Vær ved godt mod
Vær ved godt mod. Fremtiden er lige så strålende som jeres tro.
Mine kære brødre og søstre, jeg vil gerne udtrykke min kærlighed til jer. Jeg er ydmyg ved tanken om ansvaret for at tale til jer, og samtidig taknemlig for muligheden for at gøre det.
Siden vi sidst mødtes ved generalkonferencen for seks måneder siden, har der været stadige tegn på, at forholdene i verden ikke nødvendigvis er, som vi kunne ønske. Den globale økonomi, som for seks måneder siden hang lidt med næbet, synes nu at have styrtdykket, og i mange uger har de økonomiske udsigter set lidt dystre ud. Desuden fortsætter samfundets moralske fundament med at skride, mens de, der forsøger at sikre dette fundament, ofte bliver latterliggjort og til tider udsat for chikane og forfølgelse. Krige, naturkatastrofer og personlige ulykker forekommer stadig.
Det ville være let at miste modet og blive kynisk i forbindelse med fremtiden – eller tilmed frygte det, der måtte komme – hvis vi tillod os kun at dvæle ved det, der er forkert i verden og i vores liv. Men i dag ønsker jeg at vende vores tanker og vores indstilling bort fra problemerne rundt om os og i stedet fokusere på vores velsignelser som medlemmer af Kirken. Apostlen Paulus skrev: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.«1
Ingen af os kommer gennem dette liv uden problemer og udfordringer – og sommetider tragedie og ulykke. Vi er her trods alt først og fremmest for at lære og udvikle os gennem sådanne begivenheder i vores liv. Vi ved, at der er tidspunkter, hvor vi vil lide, hvor vi vil sørge, og hvor vi bliver bedrøvede. Men vi får at vide: »Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde.«2
Hvordan kan vi have glæde i vores liv på trods af alt det, vi står overfor? Atter fra skrifterne: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi.«3
Kirkens historie i denne, tidernes fyldes uddeling, er fuld af beretninger om personer, der har slidt og alligevel er forblevet trofaste og ved godt mod, når de har gjort Jesu Kristi evangelium til det centrale i deres tilværelse. Det er denne indstilling, der vil trække os igennem, uanset hvad vi møder på vores vej. Den fjerner ikke vores problemer, men gør os snarere i stand til at se vore problemer i øjnene, konfrontere dem direkte og gå sejrende derfra.
Eksemplerne på alle de mennesker, der har oplevet vanskelige forhold, og som stadig har holdt ud og har sejret på grund af, at deres tro på evangeliet og på Frelseren har givet dem den styrke, de behøvede, er for talrige til at nævne. Denne formiddag vil jeg imidlertid gerne fortælle jer om tre sådanne eksempler.
Først kommer jeg med et rørende eksempel fra min egen familie, som altid har været en inspiration for mig.
Mine oldeforældre på min mors side, Gibson og Cecelia Sharp Condie, boede i Clackmannan i Skotland. Deres familie arbejdede i kulminerne. De levede i fred med verden, omgivet af slægtninge og venner, og boede relativt komfortabelt i et land, de elskede. Så lyttede de til budskabet fra missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og blev omvendt helt ind i deres sjæls inderste. De hørte kaldet om at samles i Zion og vidste, at de måtte følge det kald.
Engang omkring 1848 solgte de deres ejendele og forberedte sig på den farlige rejse tværs over det store Atlanterhav. Med fem små børn gik de ombord på et sejlskib med alle deres verdslige ejendele i en lille kiste. De rejste 5.000 km tværs over havet – otte lange og udmattende uger på et forræderisk hav, hvor de ventende holdt udkig, de fik dårlig mad, dårligt vand og på det lille skib kunne man ikke få hjælp udefra.
Midt i denne sjælsopslidende situation blev en af deres drenge syg. Der var ingen læge, ingen butikker, hvor man kunne købe medicin til at lindre hans smerte. De så på, de bad, de ventede, og de græd, mens hans tilstand dag for dag blev værre. Da hans øjne til sidst blev lukket af døden, blev deres hjerte revet itu. Og deres sorg blev blot større ved, at søens love skulle følges. Viklet ind i et lagen og tynget ned med jern blev den lille krop overgivet til den våde grav. Da de sejlede bort, vidste kun disse forældre, hvilket knusende slag der havde ramt deres sårede hjerte.4 Men med en tro affødt af deres dybe overbevisning om sandheden og deres kærlighed til Herren fortsatte Gibson og Cecelia. De fandt trøst i Herrens ord: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«5
Hvor er jeg taknemlig for forfædre, som havde tro til at forlade deres arne og hjem for at rejse til Zion, som ydede ofre, som jeg knap kan forestille mig. Jeg takker min himmelske Fader for det eksempel på tro, mod og beslutsomhed, som Gibson og Cecelia Sharp Condie har vist mig og alle deres efterkommere.
Som det næste præsenterer jeg en mild, meget troende mand, som er indbegrebet af den fred og glæde, som Jesu Kristi evangelium kan bringe i livet.
