Må I have mod
Min oprigtige bøn er, at I vil have det nødvendige mod til at afstå fra at dømme andre, mod til at være kyske og dydige, samt modet til at stå fast for sandhed og retfærdighed.
Mine kære unge søstre, I er et storslået syn. Og jeg forstår, at uden for dette storslåede Konferencecenter er mange tusinde forsamlet i kirkesale og i andre lokaler over det meste af verden. Jeg beder om himmelsk hjælp, når jeg nu benytter muligheden for at tale til jer.
Vi har hørt relevante og inspirerende budskaber fra jeres hovedledere i Unge Piger. De er fremragende kvinder, der er kaldet og indsat til at vejlede og undervise jer. De elsker jer, ligesom jeg gør.
I er kommet til jorden i en storslået tid. Jeres muligheder er næsten ubegrænsede. I bor næsten alle i komfortable hjem, med en kærlig familie og tilstrækkeligt med mad og tøj. Desuden har de fleste af jer adgang til forbløffende teknologiske fremskridt. I kommunikerer med mobiltelefoner, sms’er, chat, e-mail, blogge, Facebook og andet tilsvarende. I lytter til musik på jeres iPods og MP3-afspillere. Denne liste repræsenterer selvfølgelig kun nogle få teknologier, der er til rådighed for jer.
Det er alt sammen lidt skræmmende for én som mig, der voksede op, da radioer generelt var store gulvmodeller, og hvor der næsten ingen fjernsyn fandtes, for slet ikke at tale om computere og mobiltelefoner. Da jeg var på jeres alder, delte man for det meste en telefonforbindelse. Hvis man i vores familie ønskede at bruge telefonen, skulle vi først løfte røret og lytte for at sikre, at der ikke var en anden familie, der brugte linjen, for flere familier deltes om en linje.
Jeg kunne tale hele aftenen om forskellene på min generation og jeres. Men lad os blot sige, at meget er forandret mellem dengang, hvor jeg var på jeres alder, og i dag.
Selv om det er en spændende tid med masser af muligheder, så står I også over for udfordringer, der er enestående for denne tid. For eksempel giver netop de teknologiske redskaber, som jeg har nævnt, muligheder, hvor modstanderen kan friste jer og fange jer i hans spind af bedrag, hvorved han håber at styre jeres fremtid.
Når jeg tænker over alt det, I står over for i verden i dag, så er der et ord i mine tanker. Det beskriver en egenskab, som vi alle har brug for, men som I – i denne tid af jeres liv og i denne verden – især får brug for. Den egenskab er mod.
I aften vil jeg gerne tale med jer om det mod, som I får brug for i tre sider af jeres liv:
-
For det første, mod til at afstå fra at dømme andre,
-
for det andet, mod til at være kyske og dydige og
-
for det tredje, mod til at stå for sandhed og retfærdighed.
Lad mig først tale om mod til at afstå fra at dømme andre. I spørger måske: »Kræver det virkelig mod?« Og jeg vil svare, at jeg tror, at det mange gange, når vi afstår fra at dømme – eller sladre eller kritisere, som bestemt minder om at dømme – kræver mod.
Desværre er der personer, som finder det nødvendigt at kritisere eller nedværdige andre. I har utvivlsomt været sammen med sådanne personer, og det vil I også i fremtiden. Mine kære, unge venner, vi er ikke overladt til at spekulere over, hvad vores opførsel bør være i sådanne situationer. I bjergprædikenen erklærede Frelseren: »Døm ikke.«1 Ved en senere lejlighed formanede han: »Hold op med at finde fejl hos hinanden.«2 Det kræver virkelig mod, når man er omgivet af sine jævnaldrende og mærker presset til at deltage i kritik og fordømmelse, og så afstå fra at deltage.
Jeg tør godt sige, at der er unge piger omkring jer, der på grund af jeres uvenlige bemærkninger og kritik, ofte holdes udenfor. Der synes at være et mønster, især i jeres alder, hvor man undgår eller er uvenlig over for dem, der måske bedømmes anderledes, dem, der ikke passer den skabelon, som vi eller andre synes, at de burde.
