2009
David L. Beck
Maj 2009


David L. Beck

Unge Mænds hovedpræsident

David L. Beck

Gennem årene har David LeRoy Beck interviewet mange af Kirkens unge i forbindelse med sine kaldelser, og han sætter stor pris på dem.

»Jeg har erfaring med at sidde med dem på tomandshånd, hvor de fortæller, hvad de har på hjerte, og de er noget helt særligt,« siger den nye præsident for Unge Mænds hovedpræsidentskab. »Jeg kan mærke den kærlighed, vor himmelske Fader føler for dem, og hvor dyrebare de er for ham. Mange af dem er mine helte, fordi de er så trofaste, selvom de møder udfordringer.«

Bror Beck har tjent som missionspræsident i Rio de Janeiro Nord Mission i Brasilien, stavspræsident, biskop, højrådsmedlem, medlem af biskoprådet, ældsternes kvorumspræsident og i Primary. Han var missionsleder i Bountiful i Utah i USA, da han blev kaldet.

Han blev født den 12. april 1953 som søn af Wayne og Evelyn Moon Beck i Salt Lake City i Utah i USA. Bror Beck var 10 år gammel, da hans far blev kaldet til at præsidere over den brasilianske mission, og begge hans forældre og fuldtidsmissionærerne var fine rollemodeller. »Som ung blev jeg grebet af begejstring for dette værk,« siger han. Senere tjente han som fuldtidsmissionær i Brasiliens Nord-Centrale Mission.

»Jeg håber, at de unge mænd i Kirken vil være trofaste og værdige til Det Aronske og Melkisedekske Præstedømme og alle templets store velsignelser,« siger han. »Jeg ville elske det, hvis alle unge mænd, der er i stand til det, oplevede glæden med at føre sjæle til Kristus på en fuldtidsmission.«

Bror Beck giftede sig med Robyn Ericksen i templet i Salt Lake City i 1976. De har fire børn. »Vi elsker at være sammen,« siger han. Bror Beck er leder i en fremstillings- og distributionsvirksomhed og bestyrelsesmedlem på en teknisk skole. Han har en bachelorgrad som elektroingeniør og en kandidatgrad i ingeniørvidenskab fra University of Utah.