En sen aften på en stillehavsø gled en lille båd stille hen til ankerpladsen ved den primitive anløbsbro. To polynesiske kvinder hjalp Meli Mulipola op af båden og ledte ham ad den nedtrådte sti, der førte til landsbyen. Kvinderne forundredes over de lyse stjerner, som blinkede på midnatshimlen. Månens lys viste dem vej. Meli Mulipola kunne dog ikke påskønne disse naturens vidundere – månen, stjernerne, himlen – for han var blind.
Bror Mulipolas syn havde været normalt indtil en skæbnesvanger dag, hvor lyset, da han arbejdede på en ananasplantage, pludselig blev til mørke, og dag blev til en evig nat. Han var nedtrykt og fortvivlet, indtil han hørte de »gode nyheder« i Jesu Kristi evangelium. Hans liv blev bragt i overensstemmelse med Kirkens lærdomme, og han følte atter håb og glæde.
Bror Mulipola og hans kære havde foretaget en lang rejse, fordi de havde hørt, at en, som bar Guds præstedømme, besøgte øerne. Han søgte en velsignelse, og det var mit privilegium sammen med en anden, der bar Det Melkisedekske Præstedømme, at give ham den velsignelse. Da vi var færdige, så jeg tårerne strømmede fra hans synsløse øjne og ned ad hans brune kinder, hvor de faldt på hans tøj. Han faldt på knæ og bad: »O, Gud, du ved, at jeg er blind. Dine tjenere har velsignet mig, så mit syn kan vende tilbage. Uanset om det er din visdom, at jeg skal se lys eller mørke alle mit livs dage, vil jeg være evig taknemlig for dit evangeliums sandhed, som jeg nu ser, og som giver mig livets lys.«
Han rejste sig og takkede os smilende for at give ham velsignelsen. Så forsvandt han ud i den stille nat. Han drog bort ligeså lydløst, som han var kommet. Men hans nærvær vil jeg aldrig glemme. Jeg tænkte på Mesterens budskab: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«6
Mine brødre og søstre, vi har alle det lys i vores liv. Vi er ikke blevet efterladt til at vandre alene, uanset hvor mørk vejen er.
Jeg elsker de ord, M. Louise Haskins har skrevet:
Og jeg sagde til manden, som stod ved årets port:
»Giv mig et lys, så jeg trygt kan træde ind i det ukendte!«
Og han svarede:
»Gå blot ind i mørket, og læg din hånd i Guds hånd.
Det vil for dig være bedre end et lys og sikrere end den kendte vej.«7
Scenen for mit sidste eksempel på en person, som holdt ud og i sidste ende sejrede trods overvældende og vanskelige forhold, begynder i Østprøjsen efter anden verdenskrig.
Det var omkring marts 1946, mindre end et år efter krigen var slut, at Ezra Taft Benson, der på det tidspunkt var medlem af De Tolvs Kvorum og ledsaget af Frederick W. Babbel, fik til opgave at foretage en særlig rejse i Europa efter krigen med det specifikke formål at mødes med de hellige, vurdere deres behov og yde dem hjælp. Ældste Benson og bror Babbel berettede senere, ud fra et vidnesbyrd, de havde hørt, om et kirkemedlems oplevelser. Hun befandt sig i et område, som ikke længere blev kontrolleret af det styre, som hun havde levet under.
Hun og hendes mand havde levet en beskyttet tilværelse i Østprøjsen. Så kom den anden store verdenskrig i deres livstid. Hendes elskede unge mand blev dræbt i de sidste dage af de forfærdelige kampe i deres hjemland, og det efterlod hende ene om at sørge for deres fire børn.
Besættelsesmagterne bestemte, at tyskere i Østprøjsen skulle rejse til Vesttyskland og finde et nyt hjem. Kvinden var tysker, så hun måtte rejse. Rejsen var mere end 1.600 km lang, og hun havde ikke andre muligheder end at gå. Hun fik kun lov til at medbringe de nødvendigheder, som hun kunne læsse på sin lille trækvogn med træhjul. Foruden sine børn og disse beskedne ejendele medbragte hun en stærk tro på Gud og på evangeliet, som det var åbenbaret til den sidste dages hellige profet Joseph Smith.
Hun og hendes børn påbegyndte rejsen sidst på sommeren. De havde hverken mad eller penge blandt deres få ejendele, så hun var nødt til at samle deres daglige mad på marker og i skoven langs vejen. Hun var konstant udsat for farer fra paniske flygtninge og plyndrende soldater.
Da dagene blev til uger, og ugerne til måneder, faldt temperaturen til under frysepunktet. Hver dag slæbte hun sig frem over den frosne jord med sit mindste barn – et spædbarn – i armene. Hendes tre andre børn kæmpede sig frem bag hende, og den ældste – en syvårig – trak den lille trævogn med deres ejendele. Forrevent og hullet hessian var svøbt om deres fødder og var den eneste beskyttelse, for deres sko var for længst gået i opløsning. Deres tynde, iturevne jakker dækkede deres tynde og lasede tøj og var deres eneste beskyttelse mod kulden.