Frelseren sagde:
»Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden …
Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«3
Moder Teresa, en katolsk nonne, som det meste af sit liv levede blandt de fattige i Indien, fremsatte denne sande udtalelse: »Hvis man dømmer mennesker, så har man ikke tid til at elske dem.«
En ven fortalte mig om en af hendes oplevelser for mange år siden, da hun var teenager. I hendes menighed var der en ung pige ved navn Sandra, som pga. en fødselsulykke var blevet lidt mentalt handikappet. Sandra længtes efter at være sammen med de andre piger, men hun så handikappet ud. Hun opførte sig handikappet. Hendes tøj sad altid dårligt. Hun kom sommetider med upassende kommentarer. Selvom Sandra deltog i deres GUF-aktiviteter, så var det altid lærerens ansvar at holde hende med selskab og forsøge at få hende til at føle sig velkommen og værdsat, eftersom pigerne ikke gjorde det.
Så skete der noget: En ny pige på samme alder flyttede til menigheden. Nancy var en sød, rødhåret, selvsikker og populær pige, som let passede ind. Alle pigerne ønskede at være hendes ven, men Nancy begrænsede ikke sit venskab. Faktisk gik hun den anden mil for at blive ven med Sandra og sikre, at hun altid følte sig velkommen til alt. Nancy syntes oprigtigt at kunne lide Sandra.
Selvfølgelig bemærkede de andre piger det og begyndte at undre sig over, hvorfor de aldrig var blevet venner med Sandra. Nu syntes det ikke kun acceptabelt, men også ønskværdigt. Med tiden begyndte de at forstå det, Nancy ved sit eksempel lærte dem: At Sandra var en dyrebar datter af vor himmelske Fader, at hun havde noget at bidrage med, og at hun fortjente at blive behandlet med kærlighed og venlighed og positiv opmærksomhed.
Da Nancy og hendes familie flyttede fra nabolaget et års tid senere, var Sandra en permanent del af gruppen af unge piger. Min ven fortalte, at fra da af, sørgede hun og de andre piger for, at ingen nogensinde blev holdt udenfor, uanset hvad der gjorde hende anderledes. En værdifuld og evig lektie var blevet lært.
Sand kærlighed kan ændre menneskers liv og ændre menneskers natur.
Mine dyrebare unge søstre, jeg bønfalder jer om at have mod til at afstå fra at dømme og kritisere dem omkring jer, så vel som mod til at sørge for, at alle kommer med og føler sig elsket og værdsat.
Jeg vender mig dernæst mod det mod, som I får brug for, for at være kyske og dydige. I lever i en verden, hvor moralske værdier i stort omfang er kastet til side, hvor synd åbenlyst vises frem, og hvor fristelser til at forlade den lige og snævre sti omgiver jer. Der er mange røster, som fortæller jer, at I er alt for provinsielle, eller at der er noget galt med jer, hvis I stadig tror, at der er noget, der hedder uanstændig opførsel.
Esajas erklærede: »Ve dem, der kalder det onde godt og det gode ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke.«4
Der kræves stort mod, når I forbliver kyske og dydige trods tidens accepterede tankegang.
Verdens tankegang i dag har ikke meget til overs for, at unge mænd og unge kvinder forbliver moralsk rene og uplettede forud for ægteskabet. Gør det umoralsk adfærd acceptabelt? Absolut ikke!
Vor himmelske Faders befalinger kan der ikke forhandles om!
Dette er en stærk udtalelse fra nyhedskommentatoren Ted Koppel, der var studievært for ABC’s tv-program Nightline i mange år. Han sagde:
»Vi har faktisk overbevist os selv om, at slogan vil redde os. ›Tag et fix, hvis du skal, men brug en ren nål.‹ ›Nyd sex når som helst og med hvem som helst, du ønsker, men beskyt dig.‹
Nej. Svaret er nej. Ikke fordi det ikke er smart, eller fordi man kan komme i fængsel eller dø af AIDS – men nej, fordi det er forkert …
Det, som Moses havde med ned fra Sinajbjerget, var ikke de ti forslag; de er befalinger. Er, ikke var.«5
Mine kære unge søstre, bevar et evigt perspektiv. Vær på vagt over for alt, der kan berøve jer evighedens velsignelser.
