennesker er ufuldkomne«? (L&P 135:4).
Forklar, at da Hyrum Smith forberedte sig på at rejse til fængslet i Carthage, læste han Eter 12:36-38, hvorefter han lagde bogen fra sig med teksten nedad. Bed en studerende om at læse Lære og Pagter 135:5, som er et direkte citat af disse vers i Eter, mens klassen følger med. Bed de studerende overveje, hvorfor dette skriftsted må have været betydningsfuldt for Hyrum. Du kan foreslå, at de studerende markerer vigtige ord og vendinger, de har lagt mærke til.
-
Hvilke bestemte ord eller vendinger i disse vers fra Eters Bog tror I ville have givet mening for Hyrum, da han stod overfor fængsling og muligvis døden?
-
Hvad tror I følgende vending betyder: »Alle mennesker skal vide, at mine klæder ikke er plettet af jeres blod«? (Du kan få de studerende til at krydshenvise vers 5 med Jakob 1:19 og Mosija 2:27 for at finde betydningen af denne vending. Teknikken med at krydshenvise et skriftsted med andre skriftsteder, så det giver forståelse, er en vigtig skriftstudieteknik).
Bed de studerende om at overveje, hvordan Joseph og Hyrum måtte have følt, da de opfyldte deres kaldelse og pligter fra Gud så godt, de kunne.
-
Hvad kan vi lære af Joseph og Hyrum Smiths eksempel, som kan hjælpe os med at opfylde de ansvar, vi får fra Gud?
Lære og Pagter 135:1-3, 6-7
Martyrdøden i fængslet i Carthage og hyldesten til Joseph Smith
Bed en studerende om at læse afsnitsindledningen til Lære og Pagter 135 højt. Bed flere studerende om skiftevis at læse højt fra Lære og Pagter 135:1-2 og uddelingsarket med titlen »Martyrdøden i fængslet i Carthage«. Bed klassen om at følge med, mens de læser.
-
Hvad tror I, vendingen »besegle vidnesbyrdet om denne bog og Mormons Bog« betyder?
Når de studerende deler deres tanker, kan du overveje at skrive følgende definition på tavlen: At »besegle« vil sige at fastsætte noget for bestandigt, som et vidnesbyrd. Du kan foreslå, at de studerende skriver denne definition i deres skrifter ud for vers 1.
Bed de studerende om for sig selv at læse Lære og Pagter 135:3, 6-7 og se efter de sandheder, som vi lærer af denne erklæring om Joseph og Hyrum Smiths martyrdød.
-
Hvilke sandheder lærte I af denne erklæring om Joseph og Hyrum Smiths martyrdød? (De studerende finder måske frem til flere sandheder, heriblandt følgende: Joseph Smith har gjort mere for menneskenes frelse i denne verden end nogen anden, bortset fra Jesus Kristus. Mormons Bog og Lære og Pagter blev frembragt til verdens frelse.
-
På hvilke specifikke måder kunne jeres liv være anderledes uden profeten Joseph Smiths tjenestegerning?
Bed en studerende om at læse højt fra udtalelsen af ældste Dallin H. Oaks, som findes i afsnittet i uddelingsarket med titlen »Hyldest til profeten Joseph Smith.«
-
Hvorfor er det vigtigt at forstå, at mange af Joseph Smiths nære fæller så ham som en profet og en »hæderlig og retskaffen mand«?
Afslut ved at spørge de studerende, om nogen af dem ønsker at bære deres vidnesbyrd om Joseph Smith. Opfordr de studerende til at se efter muligheder i de næste par dage til at bære deres vidnesbyrd om profeten Joseph Smith og hans rolle i gengivelsen af Jesu Kristi evangelium for andre.
De studerendes læsemateriale
-
Thomas S. Monson, »Profeten Joseph Smith: Underviser ved eksemplets magt«, Liahona, nov. 2005, s. 67-70.