Snart kom sneen, og dage og nætter blev et mareridt. Om aftenen forsøgte hun og børnene at finde et sted med ly – en lade eller et skur – og krøb sammen for at få varmen med nogle få tynde tæpper fra vognen over dem.
Hun kæmpede hele tiden for at fortrænge den overvældende frygt i sit sind for, at de ville dø, før de nåede frem til deres mål.
Og en morgen skete det utænkelige så. Da hun vågnede, følte hun et kuldegys i hjertet. Hendes lille treårige datter var kold og stille, og hun forstod, at døden havde gjort krav på barnet. Selv om hun var overvældet af sorg, vidste hun, at hun måtte tage sig af de andre børn og komme videre. Men først brugte hun det eneste værktøj, hun havde – en spiseske – til at grave en grav i den frosne jord til sit lille, dyrebare barn.
Døden skulle imidlertid vise sig at blive hendes ledsager på rejsen. Hendes syvårige søn døde, enten af sult eller af kulde, eller begge dele. Igen var spiseskeen hendes eneste skovl, og igen gravede hun time efter time for blidt at lægge hans jordiske hylster ned i jorden. Dernæst døde hendes femårige søn, og igen brugte hun sin spiseske som skovl.
Hendes desperation var altfortærende. Hun havde kun sit spædbarn, en lille datter, tilbage, og det lille skind skrantede. Til sidst døde spædbarnet i hendes arme, da hun næsten havde nået rejsens mål. Skeen var nu væk, så i timevis gravede hun en grav i den frosne jord med sine bare hænder. Hendes sorg blev uudholdelig. Hvordan kunne hun overhovedet knæle i sneen ved siden af sit sidste barns grav? Hun havde mistet sin mand og alle sine børn. Hun havde opgivet alt sit jordiske gods, sit hjem og tilmed sit fædreland.
I dette øjeblik med overvældende sorg og fuldstændig forvirring, følte hun, at hendes hjerte helt bogstaveligt blev knust. I desperation overvejede hun, hvordan hun kunne afslutte sit eget liv, som rigtig mange af hendes landsmænd gjorde. Hvor ville det være let at hoppe ud fra en nærliggende bro, tænkte hun, eller kaste sig foran et frembrusende tog.
Og netop da, mens disse tanker nagede hende, sagde noget i hendes indre: »Knæl ned og bed.« Hun ignorerede tilskyndelsen, indtil hun ikke længere kunne stå imod. Hun knælede og bad mere inderligt, end hun havde gjort i hele sit liv:
»Kære himmelske Fader, jeg aner ikke, hvordan jeg fortsætter. Jeg har intet tilbage – bortset fra min tro på dig. Fader, jeg føler midt i min sjæls ensomhed en overvældende taknemlighed for din Søns, Jesu Kristi sonoffer. Jeg kan ikke udtrykke min kærlighed tilstrækkeligt til ham med ord. Jeg ved, at jeg skal leve med min familie igen, fordi han led og døde; at jeg skal se mine børn igen og have glæden ved at opdrage dem, fordi han brød dødens lænker. Selv om jeg i dette øjeblik ikke ønsker at leve, så vil jeg gøre det, så vi atter kan blive forenet som familie og – sammen – vende tilbage til dig.«
Da hun endelig nåede sit mål i Karlsruhe i Tyskland, var hun helt udtæret. Bror Babbel sagde, at hendes ansigt var helt lilla, hendes øjne røde og hævede og hendes led opsvulmede. Hun var bogstavelig talt ved at sulte ihjel. Ved et kirkemøde kort efter bar hun et storslået vidnesbyrd, hvor hun udtalte, at blandt alle de syge mennesker i hendes triste land, var hun et af de lykkeligste, fordi hun vidste, at Gud lever, at Jesus er Kristus, og at han døde og opstod, så vi atter kan leve. Hun vidnede om, at hun vidste, at hvis hun fortsat var trofast og holdt ud til enden, vil hun blive forenet med dem, hun havde mistet, og ville blive frelst i Guds celestiale rige.8
Fra den hellige skrift læser vi: »Men se, de retfærdige, Israels Helliges hellige, de, der har troet på [ham], de, der har udholdt verdens kors … de skal arve Guds rige … og deres glæde skal være fuldkommen for evigt.«9
Jeg vidner for jer om, at de lovede velsignelser vil overgå alt. Selv om sorte skyer samler sig, selv om regnen vælter ned på os, så vil vores kundskab om evangeliet og vores kærlighed til vor himmelske Fader og til vor Frelser trøste og styrke os og bringe glæde i hjertet, når vi vandrer retskaffent og holder befalingerne. Der er intet i denne verden, der kan besejre os.
Mine elskede brødre og søstre, frygt ikke. Vær ved godt mod. Fremtiden er lige så strålende som jeres tro.
Jeg erklærer, at Gud lever, og at han hører og besvarer vores bønner. Hans Søn, Jesus Kristus, er vor Frelser og Forløser. Himlens velsignelser venter os. I Jesu Kristi navn. Amen.