Hjælp til at bevare det rette perspektiv i disse tider med eftergivenhed kan komme til jer fra mange kilder. En værdifuld kilde er jeres patriarkalske velsignelse. Læs den ofte. Studér den omhyggeligt. Vær vejledt af dens advarsler. Lev, så I fortjener dens løfter. Hvis I endnu ikke har modtaget jeres patriarkalske velsignelse, så planlæg, hvornår I vil modtage den, og værdsæt den så.
Hvis nogen er snublet på rejsen, er der en vej tilbage. Denne proces kaldes omvendelse. Vor Frelser døde for at give jer og mig denne velsignede gave. Vejen kan være vanskelig, men løftet er virkeligt: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne.«6 »Og husker dem ikke længere på deres synd.«7
For nogle år siden fremsatte et andet Første Præsidentskab denne udtalelse, og jeres Første Præsidentskab i dag gentager denne appel. Jeg citerer: »Til ungdommen … vi beder jer inderligt om at leve et rent liv, for et urent liv fører blot til lidelse, elendighed og fysisk pine – og åndeligt er det vejen til ødelæggelse. Hvor storslået og tæt på englene er ikke unge, som holder sig rene. Disse unge opnår uudsigelig glæde her og evig lykke herefter. Seksuel renhed er ungdommens mest dyrebare ejendel; den er grundlaget for al retskaffenhed.«8
Må I have mod til at være kyske og dydige.
Min sidste bøn i aften er, at I må have mod til at stå fast ved sandhed og retfærdighed. Fordi tendensen i samfundet i dag går bort fra de værdier og principper, som Herren har givet os, vil I næsten helt sikkert blive bedt om at forsvare det, I tror på. Medmindre vores vidnesbyrds rødder er solidt plantet, vil det blive vanskeligt for os at modstå hånen fra dem, der udfordrer vores tro. Når jeres vidnesbyrd om evangeliet, om Frelseren og om vor himmelske Fader er solidt funderet, vil det påvirke alt det, I gør i hele jeres liv. Modstanderen kunne ikke tænke sig noget bedre, end at I tillader nedsættende kommentarer og kritik af Kirken, at få jer til at stille spørgsmål og at tvivle. Jeres vidnesbyrd, hvis det konstant næres, vil give jer sikkerhed.
Lad os sammen tænke tilbage på Lehis syn med livets træ. Han så mange, som havde holdt fast i jernstangen, og som havde kæmpet sig gennem en tåge af mørke, der til sidst nåede frem til livets træ og spiste af træets frugt, hvorpå de »kastede … blikket rundt omkring, som om de skammede sig.«9 Lehi undrede sig over årsagen til deres forlegenhed. Da han så sig omkring, så han »på den anden side af floden med vand en stor og rummelig bygning …
Og den var fyldt, både gamle og unge, både mænd og kvinder, og deres måde at klæde sig på var overordentlig fornem, og det så ud som om, de spottede og pegede fingre ad dem, der … spiste af frugten.«10
Den store og rummelige bygning i Lehis drøm repræsenterer dem i verden, som håner Guds ord, og som latterliggør dem, der modtager det, og som elsker Frelseren og efterlever befalingerne. Hvad sker der med dem, der skammer sig, når hånen foregår? Lehi fortæller os: »Og efter at de havde smagt frugten, skammede de sig på grund af dem, som hånede dem, og de faldt fra, ind på forbudne stier, og blev væk.«11
Mine elskede unge søstre, må I med jeres overbevisnings mod sammen med apostlen Paulus erklære: »For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse.«12
For at I ikke skal føle jer utilstrækkelige over for de opgaver, som venter forude, så minder jeg jer om en anden af Paulus’ gribende udtalelser, som vi kan hente mod fra: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.13
Lad mig afsluttende fortælle jer beretningen om en tapper ung kvinde, hvis oplevelse gennem alle tidsaldre har været et eksempel på at stå for sandhed og retfærdighed.
De fleste af jer kender beretningen i Det Gamle Testamente om Ester. Det er en meget interessant og inspirerende beretning om en smuk ung jødisk pige, hvis forældre var døde og havde efterladt hende til at blive opdraget af hendes ældre fætter Mordokaj og hans hustru.
Mordokaj arbejdede for Persiens konge, og da kongen søgte en dronning, bragte Mordokaj Ester til paladset og præsenterende hende som kandidat, idet han rådede hende til ikke at afsløre, at hun var jøde. Kongen kunne lide Ester bedre end alle de andre og gjorde hende til sin dronning.
Haman, der stod over alle kongens hoffolk, blev mere og mere vred på Mordokaj, fordi han ikke ville kaste sig på knæ for ham. Som gengæld overbeviste Haman kongen – på en ret lusket måde – om at der var et folk i alle rigets 127 provinser, hvis love adskilte sig fra alle andres, og at de ikke ville adlyde kongens love og burde blive udryddet.14 Uden direkte at nævne dette folk for kongen henviste Haman selvfølgelig til jøderne og herunder Mordokaj.
Med kongens tilladelse til at håndtere sagen udsendte Haman breve til alle statholderne i alle provinserne, hvor han instruerede dem i »at udrydde, dræbe og tilintetgøre alle jøder, både unge og gamle, kvinder og børn, på … den trettende dag i den tolvte måned.«15
Mordokaj sendte gennem en tjener besked til Ester om forordningen mod jøderne og bad om, at hun gik til kongen for at gå i forbøn for sit folk. Ester var først modvillig og mindede Mordokaj om, at det var imod loven for nogen at gå ind til kongen i den indre gård uden at være indbudt. Straffen for det var døden – medmindre kongen rakte sit gyldne scepter frem og tillod personen at leve.
Mordokajs svar på Esters tøven går direkte til sagen. Han skrev således til hende:
»Bild dig ikke ind, at du som den eneste af jøderne kan redde livet, fordi du er i kongens palads.
For hvis du virkelig tier i denne situation, vil … du og dit fædrene hus … gå til grunde.«16
Og han tilføjede dette tankevækkende spørgsmål: »Og hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?«17
Ester bad som svar Mordokaj om at samle alle de jøder, han kunne, og bede dem om at faste tre dage for hende, og sagde, at hun og hendes piger ville gøre det samme. Hun erklærede: »Derefter vil jeg gå til kongen, selv om det er mod loven. Skal jeg dø, så lad mig dø.«18 Ester havde samlet alt sit mod og ville stå fast og urokkeligt for det, som var rigtigt.
Fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt forberedt stod Ester i den indre gård i kongens palads. Da kongen så hende, rakte han sit gyldne scepter frem og sagde, at han ville skænke hende, hvad hun end bad om. Hun inviterede kongen til en fest, som hun havde arrangeret, og under festen afslørede hun, at hun var jøde. Hun afslørede også Hamans ufine plan om at udrydde alle jøderne i riget. Esters bøn om at redde hende og hendes folk blev opfyldt.19
Ester havde ved faste, tro og mod reddet et folk.
I bliver nok aldrig bedt om at sætte livet på spil, som Ester gjorde, for det, som I tror på. Men I vil sandsynligvis opleve situationer, hvor der kræves stort mod af jer, når I står fast for sandhed og retfærdighed.
Igen mine kære unge søstre, selvom der altid har været udfordringer i verden, så er mange af dem, som i står over for, kun kendt i vor tid. Men I er nogle af vor himmelske Faders stærkeste børn, og han har holdt jer tilbage til at komme til jorden »med henblik på en situation som denne.«20 Med hans hjælp vil I have mod til at modstå, hvad der end kommer. Selvom verden til tider kan synes mørk, så har I evangeliets lys, der vil være som et fyrtårn til at vise jer vej.
Min oprigtige bøn er, at I vil have det nødvendige mod til at afstå fra at dømme andre, mod til at være kyske og dydige samt modet til at stå fast for sandhed og retfærdighed. Når I gør det, vil I være »et forbillede for de troende,«21 og jeres liv vil være fyldt med kærlighed, fred og glæde. Må det være sådan, mine elskede unge søstre, det beder jeg om i vor Frelsers, Jesu Kristi navn. Amen.